Nogle forsøger at forklare problemet med, at disse mennesker aldrig virkelig er blevet frelst eller født på ny. De skulle blot være bekendere, som er blevet narret og aldrig har nået frem til sand omvendelse. Det kan være forklaringen for nogle. Men hvis det var hele forklaringen, ville vi ikke også møde mennesker, der oprigtigt stoler på Kristus og sørger over den manglende vækst i deres liv. Mange sande kristne oplever netop denne sorg.
Der kan være mange grunde til, at væksten går i stå, så det er ikke muligt at pege på én enkelt årsag. Men en almindelig og muligvis afgørende grund er, at vi ikke tager os tid til at lære Gud bedre at kende. Fristelsen til at gøre forholdet til Gud til et rent juridisk spørgsmål i stedet for et personligt forhold er stærk. I dag bliver frelsen ofte opfattet som en enkeltstående oplevelse, der ikke kræver fortsat opmærksomhed eller omsorg. Den nyomvendte bliver bevidst om en afsluttet handling snarere end om en levende Frelser, som skal følges og tilbedes. Men Bibelen kalder os til at vokse i nåden og i kendskabet til Jesus Kristus (2 Pet 3,18).
Den kristnes styrke eller svaghed hænger sammen med, hvor omhyggeligt han eller hun plejer og udvikler sit kendskab til Gud. Paulus lærte ikke, at en enkelt oplevelse automatisk gør os til kristne for altid. Han indviede sit liv til at lære Kristus at kende:
»Jeg regner i sandhed alt for tab i sammenligning med det langt højere at kende Kristus Jesus, min Herre […] for at jeg kan kende ham og kraften i hans opstandelse og fællesskabet med ham i hans lidelser […] Jeg jager frem mod målet, den sejrspris, som Gud fra det høje kaldte os til i Kristus Jesus.« (Fil 3,8.10.14)
Fremgang i kristenlivet hænger sammen med det voksende kendskab, vi får gennem personlig omgang med den treenige Gud. Det er en livslang vandring, som kræver, at vi helliger os Gud og giver ham tid. Vi lærer ham ikke dybt at kende uden tid til stilhed og fællesskab med ham. Jesus trak sig selv ofte tilbage for at bede (Mark 1,35; Luk 5,16), og han beskrev det evige liv som at kende Gud og Jesus Kristus (Joh 17,3).
Vi bør derfor overveje, om udtrykket »en liden stund med Jesus« nogle gange er blevet en undskyldning for at give Gud for lidt tid. Nogle af dem, der nøjes med få minutter i fællesskab med ham, er måske også dem, der ved møder søger hjælp hos evangelisten, fordi de sørger over deres manglende åndelige vækst. De spørger, hvor de er gået galt.
Vi kan lige så godt acceptere det: Der findes ingen genvej til hellighed. Åndelige kriser opstår ofte efter lange perioder med bøn, eftertanke og fordybelse. Når vi fordyber os i Guds ord, kan vores undren vokse, indtil vi oplever et afgørende gennembrud. Det kan føles pludseligt og herligt, som levende vand, der bryder frem efter længe at have samlet sig. Men gennembruddet hænger sammen med det, der er gået forud: den langsomme opbygning og forberedelse, som følger af at vente på Gud (Es 40,31).
Tusindvis af ting vil forsøge at trække os væk fra fællesskabet med Gud. Men hvis vi er vise, vil vi tage det alvorligt og skabe plads til ham. Vi må måske nedprioritere andre ting, men at tilsidesætte fællesskabet med Gud skader vores åndelige liv. Jesus siger, at vi skal blive i ham, for uden ham kan vi intet gøre (Joh 15,4-5). Gud møder vores oprigtige længsel efter at lære ham bedre at kende.
Bibelen viser os vejen. I sidste ende afhænger det af, hvor alvorligt og målrettet vi tager denne hellige opgave (Kol 1,9-10).
Giv Gud din tid.
%20-%20Kopi.jpg)