Min
returnering til Gud.
Jan Lund
Nissen deler 2021
No copyright
Her kommer et længere vidnesbyrd
År 2007
EN BEKENDELSE TIL ADVARSEL FOR DIG.
LEG ALDRIG MED ILDEN, DU VIL BRÆNDE DIG.
Leg ikke med synden, langt mindre med tanken om, hvad der mon ville ske, hvis du gjorde det.
Kære læser.
Det her er et levende vidnesbyrd om et liv, som var ved at ende i fortabelse, hvis Gud ikke havde hørt og besvaret troens bønner, der blev bedt med tårer. Folk har i årevis kæmpet og bedt for min sjæls frelse, og Gud fik mig.
Måske tænker du: Hvad kommer hans liv mig ved? Skal han skrive alt i detaljer bare for at fortælle, hvor kristen han nu er? Nej, jeg har, som du vil se, intet at rose mig over. Al ære og ros er til Jesus. Jeg ønsker at være til advarsel for andre. Kunne én, måske dig, komme helt tilbage til Jesus igennem det her, så er det det hele værd.
Du, som har alt i orden med Jesus og er i Ham, bed for det her, så det må nå en eller anden. Bed, bed uden ophør for de forvildede sjæle, som er på vej mod fortabelsen. Hvor havde du selv været på vej hen, hvis ikke nogen havde bedt for dig og hjulpet dig på vejen?
Gud velsigner dig.
Jan.
Os til fred kom straffen over Jesus, Guds Søn.
Jeg vil hermed gerne have lov til at afgive mit vidnesbyrd. Selvom jeg langt fra er fuldkommen, ved jeg og er overbevist om, at jeg er frelst. Jeg er gået over fra døden til livet i min Gud, sammen med Jesus Kristus, ved Helligånden, som bor i mit indre.
Du må på ingen måde sidde og tænke: Ih, hvor er Jan dog en stærk person, og hvad man ellers kan tænke af godt om mennesker. Nok skriver Paulus: Han er den ringeste af alle. Dertil vil jeg sige: Jeg er den allerringeste af alle. Jeg har intet at rose mig af, andet end Guds nåde og Hans kærlighed i Jesus Kristus. Det er Gud igennem Jesus Kristus og ingen anden, der har ført mig hertil, hvor jeg står nu. Min Gud tilhører æren for alt, hvad Han gør. Giv Ham din ære og pris.
Jeg er opvokset blandt troende.
Jeg har været med til møder fra barnsben. Som 13-årig besluttede jeg mig for at være kristen. Jeg var på Pinsevækkelsens landsstævne i Mariager sammen med mine forældre. Der gik jeg hen i teltet og bøjede mine knæ sammen med et par brødre og fik mit navn indskrevet i livets bog. Jeg blev bare så glad, at jeg næsten ikke sov hele natten. Dagen efter gik jeg til forbøn for at få Helligåndens dåb, og jeg fik da det nye sprog, hvormed vi bl.a. taler hemmeligheder med Gud. Dvs. tungetalens gave gav Gud mig. Også den nat var jeg så ovenud lykkelig, at jeg næsten ikke kunne sove. Som 14-årig lod jeg mig døbe til Kristus ved at lade mig begrave i dåbens grav. Det kaldes for voksendåb. Jeg kom på en kristen friskole i de sidste tre år af min skolegang. Alt skulle vel være i orden? Jeg kendte jo næsten alt til, hvordan jeg burde være som kristen. Jeg var opvokset i det og kom til møderne. Så mon ikke jeg var en god kristen?
Men der var noget, der trak i mig. Jeg tænkte ofte meget på: Hvad har verden, som jeg ikke har? Bare vent, til jeg bliver voksen. Så skal jeg ud at se, hvad det er, som de kristne kalder for synd og mørke. Jeg blev jo hele tiden advaret mod at ligne verden.
Tanken om, at jeg jo da måtte prøve lidt af verden; ellers kunne jeg jo ikke fortælle folk om, hvad de kunne blive fri for, var der. Jeg mente, at alle de gamle, der sad der og advarede om synd og dens følger, ikke kunne sige, hvad man burde gøre og ikke gøre. De havde jo da ikke selv prøvet det. De sad jo bare der og brægede for en, uden at de selv havde forstand på, hvad det drejede sig om. De fleste havde jo slet ikke kendskab eller forstand på verden. Ja, sådan begyndte tankerne at fæste rod i mit sind. Allerede dér, som tretten-fjortenårig, begyndte djævelen at så ugræs i mit hjerte.
Pas på din fantasi.
Pas på, hvad du tænker og fantaserer om i dine tanker. En skønne dag bliver dine fantasier og tanker til virkelighed i dit liv. Jeg har selv erfaret, hvordan tankerne bliver til livet. Derfor: Hør efter, hvad andre kristne siger, og få enhver tanke, der ikke hører Gud til, ind under Jesu ord. Drøm ikke om en verden uden for de kristnes rækker. Du vil simpelthen dø og gå fortabt. Hvis du leger med ilden, vil du brænde dig. Syndens løn vil blive din død. Jeg ønsker ikke, at andre skal ud i noget tilsvarende og måske slet ikke nå at vende om. Jesus kommer snart. Vær parat til at møde Ham nu. Jeg kan ikke andet end at advare alle, jeg møder, også dig. Det er alvor, det her, og ikke noget, man bare kan lege med. Derfor får du teksten læst, som man siger, i håbet om, at du må nå Himmelen og ikke gå fortabt.
Årene gik. Jeg gik pænt til møderne og hørte på Ordet.
Men ofte var mine tanker helt andre steder. Jeg sad tit og drømte om frihed, så jeg kunne gøre, hvad jeg selv ville, uden at folk hele tiden skulle kontrollere mit liv. Ser du, uden at jeg selv vidste det, var jeg nu begyndt at blive oprørsk imod sandheden. Jeg hørte nok, men det gik så at sige ikke ind. Jeg begyndte at blive immun over for Ordet og tænkte kun på min frihed. Alligevel ville jeg jo da ikke såre mine forældre og de andre kristne. Jeg skjulte mine tanker og blev en hykler, der nok sad på møderne og hørte og sang med både i koret og ungdomskoret og var med i alle ting. Jeg kunne ikke se, at det begyndte at gå galt i mit liv. Satans løgnegift var begyndt at virke. Mine øjne var ved at blive blinde; jeg så og hørte nok, men det forandrede ikke rigtig noget angående mit liv.
Bare fordi. Jeg var begyndt at tænke på verden, og hvad den mon havde at byde på. Jeg gav verden lillefingeren via mine tankers fantasier og ønsker og måtte bitterligt erkende, at Satan via verden tog hele hånden til sidst.
Pas på, hvad du tænker!
Tankerne går ind i sindet og sætter sig der. Det er uanset, om det er gode eller onde tanker. Dit liv bliver det, du tænker og tillader at fæste rod i dit sind. Du bliver helt automatisk det, du putter i munden. Det, du hører og tænker på, bliver du en del af.
Årene gik. Jeg hyklede videre.
Jeg blev efterhånden 18 år og kunne komme hjemmefra. Endelig fri til at gøre, hvad jeg ville. Bare de andre nu ikke opdagede noget. Men jeg skal sige dig: Mange havde for længst fundet ud af, hvordan mit inderste liv var. Fordi Helligånden for længst havde fortalt dem, at det stod galt til. Ingen kan gemme sig for Gud og de mennesker, som tror på Jesus. Ikke fordi der er nogen, der ønsker at snage eller bestemme over dit liv. Nej, de bliver sat til at bede for os, hvis man er på gale veje, og med Jesu kærlighed til rette, vise os og vejlede os tilbage til Guds smalle vej, hvis man da vil høre på dem og gøre derefter.
Det handler ikke om, at vi bare giver andre ret i det, de siger. Det handler om, at vi er Ordets gørere, også når andre gerne vil vejlede os. Det er nogen, der har lidt mere erfaring, end vi selv har, og det er dem, vi skal lære af.
BAGEFTER SER JEG KLART.
Først nu bagefter kan jeg se, hvordan Satan havde fordrejet mit sinds tanker, så jeg ikke tænkte Guds tanker, men mine egne. Det gjorde så at sige, at jeg gjorde det stik modsatte af, hvad jeg hørte på møderne og i kristne sammenhænge. Jeg kunne da godt se, at det ikke var helt efter Bibelen, alt det, jeg gjorde, men jeg var jo heller ikke fuldkommen, så jeg måtte vel nok småsynde indimellem. Bare det ikke var for groft, så gik det vel nok. Og man er da ikke under nogen lov, så hvem skulle da forbyde mig at leve mit liv! Jeg var da under Guds nåde, ikke!
Alt sammen begyndte med en tanke, som ikke var fra Gud.
Denne tanke satte sig til oprørskhed mod Jesus og Hans vej til evig frelse, uden at jeg opdagede det. Blev jeg virkelig trodsig, en oprører mod Jesus Kristus og Sandheden. Det værste var, at jeg ikke kunne se, at jeg var ved at blive indviklet i et kæmpe spindelvæv af løgne, og at edderkoppen Satan bare sad og ventede på, at jeg helt skulle dø af giften, så jeg til sidst slet ikke kunne komme tilbage til Jesus.
Jeg tog på pinsevækkelsens højskole. Det gjorde man som en ung, god kristen. Der begyndte jeg faktisk for alvor at skeje ud. Jeg smuttede ud om aftenen, ned i byen og på druk og så tilbage for at sove rusen ud, så de ikke kunne se, at jeg var træt. Der lærte jeg nogle såkaldte venner at kende, som røg hash. Jeg begyndte at ryge det i ny og næ. Det lugtede jo ikke af sprut, og så fandt jeg ud af, at jeg bedre kunne holde den gående og holde min pæne kristne facade. Jeg blev helt god til at spille komedie, godt hjulpet på vej af løgnens herre. Jeg siger dig: Giver du Satan lillefingeren ved at lege med synden i dine tanker, tager han hele hånden, og du opdager det først, når det er sket. Pas på. Pas på!
Havde jeg ikke dårlig samvittighed?
Jeg havde rigtig dårlig samvittighed i begyndelsen, men det gik over i, at jeg mere var bange for, at andre skulle opdage noget. Jeg tænkte ikke så meget over, om Jesus havde det godt med de ting, jeg gjorde. Jeg var jo frelst for evigt og havde da været kristen fra barnsben af. Og samvittigheden døde lige så stille ud, uden at jeg opdagede det. Man kan sige, at mine forkerte valg kvalte den sunde og gode samvittighed, jeg havde fået af Gud.
Satan er og bliver løgnens herre.
Leg ikke med ham. Han leger til sidst med dig, så du ikke ser eller kender forskel på løgn og sandhed! Satan er så snu, at du ikke engang opdager noget, før du er mere eller mindre død, åndeligt set. Du begynder at undre dig over, hvorfor du ikke er så glad. Du undres over, at du ligesom er mere eller mindre uden for fællesskabet med andre kristne. Har du det sådan? Så kan du godt begynde at ransage dit hjerte og mærke efter, om du stadig er i troen, eller om du er blevet lunken i din første kærlighed til Jesus Kristus.
Føler du, at jeg dømmer dig?
Så er det sandheden om, at du er på afveje, der rammer og dømmer dig. Du skal vide: Ingen – hverken jeg eller andre kristne – dømmer dig som menneske. Men vi elsker dig for meget til, at vi stillesiddende kan se på, at du er undervejs til fortabelsens ild. Hvor tror du, vi havde været henne, hvis der ikke var nogen, der så at sige læste teksten for os?
Jeg mente mig stadig evigt frelst.
Jeg hørte jo, at Gud var nådig og ikke regnede med synden. Når man engang var frelst, kunne intet rive én ud af Guds hånd. Når folk spurgte, hvordan jeg havde det, var mit svar altid med et smil på læberne: Jeg har det godt. De kristne kunne vel også se, at jeg var godt på vej. På vej til hvad? Du har ret. Jeg gik på den brede fortabelsens vej, med det ene ben i graven. Jeg så ikke, at jeg nu var begyndt at blive blind, åndeligt set. Jeg vidnede jo om Jesus. Fortalte om Guds kærlighed. Mente mig godt frelst. Vidste jo fra møderne, at Gud aldrig ville fordømme nogen. Gud er kærligheden, en nådig Gud, der altid er på menneskets side! Han kan vel ikke nænne, at nogen af menneskene skal ende i fortabelsens ild? Bare man lever et nogenlunde pænt liv, set med egne øjne, så kommer man vel nok til Himmelen. Så skidt da med, at man småsynder lidt. Ingen er jo fejlfrie. Vi skal jo være her alle sammen. Ingen kan leve op til Gud. Ingen er bedre end andre. Ser du, nu var jeg også begyndt at forsvare mine onde og ækle handlinger, godt hjulpet på vej af Satan, som er og bliver en løgner og en total ødelægger, der lige nøjagtig fordrejede Sandheden så meget,
Gud vil have dig i tale.
Gud bruger alt, hvad der er til rådighed, bare for at få dig i tale. Især bruger Han andre kristne, som siger ting, der rammer dig lige ind i hjertet. Netop fordi Gud elsker dig og vil dig det bedste. Så du kan godt begynde at høre efter, hvad andre kristne siger til dig! Lad dog ikke Satan bedrage og snyde dig fra evigt liv!
Jeg levede altid videre som før.
Når jeg kom hjem, så glemte jeg det lidt igen. Se, nu var Satans ugræs begyndt for alvor at kvæle livet. Satans rajgræs kvalte langsomt, men sikkert, alt liv. Det blev sværere og sværere for mig at skjule mig bag facaden. Jeg kunne godt se, at de andre havde noget, jeg ikke rigtig havde. Skidt også med det. De var vel bare lidt længere fremme på vejen, end jeg var. Jeg kom vel også dertil engang, som de var. Jeg var jo også en synder som alle andre. Det, jeg gjorde/levede, var vel ikke værre end andres synder, fejl og mangler. Jeg var vel lige så god eller ond som andre, og vi er jo da lige i Guds øjne. Alle synder jo da, og som kristen er man da under Guds nåde. Sådan forsvarede jeg mit liv gang på gang. Det gør andre sikkert også. Hold op med dit selvforsvar, det holder ikke den dag, Gud dømmer, hvad intet menneske ved om dig.
Jeg kan godt hilse og sige:
Det er slet ikke så sjovt at blive ramt den ene gang efter den anden af Jesu kærlighed igennem andre mennesker. Man bliver flov. Samtidig bliver man også både gal på sig selv og på dem, der elsker en på trods af. Man ser rigtig sig selv som synderen, der bliver elsket ind i Guds rige, og da begynder krigen mod Sandheden for alvor. Og man græmmes/skammer sig. Derimod kommer folk med en pegefinger og begynder at holde hjemmelavede moralprædikener, svarer man bare igen efter bedste evne og begynder at slå om sig med bibelvers, ligesom så mange andre religiøse gør. Den kærlighed, der strømmede mig i møde, hver gang jeg mødte de bestemte folk, var og er helt anderledes end nogen anden kærlighed. Den var/er ægte, ikke tillært, men direkte fra Gud. Fordi Jesu sindelag var og stadig er i dem. Når man er i en sådan forkvaklet situation, som jeg var, kan man meget nemt mærke og se, om de folk virkelig er, som de står og giver udtryk for. Eller om det bare er en teologi eller teori, der skal udføres over for andre, uden at der ligger oprigtigt, ærligt, guddommeligt kærlighedsliv bag. Det er kun en kærlighed, der holder. Det er Jesu knusende kærlighed.
Det eneste, jeg på det tidspunkt hele tiden havde i hovedet, var at passe på, at ingen opdagede, hvor slemt det stod til. Jeg ville jo skåne mine nærmeste, så de ikke skulle såres over mit liv og den måde, jeg var på i min hverdag. Se, nu havde Satan fået mig til at gemme mig. Jeg skjulte mig i årevis bag mine hjemmelavede figenblade. Og alligevel kan jeg se, hvordan Gud i sin langmodighed, med usigelig tålmodighed, holdt sin hånd over mig. Fordi Han vidste, at jeg på et eller andet tidspunkt ville omvende mig. Men Han kunne lige så godt have slået hånden af mig og ladet mig gå fortabt.
Jeg vil igen sige: GUD VENTER IKKE PÅ DIG. Han kommer hurtigere end et lyn. Det er ikke nok, at vi mener, vi er rede! Er vi rede set ud fra Bibelens lys, og er vi stadig i og af Sandheden? ER DU REDE? Jeg skriver alt det her til dig, fordi jeg ikke ønsker, at nogen skal gøre det på samme måde eller leve et liv, der ligner det her bare den mindste smule, og komme til at leve i et løgneliv og bedrag, hvor man til sidst ikke ved, hvad der er sandhed og løgn.
Når jeg nu sidder her og skriver, synes jeg næsten, det er lidt af en gyselig historie. Jeg tænker: Havde det da bare været det. Havde det bare været en fortælling, en illustration om, hvor galt det kan gå. Kære læser. Det her er fra det virkelige liv. Fra et menneskeliv ligesom dit. Lad det samtidig være en advarsel til dig om aldrig at gå på kompromis med Bibelens Sandheder. Det er ikke sikkert, Gud venter med at komme, så du lige når at vågne op og kommer til sandhedserkendelse. Han tøver ikke med at komme, bare fordi du ikke er færdig med verden og dig selv. Jesus får meget snart besked på at komme.
ER DU REDE OG RENSET I JESU BLOD?
Tiden gik!
Jeg blev mange gange mindet om, at jeg var på gale veje. Bl.a. blev jeg kørt ned af en spiritusbilist på min knallert. Jeg kunne have været dræbt på stedet. Da kom det til mig: Vil du nu omvende dig? Ja, selvfølgelig ville jeg det. Det gik da også fint i flere mdr. Men ak! Jeg havde jo stadig lyst til verden. Jeg begyndte så småt at skeje ud igen, bare ikke så meget og så groft, som jeg plejede. Gik på møder. Gik på diskoteker, tog til enkefræs/enkebal. Gjorde, hvad jeg ville, uden at kunne se, at det ville ende i fortabelsen. Jeg havde da omvendt mig, da jeg blev kørt ned. Opførte mig da pænt nok blandt de kristne; ingen så vel, hvordan det stod til. Jeg kunne også nok vidne. Sige et par ord fra Bibelen. Hvad gjorde det så, at jeg ikke var så fuldkommen, bare jeg ikke sårede nogen, og de ikke så det. Ak! Virkeligheden var en helt anden.
Faktisk.
Jeg kom faktisk længere og længere ud i skidtet. Nu brugte jeg hele min børneopsparing og lånte det dobbelte. Gik stadig til møde. I min fritid røg jeg en fed/hash i ny og næ, drak og horede, som det passede mig. Overtrådte samtlige Guds bud og lidt til. Jeg var virkelig løgnens herres tjener. Men jeg mente, at jeg da stadig var en kristen. Det var da andre, der var langt værre end mig selv, syntes jeg. Nu var jeg også blevet fanget i selvretfærdighedens garn og mente, at de andre var værre end mig selv. Som om undskyldninger om andre kan frelse en! Jeg var virkelig bedraget af løgnens herre selv.
Ser du!
Jeg fik løn som fortjent. Jeg havde altid drømt om bare lige at prøve at snuse til verden og dens lyst, så jeg da vidste lidt om den også. Jeg mente i bedraget, at man da selv måtte prøve lidt af hvert, før man kunne snakke med om syndens liv og være forstående og medfølende over for andre, som var ude i møget. Det fik jeg til rigelighed at føle og smage.
Jeg må igen spørge dig, som gemmer dig: Tør du virkelig løbe den risiko og gøre noget nær det samme? Jeg siger dig i kærlighed: Gud lader sig på ingen måde spotte. De, der sidder i spotteres lag, drankere, fråser, horer og for den sags skyld hyklere, vil slet ikke komme ind i Guds rige! Kun de rensede i Jesu blod vil komme ind og arve evigt liv. Nej, jeg prædiker ikke for dig. Jeg vil kun vise dig, hvordan et menneske kan komme ud i løgn og bedrag. Derude, hvor der kun er én vej, og det er mod fortabelsen. Jeg siger dig: Det er virkelig fortabelsens, ja, helvedets forgård at skulle være en såkaldt kristen og så alligevel gå og gemme sig. Hele tiden passe på at gøre og sige de rigtige ting i kristne sammenhænge. Har du ikke før haft stress og dårlige nerver, så får du det nu, om du er i en tilsvarende situation! Satan er og bliver en ødelægger, og han ødelægger, hvem han kan. Han er altså lige så virkelig, som både Gud og Jesus er det. Jeg vil igen sige til dig: Pas på. Se dig for! Er du sikker på, at du lever Gud helt nær?
Er du i Jesus Kristus?
Igen og igen talte Gud til mig. Bl.a. talte Gud stærkt til mig, da jeg kørte i grøften med bilen. Den var totalt krøllet sammen; der kunne jeg sagtens have været dræbt på stedet og endt i helvedets fortabelse. Ja, Herre, nu vil jeg holde op med mine byture og mit udsvævende liv. Nu skal jeg nok tage mig sammen og være en ordentlig kristen, som om man sådan bare selv kunne tage sig i nakken og leve, som en kristen bør gøre? Det er jo det, de religiøse, hyklerne og de skriftkloge gjorde på Jesu tid, ja, også gør i dag. Nu er mit gamle liv slut. Det gik da også nogenlunde fint et stykke tid. Men mit hjerte/sind havde ikke overgivet sig helt til Guds vilje. Jeg ville alligevel ikke gå på korsvejen, den smalle vej til Himmelen. Den vej, hvor alt i en selv dør, og man ikke længere selv bestemmer sin vej. Nok kunne jeg se, at jeg burde. Men kunne og ville bare ikke. Ser du, nu havde Satan fået mig bundet og lammet, så jeg ikke kunne gå til korset. Min vilje havde tyven Satan også stjålet fra mig. Jeg var enormt ensom, begyndte igen at gå lidt ud, fordi jeg jo savnede venner. Nok mødte jeg flinke mennesker ved møderne. Men det var, som om jeg alligevel ikke helt havde så nært et venskab og fællesskab med dem, som jeg burde have. Man kan nemlig ikke have fællesskab med både verden og dens lyst og samtidig have et nært fællesskab med kristne, som er fyldt af Helligånden. Man har altså en fremmed ånd med sig, om man lever med et ben i verden og det andet i kirken. Jeg skal sige dig: Det er ikke engang noget, de kristne bestemmer; sådan er Guds naturlige lov altså bare.
Satan er ekspert i at gøre folk passive, så de ikke kan gå hen til Jesus, som de i grunden godt kan se, de burde. Her er det vigtigt, at andre kristne ser det og bærer dem, der ikke selv kan gå. Bærer folk, som en hyrde bærer på et sønderrevet lam, hjem i fårefolden. Der var og er stadig nogen, der bar mig hen til Jesus og lagde mig i Hans hånd; derfor er jeg i Jesus som frelst og fri i dag. Husk det, kære medkristne broder og søster. Du må bære dem, der ikke selv kan gå.
I dag.
I dag kan jeg se. Det var syndens mørke i mit liv, der adskilte mig fra fællesskabet i Jesus Kristus. Hvad fællesskab kan mørke og lys mon have? INTET, ABSOLUT INTET! Man kan ikke tjene to herrer på samme tid; man vil vælge at elske den ene og hade den anden! Hvem mon du elsker som din Herre? Hvem har du valgt at være tjener for? Jeg var nær endt det forkerte sted på grund af mit forkerte valg. Husk, mit forkrøblede liv dengang startede med mine tanker. Sådan går det også for dig, om du ikke nu er på vagt. Fra vores tanker går det ned i sindet og gør sin virkning dér, så det, vi tænker, bliver en del af os selv.
Du bliver det, du spiser. Husk det. Nu ved jeg ikke, om du på en eller anden måde føler dig uden for det kristne fællesskab? Så prøv lige at tænke efter. Er du på den smalle vej endnu? Er du i lyset? Eller er der noget, der står i vejen for Guds kærlighed i dit liv? Det behøver såmænd ikke at være noget tilsvarende som det, jeg har gjort. Men tænk lige efter. Stemmer dit liv overens med Sandheden? Og det, du siger, andre skal gøre? Lever du selv det liv, du prædiker? Du kan også nemt være fanget i din egen religiøsitets selvforbedrelsesliv.
Jeg forsøgte nu at købe mig til venner og lidt opmærksomhed. Gav mange omgange på diverse steder og var omgivet af liv og de såkaldte glade venner. Men pengene forsvandt, og det gjorde mine venner også. Nu var jeg så langt ude, at folk i kirken/menigheden begyndte at spørge, hvordan mit liv var og hang sammen. Rygterne begyndte at komme dem for ørerne, når folk snakkede med andre derfra. De spurgte: Ja, men vi kender ham Jan. Han gør sådan og sådan. Tænk. Selv folk i verden kunne se, at der var noget, der ikke stemte helt. Verden ser meget nøje på dit liv også. De spørger, om det, du gør, virkelig har noget med Jesus at gøre. De ser dig og dit liv; vær opmærksom på det.
Jeg kan godt hilse og sige, at man bliver afsløret, om ikke på den ene måde, så på den anden. Derfor: Vær ærlig, og gem ikke sandheden om dit liv. Kom frem i lyset med den. Især når kristne spørger ind til dig, må du ikke lyve, men sig sandheden om, hvordan du er og har det. Når de kristne spurgte, nægtede jeg altid alt. Kom med en masse forklaringer om, at alle de andre var helt forkert på den. Hvor blev jeg dog træt af altid at skulle stå skoleret for alle mine handlinger. Og af, at jeg hele tiden skulle være forberedt på de forskellige spørgsmål. Jeg kunne jo aldrig sådan bare være, som jeg er. Altid skulle der passes på, så jeg ikke faldt uden for rammerne. Jeg kunne ikke se, at der var folk, som var oprigtigt bekymrede for mit liv og faktisk bare ville have mig til at få gjort op med Gud. Nu bildte Satan mig ind, at de var en flok spioner, som om de var bedre end mig. Hvad bilder de sig ind, at komme rendende i tide og utide for at spionere på mig? Jeg blev kold og hård over for de forkerte. Jeg slog hånden af dem, der bare ville tage mig kærligt i hånden. De venner, som jeg fik i verden, var heldigvis ikke sådan. De blandede sig jo ikke. Netop fordi jeg var i samme båd som dem.
Tiden gik, og jeg blev alvorligt syg.
Jeg fik en virusinfektion, hvor hele immunforsvaret røg ned. Var også døden nær der. Men der var nogen, der badJa, vel. Kom jeg da selvfølgelig stadig til møderne. Det gør man da som god kristen, ikke? Løftede hænderne ved møderne, var vældig velsignet af dem. Ja. Du undres over alt det. Hvordan kunne det være, at jeg stadig havde det så godt på møderne, på lejrene og når jeg var sammen med andre kristne? Det skal jeg sige dig. Satan blev hjemme, når jeg skulle være sammen med andre kristne. Han gik ud af mig, den tid jeg var på møderne, og ventede på mig, når jeg kom hjem. Han ventede på atter at betræde sit hus. Han efterabede (kopierede) nok så pænt det åndelige liv og fordrejede sandheden, så jeg til sidst troede på, at det liv, jeg selv havde, var perfekt. Jesus siger jo da en hel masse om friheden, ikke? Men bare ikke friheden til et sådant liv. Men derimod frihed fra sig selv og sit eget liv. Det var til alle andre, der blev talt. Jeg var nemlig glad og positiv hele tiden. Var aldrig bange for at gå fortabt. Det behøvede jeg jo heller ikke at være. Jeg var jo så at sige overvundet af fortabelsens herre. Sad på fortabelsens dødsgang og ventede på, at det rige, jeg tilhørte, kom nærmere. Nemlig evig adskillelse og evig fortabelse i ildsøen sammen med djævelen og alle hans tjenende ånder og engle.
Jeg var så langt inde i et spindelvæv af løgne, at jeg troede, løgnen var sandhed. Så ikke, at mørkets fyrste havde forklædt sig som en lystens engel for mig. Satan er som en ulv forklædt i fåreskind! Alt kan se så rigtigt og godt ud. Men i virkeligheden er alt kun som et fatamorgana, som en tåge, en dis, der hurtigt forsvinder igen.
Nu var jeg da blevet lidt mere ordentlig.
Var holdt op med at ryge hash, var holdt op med at gå til bal og på diskoteker, horede heller ikke så meget mere. Det kunne da godt smutte en gang imellem, men skidt med det, alle er jo i samme båd, ingen er fejlfrie! Jeg drak kun lidt en gang imellem, ikke hver dag, kun sådan ved festlige lejligheder. Jeg fortalte da også min omgangskreds, at jeg var kristen og troede på Jesus. Fik da også mange diskussioner om kristendommen og Bibelen. Så jeg vidnede jo godt nok om Jesus. Som man jo skal som kristen. Var da næsten et godt eksempel, ikke? Nej! Jeg var efterhånden blevet godt allieret med Satan, uden jeg selv kunne se eller føle det. Uden jeg faktisk anede det, levede jeg sammen med ham, lod ham bruge og misbruge templet, mig, som han ville. Jeg var så at sige mere eller mindre ét i ånden med Satan og hans løgne. Han fik mig til at tro på, at jeg var fri. Fri til at leve, som jeg ville. Jeg havde jo hørt, at vi som kristne er helt frie, fordi Jesus har givet os ret til frihed, men ikke den frihed, jeg levede i. Det var løgnens bedrag. Man bliver jo ikke mere frelst af at holde sig fra bestemte slags mad. Jo, alt var mig tilladt, mente jeg. Okay, alt var så ikke lige gavnligt, men skidt med det, jeg var kristen.
Det er stadigvæk ikke en livsfortælling, det her. Det er en advarsel til dig, der leger med ilden. Du vil brænde dig, hvis du ikke vender om til Sandheden i stedet for bedragets løgn. Gang på gang hørte jeg om andre, som var vendt helt om fra deres onde vej. Men jeg var blevet både blind og døv. Jeg kunne da godt se, at alt ikke var så smart endda, men skidt med det, ingen er jo fuldkommen. Jeg advarer dig igen. Se efter i dit liv. Er du på afveje, så hør dog på denne advarsel. Vil du ikke nok lige stoppe op på din vej og ransage dit eget liv?
Min ensomhed blev jeg da også kvit.
Jeg flyttede i hus sammen med nogle, som heller ikke var kristne. Det var nærmest et slags kollektiv. De var, som man siger, meget frisindede. Der i huset kunne folk komme og gå, som de ville. I dag vil jeg nærmest kalde det for et hus i Sodoma og Gomorra. Der blev festet og skålet i vin fra morgen til aften. Folk kom og gik som på en banegård. Alle kunne gøre, hvad de selv ville, der. Konen, der engang havde haft noget at gøre med kristendommen, havde en Bibel, og vi snakkede da ofte om den. Så jeg bildte mig selv ind: Nu var jeg vel en slags husmissionær. De havde også to børn, som jeg ofte passede og tog mig af. Man skal da tage sig af de mindste små, ikke! Se lige, hvordan Satan havde viklet mig ind i løgn. Nu troede jeg, at jeg var husmissionær. Ja, og den barmhjertige var jeg jo også. Jeg passede jo børnene og hjalp til med huset. Jeg gik i hvert tilfælde ikke bare forbi min næste, men tog mig da af dem ved at bøje mig helt ned til dem og gå ind på deres præmisser. Jeg måtte vel være kommet ind i en tjeneste, som de havde sagt, man ville komme ind i. Nu havde jeg det virkelig godt, troede jeg. Når de kristne spurgte, hvordan det gik, kunne jeg fortælle om min såkaldte tjeneste, om hvor meget godt jeg gjorde over for de stakkels mennesker. Selvfølgelig i håbet om, at de ville blive kristne. Se, nu havde Satan også fået mig bildt ind, at jeg var i tjeneste. Men for hvem? Jo, for løgnens herre. Jeg var blevet bydreng for Satan. Og jeg lod mig gladelig bedrage og bruge af ham. Nu havde jeg det jo frit og godt! Ingen kunne rigtig finde ud af mit liv længere. Det kunne jo godt lyde, som om der var en del rigtigt i det, jeg sagde og gjorde! Man skal jo række ud til alle, gøre godt mod alle, være et vidne i al sin færd. Jo, jeg var skam godt på vej. På vej til fortabelsens evige ild. Jeg vil sige: Ord frelser ingen, og vore såkaldte selvgjorte gode gerninger frelser heller ikke nogen. Man er lige så fortabt, uanset hvad man selv mener og tror, hvis man ikke virkelig vender om fra sit eget liv på den onde vej, følger Jesus ved tro og holder op med alle sine synder. Vi skal leve Hans liv, ikke vort eget, som kristne.
Jeg så ikke, at når man er ven med verden, bliver man Guds fjende. Sådan er Guds lov. Enten er man med Gud eller imod.
Du kan ikke gå en middelvej.
Der findes ikke nogen middelvej. Man bedrager både sig selv og andre, hvis man tror noget andet. Man er og bliver en bedrager, hvis man er på andre veje end Guds, velvidende at det er den forkerte vej.
Jeg så heller ikke, hvordan jeg stille og roligt blev nedbrudt på alle måder. Især i det indre liv gik det ned ad bakke. Nu var alt efterhånden angående møder og kristne sammenhænge blevet noget, jeg gjorde rutinemæssigt. Sådan mere for en god ordens skyld og for ikke at såre de andre kristne gik jeg til møderne, og for at være sikker på, at jeg kom til Himmelen. Som om det skulle tælle, om man nu også havde været så og så mange gange i kirken eller ikke? Kun de rene af hjertet skal se Gud. Fra hjertet/sindet udgår onde eller gode tanker, som får os til at gøre det, vi gør. Jeg siger dig: Kun troen på Jesus og renselsen i hans blod frelser dig. Du bliver ikke frelst og fritaget for fortabelsen, fordi du nu går i kirke eller gør så og så mange gode ting og gerninger. Du frelses af Guds benådning ved tro på Jesus Kristus.
Jeg levede på og i mine følelser. Jeg syntes, jeg kom vældig i hopla og godt humør, når der var musik på møderne, og sangene var jo bare så gode. Jeg syntes virkelig, jeg blev velsignet, som om velsignelsen skulle ligge i ens følelser? Jeg rokkede med til melodierne og svømmede helt væk i den gode stemning. Jeg så ikke dengang, at det var de samme stemninger, som verden lever i og på, jeg da nu var begyndt at leve i. Det kunne da aldrig gå helt galt, når det var kristne tekster og melodier, jeg sang med på, vel? Jo, det kunne. Jeg hørte og sang nok ordene, men dem glemte jeg hurtigt. De gik ikke rigtig ind længere i mit sind og virkede der. Men melodierne kunne jeg leve på i ugevis.
Ser du, nu var hjertet/sindet begyndt at sløves af slangegiften. Nu virkede ordene ikke så meget længere. Når jeg en gang imellem tænkte på, at det vist nok ikke var helt i orden med mig, slog jeg det hen med: Jeg er da ikke værre end andre. Og hvad så? Alle har vi jo da syndet og mangler Guds herlighed. Ingen er jo da perfekte, alle har vi vores små fejl og mangler. Jeg kan da ikke gøre ved, at der er nogen, som ikke kender til at være frie, og de er så bundet af love og regler. Jeg så ikke, at nu var jeg også begyndt at fordømme de kristne. Jeg var blevet som vor brødres anklager. Jeg begyndte at vende alt imod de andre. Det var i hvert tilfælde ikke mig, der var noget galt med. I dag kan jeg se: Min selvretfærdighed blomstrede som aldrig før.
Her må du også godt lige se på dig selv. Er du selvretfærdig eller retfærdiggjort af Guds nåde ved tro på Jesus?
Jeg så ikke, at den lov/de regler, de præsenterede for mig, var Jesus Kristi kærlighedslov, som giver frihed. Ikke frihed til at synde og skyde forbi Guds viljes mål med en og leve sit eget liv, men til at leve et helt nyt liv, hvor man er fri fra sit eget liv og synd. Jeg var blevet en slave af det onde, af syndens og dødens lov, i stedet for af det gode, Guds nådes kærlighedslov. Man kan godt sige: Jeg levede og var under Guds vredes forbandelse. I stedet for at blive i Guds Søns kærlighed havde jeg vendt mig bort fra den ægte og fuldkomne nådes kærlighed.
Er der noget, der rammer dig?
Noget inde i dig, der ligesom siger: Hjælp! Jeg har det jo faktisk på nøjagtig samme måde, hvis jeg skal være ærlig? Om det er lidt eller meget, er underordnet! Synd er synd. Utroskab over for Guds Søns sandheder er og bliver utroskab. Så skynd dig! Skynd dig! Det haster for dig. Bøj dine knæ ved korset. Bøj dig for Jesu fuldbragte værk på Golgata. Kræng/udøs hele dit inderste for Herren din Gud. Kom over i Guds elskede Søns rige. Kom ind under Guds kærlighed i Jesus Kristus! Det kommer du kun ved, at du selv erkender, at du er en synder og behøver Guds frelse på ny. Det er uanset, om du har haft navnet kristen i måske 40 år; så må du ydmyge dig, hvis ikke Gud skal ydmyge dig på Hans dag. Du må selv bekende over for Gud, at det er dig, der er faret vild, og ikke dine omstændigheder eller andres skyld. Og det skal være helt uden omsvøb. Gud godtager det ikke, hvis du nu begynder at forsvare dine handlinger eller dig selv! Du kan på ingen måde begynde at undskylde dig selv ved at sige: Det er pga. min evt. sygdom, det er min skæbnes skyld osv. – hvad du ellers kan finde på at undskylde dig med. Du har tabt! Du har intet andet end dig selv at komme med til Gud! Hvis du da i det hele taget mener noget med din omvendelse og helhjertet vil vende dig bort fra din onde vej og dit tomme, døde liv.
Netop ved at du holder op med at gøre, hvad du udmærket ved er ondt i Guds øjne, er Gud trofast og retfærdig over for dig. Så tilgiver Gud med glæde alle dine synder og overtrædelser. Og Han vil lade Jesu Kristi, Guds Søns, blod rense dig helt ren i din samvittighed! Det kan jeg bevidne er sandt.
Om du dog bare ville komme til Jesu kors! Hvorfor vil du blive i dit hykleri og bedrag? Bliv dog ikke længere i det. Kom nu ud af din skal, ud og over i Jesu sandhed. Kom ud i Sandhedens lys. Jesus elsker dig og venter på dig! Skal Han stadig vente forgæves? Din tid løber hurtigt ud. Gud kan så let som ingenting puste dit livs lys ud! Derfor spørger jeg dig gang på gang: Er du helt med? Eller er du uden for Guds rige og hans retfærdighed? Lad det ikke gå sådan for dig, at du til sidst bliver så forgiftet, at der ingen håb og vej er tilbage til Gud for dig!
Kom dog nu til Jesus!
Det er nu og ikke i morgen, du skal komme til Ham og få livet tilbage! I morgen er det ikke sikkert, du har muligheden for at blive helt fri og forløst/frelst af Guds nåde! Ja! Det er dig selv, der må komme! Ingen kan smide dig i Jesu arme! Kunne vi da bare det, så sad du ikke som nu! Valget er helt dit eget, og som du nok er klar over, er du helt frit stillet. Som det frie menneske, du er, vælger du selv evigt liv eller evig fortabelse! Hvad du vil, må du selv vælge! Jeg og andre kan kun bede dig modtage invitationen til dit evige liv. Vil du ikke, så må vi med tårer se, at du går fortabt!
Nu skal jeg ikke prædike for dig. Jeg vil nu fortsætte med at fortælle dig om, hvordan min ulydighed drog mig længere og længere ud. Så kan du jo selv vurdere, om du også vil ud på et sådant glidespor, hvor det i sidste ende ender med evig adskillelse fra Gud og evig plads i ildsøen, som brænder uden ophør! Vælg selv!
Mit liv gik videre.
Jeg fandt en kammerat, som også var alene. Vi blev enige om at leje en lejlighed sammen. Så skulle ingen af os da være ensomme længere. Han var desværre ikke kristen. Men hvad skulle det gøre? Det gjorde vel da heller ikke så meget, om man kunne dele en lejlighed. Det er der jo så mange, der gør. Bare man var kristen, og et tag skulle man vel have over hovedet. Ser du, nu havde jeg også glemt alt om, at man ikke som kristen skal trække i ulige åg med denne verden, og at verdens børn er mørkets børn. At lyset og mørket ikke kan have fællesskab med hinanden. Prøv lige at se, hvor jeg glemte alt om Gud Herrens belæringer. Hørte og hørte uden at høre noget som helst. Jeg vil lige nævne her: Han tog imod Jesus en halv time inden han blev bevidstløs og døde i 2007 efter langvarig, svær sygdom. Havde jeg ikke vendt om i 2005, var det ikke sket, og jeg havde måttet stå til regnskab for en sjæls fortabelse, fordi jeg var ulydig mod Guds kald til omvendelse. Så alvorlig er det, kære læser. Du skal vende om, sagt i kærlighed, ellers går du altså fortabt. Gud ser lige igennem dig og dine halve sandheder.
Jeg begyndte nu at forsøge at hjælpe andre. Bl.a. en narkoman, som så slog mig ned. Jeg troede jo, at jeg kunne vinde ham for Jesus og være med til at hjælpe ham fri. Jeg var jo fri for mit hashmisbrug, så kunne jeg vel hjælpe andre fri? Men jeg var som en blind, der forsøgte at vejlede en blind. Jeg fik ham ikke omvendt. Jeg ved ikke, om han er kristen i dag.
Jeg var blevet en religiøs øjentjener. Folk skulle se, at jeg var med. Hvordan med dig? Gemmer du dig bag indbildte, selvgjorte, religiøse øjentjenester?
Jeg begyndte at servere. Jeg gik ud som tjener på forskellige beværtninger og var på den måde med til at føre folk i fordærv. Jeg kunne ikke se, at det var forkert at servere øl og spiritus for andre. Man må jo da være dér, hvor folket er, og forsøge at vinde dem, ikke? Nu kunne de da se, at kristne ikke var så meget anderledes end dem selv. Bare man er kristen, så går alt jo nok. Jeg kunne jo både skåle og feste sammen med dem.
I dag kan jeg se, at jeg sad i spotteres lag. (Læs selv Salm. 1.) Det på trods af, at jeg gang på gang havde hørt, at fråsere og drankere slet ikke kommer ind i Guds rige. Jeg kendte da også udmærket det ord: »Salig er det menneske, der ikke går på de gudløses veje eller sidder i spotteres lag, men har lyst til Herrens lov, som det grunder på dag og nat.« Men det gjaldt vel kun de gamle kristne, som bare var så gammeldags, at de slet ikke havde fulgt med i tiden.
Jeg fortsatte med at servere, men nu kun til selskaber o.l. En dag ville ryggen ikke længere, og jeg måtte stoppe med det. I dag tror jeg, det var Gud, min Far, der ville fortælle mig, at jeg skulle holde op med at servicere folk på den måde. Jeg kunne stadig ikke se, at jeg var stærkt på vej ned ad bakken, ned mod fortabelsen. Hele mit liv var jo på vej mod undergang. Kunne jeg måske gøre for, at min ryg ikke ville længere? (Det er jo bare en helt almindelig dansk folkesygdom.) Nej! Selvfølgelig kan ingen gøre for, når kroppen ikke kan længere. Og jeg var heller ikke den stærke psykiske mand! Var det da kun min skyld? Næh, måske ikke helt. Og jo, det var min egen skyld, at jeg nu også var begyndt at blive syg i sindet med depressive tanker. Jeg havde jo valgt forkert i mit liv, og det på trods af, at jeg godt vidste, det ville ende galt.
Men! Én ting kunne jeg gøre noget ved. Det var, at mit indre menneske var ved at dø helt ud. Nu talte min samvittighed heller ikke så meget længere til mig. Jeg kunne altid forsvare mine handlinger og mig selv med en masse ord revet ud af Bibelen i flæng, når de kristne kom for tæt på. Jeg mente, at alle vel har deres at bøvle med. Jeg mente, jeg var frelst og godt på vej til Himmelen. Så mit liv skulle ingen længere blande sig i!
Hvad mon du undskylder dig med?
Det endte så med, at jeg kom til at arbejde på en social café. Fint. Så havde jeg en chance til for at gøre godt mod svage i samfundet, så min egen svaghed ikke længere fyldte så meget, og måske kunne jeg vidne for nogen og få dem med til møder. Se, nu var det ikke så vigtigt længere, om de kom til tro. Nu gjaldt det om at få nogen med til møder. I dag kan jeg da godt se, at jeg gjorde det jo bare, for at de kristne ikke skulle se, hvor fordærvet jeg i grunden var, og for at Gud skulle se min kristendomsaktivitet. Jeg ville gøre gode gerninger, for at de skulle se, at jeg jo var fuldstændig med i en tjeneste. Ikke én kom med. Kunne de det, når mit liv faktisk viste noget andet end det, jeg sagde? Nej. Vore liv råber altid meget højere end vore ord.
Jeg forsøgte at uddanne mig inden for jern og metal, men måtte opgive og gå på pension. Det var i 1997. Ryggen ville ikke mere, og mine nerver var heller ikke alt for gode. Jeg skal sige dig: Jeg er det, man i daglig tale kalder for et mobbeoffer. Hele mit liv har jeg været det sorte får. Lige fra min skoletid er jeg altid blevet mobbet og har været den lille. Det resulterede i, at jeg blev så bange, at når folk råbte højt efter mig på en arbejdsplads, gik jeg i sort. Jeg blev hjemme næste dag og meldte mig syg. Derfor kom jeg på pension.
Jeg vil dertil sige: Jeg har fået fuldstændig lægedom ved Jesu sår. I dag er jeg fuldstændig fri for mindreværdskomplekser, ikke ved hjælp af nogen psykologer, men i kraft af Jesus. Jesus gør bestemt ikke noget halvt. Han giver fuldstændig helbredelse, også for alle de indre sår, man kan have. Det har jeg selv erfaret, og andre også. Er du selv i den situation, at du har sår i dit indre, som ikke vil heles og gør ondt, så kom til Jesus med det nøjagtigt, som det er, uden at forsøge på at gemme det for Ham, og du vil blive fri for det også. Den, som Jesus får frigjort, bliver virkelig et frit menneske, skal jeg fortælle dig.
Jeg var altså holdt op med de store byture. Nu gik jeg kun på stamkroen en gang imellem, og jeg drak for det meste cola eller kun en enkelt lille én. Så lidt havde jeg da forbedret mig. Jeg havde virkelig formået at pynte på gamle Adam, som jeg ellers havde begravet i dåben (se dåbsundervisning, hvis du ikke ved, hvad dåb er). Helt galt stod der jo ikke længere til med mig. Stille og roligt var jeg jo vel kommet ind på rette vej? I dag vil jeg nærmere kalde det for et forgæves forsøg på at pynte på mig selv, ligesom man lægger et røgslør ud, så folk nu kunne se, at jeg var rigtig kristen, og at jeg havde min sag i orden med Gud.
Hvad med dig? Forsøger du mon også at lægge et røgslør ud over dit liv?
I dag kan jeg se noget helt andet. Satan – hans navn er også Lucifer – kender alt til Bibelen og Gud. Han har jo selv været med i Himmelen. Han kender Gud bedre, end vi gør, og er ekspert i at få os til at tro på løgnen og tro, at alt er i orden. Satan bruger ofte Bibelen til at føre os på afveje med. Han kan sagtens få det til at se ud, som om det er sandheden, selvom det er løgn. Derfor vil jeg advare dig: Pas på! Satan er en løgner og en bedrager. Han kan hurtigt bedrage dig, hvis du ikke holder dig til Guds ord og nøje hører efter, hvad andre kristne siger til dig. De siger det ikke bare, for at du skal have dårlig samvittighed eller for at være på nakken af dig. De elsker dig faktisk for meget til at se på, at du måske er på afveje, bort fra sandheden. Hør dog på dine søskende i Herren Jesus, og gør, hvad Bibelen siger.
Lad ikke Satan bedrage dig.
Nu er du advaret. Lad det ikke gå så længe, som jeg gjorde. Det kan være for sent. Du ved ikke, hvornår du evt. får et hjertestop eller på anden måde dør. Kom ikke for sent. Din tid løber hurtigt ud. I dag, lige nu, begynder resten af dit liv! Hvor er du på vej hen? Til fortabelsens ild eller til Himmelen?
For sent! For sent! Det kan hænde, du kommer for sent til livets ende.
Nu havde jeg efterhånden fået mig et helt godt liv. Et liv, hvor der ikke var de helt store problemer og kampe. Det er da klart. Selvfølgelig holder Satan sig i ro over for folk, som han allerede har fået over på sin side. De er jo ikke til fare for hans rige. Det er meget værre med de der brændende kristne. De er farlige, fordi de river byttet fra fjenden og er Satans rivaler.
Det gik da også godt nok. I år 2004 fik jeg vrøvl med min skulder. Jeg gik til forbøn og blev helbredt. Der var tale om, at det yderste led skulle udskiftes. Sidst på året 2004 fik jeg et alvorligt betændelsesangreb i min højre arm. Væske og betændelse drev ned over den. Det var så smertefuldt, at jeg var ved at miste bevidstheden den ene dag. Jeg så både neonfarver, sol og måne. Men jeg frygtede ikke døden. Jeg troede jo, at alt var helt i orden mellem Gud og mig. Penicillinen virkede ikke rigtig. Lægen sagde, at jeg burde indlægges. En sygeplejerske sagde, at jeg kunne miste armen. Også det blev jeg helbredt for ved håndspålæggelse.
Jeg kan i sandhed sige: Gud lader det regne over både retfærdige og uretfærdige. For min del var der godhed og trofasthed i alle ting på trods af min uretfærdighed mod sandheden, Hans Søn Jesus Kristus. Jeg ved i hvert tilfælde, at det er sandt. Alt, hvad vi gør imod Jesus Kristus, bliver os tilgivet, når vi kommer til Gud ved korset og lader Gud rense os i Hans Søns blod.
Så kom vi til år 2005. I januar måned fik jeg en meget alvorlig depression. Jeg gik helt ned og havde mest lyst til at tage mit liv. Intet håb og lys var tilbage for mig. Jeg måtte begynde på nervepiller og have samtaler med læger samt få beroligende medicin. Jeg gik til forbøn og kom ud af mørket, så vidt jeg husker, i marts måned. Men depressionen var der stadig. Kun var selvmordstankerne forsvundet.
Først i 2017 blev jeg totalt helbredt fra depressionen og sat fri af Herren Jesus.
Så skulle der vel ikke være mere galt?
Gud velsignede mig jo. Jeg kunne jo selv se ud fra mine egne erfaringer, at Han helbredte mig. Men et eller andet var stadig galt. Jeg var ikke rigtig fri og forløst. Indeni var der kaos af forvirring og frustrationer. Hvorfor havde jeg det alligevel ikke som de andre kristne?
Det gik op for mig.
Pludselig gik det op for mig, at det var Gud, der på den måde ønskede at give mig sit ægte liv tilbage. Det mørke, der var over og i mit liv, var syndens mørke, som havde lagt sig over mit liv og var trængt helt ind i mit sind. Jeg måtte nu selv erfare, at den dom, jeg dømte andre kristne med, blev jeg selv ramt af med fuld styrke. Jeg var under et helvede af anklager om alt, hvad jeg burde have gjort for længe siden, og hvor jeg dog hadede mig selv. Hvorfor ville jeg ikke i tide have erkendt, at jeg var ude i synden, og have omvendt mig? Hvorfor, hvorfor, og hvordan kunne det gå så galt, uden at jeg anede, hvor galt det i grunden stod til? Jeg ville ikke, da der var tid til omvendelse. Jeg valgte ikke at høre på søskende i Herren Jesus. Det var jo dem, der havde en forkert opfattelse af tingene, ikke mig. Jeg var blevet hovmodig og stolt i mine egne tanker. Jeg troede, jeg var klogere end Bibelens ord og Guds kærlige formaninger. Mit oprørske hovmod blev mit fald. Dog til omvendelse og tro på Jesus, som Han er, og ikke som løgnens herre Lucifer gør Ham til.
MIN FORNYELSE
Jeg bøvlede rundt i mere eller mindre mørke indtil d. 14. april 2005. Der lå jeg på knæ og råbte til Gud om ny nåde og omvendte mig fra al min grumsede fortid. Jeg var færdig med at undskylde både det ene og det andet. Der knuste Guds kærlighed mig totalt. Jeg så nu hele mit selvbestaltede, efter egen mening fromme og gode kristne liv. Jeg råbte og græd ind for Guds ansigt. I det øjeblik følte jeg mig bestemt ikke som én, der var født på ny. Jeg var som den fortabte søn, der søgte tilbage til Faderhuset. Da så jeg lige med ét, med egne øjne, Guds nådescepter blive rakt ud over mig. Jeg så en hvid/lys arm blive rakt ned til mig med en pind i hånden (nådescepteret), hvorpå der sad en diamantlignende sten. Hvorefter en stemme sagde: »Jeg vil give dig Min nåde på ny.« Først dér, på den dato, kan jeg sige, at mit kristne liv begyndte for alvor.
For min del vil d. 14.4.2005 altid stå som min begyndelse på vandringen i lyset på den smalle vej. Den dag lagde jeg verden bag mig og kom som en fortabt søn hjem til Gud, mit Faderhus. Så meget skulle der til, før jeg kom til erkendelse af sandheden, som sætter fri. Jeg ser i dag, at meget kunne have været anderledes, og mange ting og sår kunne jeg have undgået, hvis jeg dog bare i tide havde omvendt mig og hørt efter ved at gøre, som mine søskende i Herren talte til mig om.
Øv.
I dag ærgrer jeg mig over al den spildte tid, der er gået. Tænk, at jeg i over tyve år lod mig mere eller mindre bedrage. Jeg skammer mig ligesom Paulus over de ting, jeg dengang gjorde. Men jeg ved også, at der for mig ikke længere er anklager eller fordømmelse. Rom. 8 er mit, fordi Jesus Kristus af Guds store, ufattelige nåde har sat mig fri fra syndens og dødens lov.
Hurra!
I dag lever jeg mit liv, fordi Jesus lever. Jeg er fri. Løskøbt. Ikke med al verdens selvforbedrelser, men i kraft af den nåde, Gud Herren har vist. Tænk, at jeg også må kalde mig et Guds barn, og jeg er det.
Alt af nåde.
Ved tro på Jesus Kristus, Guds Søn, som døde, tog mine synder med sig op på korset og opstod igen på tredje dag. Og nu sidder Han ved min Fars højre side, hvor Jesus altid går i forbøn for os, som er Hans. Jeg er en helt ny skabning. Nok kan man sige, at mit ydre (legemet osv.) ikke er, hvad det har været. Livet sætter sine spor i legemet. Men jeg er født på ny. Det gamle livs slaveri er forbi. Alt er blevet nyt. Ikke at jeg nu tror, jeg er fuldkommen. Jeg ved kun, at jeg er fuldkommen frelst af Guds nåde. Og det er nåde over nåde at være frelst. Guds nåde er også blevet mig nok.
Gud var mig nådig.
Alligevel ser jeg, når jeg sidder her og ser tilbage på et liv, der var lige ved at gå tabt, at Gud igennem alt, på trods af mine fejl og synder, har holdt hånden over mig. Jeg ser i dag, at jeg har været gemt i Jesus hele tiden, og at Han bare ventede og ventede på, at jeg ville komme. Men det kunne meget, meget nemt have været helt for sent.
Jeg deler ikke det her, fordi jeg vil give dig en slags forsikring om, at Gud da også vil være dig lige så nådig! Du må virkelig tage Jesu kald til dig alvorligt. Din dag kan være forbi, inden du når at læse mit vidnesbyrd til ende. Det var i sidste øjeblik, at jeg kom hjem til Faderhuset. Tænk på, at jeg fx. nemt kunne have begået selvmord i mit daværende mørke. Jeg er ikke sikker på, at Gud ville blive ved ret meget længere med at kalde og drage mig til sig. Men halleluja! Gud så til mit inderste hjertes råb og tog mig ind til sig, da jeg endelig, længe om længe, indså, at livet er hos Gud, i Jesus Kristus.
Sandheden. Det evige liv.
Jeg vil også lige nævne, at uden mine forældres og andres trofaste forbønner var jeg aldrig blevet et Guds barn. Et ægte Guds barn. Der er ikke noget, jeg bilder mig ind, som en slags drøm eller fantasi. Og langt mindre en slags rollespil, hvor man ligesom spiller med på de regler, spillet i kirken har, og så ellers spiller sine egne reglers spil, når ingen andre ser det.
Der er blevet bedt troens bønner i årevis for min sjæl. Også selvom folk ikke så nogen fremgang, bad de. Der er blevet grædt i spandevis af tårer over min sjæls forfald. Der var nogen, der, ligesom Moses gjorde for Israel, konstant løftede deres troens hænder. Konstant gik de i forbøn for min sjæls frelse. De stillede sig derved i gabet imellem Guds vrede og mig. Og en hel del af dem er allerede blandt dem, der er gået forud hjem før mig. Også de venter på mig derhjemme. Havde de ikke gjort det, selvom de ikke umiddelbart så et resultat, var jeg for længst gået fortabt. Tak i Jesu navn til alle jer, der er med i forbønnens tjeneste.
Der var og er stadig nogen, som stiller sig i gabet for Guds ansigt. Nogen, som fuldt og helt ofrer hele deres liv for andre. De sætter alt til, for om det da var muligt, at bare ét menneske ville overgive sig helt. Det at kæmpe i bøn og bede et andet menneske ind i Guds rige er at sætte sit liv til for et andet menneske. Større kærlighed har ingen end den, der sætter sit liv til for andre. Al ære og tak til Jesus for vore forkæmpere i Ham!
I, som har nogen, I beder for: Bliv ved. Gud hører bønner og besvarer dem. Jeg er et af de mange bønnebørn, som så at sige er avlet af bøn. Et bønnens barn.
Hold ud. Der var nogen, der var trofaste og udholdende. Det var på trods af, hvad de så med deres fysiske øjne. Det var på trods af, hvad de hørte med deres fysiske ører. På trods af, at der tilsyneladende ikke kunne ses noget nævneværdigt resultat, var de alligevel lydige mod Helligåndens stemme. Og de forblev tro i deres bønnetjeneste.
Der var nogen, der så på mig med Guds øjne, vejledt dertil af Helligånden. Uden på noget tidspunkt at anklage mig for noget som helst. Kun kærlighed, Jesu kærlighed, mødte jeg, hver gang jeg var sammen med de mennesker. Og den kunne jeg til sidst ikke modstå længere. Jeg så jo, at jeg faktisk levede modsat af, hvad de viste i deres liv. De, som er tilbage og ikke er gået forud, er stadig de samme mennesker i dag. Kun kærlighed. Jeg hører eller ser aldrig nogen anklager eller fordømmelse hos dem. Ingen af dem snager i min fortid ved at stille spørgsmål. De er selv ligesom mig gemt og skjult i Jesus og har selv glemt deres synder, fordi de er renset bort af Jesus. De er nemlig blevet i Jesus hele tiden, og der er det godt at være.
I dag kan jeg se, hvor stor en byrde de mennesker har båret på i årevis. Og de gør det stadig. I udholdenhed bærer de hinandens byrder. Lad os tage ved lære af dem og være med til at bære hinandens byrder, når vi ser noget, som er ved at gå galt for andre. Når vi ikke kan få dem overbevist eller retledt, må vi bære dem nat og dag frem i bøn foran Guds nådes trone, i Jesu Kristi kærlighedssindelag. Da vil Guds resultat ikke udeblive.
Som der står: Den, der sår med tårer, skal høste med frydesang. Når de kommer hjem bærende på deres neg, er de neg bønneresultater. Bønnesjæle. Bedt ind i Guds rige i vore lønkamre, der hvor ingen ser os, men hvor Herren lønner udholdenhed i bøn.
Hvor tror du, jeg havde været henne, hvis der ikke var blevet holdt ud i bøn? Mange er gået forud hjem til Jesus. De bad i årevis for min sjæl, men så ikke resultatet. Men de skal få deres frydefulde løn, når vi mødes derhjemme. Troens bøn formår fuldt ud at frelse den syge. Jeg var syg af synden. Men Gud Herren svarede mine tros søskendes bønner og frelste mig. Han drog mig op af det dybeste dynd og satte min fod på klippen Jesus Kristus. Og der i Ham, på Ordets grund, er det godt at være.
Du gyser måske, efter at du har set alt det her, og tænker: Det er da løgn. Hvor naivt kan et menneske da være? Jan, som vidste bedre. Han er da opvokset hos troende forældre, har altid været med til møder helt fra barnsben af. Nej! Han overdriver da vist lidt rigeligt! Nej! Jeg overdriver ikke! Det var sådan, som jeg fortæller dig det! Behøver Jan sådan at udpensle det meste af sit liv? Han kunne da bare have fortalt, at den og den dag kom han tilbage til Jesus, og nu er han frelst! Ja. Jeg kunne bare springe over, hvor gærdet er lavest. Sige: Hvad kommer mit liv andre ved? Det er ikke sjovt og spændende sådan at skulle skrive så meget. Man føler sig jo næsten stillet offentligt til skue med hele sit liv. Jeg skal sige dig! Jeg har ikke selv bedt om, at det skulle skrives så meget. Det kommer bare til mig, mens jeg skriver. Da må man altså bare være lydig og gøre det. Ikke fordi I skal have medynk med mig og synes, det er så synd for mig. Det er i og for sig heller ikke, fordi det er selve ugerningerne, I skal lægge mærke til. Det er resultatet/frugterne af ikke at være lydig og lydhør, jeg vil have, at folk skal tage til efterretning.
Det er både et vidnesbyrd om Guds frelse og en meget kraftig ADVARSEL til en eller flere, som er godt på vej til fortabelsen. I deres selvbedrag og løgn er de blevet blinde. De ser ikke, at de er på afveje. Satan har lukket manges øjne. Mange trænger til at få deres øjne åbnet på ny, så de ikke lever i en drømmeverden, hvor alt tilsyneladende er i skønneste orden.
Jeg håber og beder til, at det her må være en eller andens øjendråber, som kan åbne en blindes øjne, levendegjort af Helligånden, så der må komme flere tilbage til sandheden og det ægte liv i Jesus Kristus og ikke længere vandre og leve som fjender af Jesu Kristi kors og evangeliet, som er Guds kraft til fuld frelse.
Jeg ved.
Der sidder mange rundt omkring, som gemmer sig. De vil ikke være ved, at det netop er dem, der er på gale veje. Der er andre, som har det, som jeg havde det, og gør nøjagtig de samme fejl. De gemmer sig til dommens dag bag deres falske figenblade af facader. De kan ikke se, at de går fortabt. Deres øjne er lukkede, deres ører er døve. De formår så at sige ikke selv at finde vejen tilbage til Guds smalle korsvej. Derfor bliver det på denne måde. Kan et eneste menneske komme ind på den smalle vej eller blive advaret i tide via det, personen læser her, så er det det hele værd. Min hensigt er kun at ære Jesus igennem det her og pege hen til Ham. Derved kan du få fuld frelse, forløsning og dine synders tilgivelse. Der er ikke givet dig andet navn, hvorved du kan blive frelst, end Jesus Kristus, Guds Søn.
Hvorfor vil du dø?
Du finder ikke nogen form for lykke, fred, glæde, tro eller håb uden for Jesus Kristus. Du dør, hvis du ikke er fuldt overgivet til Jesus Kristus og er i lyset med hele dit liv. Jeg kan ikke andet end at fortælle dig, ud fra mine egne erfaringer, hvordan det går, hvis man ikke er helt med Jesus. Jeg håber så inderligt, at du også vil holde op med at halte i begge retninger. Bliv et helt menneske. Kom dog til Jesus. Han elsker dig og venter på, at du kommer. Omvend dig nu; i morgen kan du være død. Det er nu, det er din tid til fuld overgivelse og omvendelse til tro på Jesus. Vær dog ikke en tåbe, ligesom jeg var!
Kun en tåbe er ligeglad med sjælens frelse.
Kun du, som er tåbelig, frygter ikke verdenshavets bedrageriske bølger, som til sidst trækker dig til fortabelsens ildsø, til din evige pine.
Til dig, som er i Jesus Kristus, vil jeg bede dig om at være med til at bede om, at det her, ligesom så mange andre kristnes ting, må være med til at tale så meget til en eller flere, at de må få gjort rent bord med Gud Herren, inden det er for sent. Tænk lige på det. Det kunne være dig, der ikke var på Herrens vej, men var blevet bedraget. Det ligger mig meget på hjerte, at vi må nå dem, der går med begge ben i hver lejr.
Bed. Bed i tro uden ophør for dine medmennesker. Tænk på, at det kunne være dig!
Tillæg skrevet i 2021
NU KOMMER VIDNESBYRDET OGSÅ OM, HVORDAN GUD HELBREDTE MIG FOR DEPRESSION TOTALT.
I 2017 havde jeg det virkelig svært. Da var depressionen ved at slå mig ihjel. Medicinen hjalp ikke rigtig. Mange bad for mig.
Jeg sad en aften og nat ved køkkenbordet og ønskede kun at dø. Jeg sad med en kniv i hånden og ønskede at skære mig selv i stykker, bare dø.
Da var der en ung mand fra Afrika, som jeg havde fået kontakt med over Facebook, der ringede til mig. Hvad kunne han gøre? Ingenting. Han sad i et andet land, men Gud ville det sådan. Normalt virker deres internet ikke særlig godt, men den aften og nat virkede det hele tiden. Han sad og bad, gav mig bibelord, snakkede med mig og græd sammen med mig hele natten (Jesus ved Den Hellige Ånd i ham). Jeg lovede ham så ikke at tage mit liv lige nu, men selvmordstankerne var der hele tiden, 24 timer i døgnet.
Næste dag kl. 12.20 middag stod jeg på en stol. Nu kunne jeg ikke mere. Jeg havde gjort alt klart: Rebet i loftet og omkring min hals. Men lige da jeg skulle til at springe, ringede han over Messenger. Han nærmest råbte: »Hvad laver du? Vis mig det!« Jeg sagde ikke noget. Han sagde: »Jo, du står sådan og sådan.« Ja, så måtte jeg jo fortælle og vise ham det. Han bad, og i det øjeblik var jeg fri og totalt helbredt.
Jeg fik noget medicin, som lægen sagde, jeg nok skulle have resten af mit liv. Det, jeg siger nu, vil jeg på ingen måde anbefale nogen, der er på medicin, at gøre. Tag altid en snak med din læge, før du gør noget. Men det kom meget stærkt til mig: »Stop nu med medicinen.« Jeg gjorde det i tro og har ikke mærket noget til bivirkninger eller depression siden den dag. Gud helbredte mig totalt gennem Jesus, Hans Søn. Amen. Tak, Jesus.
Kom ikke og sig, at Gud ikke gør mirakler i dag.
EN OMFORMNINGSPROCES BEGYNDER, NÅR DU FØDES PÅ NY.
Min omformningsproces begyndte, da jeg var 13 år. Jeg fortæller dig det, så du konkret kan se, at du er i en proces sammen med Gud ved Den Hellige Ånd inde i dig. Det gælder alle sande kristne. Derfor: Døm ikke dine søskende for de ting, du synes er helt forkerte i deres liv. Hjælp dem, støt dem, vejled dem, bed sammen med dem. Det er dine søskende.
Det, der ser ud som ingenting, som om folk ikke er kristne (et sennepsfrø), vokser op inde i folk og bliver til et træ, som himlens fugle kan bygge reder i. Husk det.
Gud har forvandlet mit liv indefra.
Det sker ved, at vi samarbejder med Gud gennem Jesus hele livet, bøjer os ind under Guds ord og ind under det, Gud ved Den Hellige Ånd fortæller os, også gennem andre søskende, ved Den Hellige Ånd i vore sande søskende i Herren Jesus. Især de lidt ældre i troen har meget at give os. De har samtidig en livserfaring, som du, der er yngre, har brug for, så du ikke falder i de samme ting eller noget tilsvarende.
Hvis du ikke er med i et fællesskab, en kirke eller en menighed, vil du lige så stille dø, åndeligt sagt. Du har brug for andre, og de har brug for dig.
En sand kirke eller et fællesskab er familieliv sammen, ikke alene. Det kan du læse om i Bibelen. Vi har alle sammen fået evner og talenter, men ikke kun til eget liv og forbrug, også til fælles gavn for andre. Vi har de forskellige nådegaver, som kun fungerer sammen på Jesu legeme i en lokal kirke eller et fællesskab.
Døm aldrig en sand kristen, men bedøm, om personen har Den Hellige Ånd i sig. Det mærker du hurtigt. Lyset og mørket kan nemlig ikke i det lange løb være sammen. Mørket eller personen vil automatisk gå eller begynde at sladre om dig, ødelægge, stjæle og lyve bag din ryg for til sidst automatisk at stikke af, hvis personen ikke selv har det samme sande liv og lys fra Den Hellige Ånd i sig.
Nu vil jeg slutte dette vidnesbyrd om, hvordan et liv var lige ved at gå tabt. Jeg håber, du, som har hørt eller læst det, ser det. Gud lader sig ikke spotte. Der kommer altid en høst af det liv, du lever, en frugt af det, du sår.
Der er ikke nogen ophavsrettigheder til det. Brug det, del det, så andre kan få øjnene op for deres eget liv og for, hvad resultatet af deres liv bliver.

