Det mest udbredte og
det mest hårdnakkede problem blandt kristne er sandsynligvis manglen på åndelig
vækst. Selv efter flere år som bekendende kristne befinder mange kristne sig på
næsten det samme åndelige stade, som da de kom til tro. Hvorfor gør de det?
Mange prøver at løse dette problem ved blot at antage, at disse mennesker
aldrig er blevet frelst, aldrig er blevet virkelig født på ny. De er ganske
enkelt bekendere, der har ladet sig narre og aldrig er kommet igennem til sand
omvendelse. Dette kan være sandheden om nogle få, og vi ville godtage det som
en endelig forklaring, dersom vi ikke vidste, at det aldrig er dem, der blev
narret, der bedrøves over manglen på åndelig vækst; det er de sande kristne,
de, der har erfaret virkelig omvendelse, og som stoler alene på Kristus for
deres frelse. Utallige af sådanne troende er blandt de skuffede, som sørger
over manglen på åndelig vækst i deres liv.
Der kan være meget,
som kan forhale væksten, man kan ikke med sandhed anføre en enkelt ting som
årsag; dog er der imidlertid noget, som er så almindelig, og som meget vel kan
være hovedårsagen, nemlig dette: at vi ikke tager tid til at bearbejde og
udvikle vort kendskab til Gud. Fristelsen til at gøre vort forhold til Gud
retsligt i stedet for personligt er meget stærk. I vor tid er dette at tro sig
frelst ofte reduceret til en engangsoplevelse, der ikke behøver fortsat
opmærksomhed eller omsorg. Den nyomvendte er sig en fuldført handling bevidst
snarere end en levende Frelser, som skal følges og tilbedes.
Den kristne er stærk
eller svag alt afhængig af, hvor omhyggeligt han har bearbejdet og udviklet sit
kendskab til Gud. Paulus var alt andet end talsmand for en lære, hvorefter vi
ved en éngangsoplevelse bliver og automatisk forbliver kristne. Han indviede
hele sit liv til dette: at lære Kristus at kende.“Ja, jeg regner i sandhed alt
for tab i sammenligning med det langt højere at kende Kristus Jesus, min Herre.
For Hans skyld har jeg lidt tab på alt og regner det for skarn, for at jeg kan
få Kristus i eje ... og for at jeg må kende Ham og kraften i Hans opstandelse
og fællesskabet med Ham i Hans lidelser, så jeg bliver lig med Ham i Hans død
... jager jeg frem mod målet, den sejrspris, som Gud fra det høje kaldte os til
i Kristus Jesus.”
Fil. 3,8, 10, 14.
Fremgang i
kristenlivet hænger sammen med det voksende kendskab, vi får ved personlig
omgang med den treenige Gud. En sådan erfaring kræver et helt liv helliget Gud
og megen tid til at dyrke Ham. Et tilfredsstillende kendskab til Gud fås kun i
forhold til den tid, vi ofrer til stilhed i samfund med Ham. Uden at man har
villet det, har en alvorlig fejl indsneget sig i den evangeliske sang: “En
liden stund med Jesus”. De kristne, der kan tilfredsstilles med at give Gud
nogle minutter eller have “en liden stund” med Ham, er ofte de samme, som ved
evangeliske møder kommer til evangelisten og sukker over manglen på åndelig
vækst i deres liv, og som beder ham sige dem, hvor det er, de har svigtet.
Vi kan lige så godt
acceptere det: der findes ingen genvej til hellighed. Endog kriserne, som
opstår i det åndelige liv, er sædvanligvis resultatet af lange perioder med dyb
tænkning og overvejelser under bøn. Efterhånden, som vi fordyber os i Guds ord,
og vor forundring derved stiger til strålende højder, vil der sandsynligvis
indtræffe en krise af revolutionerende omfang. Men denne krise er forbundet med
det, der er gået forud. Det er et pludseligt, herligt gennembrud, en bevægelse
af de levende vandstrømme, hvis tryk er tiltaget, indtil vi ikke længere kan
beholde dem for os selv. Men bag alt dette er den langsomme opbygning og
forberedelse, som er en følge af at bie på Gud.
Tusindvis af
forhindringer vil prøve at lokke os bort fra fællesskabet med Gud, men hvis vi
er virkelig vise, vil vi med stor alvor jage alt dette bort og gøre plads for
Kongen, tage os tid til at være sammen med Ham. Der kan være ting, som vi må
forsømme, men som betyder mindre tab for vort åndelige liv, men at tilsidesætte
fællesskabet med Gud er at skade os selv på en måde, som vi absolut ikke har
råd til. Gud vil altid svare på vor iver efter at lære Ham at kende.
Bibelen fortæller os
hvordan, men det er helt igennem et spørgsmål om, hvor megen alvor og
målbevidsthed vi lægger for dagen i denne hellige opgave.
Giv Gud Din tid.
