Translate

INFO JESUS LIVET

Aktiver din tro

    LINK Aktivér din tro Jan Lund Nissen I kraft af Jesus har du fået Den Hellige Ånd i dig. Jesus bor i dig gennem din tro. Jesus siger, at...

Søg i denne blog

fredag den 23. april 2021

ISRAELS KAMP DREJER SIG OM VERDENS GENFØDELSE.




 

Gud handler i verdenshistorien


Artiklen er skrevet for mange år siden, men dens budskab minder os om, at Gud stadig er virksom i verdenshistorien. Den, der læser begivenhederne i lyset af Guds ord, kan spørge: Hvad betyder Israels historie — og Israels situation i dag?


Salme 36,10 siger: »For hos dig er livets kilde, i dit lys ser vi lyset.«


Gud talte til Abram og kaldte ham til at forlade sit land og sin slægt. Han lovede at gøre ham til et stort folk og velsigne alle jordens slægter gennem ham (1 Mos 12,1-3). Ifølge Bibelen har Gud en plan med historien. Det betyder ikke, at alt, hvad der sker, er Guds vilje. Menneskers ondskab og dårskab kan skabe lidelse, men Gud kan føre historien videre mod sine mål.


Job 21,14-16 beskriver mennesker, der siger til Gud: »Lad os være! Vi vil ikke kende dine veje.« Romerbrevet 8,28 giver samtidig de troende dette løfte: »Alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud.«


Gud lovede Abram og hans hustru Saraj en søn, men løftet lod vente på sig. De forsøgte selv at finde en løsning, og Abram fik sønnen Ismael med Sarajs egyptiske trælkvinde, Hagar. Senere lovede Gud, at Saraj skulle føde Isak, og at pagten skulle videreføres gennem ham. Gud lovede også at velsigne Ismael og gøre ham til et stort folk (1 Mos 16,1-16; 17,18-21).


Isak blev far til Jakob, som senere fik navnet Israel. Ismaels efterkommere forbindes traditionelt med arabiske folk, men Bibelen beskriver ikke alle nutidige folk direkte som efterkommere af ham. Det er derfor vigtigt at skelne mellem Bibelens ord og senere historiske og religiøse fortolkninger.


I 5. Mosebog 26,5 omtales en »omflakkende aramæer« som folkets far. Sammenhængen peger på Jakob, Israels stamfar, og ikke på Abraham. Gud førte Israels folk til det land, han havde lovet Abraham og hans efterkommere (1 Mos 15,18-21).


Bibelen beskriver landet som Guds ejendom. I 3. Mosebog 25,23 siger Gud: »Landet er mit; I er fremmede og tilflyttere hos mig.« Israel fik landet, men blev også kaldet til at leve i pagt med Gud. I 5. Mosebog 28 beskrives både velsignelser ved lydighed og følgerne af ulydighed.


Israels historie rummer gentagne perioder med frafald, nederlag og landflygtighed. I 1. Mosebog 31,42 bruger Jakob udtrykket »Isaks rædsel« om Gud — en særlig betegnelse, som viser den ærefrygt, Isak havde for Gud. Senere advarede Moses folket om, at ulydighed kunne føre til nederlag og bortførelse (5 Mos 28,25.36-37).


Babylon førte en del af Judas folk i eksil. Jeremias profeterede, at landet skulle ligge øde, og at Babylon efter halvfjerds år ville blive holdt ansvarlig (Jer 25,11-12). Senere fik nogle af de landflygtige lov til at vende tilbage. Bibelen fremstiller altså både Israels straf og håbet om genoprettelse.


Romerbrevet 11,29 siger: »For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke.« Mange kristne læser dette som et udtryk for, at Guds løfter til Israel fortsat har betydning. De forskellige kristne traditioner fortolker dog profetierne om Israel og de sidste tider forskelligt.


Da Jesus blev født, var Judæa under romersk herredømme. Ifølge Det Nye Testamente kom Jesus for at bringe frelse, og hans død skulle være til soning for menneskers synd. Johannes 1,11 siger: »Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham.«


Jesus henviste også til profetien om en profet som Moses, som folket skulle lytte til (5 Mos 18,15-19; ApG 3,22-23). I evangelierne forudsiger han Jerusalems ødelæggelse. Lukas 21,20-24 omtaler en belejring, flugt og en tid, hvor Jerusalem skulle blive trådt ned af folkeslagene.


Den romerske hær, ledet af Titus, ødelagde Jerusalem og templet i år 70. Senere blev mange jøder spredt, og jødiske samfund blev etableret i mange lande. Kristne fortolkere har ofte forbundet disse begivenheder med Jesu ord, men der er forskellige syn på, hvordan profetierne skal forstås.


Staten Israels oprettelse i 1948 og jøders tilbagevenden til landet opfattes af nogle kristne som et tegn på, at bibelske profetier er ved at blive opfyldt. Andre kristne læser profetierne anderledes. Uanset fortolkningen er det tydeligt, at Israels historie har haft en særlig plads i verdenshistorien og i den kristne bibelfortælling.


For mange troende er det et stærkt vidnesbyrd, at det jødiske folk har bevaret sin identitet gennem lange perioder i diasporaen og igen har oprettet en stat. De ser det som tegn på Guds trofasthed og på, at hans løfter ikke er glemt.


Bibelen taler også om håbet om fred. I Esajas 9,5 kaldes den kommende konge »Fredsfyrste«, og i Esajas 2,2-4 beskrives en fremtid, hvor folkene ikke længere oplæres til krig. Mange kristne tror, at den fulde fred først kommer, når Kristus vender tilbage og opretter sit rige.


Vi mennesker har ikke formået at skabe varig fred på jorden. Derfor holder mange fast i håbet om, at Gud en dag vil gøre ende på krig og uretfærdighed. De ser Israels historie som en del af den større fortælling om Guds løfter, menneskers valg og håbet om fred for hele verden.

Israel, jøderne og palæstinenserne


Udtrykket »Et folk uden land til et land uden folk« er blevet brugt om zionismen. Det har også været kritiseret, fordi der boede mennesker i Palæstina, før den moderne jødiske indvandring tog fart. Udtrykket bør derfor ikke forstås bogstaveligt, men som en beskrivelse af ønsket om et nationalt hjem for det jødiske folk i et område, hvor befolkningen dengang var forholdsvis lille.


Ifølge de befolkningstal, der ofte nævnes for perioden, boede der i 1881 omkring 457.000 mennesker i området, som i dag omfatter Israel, Vestbredden og Gaza. Omtrent en tredjedel boede i byerne, og en stor del af Jerusalems indbyggere var jøder. Da denne tekst oprindeligt blev skrevet, blev områdets samlede befolkning anslået til omkring ni millioner.


Mange jøder søgte til Israel fra arabiske lande, hvor de oplevede diskrimination og forfølgelse. I 1947 boede der omkring 125.000 jøder i Irak. I årene efter forlod næsten hele den jødiske befolkning landet, og mange rejste til Israel. En del var dog rejst til Palæstina allerede før 1947.


Jøder i Irak var gennem lange perioder underlagt særlige begrænsninger og skatter. Beretninger fra forskellige perioder beskriver regler, der begrænsede deres muligheder for at ride på heste, deltage i offentlige processioner og udøve deres religion synligt. Nogle steder blev de pålagt at bo i bestemte kvarterer, og deres huse måtte ikke være højere end muslimernes. Jøder havde desuden begrænset adgang til offentlige embeder, og deres vidneudsagn kunne tillægges mindre vægt i retten. Regler og praksis varierede dog over tid og fra sted til sted.


I 1800-tallet pressede europæiske magter på for reformer i dele af den arabiske verden, også når det gjaldt minoriteters rettigheder. Det betød ikke, at diskriminationen ophørte. Forfølgelsen af jøder i arabiske lande begyndte heller ikke først i 1948.


Efter Iraks uafhængighed blev jødernes muligheder igen begrænset. De blev blandt andet forhindret i at undervise på hebraisk, og jøder, der havde offentlige stillinger, mistede dem. I 1941 blev jøder udsat for voldelige angreb i Bagdad. Beretninger om angrebene beskriver dræbte og sårede, plyndring og omfattende ødelæggelser af jødisk ejendom.


I 1947 advarede Iraks udenrigsminister ifølge samtidige beretninger i FN om, at Iraks jøder kunne blive udsat for repressalier, hvis staten Israel blev oprettet. I 1950 vedtog Irak en lov, der gjorde det muligt for jøder at forlade landet, hvis de gav afkald på deres irakiske statsborgerskab. Mange mistede samtidig deres ejendom eller fik den indefrosset. Omkring 120.000 jøder forlod Irak i løbet af de følgende år, hovedsageligt til Israel. I dag er der kun ganske få jøder tilbage i landet.


Historien om jødernes flugt fra arabiske lande er en vigtig del af fortællingen om konflikten. Ofte nævnes tallet over 900.000 jødiske flygtninge fra arabiske lande. Samtidig blev mange palæstinensiske arabere fordrevet eller flygtede under krigen i 1948. Deres efterkommere lever fortsat forskellige steder i regionen, blandt andet i flygtningelejre. Forholdene varierer fra land til land: Mange palæstinensere i Jordan har statsborgerskab, mens palæstinensere i Libanon og Syrien har haft væsentligt færre rettigheder.


Palæstinensiske arabere, der blev boende inden for Israels grænser efter landets oprettelse, fik israelsk statsborgerskab. De har formelle borgerrettigheder, selv om der fortsat er debat om ligestilling og forskelsbehandling i praksis.


Palæstinensisk identitet og historie


Det hævdes undertiden, at palæstinenserne ikke er et særskilt folk, fordi de taler arabisk og deler sprog og kultur med andre arabere. Men fælles sprog betyder ikke i sig selv, at en befolkning ikke kan have en særskilt national identitet. Palæstinensisk national identitet har udviklet sig gennem historien, ligesom andre nationale identiteter.


Palæstinenserne taler arabisk; der findes ikke et særskilt sprog, som hedder palæstinensisk. Det gør dem dog ikke mindre til et folk. Spørgsmålet om national identitet bør ikke bruges til at afvise menneskers tilknytning til deres hjemland eller deres rettigheder.


Nogle palæstinensere har knyttet deres historiske fortælling til filisterne. Filisterne var et oldtidsfolk, som levede i det sydvestlige Levanten omkring 1200 f.Kr. De beskrives almindeligvis som et ikke-semitisk folk. Det er derfor ikke historisk korrekt at fastslå, at nutidens palæstinensere som helhed stammer direkte fra filisterne. Samtidig er oldtidens folkevandringer og befolkningsblandinger komplekse, og de afgør ikke alene, hvem der i dag har ret til at bo i landet.


I den jødiske religiøse tradition forbindes landet med Guds løfte til Abraham. Se Første Mosebog 12,1-3 og 17,7-8. Kristne, der lægger vægt på denne tradition, ser ofte Israels land som en del af Guds pagt med det jødiske folk. Andre kristne fortolker skriftstederne anderledes.


I 1974 vedtog Det Palæstinensiske Nationalråd en politisk strategi, der ofte omtales som faseplanen. Den blev af mange fortolket som et forsøg på først at opnå en palæstinensisk stat og derefter fortsætte kampen mod Israel. Planen og dens betydning er blevet diskuteret, men den har bidraget til israelsk mistillid til palæstinensiske politiske mål. Kritikere har også peget på symboler og kort, som de mener viser krav på hele området mellem Jordanfloden og Middelhavet.


Bibelsk perspektiv


For kristne, der mener, at Gud fortsat har en særlig plan med Israel, er landet og det jødiske folk også et spørgsmål om tro. De henviser blandt andet til profetierne i Joel og Zakarias.


Joel 4,1-2 taler om, at Gud samler folkeslagene til dom og holder rettergang med dem på grund af deres behandling af Israel og delingen af landet. Joel 4,19-21 beskriver dom over Egypten og Edom og taler om Judas og Jerusalems varige fremtid.


I Det Nye Testamente omtaler Paulus Israels plads i Guds plan. Se Romerbrevet 11,1-2 og 25-29. Kristne fortolker disse afsnit forskelligt, men de bruges ofte i argumentet for, at Gud ikke har forkastet det jødiske folk.


Zakarias 12,2-3 beskriver Jerusalem som et bæger og en tung sten for de folk, der samler sig imod byen. Nogle kristne læser profetien som en advarsel om, at nationernes behandling af Israel får konsekvenser. Andre lægger vægt på, at bibelteksterne skal forstås i deres historiske og litterære sammenhæng.


I Matthæusevangeliet spørger Peter, hvad disciplene får, fordi de har forladt alt for at følge Jesus. Jesus svarer, at de ved verdens genfødelse skal sidde på troner og dømme Israels tolv stammer (Matthæusevangeliet 19,27-28).


Ahmed Yassins drab og reaktionerne


I marts 2004 blev Hamas’ grundlægger, sheik Ahmed Yassin, dræbt i et israelsk luftangreb. Hamas havde stået bag en række terrorangreb mod israelske civile, herunder selvmordsangreb. Yassin blev af mange israelere betragtet som en central ansvarlig for angrebene. Andre fordømte drabet som en udenretslig henrettelse og advarede om, at det kunne gøre konflikten værre.


Israels handling blev fordømt af flere lande og internationale organisationer. Kritikere mente, at målrettede drab uden rettergang er i strid med folkeretten og ikke skaber fred. Tilhængere fremhævede Israels ret og pligt til at beskytte sine borgere mod terrorangreb. Debatten viser den grundlæggende konflikt mellem sikkerhed, selvforsvar og retssikkerhed.


Nogle sammenlignede drabet på Yassin med en tænkt situation, hvor Osama bin Laden var blevet dræbt i et luftangreb. Sammenligningen rejser et relevant spørgsmål om, hvorvidt man vurderer målrettede drab forskelligt alt efter, hvem offeret er. Samtidig er de konkrete omstændigheder og de juridiske vurderinger forskellige fra sag til sag.


En kristen politisk fortolkning


Nogle kristne ser EU og andre internationale aktører gennem profetierne om Antikrist og de sidste tider. De forbinder også pavekirken med symbolikken i Johannes’ Åbenbaring. Det er religiøse fortolkninger, ikke politiske fakta, og kristne er langt fra enige om dem.


Den, der læser Bibelens profetier som en beskrivelse af nutidens politiske begivenheder, kan opleve udviklingen i Mellemøsten som tegn på, at profetierne er ved at blive opfyldt. Andre kristne mener, at man bør være varsom med at udpege nutidige folk og stater som genstand for Guds dom.


Uanset fortolkningen bør bibelske tekster ikke bruges til at retfærdiggøre had mod folkeslag eller vold mod civile. De bør også læses med omtanke for både det jødiske og det palæstinensiske folks historie og menneskelige vilkår.


Jeg har omskrevet teksten og indsat relevante bibelhenvisninger. De historiske tal og påstande er ikke faktatjekket, og flere af dem bør kontrolleres, før teksten deles.