Translate

INFO JESUS LIVET

Aktiver din tro

    LINK Aktivér din tro Jan Lund Nissen I kraft af Jesus har du fået Den Hellige Ånd i dig. Jesus bor i dig gennem din tro. Jesus siger, at...

Søg i denne blog

torsdag den 19. marts 2020

Er mennesket både legeme, sjæl og ånd?english dovn under






LINK


Jan Lund nissen

Legeme, sjæl og ånd – og Helligåndens virke


Når vi læser et bibelvers, bør vi læse det i sin sammenhæng. Så får vi bedre blik for, hvad teksten siger, og hvordan den hænger sammen med resten af Bibelen.


Et centralt spørgsmål er, hvad Paulus mener, når han skriver om menneskets ånd, sjæl og legeme. Og hvilken betydning har det, når han i Kolossenserbrevet omtaler menighedens kærlighed i Ånden?


Mennesket som legeme, sjæl og ånd


Paulus skriver:


»Fredens Gud hellige jer helt og holdent og bevare fuldt ud jeres ånd og sjæl og legeme lydefri ved vor Herre Jesu Kristi komme.«
(1 Thessalonikerbrev 5,23)

Verset viser, at Paulus kan omtale ånd, sjæl og legeme hver for sig. Men verset alene afgør ikke, om mennesket består af tre helt adskilte dele. Det vigtigste i sammenhængen er Paulus’ bøn om, at Gud må bevare hele mennesket.


I Første Mosebog læser vi, at Gud formede mennesket af jordens støv og blæste livsånde i det, så det blev et levende væsen (1 Mosebog 2,7). Det peger på, at livet kommer fra Gud. Den hebraiske formulering, der ofte oversættes med »en levende sjæl«, betyder også et levende væsen. Derfor bør vi være varsomme med at læse senere forestillinger om sjælen ind i verset.


Bibelen bruger ordene »sjæl« og »ånd« på flere måder. Sjæl kan betegne et menneske eller dets liv, mens ånd kan handle om livsånden, menneskets indre eller Guds Ånd. Betydningen må derfor vurderes ud fra sammenhængen.


Det fysiske liv og det åndelige liv


Gud er ophav til menneskets fysiske liv. Men Bibelen taler også om et åndeligt liv, som Gud skaber i mennesket. Jesus siger, at et menneske må fødes på ny af vand og Ånd (Johannesevangeliet 3,3-8). Paulus beskriver på lignende måde den troende som en ny skabning i Kristus (2 Korintherbrev 5,17).


Det nye liv er ikke noget, vi skaber ved egen kraft eller ved at overholde regler. Det er Guds gave, modtaget i tro (Efeserbrevet 2,8-10). Paulus skriver, at de troende blev beseglet med Helligånden, da de kom til tro (Efeserbrevet 1,13-14). Han understreger også, at den, der tilhører Kristus, har Guds Ånd (Romerbrevet 8,9-11).


Dåben spiller en vigtig rolle i Det Nye Testamente og forbindes med Kristus og det nye liv (Romerbrevet 6,3-4; Apostlenes Gerninger 2,38). Samtidig er det Gud, der frelser; frelsen er ikke en fortjeneste, vi opnår ved en handling eller ved at holde loven.


Vi bør altså skelne mellem det liv, Gud giver alle mennesker som skabninger, og det nye liv i Kristus, som Helligånden virker i den troende. At være skabt af Gud betyder ikke i sig selv, at et menneske allerede lever i tro på Kristus.


Den troende og Helligånden


Et kristent menneske er ikke blevet fejlfrit eller guddommeligt. Den troende har stadig svagheder og kan handle forkert. Paulus beskriver kampen mellem det gamle menneske og livet i Ånden flere steder, blandt andet i Romerbrevet 7–8 og Galaterbrevet 5,16-26.


Helligånden virker i den troende, men det betyder ikke, at menneskets egne tanker og handlinger altid er ufejlbarlige. Derfor bør vi prøve vores forståelse af Bibelen på dens sammenhæng og på evangeliet om Kristus. En stærk overbevisning er ikke i sig selv bevis på, at man har forstået teksten rigtigt (1 Korintherbrev 2,10-14; 1 Johannesbrev 4,1).


Det er derfor vigtigt at møde andre kristne med ydmyghed. Uenighed om bibelfortolkning kan være alvorlig, men vi bør være varsomme med at dømme andres tro eller hævde, at alle, der forstår en tekst anderledes, mangler Helligånden.


»Kærlighed i Ånden« i Kolossenserbrevet


Paulus skriver, at Epafras har fortalt ham om kolossensernes kærlighed »i Ånden« (Kolossenserbrevet 1,8). Udtrykket peger på kærlighed, der hører sammen med Helligåndens virke. Paulus takker Gud for den tro, kærlighed og det håb, han ser i menigheden (Kolossenserbrevet 1,3-8).


Det betyder ikke nødvendigvis, at menigheden var fuldkommen. Brevet viser også, at Paulus advarer mod lære og praksis, som kan føre de troende væk fra Kristus (Kolossenserbrevet 2,8-23). Kærligheden i Ånden er derfor et tegn på Guds virke i mennesker, ikke et bevis på, at de aldrig fejler.


Døden og håbet om opstandelsen


Det kristne håb er, at døden ikke får det sidste ord. Paulus skriver, at de døde i Kristus skal opstå, når Herren kommer igen (1 Thessalonikerbrev 4,13-17). Han beskriver også opstandelsen som en forvandling, hvor det forgængelige iklædes uforgængelighed (1 Korintherbrev 15,42-54).


Nogle bibelsteder taler om at være hos Kristus efter døden (Lukasevangeliet 23,43; Filipperbrevet 1,23; 2 Korintherbrev 5,8). Andre beskriver tydeligt den fremtidige opstandelse ved Jesu genkomst. Vi bør derfor skelne mellem håbet om at være hos Herren efter døden og Bibelens lære om den endelige, legemlige opstandelse. Første Thessalonikerbrev 4,13-17 siger, at de døde i Kristus skal opstå; det siger ikke, at de allerede har fået deres opstandelseslegemer i himlen.


Fortællingen om den rige mand og Lazarus findes i Lukasevangeliet 16,19-31. Den er et alvorligt billede på ansvar og dom, men vi bør være varsomme med at bruge den alene som en detaljeret beskrivelse af alle forhold efter døden.


Et håb, der samler evangeliet


Bibelen holder både skabelsen, synden, frelsen og opstandelsen sammen. Gud har skabt os, mennesket er blevet skilt fra Gud ved synden, og frelsen gives ved Jesus Kristus. Helligånden skaber og styrker troen, og vores håb er opstandelsen og livet hos Gud.


Derfor skal vi hverken gøre skabelsen til det samme som frelsen eller gøre menneskelig teologi til en erstatning for evangeliet. Vi læser Bibelen i dens sammenhæng og søger at forstå den i tillid til Gud — samtidig med at vi husker, at vores egen forståelse kan være ufuldkommen.