De dødsriget
I Det Gamle Testamente beskrives dødsriget som de dødes bolig og menneskets endestation efter døden (Job 17,13; Sl 49,12). Døden og dødsriget rammer alle, både fromme og gudløse (Præd 9,1-10; Es 5,14). Dødsriget skildres som et mørkt og underjordisk sted, hvor de døde fører en glansløs og skyggeagtig tilværelse (Job 26,5; Sl 23,4).
I de senere tekster i Det Gamle Testamente begynder der at tegne sig en forestilling om forskel på de frommes og de gudløses skæbne efter døden. Denne udvikling forbindes senere med tanken om Helvede som de fordømtes endelige straf. Dødsriget bruges også billedligt om at være i nød, føle sig forladt af mennesker eller opleve afstand fra Gud (Sl 18,5-7; 30,4; 116,3-4; Jon 2,3-7). I flere af teksterne er dødsriget dog ikke en endelig tilstand: Gud kan føre mennesker tilbage fra døden.
I Det Nye Testamente omtales dødsriget som et sted, hvor de døde venter på den endelige dom (Matt 25,31-46; Åb 20,11-13). Jesus har overvundet døden, og dødsriget kan derfor ikke holde mennesket fast for evigt. Ved den endelige dom må dødsriget overgive de døde (Matt 16,18; 28,5-6; Rom 6,4-9; 1 Kor 15; 1 Pet 3,18-22).
Centrale skriftsteder
- Dødsriget som de dødes bolig: Job 17,13; Sl 49,12
- Døden og dødsriget fælles for alle: Præd 9,1-10; Es 5,14
- Dødsriget som mørk og skyggeagtig tilværelse: Job 26,5; Sl 23,4
- Dødsriget brugt symbolsk: Sl 18,5-7; 30,4; 116,3-4; Jon 2,3-7
- Dødsriget og den endelige dom: Matt 25,31-46; Åb 20,11-13
- Jesu sejr over døden og dødsriget: Matt 16,18; 28,5-6; Rom 6,4-9; 1 Kor 15; 1 Pet 3,18-22
%20-%20Kopi.jpg)