Translate

INFO JESUS LIVET

Aktiver din tro

    LINK Aktivér din tro Jan Lund Nissen I kraft af Jesus har du fået Den Hellige Ånd i dig. Jesus bor i dig gennem din tro. Jesus siger, at...

Søg i denne blog

lørdag den 24. april 2021

Det er fuldt ud bragt.




 





Jan lund Nissen





Se på Jesus


Se på Jesus og på det, han gjorde på Golgata. Han gav frivilligt sit liv i kærlighed for alle mennesker — også for dig, selv hvis du har svært ved at se det eller tro på det. (Johannesevangeliet 10,11.17-18; Romerbrevet 5,8)


Gud vil dig. Jesus kom ikke for at anklage dig, men for at frelse dig. På korset bar han vores synd og udslettede det skyldbrev, der stod imod os. (Johannesevangeliet 3,16-17; Kolossenserbrevet 2,13-14)


Jesus er ikke en fjern Gud, der vender sig bort fra dig i mørket. Han er nær hos dem, der har et knust hjerte, og han kalder sig selv verdens lys. Hos ham kan du finde håb — også midt i tvivl, angst, sorg og ensomhed. (Salme 34,19; Johannesevangeliet 8,12)


Gud sendte Jesus til verden, for at mennesker skulle høre evangeliet og få evigt liv. Jesus siger: »Jeg er vejen og sandheden og livet.« Måske tog du engang imod hans ord, men oplever nu, at troen er blevet svag eller gledet væk. I lignelsen om sædemanden fortæller Jesus, at ordet kan blive taget fra menneskers hjerter. Men Guds ord kalder stadig på dig. (Johannesevangeliet 3,16; 14,6; Lukasevangeliet 8,11-12)


Måske har bekymringer og hverdagens krav ført dig væk fra Jesus. Måske har du forsøgt at finde dine egne løsninger i stedet for at stole på, at Gud ville møde dig. Profeten Esajas skrev: »Vi fór alle vild som får, vi vendte os hver sin vej.« Alligevel møder Gud dig med nåde og kalder dig tilbage. (Esajas’ Bog 53,6)


Mens Jesus vandrede på jorden, helbredte han syge, tilgav synder og viste Guds kærlighed. Han gjorde godt og udførte tegn og undere, så mennesker kunne tro på, at han er Guds søn. (Markusevangeliet 2,5-12; Apostlenes Gerninger 10,38; Johannesevangeliet 20,30-31)


Alligevel afviste mange ham. Jesus var uskyldig, men blev dømt og korsfæstet. Mennesker forkastede deres konge og valgte løgnen frem for sandheden. (Lukasevangeliet 23,13-25; Johannesevangeliet 1,11)


Også i dag kan mennesker vende sig bort fra Jesus. Måske tænker du, at det, andre fortæller om Guds hjælp, ikke gælder dig. Måske tvivler du på, at Jesus vil møde dig i netop din situation. Men hans kærlighed afhænger ikke af, at du først får styr på alt. Han kalder dig til at komme til ham med det, du bærer på.


Jesus ser ikke på dig for at holde regnskab med dine fejl. Han ønsker at tilgive dig og give dig et nyt liv. »Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort,« siger han. I tro tager vi imod Guds nåde — ikke fordi vi har gjort os fortjent til den, men fordi Gud giver den. (Johannesevangeliet 6,37; Efeserbrevet 2,8-9; Første Johannesbrev 1,9)


Jesus bar vores synd og lidelse. Han blev forhørt, pisket, hånet og slået. Soldaterne satte en tornekrone på hans hoved, før han blev ført ud for at blive korsfæstet. På korset led han og døde. Da han havde sagt: »Det er fuldbragt«, udåndede han. En soldat stak et spyd i hans side, og der kom blod og vand ud. (Esajas’ Bog 53,4-5; Matthæusevangeliet 27,27-31; Johannesevangeliet 19,17-18.30.34)


Men døden fik ikke det sidste ord. På den tredje dag opstod Jesus fra de døde. Han lever og sidder ved Guds højre hånd. Bibelen siger, at han skal komme igen og dømme levende og døde. (Første Korintherbrev 15,3-4; Apostlenes Gerninger 10,42)


Bibelen giver også håb om, at de døde, der hører Jesus til, skal opstå, og at de troende skal møde Herren. De skal altid være sammen med ham. Det er håbet om evigt liv hos Gud — et liv uden sorg og død. (Første Thessalonikerbrev 4,16-17; Første Korintherbrev 15,51-52; Johannes’ Åbenbaring 21,4)


Derfor gælder Jesu kald også dig: Vend dig til ham, og tag imod hans tilgivelse og liv. Jesus elsker dig og længes efter, at du kommer til ham. Han siger: »Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.« (Matthæusevangeliet 11,28)


Jesus gav dig alt. Hvorfor ikke tro på ham? Kom til ham, som du er. Gud venter på dig med åbne arme. (Lukasevangeliet 15,20)


Jan Lund Nissen

DIT HELT NYE LIV






LINK

Når du tager imod Jesus Kristus som din frelser, giver Gud dig nyt liv – evigt liv. Det nye liv forandrer den måde, du lever på.


Bibelen siger:


»Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, noget nyt er blevet til!«
(2 Kor 5,17)

Før du tog imod Jesus, levede du i synd og uden tilgivelse. Du var død på grund af dine overtrædelser og synder. Men da du tog imod Jesus, tilgav Gud dig og gjorde dig levende. Du blev født på ny og fik evigt liv.


Bibelen siger, at Gud gjorde os levende med Kristus, selv om vi var døde i vores overtrædelser. Vi er frelst af nåde ved tro. Frelsen skyldes ikke os selv eller vores gerninger, men er en gave fra Gud.

(Ef 2,1-2.4-5.8-9)


Derfor skal du ikke fortsætte med at leve i synd. Du er kaldet til at leve et nyt liv til Guds ære.


Bibelen siger, at vi ikke længere skal leve som mennesker, der er fremmede for livet med Gud. Vi skal lægge det gamle menneske fra os, blive fornyet i sind og ånd og iføre os det nye menneske, som er skabt i Guds billede.

(Ef 4,17-24)


Læg derfor løgnen bort, og tal sandhed med hinanden, for vi hører sammen. Bliv ikke vrede på en måde, der fører til synd, og giv ikke Djævelen plads. Den, der har stjålet, skal ikke længere stjæle, men arbejde og gøre noget godt med sine hænder, så der også er noget at dele med den, der har behov for det.

(Ef 4,25-28)


Lad ikke rådden tale komme ud af jeres mund. Tal i stedet ord, der bygger op og bliver til velsignelse for dem, der hører dem. Gør ikke Guds hellige ånd sorg. Læg al bitterhed, hidsighed, vrede, råben, spot og ondskab fra jer. Vær gode og barmhjertige mod hinanden, og tilgiv hinanden, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus.

(Ef 4,29-32)


I skal ligne Gud som hans elskede børn og leve i kærlighed, ligesom Kristus elskede os og gav sig selv for os som en gave og et offer til Gud. Utugt, urenhed og grådighed skal ikke præge jeres liv. Det samme gælder skamløshed, tåbelig snak og grov humor. Lad i stedet taksigelse fylde jer.


Bibelen advarer om, at den, der lever i utugt, urenhed eller grådighed – som er afgudsdyrkelse – ikke har del i Kristi og Guds rige.

(Ef 5,1-6)


Det smitter af


De mennesker, du er sammen med, påvirker dig. Du kommer let til at ligne dem, du bruger din tid sammen med. Når du søger fællesskab med Jesus, vil det også præge dit liv.


Derfor er det livsvigtigt at være sammen med Gud gennem Bibelens ord og blive ved med at læse og høre det. Guds ord er levende og kan forandre dig. Det hjælper dig med at stå imod verdens tomme lyster og dit eget køds begær.


Dit fællesskab med Gud næres af Bibelens ord – ikke af tomme menneskeord, der ikke giver liv.

(Joh 6,63; Rom 12,2; Gal 5,16-17)

Djævelen på fisketur.



 

Jan Lund nissen


Vær på vagt – men frygt ikke


Satan er Guds og menneskers fjende. Bibelen beskriver ham som en løgner og som en anklager (Joh 8,44; Åb 12,10). Han forsøger at føre mennesker væk fra Gud og fra troen på Jesus. Peter advarer: »Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge« (1 Pet 5,8).


Djævelen bruger snedige metoder. Han kan forsøge at så tvivl om Guds ord og fylde os med tanker som: »Jeg kan ikke mere. Nu er jeg færdig. Ulykken er lige om hjørnet.« Men vi skal prøve vores tanker op imod Guds ord og ikke lade frygt og fortvivlelse få det sidste ord.


Habakkuk bruger et billede af fiskeri, når han beskriver en fjende, der fanger mennesker som fisk: »Han fisker dem alle med krog, slæber dem bort i sit vod og samler dem i sit garn« (Hab 1,15). Billedet minder os om, at mennesker kan blive fanget af stærke kræfter. Bibelen siger også, at Djævelen forsøger at tage ordet bort fra menneskers hjerter, så de ikke kommer til tro (Luk 8,12).


Ved en lejlighed forsøgte Peter at tale Jesus fra den vej, han skulle gå. Jesus svarede ham: »Du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil« (Matt 16,23). Det minder os om, at selv velmente råd og tanker må prøves i lyset af Guds vilje.


Lad Guds ord forme dine tanker


Gud ønsker, at vi søger hans tanker og lader hans ord vejlede os. Bibelen kalder Guds ord »Åndens sværd« (Ef 6,17). Når vi læser og holder fast i det, kan det hjælpe os med at genkende løgne, modstå fristelser og finde håb, når livet er tungt.


Derfor er det godt at vende tilbage til Guds ord hver dag. Ikke fordi vi aldrig vil møde tvivl eller modgang, men fordi vi ikke står alene i det.


Du behøver ikke frygte


Når du føler dig anklaget eller fristet, er Gud nær. Hebræerbrevet siger: »Jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke.« Derfor kan vi sige: »Herren er min hjælper, jeg skal ikke frygte« (Hebr 13,5-6).


Du kan stå i hjælpeløse situationer. Måske kan du kun råbe til Gud eller sende et suk af sted. Også da må du søge hans hjælp og holde fast i hans løfter. Salmisten skriver: »Du holder mig fast bagfra og foran, du lægger din hånd på mig« (Sl 139,5). Og: »Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd?« (Sl 139,7).


Måske er der meget, der plager dig lige nu og tynger dig i hverdagen. Det er ikke altid, andre kan se det. Men Gud ser dig og kender din situation. Sæt din lid til ham, og hold fast i hans løfter. Han vil ikke slippe dig eller forlade dig.


»Herren selv går foran dig, han vil være med dig, han vil ikke lade dig i stikken og ikke svigte dig; vær ikke bange og lad dig ikke skræmme!« (5 Mos 31,8).


Og Herren siger: »Jeg er Herren din Gud, der griber din højre hånd og siger til dig: Frygt ikke, jeg hjælper dig« (Es 41,13). »Herren elsker ret og svigter ikke sine fromme« (Sl 37,28).


Når du er magtesløs og svag, er Gud stadig stærk. Han viser sin kærlighed, hjælp og omsorg. Du kan stå fast i troen på Jesus, ikke i din egen styrke, men i det, Kristus har gjort.


Læs Efeserbrevet 6, og tag imod opmuntringen til at iføre dig Guds rustning. Bed, hold fast i sandheden, og søg støtte hos andre kristne, når kampen føles tung. Gud er med dig.

DU VIL BLIVE FRISTET




Du behøver ikke at frygte fristelsen – men du skal tage den alvorligt
»Det er kun almindelige, menneskelige fristelser, der hidtil har mødt jer, og Gud er trofast. Han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men vil sammen med fristelsen skabe en vej ud af den, så I kan stå den igennem.«
1 Kor 10,13
»Mine brødre! I skal regne det for lutter glæde, når I kommer ind i mange slags prøvelser.«
Jak 1,2
I enhver prøvelse kan der gemme sig en fristelse: fristelsen til at vende Gud ryggen eller vælge en nemmere vej – vores egen vej. I Bibelen hænger prøvelse og fristelse ofte tæt sammen.

Fristelsen kommer ikke fra Gud. Jakob skriver, at Gud ikke fristes af det onde, og at han heller ikke frister nogen. Vi fristes, når vi drages og lokkes af vores egne begær (Jak 1,13-17). Midt i prøvelsen er det derfor en trøst at holde fast i løftet om, at Gud er trofast og viser os en vej igennem fristelsen (1 Kor 10,13).

I Matt 4,1-11 læser vi, at Ånden fører Jesus ud i ørkenen, hvor han bliver fristet af Djævelen. De to har forskellige hensigter: Ånden fører Jesus ud for at han skal prøves, mens Satan forsøger at få ham til at svigte sin opgave og vælge en lettere vej end korsets.

Når vi selv kommer ind i prøvelser, kan vi også møde fristelsen til at opgive troen eller gå vores egen vej. Derfor opmuntrer Skriften os til at stå fast og holde os nær til Gud.

»Barn, om du kommer for at tjene Herren, da bered dig på prøvelser; hold modet oppe og vær standhaftig, og gør ikke noget overilet i hjemsøgelsens stund. Hold dig nær til ham og svigt ham ikke, så skal du vokse dig stærk til sidst. Tag villigt mod alt, hvad der tilstøder dig, og vær tålmodig under dine stadig tilbagevendende lidelser. Thi guldet prøves i ilden og de gudvelbehagelige mennesker i lidelsens smelteovn. Sæt din lid til ham, så tager han sig af dig; sæt dit håb til ham, så jævner han vejen for dig.«
Siraks Bog 2,1-6


Du kan dø i morgen





   LINK


Jan Lund nissen

GUD SPØRGER IKKE OM ALDER – HUSK DET


Livet kan snart være forbi. Tænk derfor over, hvordan det står til med dig og dit forhold til Gud. Vores liv er kort og flygtigt, som en tåge, der viser sig en lille stund og derefter forsvinder (Jak 4,14). Lær os at tælle vores dage, så vi får visdom i hjertet (Sl 90,12).


Mennesker kan glemme, men Gud glemmer ikke sine børn. Han har skrevet dem i sine hænder (Es 49,15-16).


Lad dine handlinger og tanker være præget af, at livet er kort. Du ved ikke, hvornår din time kommer. Jesus kan komme igen, og han har lovet at hente sine til sig (Matt 24,42-44; Joh 14,3). Det glæder vi troende os til.


Lykkelig og vis er den, der allerede nu søger at leve sådan, som han ønsker at stå over for Gud, når livet er forbi.


Mens du er rask, kan du gøre meget godt. Men sygdom, svaghed og alderdom kan begrænse, hvad du magter. Bed derfor om, at Gud ved sin Helligånd må styrke dit indre menneske, så du kan finde glæde og tryghed i ham – også når kræfterne svigter (Ef 3,16; 2 Kor 4,16).


Hvis du ikke tager vare på dit forhold til Gud nu, hvornår vil du så gøre det?


Gør dig klar til den dag, hvor livet her på jorden slutter. Som kristne tror vi, at døden ikke er enden: Jesus er opstandelsen og livet, og den, der tror på ham, skal leve (Joh 11,25-26). For den, der tilhører Kristus, er det at leve Kristus og at dø en vinding (Fil 1,21).


Lær at give slip på verdens begær, så du kan leve med Kristus. Lev som en gæst og pilgrim på jorden; her har vi ikke en blivende by (Hebr 13,14). Vi tager intet med os, når vi forlader verden (1 Tim 6,7).


Bevar dit hjerte vendt mod Gud. Send dine bønner og sukke til ham, og bed om at leve tæt på Herren Jesus Kristus. Hjælp også andre med at finde tilbage til Jesus (Jak 5,19-20).


AMEN

DU SKAL IKKE MANGLE NOGET




 Når glæden slipper op


»Han fryder sig over dig med jubel som på festens dag.«

(Zefanias 3,17)


I Bibelen møder vi flere beretninger, der leder tankerne hen på fest og glæde. En af dem er fortællingen om brylluppet i Kana. Det er en smuk beretning med mange vinkler (Johannesevangeliet 2,1-11).


Ordene »vinen slap op« kan give stof til eftertanke. I Bibelen forbindes vin ofte med glæde. Ved brylluppet i Kana opstod der en alvorlig mangel: Vinen slap op, mens festen stadig var i gang.


Maria, Jesu mor, blev opmærksom på problemet og fortalte Jesus om det. Han tog sig af situationen og bad tjenerne fylde seks store stenkrukker med vand. Vandet blev til god vin. Der skulle ikke mangle noget ved fejringen af brudeparret – heller ikke den gode vin. En bryllupsfest kunne dengang vare flere dage, og både landsbyen, familien og vennerne deltog.


Med sin handling viste Jesus, at han ser vores behov og møder os dér, hvor vi er. Han sørgede for, at glæden ved festen kunne fortsætte.


Også i vores hverdag kan noget slippe op. Livsglæden eller livsmodet kan vige for bekymringer og tunge tanker. Da må vi vende os til Jesus, livets forvandler. Han kan skænke os ny glæde, tilgivelse og fred.


Som der står i Salme 51,14: »Glæd mig igen med din frelse, giv mig til støtte en villig ånd.«


Og i Salme 34,11 læser vi: »Selv stærke løver kender til sult, men den, som stoler på Herren, skal ikke mangle noget.«


Han, som kunne forvandle vand til vin, kan også møde os ved alterbordet og skænke os livsmod og livskraft gennem brød og vin.


Gud ønsker at fylde vores tomme bæger. Vi skal blot komme, som vi er, og med det, vi bærer på. Han er villig til at give os af sine himmelske velsignelser.

fredag den 23. april 2021

ISRAELS KAMP DREJER SIG OM VERDENS GENFØDELSE.




 

Gud handler i verdenshistorien


Artiklen er skrevet for mange år siden, men dens budskab minder os om, at Gud stadig er virksom i verdenshistorien. Den, der læser begivenhederne i lyset af Guds ord, kan spørge: Hvad betyder Israels historie — og Israels situation i dag?


Salme 36,10 siger: »For hos dig er livets kilde, i dit lys ser vi lyset.«


Gud talte til Abram og kaldte ham til at forlade sit land og sin slægt. Han lovede at gøre ham til et stort folk og velsigne alle jordens slægter gennem ham (1 Mos 12,1-3). Ifølge Bibelen har Gud en plan med historien. Det betyder ikke, at alt, hvad der sker, er Guds vilje. Menneskers ondskab og dårskab kan skabe lidelse, men Gud kan føre historien videre mod sine mål.


Job 21,14-16 beskriver mennesker, der siger til Gud: »Lad os være! Vi vil ikke kende dine veje.« Romerbrevet 8,28 giver samtidig de troende dette løfte: »Alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud.«


Gud lovede Abram og hans hustru Saraj en søn, men løftet lod vente på sig. De forsøgte selv at finde en løsning, og Abram fik sønnen Ismael med Sarajs egyptiske trælkvinde, Hagar. Senere lovede Gud, at Saraj skulle føde Isak, og at pagten skulle videreføres gennem ham. Gud lovede også at velsigne Ismael og gøre ham til et stort folk (1 Mos 16,1-16; 17,18-21).


Isak blev far til Jakob, som senere fik navnet Israel. Ismaels efterkommere forbindes traditionelt med arabiske folk, men Bibelen beskriver ikke alle nutidige folk direkte som efterkommere af ham. Det er derfor vigtigt at skelne mellem Bibelens ord og senere historiske og religiøse fortolkninger.


I 5. Mosebog 26,5 omtales en »omflakkende aramæer« som folkets far. Sammenhængen peger på Jakob, Israels stamfar, og ikke på Abraham. Gud førte Israels folk til det land, han havde lovet Abraham og hans efterkommere (1 Mos 15,18-21).


Bibelen beskriver landet som Guds ejendom. I 3. Mosebog 25,23 siger Gud: »Landet er mit; I er fremmede og tilflyttere hos mig.« Israel fik landet, men blev også kaldet til at leve i pagt med Gud. I 5. Mosebog 28 beskrives både velsignelser ved lydighed og følgerne af ulydighed.


Israels historie rummer gentagne perioder med frafald, nederlag og landflygtighed. I 1. Mosebog 31,42 bruger Jakob udtrykket »Isaks rædsel« om Gud — en særlig betegnelse, som viser den ærefrygt, Isak havde for Gud. Senere advarede Moses folket om, at ulydighed kunne føre til nederlag og bortførelse (5 Mos 28,25.36-37).


Babylon førte en del af Judas folk i eksil. Jeremias profeterede, at landet skulle ligge øde, og at Babylon efter halvfjerds år ville blive holdt ansvarlig (Jer 25,11-12). Senere fik nogle af de landflygtige lov til at vende tilbage. Bibelen fremstiller altså både Israels straf og håbet om genoprettelse.


Romerbrevet 11,29 siger: »For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke.« Mange kristne læser dette som et udtryk for, at Guds løfter til Israel fortsat har betydning. De forskellige kristne traditioner fortolker dog profetierne om Israel og de sidste tider forskelligt.


Da Jesus blev født, var Judæa under romersk herredømme. Ifølge Det Nye Testamente kom Jesus for at bringe frelse, og hans død skulle være til soning for menneskers synd. Johannes 1,11 siger: »Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham.«


Jesus henviste også til profetien om en profet som Moses, som folket skulle lytte til (5 Mos 18,15-19; ApG 3,22-23). I evangelierne forudsiger han Jerusalems ødelæggelse. Lukas 21,20-24 omtaler en belejring, flugt og en tid, hvor Jerusalem skulle blive trådt ned af folkeslagene.


Den romerske hær, ledet af Titus, ødelagde Jerusalem og templet i år 70. Senere blev mange jøder spredt, og jødiske samfund blev etableret i mange lande. Kristne fortolkere har ofte forbundet disse begivenheder med Jesu ord, men der er forskellige syn på, hvordan profetierne skal forstås.


Staten Israels oprettelse i 1948 og jøders tilbagevenden til landet opfattes af nogle kristne som et tegn på, at bibelske profetier er ved at blive opfyldt. Andre kristne læser profetierne anderledes. Uanset fortolkningen er det tydeligt, at Israels historie har haft en særlig plads i verdenshistorien og i den kristne bibelfortælling.


For mange troende er det et stærkt vidnesbyrd, at det jødiske folk har bevaret sin identitet gennem lange perioder i diasporaen og igen har oprettet en stat. De ser det som tegn på Guds trofasthed og på, at hans løfter ikke er glemt.


Bibelen taler også om håbet om fred. I Esajas 9,5 kaldes den kommende konge »Fredsfyrste«, og i Esajas 2,2-4 beskrives en fremtid, hvor folkene ikke længere oplæres til krig. Mange kristne tror, at den fulde fred først kommer, når Kristus vender tilbage og opretter sit rige.


Vi mennesker har ikke formået at skabe varig fred på jorden. Derfor holder mange fast i håbet om, at Gud en dag vil gøre ende på krig og uretfærdighed. De ser Israels historie som en del af den større fortælling om Guds løfter, menneskers valg og håbet om fred for hele verden.

Israel, jøderne og palæstinenserne


Udtrykket »Et folk uden land til et land uden folk« er blevet brugt om zionismen. Det har også været kritiseret, fordi der boede mennesker i Palæstina, før den moderne jødiske indvandring tog fart. Udtrykket bør derfor ikke forstås bogstaveligt, men som en beskrivelse af ønsket om et nationalt hjem for det jødiske folk i et område, hvor befolkningen dengang var forholdsvis lille.


Ifølge de befolkningstal, der ofte nævnes for perioden, boede der i 1881 omkring 457.000 mennesker i området, som i dag omfatter Israel, Vestbredden og Gaza. Omtrent en tredjedel boede i byerne, og en stor del af Jerusalems indbyggere var jøder. Da denne tekst oprindeligt blev skrevet, blev områdets samlede befolkning anslået til omkring ni millioner.


Mange jøder søgte til Israel fra arabiske lande, hvor de oplevede diskrimination og forfølgelse. I 1947 boede der omkring 125.000 jøder i Irak. I årene efter forlod næsten hele den jødiske befolkning landet, og mange rejste til Israel. En del var dog rejst til Palæstina allerede før 1947.


Jøder i Irak var gennem lange perioder underlagt særlige begrænsninger og skatter. Beretninger fra forskellige perioder beskriver regler, der begrænsede deres muligheder for at ride på heste, deltage i offentlige processioner og udøve deres religion synligt. Nogle steder blev de pålagt at bo i bestemte kvarterer, og deres huse måtte ikke være højere end muslimernes. Jøder havde desuden begrænset adgang til offentlige embeder, og deres vidneudsagn kunne tillægges mindre vægt i retten. Regler og praksis varierede dog over tid og fra sted til sted.


I 1800-tallet pressede europæiske magter på for reformer i dele af den arabiske verden, også når det gjaldt minoriteters rettigheder. Det betød ikke, at diskriminationen ophørte. Forfølgelsen af jøder i arabiske lande begyndte heller ikke først i 1948.


Efter Iraks uafhængighed blev jødernes muligheder igen begrænset. De blev blandt andet forhindret i at undervise på hebraisk, og jøder, der havde offentlige stillinger, mistede dem. I 1941 blev jøder udsat for voldelige angreb i Bagdad. Beretninger om angrebene beskriver dræbte og sårede, plyndring og omfattende ødelæggelser af jødisk ejendom.


I 1947 advarede Iraks udenrigsminister ifølge samtidige beretninger i FN om, at Iraks jøder kunne blive udsat for repressalier, hvis staten Israel blev oprettet. I 1950 vedtog Irak en lov, der gjorde det muligt for jøder at forlade landet, hvis de gav afkald på deres irakiske statsborgerskab. Mange mistede samtidig deres ejendom eller fik den indefrosset. Omkring 120.000 jøder forlod Irak i løbet af de følgende år, hovedsageligt til Israel. I dag er der kun ganske få jøder tilbage i landet.


Historien om jødernes flugt fra arabiske lande er en vigtig del af fortællingen om konflikten. Ofte nævnes tallet over 900.000 jødiske flygtninge fra arabiske lande. Samtidig blev mange palæstinensiske arabere fordrevet eller flygtede under krigen i 1948. Deres efterkommere lever fortsat forskellige steder i regionen, blandt andet i flygtningelejre. Forholdene varierer fra land til land: Mange palæstinensere i Jordan har statsborgerskab, mens palæstinensere i Libanon og Syrien har haft væsentligt færre rettigheder.


Palæstinensiske arabere, der blev boende inden for Israels grænser efter landets oprettelse, fik israelsk statsborgerskab. De har formelle borgerrettigheder, selv om der fortsat er debat om ligestilling og forskelsbehandling i praksis.


Palæstinensisk identitet og historie


Det hævdes undertiden, at palæstinenserne ikke er et særskilt folk, fordi de taler arabisk og deler sprog og kultur med andre arabere. Men fælles sprog betyder ikke i sig selv, at en befolkning ikke kan have en særskilt national identitet. Palæstinensisk national identitet har udviklet sig gennem historien, ligesom andre nationale identiteter.


Palæstinenserne taler arabisk; der findes ikke et særskilt sprog, som hedder palæstinensisk. Det gør dem dog ikke mindre til et folk. Spørgsmålet om national identitet bør ikke bruges til at afvise menneskers tilknytning til deres hjemland eller deres rettigheder.


Nogle palæstinensere har knyttet deres historiske fortælling til filisterne. Filisterne var et oldtidsfolk, som levede i det sydvestlige Levanten omkring 1200 f.Kr. De beskrives almindeligvis som et ikke-semitisk folk. Det er derfor ikke historisk korrekt at fastslå, at nutidens palæstinensere som helhed stammer direkte fra filisterne. Samtidig er oldtidens folkevandringer og befolkningsblandinger komplekse, og de afgør ikke alene, hvem der i dag har ret til at bo i landet.


I den jødiske religiøse tradition forbindes landet med Guds løfte til Abraham. Se Første Mosebog 12,1-3 og 17,7-8. Kristne, der lægger vægt på denne tradition, ser ofte Israels land som en del af Guds pagt med det jødiske folk. Andre kristne fortolker skriftstederne anderledes.


I 1974 vedtog Det Palæstinensiske Nationalråd en politisk strategi, der ofte omtales som faseplanen. Den blev af mange fortolket som et forsøg på først at opnå en palæstinensisk stat og derefter fortsætte kampen mod Israel. Planen og dens betydning er blevet diskuteret, men den har bidraget til israelsk mistillid til palæstinensiske politiske mål. Kritikere har også peget på symboler og kort, som de mener viser krav på hele området mellem Jordanfloden og Middelhavet.


Bibelsk perspektiv


For kristne, der mener, at Gud fortsat har en særlig plan med Israel, er landet og det jødiske folk også et spørgsmål om tro. De henviser blandt andet til profetierne i Joel og Zakarias.


Joel 4,1-2 taler om, at Gud samler folkeslagene til dom og holder rettergang med dem på grund af deres behandling af Israel og delingen af landet. Joel 4,19-21 beskriver dom over Egypten og Edom og taler om Judas og Jerusalems varige fremtid.


I Det Nye Testamente omtaler Paulus Israels plads i Guds plan. Se Romerbrevet 11,1-2 og 25-29. Kristne fortolker disse afsnit forskelligt, men de bruges ofte i argumentet for, at Gud ikke har forkastet det jødiske folk.


Zakarias 12,2-3 beskriver Jerusalem som et bæger og en tung sten for de folk, der samler sig imod byen. Nogle kristne læser profetien som en advarsel om, at nationernes behandling af Israel får konsekvenser. Andre lægger vægt på, at bibelteksterne skal forstås i deres historiske og litterære sammenhæng.


I Matthæusevangeliet spørger Peter, hvad disciplene får, fordi de har forladt alt for at følge Jesus. Jesus svarer, at de ved verdens genfødelse skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer (Matthæusevangeliet 19,27-28).


Ahmed Yassins drab og reaktionerne


I marts 2004 blev Hamas’ grundlægger, sheik Ahmed Yassin, dræbt i et israelsk luftangreb. Hamas havde stået bag en række terrorangreb mod israelske civile, herunder selvmordsangreb. Yassin blev af mange israelere betragtet som en central ansvarlig for angrebene. Andre fordømte drabet som en udenretslig henrettelse og advarede om, at det kunne gøre konflikten værre.


Israels handling blev fordømt af flere lande og internationale organisationer. Kritikere mente, at målrettede drab uden rettergang er i strid med folkeretten og ikke skaber fred. Tilhængere fremhævede Israels ret og pligt til at beskytte sine borgere mod terrorangreb. Debatten viser den grundlæggende konflikt mellem sikkerhed, selvforsvar og retssikkerhed.


Nogle sammenlignede drabet på Yassin med en tænkt situation, hvor Osama bin Laden var blevet dræbt i et luftangreb. Sammenligningen rejser et relevant spørgsmål om, hvorvidt man vurderer målrettede drab forskelligt alt efter, hvem offeret er. Samtidig er de konkrete omstændigheder og de juridiske vurderinger forskellige fra sag til sag.


En kristen politisk fortolkning


Nogle kristne ser EU og andre internationale aktører gennem profetierne om Antikrist og de sidste tider. De forbinder også pavekirken med symbolikken i Johannes’ Åbenbaring. Det er religiøse fortolkninger, ikke politiske fakta, og kristne er langt fra enige om dem.


Den, der læser Bibelens profetier som en beskrivelse af nutidens politiske begivenheder, kan opleve udviklingen i Mellemøsten som tegn på, at profetierne er ved at blive opfyldt. Andre kristne mener, at man bør være varsom med at udpege nutidige folk og stater som genstand for Guds dom.


Uanset fortolkningen bør bibelske tekster ikke bruges til at retfærdiggøre had mod folkeslag eller vold mod civile. De bør også læses med omtanke for både det jødiske og det palæstinensiske folks historie og menneskelige vilkår.


Jeg har omskrevet teksten og indsat relevante bibelhenvisninger. De historiske tal og påstande er ikke faktatjekket, og flere af dem bør kontrolleres, før teksten deles.


 


FOLK SIGER SÅ MEGET HVAD MED GUDS ORD OG JESUS I DET.

 



 



Jan Lund Nissen


Hvem var Jesus sammen med?


Vi får ofte at vide, at vi skal være meget forsigtige. Vi må ikke såre nogen, og vi skal passe på både vores eget og kirkens omdømme. Vi bør også tænke nøje over, hvem vi omgås, og hvem vi inviterer ind i vores hjem.


Men hvem var Jesus sammen med?


Han var ikke kun sammen med byens mest ansete mennesker. Han spiste også sammen med toldere og syndere — mennesker, som andre så ned på (Mark 2,15-17; Luk 5,29-32). Alligevel advarer vi nogle gange så kraftigt mod at omgås mennesker, der ikke tror.


Vi skal selvfølgelig ikke påtvinge andre vores tro. Men kærlighed er heller ikke at tie om Jesus. Jesus sagde: »Sandheden skal gøre jer frie« (Joh 8,31-32). Han talte åbent, også da nogle kritiserede ham for at være sammen med mennesker, de foragtede (Joh 18,20; Luk 7,34).


Skal jeg vente, til et menneske selv får lyst til at blive frelst, før jeg forsøger at vise det hen til Jesus? Måske opstår den længsel aldrig, hvis ingen fortæller om ham. »Hvordan skal de høre, uden at nogen prædiker?« (Rom 10,14).


Skal jeg lade mine venner og bekendte drive for vind og vejr, uden at fortælle dem om håbet i Jesus? Er det sådan, de første kristne levede?


Vær lys og salt


Vi hører ofte om de hellige i Det Gamle Testamente. Jeg ville ønske, at vi også havde Davids sorg over, at mennesker ikke holdt Guds lov: »Strømme af tårer rinder fra mine øjne, fordi de ikke holder din lov« (Sl 119,136).


Nogle ældre kristne advarer mod at være for meget sammen med unge. De siger, at de unge er umodne og let kan føre os bort fra Jesus. Men hvis Guds Helligånd bor i os, er vi så ikke kaldet til at være lys og salt i verden — ikke til at gemme os fra den? (Matt 5,13-16).


Jesus bad ikke om, at hans disciple skulle tages ud af verden, men at de måtte bevares fra det onde (Joh 17,15-18). Vi er kaldet til at møde mennesker med både sandhed og kærlighed (Ef 4,15).


Eller lader vi os standse af religiøsitet uden sand kærlighed til Gud, Herren Jesus og vores medmennesker?


Lad ikke venner, familie og bekendte gå til grunde, uden at de har hørt om Jesus. Gud siger til profeten, at han skal advare den ugudelige; ellers bliver han stillet til ansvar for ikke at have advaret ham (Ez 3,18; 33,8). Jesus siger også, at det, vi gør mod en af de mindste, gør vi mod ham (Matt 25,40).


Hvem ser den sultne? Hvem ser den nøgne? Jesus nævner netop den sultne, den fremmede og den nødlidende, når han taler om at tjene ham (Matt 25,35-40). Hvorfor er der mon så mange, der ikke har lyst til at komme i kirke i dag? Måske føler nogle sig dømt på forhånd af kristne, som mangler kærlighed.


Når man handler efter Guds ord, kan man blive en anstødssten for religiøse mennesker. Selv en god tjeneste kan vække modstand, uanset hvad man gør og siger.


En drøm om en krone


Der var engang en mand, som havde tjent Gud gennem mange store gerninger. Han mente, at han måtte have en stor løn til gode.


En nat drømte han, at en smuk og prægtig krone blev sænket ned til ham. Så lød spørgsmålet:


»Hvem tror du, kronen er til?«


»Den må være til mig,« svarede han. Han tænkte på alt det store arbejde, han havde udført.


»Nej,« lød svaret.


Manden fik derefter adressen på en ældre kvinde i en mindre provinsby. Kronen var til hende, for det var hende, der havde bedt om, at hans tjeneste måtte lykkes.


Senere opsøgte præsten den ældre kvinde og holdt et møde i hendes by — netop det, hun havde bedt om måtte ske.


Har Gud lagt en bestemt tjener på dit hjerte, og ønsker du, at vedkommendes tjeneste må lykkes? Så glem ikke at bede for ham eller hende.


Guds tjenere møder modstand. Men kampen er ikke mod mennesker; den er mod åndelige magter (Ef 6,12). Satan forsøger at standse det arbejde, der hjælper mennesker til frihed.


Det er Satan og de onde ånder, de sande tjenere kæmper imod — ikke mennesker. Når vi glemmer det, risikerer religiøsiteten at tage over.


»Jesus fra Nazaret blev salvet af Gud med Helligånd og kraft. Han drog omkring, gjorde godt og helbredte alle, der var under Djævelens magt, for Gud var med ham« (ApG 10,38).


Tænk over det, kære tjenere. Og tænk over det, kære forbedere. Bed særligt for de tjenere, der kæmper mod Satan og hans åndemagter for at befri mennesker fra hans greb.


Gud giver vækst


Det er ikke kirkens eller menighedens medlemstal, der afgør det hele.


Engang opsøgte nogle ældste deres præst for at tale alvorligt med ham. Det forløbne år havde givet et ringe resultat. Kun én ung mand var blevet føjet til menigheden.


Præsten holdt gudstjeneste den morgen med tungt hjerte. Han var så nedslået, at han næsten ikke kunne holde det ud. Da han stod der uden mod, kom den unge mand hen til ham og spurgte:


»Pastor, tror du, jeg kan blive præst?«


»Unge mand, du har lægt såret i mit hjerte,« svarede præsten.


Der gik nogle år, og den gamle præst blev lagt i sin grav. En missionær vendte hjem til sin egn. De betydningsfulde mennesker åbnede deres hjem for ham, og forsamlinger rejste sig i ærbødighed, når han trådte ind.


Det var drengen fra den lille kirke — ham, der havde spurgt præsten, om han kunne blive præst.


Gennem hans arbejde blev et helt land ført til Kristus. Det, der først så ud som et ringe resultat, blev til stor vækst. For det er Gud, der giver væksten (1 Kor 3,6-7).


Desværre kræver kirker, menigheder og kristne ofte, at resultaterne skal kunne ses med det samme. I stedet må vi stole på, at Gud føjer til, som han vil, og til sin tid.


Mange af dem, som religiøse mennesker var forargede over, og som man mente burde undgås af frygt for dårligt omdømme, blev siden kraftfulde vidner om Jesus — både i ord og handling.


Hvordan ser du på de mennesker, Jesus selv opsøgte? Og hvem kunne du vise hans kærlighed til i dag?

Døren er åben





Jan Lund Nissen


Døren er åben


Når vi kommer til lægen, kan vi møde et skilt, hvor der står: »Døren er åben.« Sådan er det også, når vi kommer til Jesus og banker på. Hans hjertedør står åben. Vi behøver ikke trygle ham om at åbne den — gennem Jesus har vi adgang til Gud (Hebræerbrevet 10,19-20).


Jesus siger: »Jeg er døren« (Johannesevangeliet 10,9). Han har åbnet vejen for os. Bibelen beskriver også den himmelske by med porte af perler (Johannes’ Åbenbaring 21,21). Jesu hjertedør står vidt åben for os, når vi kommer til ham. Vi møder ikke et skilt, hvor der står: »Lukket på grund af ferie. Kom igen en anden gang.«


Vi må komme til Jesus dag og nat, når som helst vi har brug for ham. Vi kan træde frimodigt frem for nådens trone og få hjælp, når vi trænger til det (Hebræerbrevet 4,16). Og det bedste af det hele er, at Jesus inviterer os: »Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile« (Matthæusevangeliet 11,28).


Måske er du udmattet, fordi du vandrer hvileløst rundt indeni. Måske har bekymringerne taget overhånd. Du føler dig faret vild og har forsøgt dig med alle mulige menneskelige løsninger — men står nu foran en lukket dør.


Måske har du glemt Jesu åbne dør og står sørgende foran den forkerte. Jesus er døren, vi går ind ad. Vi kommer til ham, tager imod hans ord og lader det få plads i vores liv (Johannesevangeliet 10,9; Kolossenserbrevet 3,16).


Vi sukker måske over lidelserne og problemerne, men vi behøver ikke miste troens mod. Midt i det svære kan vi finde fred hos Jesus. Sorgen og smerten forsvinder ikke altid med det samme, men Guds fred kan bevare vores hjerter og tanker (Filipperbrevet 4,6-7).


Jesu blod giver os frimodighed til at gå ind i helligdommen — ind for Gud — ad den nye og levende vej, Jesus har åbnet for os (Hebræerbrevet 10,19-22).


Vi er gjort levende med Kristus og har fået plads med ham i det himmelske (Efeserbrevet 2,4-6). Læg mærke til, at det er Gud, der har gjort dette. Han har inviteret os ind, og døren står ikke bare på klem. Den står vidt åben for alle — også for dig, der endnu ikke har fundet den.


Kom til Jesus, og find frihed fra det, der tynger dig. Han er døren for dig i dag. Gå ind ad den, og læg dine bekymringer over til ham (1. Petersbrev 5,7).


Husk fortællingen om Noa: Da Noa og hans familie var kommet ind i arken, lukkede Gud døren (1. Mosebog 7,16). Også Jesu lignelse om de ti brudepiger minder os om ikke at udskyde vores svar på hans invitation (Matthæusevangeliet 25,10-13).


DØREN ER ÅBEN. PAS PÅ, AT DU IKKE SELV SMÆKKER DØREN I OVER FOR JESUS.

Det var Gud

 


 

Jan Lund Nissen


Men Gud er ophavet til, at I er i Kristus Jesus. Han er blevet visdom fra Gud for os. (1 Kor 1,30)


Hvem kaldte på os? Var det os selv, der trak Jesus ned fra himlen? Nej. Gud drog os til sig og tog imod os i sin frelsende kærlighed. Af nåde og barmhjertighed gjorde han os til sine børn. (Joh 6,44; Ef 2,4-5)


Vi kan ikke frelse os selv. Hvis vi kunne, havde Jesus ikke behøvet at komme til jorden, dø og opstå for os. Vi bliver frelst af nåde, ikke på grund af vores egne gerninger. (Ef 2,8-9; Tit 3,4-5)


Vi kan arbejde med os selv og stræbe efter at leve bedre, men det gør os ikke værdige til Guds rige. Frelsen er Guds gave — ikke noget, vi kan gøre os fortjent til. (Rom 3,23-24; Ef 2,8-9)


Det er Gud, der virker i os. I os selv er vi magtesløse og kan ikke gøre os selv levende eller frelse os. Heller ikke kan vi frelse andre. Vores håb står alene til Guds nåde og barmhjertighed. (Ef 2,1-5; Fil 2,13)


Hvis nogen mener, at de er kloge, så lad dem lytte til Skriften: Den sande visdom kommer fra Gud og er blevet os til del gennem Kristus. (1 Kor 1,30; 3,18-19)


I vores magtesløshed får Guds kraft plads til at virke. Som Herren siger: »Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.« (2 Kor 12,9)

DET HER ER SYND



Jan Lund nissen

Synd kan beskrives som at skyde forbi Guds mål. Det handler ikke kun om vores handlinger, men også om, hvorvidt vi lever i tillid til Gud – også når livet er svært.


I Galaterbrevet står der:


»Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige.«
(Galaterbrevet 5,19-21)

Her står det sort på hvidt, hvad synd kan være. Guds ord kalder os til at se ærligt på vores liv.


Jesus siger også:


»Jeg siger jer, at på dommens dag skal mennesker stå til regnskab for hvert et ondt ord, de har talt.«
(Matthæusevangeliet 12,36)

Vi kommer ikke uden om, at vi alle skal stå til regnskab for vores liv over for Gud. Hvor mange tomme eller sårende ord får vi ikke sagt? Hvor ofte prøver vi ikke at være sjove eller komme med en vits uden at tænke over, hvordan ordene rammer?


Jeg tror ikke, at de ord skal gøre os bange. Men de minder os om at tænke os om, når vi taler. Lever vi i Helligånden, når vi bare lader munden løbe? Jesus siger, at munden taler ud fra det, hjertet er fuldt af (Matthæusevangeliet 12,34).


Vanens magt er stor – også når det gælder vores ord. Derfor må vi lade Gud forme både vores tanker og det, vi siger.



Den gode hyrde






Jan Lund Nissen


Jesus er døren


Johannes 10,1-10


»Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der ikke går ind i fårefolden gennem døren, men klatrer over et andet sted, er en tyv og en røver. Men den, der går ind gennem døren, er fårenes hyrde. For ham lukker dørvogteren op, og fårene hører hans røst. Han kalder sine egne får ved navn og fører dem ud. Når han har fået alle sine får ud, går han foran dem, og de følger ham, fordi de kender hans røst. Men en fremmed vil de aldrig følge. De vil tværtimod flygte fra ham, fordi de ikke kender de fremmedes røst.«


Med dette billede talte Jesus til dem, men de forstod ikke, hvad han talte om.


Jesus sagde da igen: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Jeg er døren til fårene. Alle de, der er kommet før mig, er tyve og røvere, men fårene hørte ikke på dem. Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst; han skal gå ind og gå ud og finde græsgange. Tyven kommer kun for at stjæle og slagte og ødelægge. Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod.«


Vil du følge Jesus?


Jesus er vejen. Han kalder på dig — men vil du følge ham og være tro mod ham?


Frelsen er en gave. Vi bliver frelst af Guds nåde, ikke på grund af vores egne præstationer (Efeserbrevet 2,8-9). Men at følge Jesus betyder, at vi giver ham retten til at lede vores liv. Jesus siger: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op« (Lukasevangeliet 9,23).


Det betyder ikke, at vi kan gøre os fortjent til frelsen. Det betyder, at vi stoler på Jesus som vores hyrde og lader ham forme os. Det, vi selv regner for godt og rigtigt, kan kun bære god frugt, når det bliver ledt af Gud og båret frem af hans Ånd (Galaterbrevet 5,22-25).


Jesus kalder sine får til at komme til ham. Han renser os fra synd, når vi bekender den og tager imod hans tilgivelse (1. Johannesbrev 1,7-9). Ingen behøver at blive stående udenfor, hvis de kommer til ham.


Når jeg taler om »sorte får«, mener jeg ikke menneskers hudfarve. Jeg mener synden og det, der kommer fra et hjerte, som har vendt sig bort fra Gud. Jesus kalder os ikke til at være halvt hans og halvt vores egne. Han kalder os til at følge ham og blive forvandlet.


Jesus Kristus er døren ind til fårefolden. Du må selv tage imod ham og gå ind gennem døren i tro. Han siger: »Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst« (Johannesevangeliet 10,9). Jesus har også andre får, som skal høre hans røst, og de skal blive én flok med én hyrde (Johannesevangeliet 10,16).


Du er velkommen til at gå ind gennem døren og følge Jesus. Når han kommer igen, vil han samle sine egne (Matthæusevangeliet 24,30-31).


Vil Jesus finde dig blandt dem, der følger ham?


Amen.

Den første og den sidste






Jan Lund Nissen 

Læs og tro, kære ven: Du fik troen, da du blev født på ny (Johannesevangeliet 3,3).


Judas skriver om den tro, der én gang for alle blev overgivet til de hellige (Judasbrevet 1,3). Og Paulus minder os om, at det er Guds Ånd, der vidner med vores ånd om, at vi er Guds børn (Romerbrevet 8,16). Det er Gud, der helliger os – ikke vi selv (1. Thessalonikerbrev 5,23-24).


»Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig.« (Esajas’ Bog 44,6)


Hvem af os kan forstå Gud med sin forstand? Kan du selv fatte, at du har evigt liv? Kan du forstå, at du en dag skal forlade din krop og være hos Herren? (2. Korintherbrev 5,8)


Jeg må sige som i Salme 126: Det er, som om jeg drømmer. Ikke desto mindre ved jeg, at det er sandt: Jesus har virkelig frelst og forløst mig. Jeg ved, at jeg en dag skal se Jesus og være sammen med Gud i al evighed (Filipperbrevet 1,23).


Hvordan kan jeg vide det, når ingen af os kan fatte eller forstå det fuldt ud? Det kan jeg, fordi Helligånden overbeviser mig og vidner i mit indre. Fra mit indre strømmer det evige liv frem. Jeg ved det, fordi Gud er virkelig for mig.


Her peger Bibelen igen på Jesus. I Johannes’ Åbenbaring siger han: »Jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste, begyndelsen og enden« (Johannes’ Åbenbaring 22,13).


Når jeg forsøger at tænke over Gud, Jesus og det evige liv, bliver jeg nogle gange forvirret. Mine egne tanker kan danne forestillinger om Gud, som ikke stemmer med Bibelens ord. Men jeg ved, hvem jeg tror på, og hvem min Gud er. Ham skal jeg være sammen med for evigt – også mens jeg endnu er her på jorden.


Jesus Kristus er den første og den sidste; der er ingen anden Gud (Esajas’ Bog 44,6; Johannes’ Åbenbaring 22,13).


Det er min hilsen til dig: Lad Jesus være begyndelsen og afslutningen på dit liv. Så kan du være tryg, selv når det føles, som om alt er ved at falde ned om ørerne på dig.


Amen.


Johannesevangeliet 3 

DEN ALMÆGTOGE HAR GJORT STORE TING

 





 

Jan Lund Nissen


 Den Mægtige har gjort store ting mod mig.

Helligt er hans navn.

(Lukasevangeliet 1,49)


Ser du, hvad Gud har gjort i og for dig gennem Jesus? Eller er du kommet til at glemme, hvor store ting Gud har gjort? Måske er du blevet utilfreds, fordi du har glemt, hvem der gjorde det, som syntes umuligt for mennesker.


Måske er du svækket af sygdom eller bærer på sår, der endnu ikke er helet. Taknemmelighed betyder ikke, at smerten er lille, eller at du skal lade, som om alt er godt. Men midt i det svære kan du sende Gud en lille tak og huske på hans godhed.


»Smag og se, at Herren er god.«

(Salme 34,9)


Jo mere vi hænger fast i det negative, desto tungere kan alting føles. Jesus Kristus er lyset, og han inviterer dig til at erfare Guds godhed – også når livet gør ondt. Gud er nær hos den, der lider, og hans nåde rækker også dér, hvor vi føler os svage.


»Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.«

(2. Korintherbrev 12,9)


Gud vil møde dig med sin godhed. Vil du vende dig mod ham? Vil du tro – og takke ham i dag, måske bare med en lille tak?


Den Mægtige har gjort store ting mod mig.

Helligt er hans navn.

(Lukasevangeliet 1,49)


tirsdag den 20. april 2021

DÆKKER DU SULTEN IND?




 

Jan Lund nissen

 Hvordan behandler du dine medmennesker?


Jesus fortæller, at når vi hjælper en af de mindste og mest udsatte, hjælper vi ham selv: »Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste, det har I gjort mod mig« (Matthæusevangeliet 25,40).


Han nævner den sultne, den tørstige, den fremmede, den nøgne, den syge og den fængslede (Matthæusevangeliet 25,35-36). Det får os til at spørge: Ser vi mennesker omkring os — og handler vi med omsorg?


Gud har skabt mennesket i sit billede (Første Mosebog 1,27). Det gælder alle mennesker, også dem, der ikke tror. Husk derfor, at dine medmennesker er skabt af Gud. Hvordan behandler du dem?


I Matthæusevangeliet 25,31-46 beskriver Jesus, hvordan Menneskesønnen kommer i sin herlighed og skiller mennesker fra hinanden som en hyrde skiller fårene fra bukkene. Kongen siger til dem på sin højre side, at de skal arve det rige, der er gjort rede for dem. De bliver overraskede og spørger, hvornår de har set ham sulten, tørstig eller fremmed. Svaret er, at det, de gjorde mod de mindste, gjorde de mod ham.


Jesus advarer også de skriftkloge og farisæerne mod at holde fast i de små detaljer og samtidig forsømme det vigtigste: retfærdighed, barmhjertighed og trofasthed (Matthæusevangeliet 23,23).


Kender du næsten hele Bibelen og bestræber du dig på at følge dens bud? Så læs Jesu ord i Matthæusevangeliet 25,31-46, og tænk over, hvad de betyder i praksis.


Jesus siger også: Den, der kendes ved ham over for mennesker, vil han kendes ved over for sin Far i himlen (Matthæusevangeliet 10,32).


At ære og tjene Gud handler også om at tjene Jesus ved at vise kærlighed og omsorg for andre. Det er ikke blot en pligt, men et ansvar, der udspringer af kærlighed — også over for vores søskende i troen.


Gæstfrihed og omsorg kan gøre en stor forskel. Mange kristne føler sig ensomme, får sjældent besøg eller bliver aldrig inviteret med. Vi kan være hinandens familie i praksis: besøge, invitere, lytte og hjælpe. Bibelen opmuntrer os til at vise gæstfrihed og gøre godt mod alle, især mod dem, der hører til i troens fællesskab (Romerbrevet 12,13; Galaterbrevet 6,10).


Amen.


DEN TOMME STOL

 





Jan Lund Nissen


 Lad ikke stolen stå tom


I 1. Mosebog 18,1-5 læser vi om Abraham, der tog imod tre gæster. Han vidste ikke, at han havde fået besøg af engle (Hebræerbrevet 13,2).


Hvordan behandler du dine gæster? Måske får du ikke så mange. Måske har du valgt at lukke døren for dem, du betragter som uvedkommende. Men husk: Det, vi gør mod mennesker i nød, gør vi også mod Jesus (Matthæusevangeliet 25,35-40).


Læs Lukasevangeliet 5,27-32. Jesus var sammen med toldere og syndere — mennesker, som andre så ned på. Ligner de nogen af dem, du måske ikke ville invitere indenfor?


I Lukasevangeliet 10,33-37 fortæller Jesus om den barmhjertige samaritaner. Hvad gør du, når du møder et menneske, der har brug for hjælp? Tænker du: »Godt, det ikke er mig« — eller rækker du en hånd frem?


Jesus kalder os til at se vores medmennesker og ikke bare gå forbi. Måske tænker du, at du ikke kan gøre noget, eller at det bare vil give dig problemer. Men er du så fin, at du ikke vil lade et menneske, der lugter eller lever på gaden, sætte sig ved dit bord?


Tør du være ærlig om, hvad der bor i dit hjerte?


Måske længes du efter mere fra Gud. Men har du delt det, du allerede har fået? Jesus siger: »Giv, så skal der gives jer« (Lukasevangeliet 6,38).


Vi er kaldet til at give videre af det, vi har fået — vores tid, omsorg og hjælp. Så lad ikke stolen stå tom. Ræk ud til et menneske, der har brug for dig.


 


DU FIK DET HELE

 

 

Jan Lund Nissen



 Tænk over, hvad du som åndsdøbt kristen bærer med dig.


Guds opstandelseskraft virker i dig ved Helligånden (Rom 8,11; Ef 1,19-20). Kristus Jesus bor ved troen i dit hjerte, og han går i forbøn for dig (Ef 3,16-17; Rom 8,34). Helligånden hjælper dig i din svaghed og går i forbøn for os (Rom 8,26-27).


Når du taler i tunger, taler du til Gud og opbygger dig selv (1 Kor 14,2.4). Paulus skriver også, at han beder både med ånden og med forstanden (1 Kor 14,14-15). Bibelen opfordrer os til at bede i Ånden og til at bede uden ophør (Ef 6,18; 1 Thess 5,17). Læs Romerbrevet 8 og Første Korintherbrev 14.


Bøn i Ånden kan være en hjælp til at søge Gud, blive opbygget og rette sindet mod ham. Samtidig opfordrer Paulus menigheden til, at alt skal ske til opbyggelse, og at tungetale i fællesskabet skal tydes (1 Kor 14,5.26-28).


Gør det til en vane at bede i Ånden.


Guds velsignelse gør rig (Ordsp 10,22). Læs også 5 Mosebog 28,1-14.


Åndelige vaner er med til at forme vores liv. Paulus skriver: »Lad jer fylde af Ånden« (Ef 5,18). Og i Romerbrevet står der: »Lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind«, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje (Rom 12,2).


»Uden Åndens ild og kraft, du aldrig sejre kan
over onde magter på din vej.
Derfor må du be’, at Gud vil sætte dig i brand …«
— Aage Samuelsen, Sildigregn

Paulus opfordrer de troende til at følge det gode forbillede og minder dem om, at deres borgerskab er i himlene. Jesus Kristus skal forvandle vores fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme (Fil 3,17-21).


Jesus advarer mod de skriftkloge, der søger ære og beder for syns skyld, men udnytter andre (Mark 12,38-40). Lige efter ser han den fattige enke give sine sidste mønter, mens andre giver af deres overflod (Mark 12,41-44). Beretningen kalder os til eftertanke om tro, ydmyghed og det, vi giver af hjertet. Læs Markus 12.


Det er ikke så sært, at der står: Bed i Ånden, og bed uden ophør!

DIN NYE STILLING

 



Jan Lund nissen


 Vores stilling i Kristus

Efeserbrevet 1,1-4

Kapitel 1-3 i Efeserbrevet beskriver vores stilling i Kristus og den lære, Paulus forkyndte som apostel. I Apostlenes Gerninger læser vi, at Paulus underviste i Efesos i omkring to år, så evangeliet blev kendt i hele området (ApG 19,8-10).


1. Menigheden

Paulus skriver til menigheden – til dem, der er i Kristus. Menigheden er Kristi legeme, og vi er kaldet til at høre til i dette fællesskab (Ef 1,1; 1 Kor 12,12-13; Ef 1,22-23). Ingen bør stille sig uden for Jesu Kristi menighed.


2. Det kristne liv – Kristus i os

Det kristne liv er livet i Kristus: Han lever i os, og vi lever i ham ved Helligånden (Gal 2,20; Joh 14,16-17). Derfor bør vi ikke afvise Helligåndens virke og gaver, men søge dem med kærlighed og ydmyghed (1 Kor 12,4-11; 14,1).


3. Vores hverdag og livet i menigheden

Der er en tæt sammenhæng mellem vores daglige liv og livet i menigheden. Vi skal ikke være én person i hverdagen og en anden, når vi samles i kirken. Hvis vi spiller en rolle i menigheden, skjuler vi, hvem vi er, i stedet for at leve ærligt for Gud og hinanden. Vi er kaldet til at tale sandt og lægge løgnen bort (Ef 4,25; Kol 3,9).


Jesus lovede, at Helligånden skulle lære disciplene og minde dem om hans ord (Joh 14,26). Ånden skulle vejlede dem i sandheden og herliggøre Jesus (Joh 16,13-14). Jesus sendte også sine disciple ud og gav dem Helligånden (Joh 20,21-23).


Livet i Kristus

Et kristent liv i Kristus begynder med, at vi bliver retfærdiggjort af nåde ved tro – ikke ved vores egne gerninger. Gode gerninger er frugten af det nye liv, Gud har skabt i os (Ef 2,8-10; Rom 5,1).


Når vi bliver født på ny, får vi et nyt liv sammen med Jesus. Vi lever i hans Ånd og sandhed (Joh 3,3-6; Joh 14,6). I Kristus er vi helliget, og vi kaldes samtidig til at leve et liv, der afspejler den hellighed, vi har fået fra Gud (1 Kor 1,2; 1 Pet 1,15-16).


Vi lever ikke længere efter kødet, men efter Ånden (Rom 8,1-4).


Hvis nogen er i Kristus, er vedkommende en ny skabning. Det gamle er forbi, og noget nyt er blevet til (2 Kor 5,17). Det gamle liv – Adamslivet – forsvinder ikke, fordi vi forsøger at forbedre os selv. Vi kan ikke frelse os selv ved egen kraft eller gøre os fortjent til Guds nåde (Ef 2,8-9; Rom 6,6).


Nåde er Guds ufortjente godhed

Gud giver af sin nåde, ikke fordi vi har fortjent det, men fordi han er god (Ef 2,8-9; Tit 3,4-7). Vi er modtagere af hans gave. Derfor må vi komme til ham i tro og tillid og bede ham om hjælp (Hebr 4,16; Matt 7,7-11).


Nogle tænker: »Det nytter ikke at bede – det var kun dengang.« Men en sådan tanke kan få os til at tvivle på Guds godhed. I stedet for at stole på Gud begynder vi måske at forsøge at opnå alt ved vores egen forstand og kraft. Men vi kan ikke arbejde os til nåde, fred eller glæde i Helligånden. Freden og glæden er Guds gaver (Rom 5,1; Rom 14,17).


Gud giver os nåde og fred, selv om vi ikke har fortjent det. Han kalder os til frelse og til et liv, der er frit fra syndens magt (Joh 3,16-17; Tit 2,11-14). Synden viser sig blandt andet i, at vi ikke tror på Gud og ikke regner med ham som vores Far (Joh 16,8-9).


Vi må erkende, at vores egne planer og forestillinger om, hvad vi har brug for, ikke altid er rigtige. Vi kan også komme til at opgive mennesker og tænke, at de er håbløse. Men Gud kalder alle til at tro på Jesus, og evangeliet er også for dem, vi ikke selv tror kan blive frelst (1 Tim 2,3-4; Joh 3,16).


Vi har fået alt i Kristus

Gud har velsignet os med enhver åndelig velsignelse i Kristus (Ef 1,3). Han udvalgte os i Kristus, før verden blev grundlagt, for at vi skulle leve helligt og uden fejl for hans ansigt (Ef 1,4).


Helligånden overbeviser verden om synd, fordi mennesker ikke tror på Jesus (Joh 16,8-11).


Vi er udvalgt i Kristus

Vi er udvalgt i Kristus og kaldet til at blive i ham (Ef 1,4; Joh 15,4-5). Derfor må vi ikke vende os bort fra Gud, men holde fast ved troen og leve trofast med ham. Amos minder os om, at Gud tager ansvar af dem, han har knyttet sig til (Amos 3,1-2).


Vi har fået et nyt liv og er kaldet til at leve anderledes end før, da vi kom til tro på evangeliet om Jesus Kristus. Gud kalder os til et helligt liv (1 Pet 1,15-16; Hebr 12,14).


Ånd, sjæl og legeme

Paulus beder om, at vores ånd, sjæl og legeme må bevares helt og holdent og være helliget Gud (1 Thess 5,23-24). Hele vores liv tilhører Gud – vi tilhører ikke længere os selv (1 Kor 6,19-20).


Vi er nye skabninger, kaldet til at leve i Guds Ånd og sandhed. Dette liv findes i Jesus Kristus, som er vejen, sandheden og livet. Den, der tager imod ham og tror på hans navn, får del i livet med Gud (Joh 1,12; Joh 14,6).


Vi kan sige farvel til det gamle liv

I Jesus Kristus er vi blevet nye mennesker. Derfor skal vi ikke længere leve, som om vi stadig var de gamle skabninger, vi engang var. Ved Helligåndens kraft kan vi lægge det gamle liv bort og leve det nye liv, Gud kalder os til (Rom 8,12-13; Ef 4,22-24).


Det gælder også vores forhold til hinanden. Husk det, når du har svært ved at holde af en af dine søskende i Kristus. Vi er kaldet til at bære over med hinanden, tilgive hinanden og elske hinanden, sådan som Kristus har elsket os (Kol 3,12-14; Joh 13,34-35).


Amen.