Helliggørelse – Guds værk i os
Renheden, helligheden og retfærdigheden kommer ikke fra os selv. De er Guds værk i os ved Jesus Kristus og i kraft af Helligånden.
Gud siger i sit ord: »I skal være hellige, for jeg er hellig« (1 Pet 1,16). Han har vist os en vej til helliggørelse – en vej, hvor vi vender os bort fra verden, kødet og djævelen, som de kristne må kæmpe imod.
Hvis vi virkelig er født på ny, vil vi længes efter at genspejle Gud og blive mere som Jesus. Spørgsmålet er derfor: Hvordan bliver vi helliggjort? Hvordan virker Gud i os?
Da mennesket syndede, mistede det sin uskyld og blev skyldigt. Det mistede sit åndelige liv og blev åndeligt dødt på grund af overtrædelse og synd (Ef 2,1-3). Mennesket mistede også sin frihed og blev slave af synden (Joh 8,34; Rom 6,16-18).
Det største tab var dog hjertets hellighed.
Guds mægtige frelsesplan møder alle det faldne menneskes behov. Gud har sørget for at genoprette det, der blev ødelagt – også hjertets hellighed i dette liv. I det kommende liv vil vi være fuldkomne, men allerede nu virker Gud i os. Helliggørelsen har både et øjeblikkeligt og et fortløbende aspekt.
Helliggjort ved blodet
For det første bliver vi helliggjort ved Jesu blod. Kristi blod, udgydt på Golgata, er grundlaget for tilgivelsen af vores synd. Den, der tror på Jesus og tager imod Guds kærligheds gave, får del i det, Gud har gjort for os gennem Kristus.
I Romerbrevet kapitel 6 spørger Paulus, om vi skal blive i synden, for at nåden kan blive større. Hans svar er klart: »Aldeles ikke!« (Rom 6,1-2). Resten af kapitlet beskriver, hvordan Gud gør op med syndens magt og det selviske liv.
Den, der vender sig bort fra sig selv og til Jesus i tro, får tilgivelse. Dyreofringerne, som begyndte efter syndefaldet, pegede frem mod det fuldkomne offer, der skulle bringe soning for synden (1 Mos 3,21; Heb 10,1-14). Jesus kom, mens vi endnu var syndere, og blev Guds offerlam, som gav sit liv for os (Rom 5,8; Joh 1,29).
Johannes Døber pegede på Jesus og sagde: »Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd« (Joh 1,29). Apostlen Johannes skriver, at Jesu blod renser os fra al synd, når vi vandrer i lyset. Hvis vi bekender vores synder, er Gud trofast og retfærdig: Han tilgiver os og renser os fra al uretfærdighed (1 Joh 1,7-9).
Ved Jesu blod bliver synden sonet, og helliggørelsen bliver mulig. Som der står: »Uden at blod bliver udgydt, finder der ingen tilgivelse sted« (Heb 9,22).
For Jesu skyld tilgiver og renser Gud den angrende synder, der tror. Den, der tror på Kristus, bliver født på ny og får del i håbet om evigt liv (Joh 3,3-8; 1 Pet 1,3-5).
Helliggjort ved korset
Kristi blod er ikke det eneste middel, Gud bruger til at hellige os. Vi bliver også helliggjort ved korset.
Synden har gennemtrængt hele mennesket. Forløsningen er derfor ikke et enkelt problem, men et dybt og omfattende problem, som kun Guds visdom og kraft kan løse. Den, der har fået tilgivelse og håb om evigt liv, opdager ofte snart, at der også er et dybere behov: Synden består ikke kun af syndige handlinger. Der findes også en indre tilbøjelighed til at sætte sin egen vilje over Guds.
Denne selviske natur kan ikke blot tilgives; den må miste sin magt. Billedet af hvedekornet viser, at det må falde i jorden og dø for at bære frugt (Joh 12,24).
Profeten Esajas beskriver menneskets vej væk fra Gud sådan: »Vi fór alle vild som får, vi vendte os hver sin vej« (Es 53,6). At gå sin egen vej – at mene, at vi ved bedre end Gud og hans ord – er et grundlæggende træk ved menneskets syndighed. Den selviske vilje må bringes til ophør og korsfæstes med Kristus.
Gud tilgiver vores selviske handlinger, når vi bekender dem. Men vi kan ikke samtidig holde fast i vores egen vej og forvente at leve i lydighed mod Gud. Vi må give slip på den selvbestemmelse, der sætter sig op imod ham. Det betyder ikke, at vi selv kan frelse eller forandre os. Det betyder, at vi overgiver os til Gud og lader ham virke i os.
Jesus siger: »Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig« (Matt 16,24). Paulus skriver, at vores gamle menneske er blevet korsfæstet med Kristus, så syndens magt brydes, og vi ikke længere skal trælle for synden (Rom 6,6).
Kristus døde ikke alene for vores synder. Han tog også os med i sin død. Paulus skriver: »Sådan skal også I se på jer selv: I er døde fra synden, men levende for Gud i Kristus Jesus« (Rom 6,11). Vi må kende denne sandhed, tro den og regne med den. Vi må regne os som forenet med Kristus i hans død og opstandelse, så vi kan leve et nyt liv (Rom 6,4-5).
Nogle af os lærte i katekismen, at det gamle menneske skulle »druknes hver dag«. Men Romerbrevet beskriver det gamle menneskes korsfæstelse som noget, der er sket med Kristus (Rom 6,6). Det kristne liv indebærer derefter daglig lydighed og afhængighed af Helligånden. Når Paulus siger: »Jeg dør hver dag« (1 Kor 15,31), taler han om de farer, han stod over for i sin tjeneste – ikke om, at det gamle menneske skulle korsfæstes på ny hver dag.
Paulus beskriver sit liv i Kristus sådan: »Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig. Og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig« (Gal 2,20).
Vores opgave er at tage imod denne sandhed og ikke fornægte korsets kraft ved at leve efter vores egne ønsker og vurderinger. Vi skal tage enhver tanke til fange, så den bliver lydig mod Kristus (2 Kor 10,5). I stedet for at lade vores syndige natur styre os må vi leve ved Helligånden (Rom 8,5-13).
Vi må tro, tage imod og leve efter Guds ord. Det indebærer også, at vi foretager de nødvendige moralske valg: Vi vender os bort fra det, der fører os væk fra Gud, og overgiver os til ham. Det er ikke vores opgave at pudse det gamle menneske op med gode gerninger. Det er Gud, der ved Helligånden former vores karakter, så vi bliver mere som Jesus Kristus (2 Kor 3,18; Fil 2,13).
Gud tvinger os ikke. Men korset er hans vej til at gøre os delagtige i Kristi død og opstandelse. Den, der er født på ny af Guds Ånd, er kaldet til at vandre med Gud i tro og lydighed. Helligånden helliggør den enkelte gennem et personligt liv med Gud og i lydighed mod hans ord.
Helliggjort ved Helligånden
Tilgivelsen og renselsen ved blodet og korset beskriver vigtige sider af Guds helliggørelsesværk. Men der er også en positiv side: Helliggørelse ved Helligånden.
Efter sin opstandelse åndede Jesus på disciplene og sagde: »Modtag Helligånden« (Joh 20,22). Senere, på pinsedagen, blev de fyldt af Helligånden (ApG 2,1-4). Jesus havde på forhånd lovet disciplene, at Faderen ville sende Helligånden til dem (Joh 14,16-17; 15,26; 16,7-15; ApG 1,4-5).
Helligånden er hellig og virker hellighed i os. Gud nøjes ikke med at erklære os retfærdige; han virker også i os og fornyer os (Rom 5,1; 6,19-22). Uden Helligåndens liv og kraft kan vi ikke leve et liv i hellighed.
Kristus har brudt syndens magt, men vi må også selv vælge at sige nej til synden og overgive vores liv til Gud. Vi er oprejst med Kristus, så vi kan leve et nyt liv (Rom 6,4; Kol 3,1-10). Vi har fået del i Kristi liv, og Helligånden giver den troende kraft til at leve helligt og tjene Gud (Rom 8,11; ApG 1,8).
Aftenen før sin korsfæstelse forberedte Jesus disciplene på Helligåndens komme (Joh 14-16). Lige før sin himmelfart bad han dem blive i Jerusalem og vente på det, Faderen havde lovet: Johannes havde døbt med vand, men de skulle snart døbes med Helligånden (ApG 1,4-5). Dette blev opfyldt på pinsedagen (ApG 2,1-4).
Gud kalder os til at leve i tillid og overgivelse og til at bede: »Ske din vilje.« Også når livet gør ondt, og vores egen vilje ikke bliver opfyldt. Vi må spørge os selv: Hvem får sin vilje i mit liv? Forsøger jeg stadig at gennemtrumfe mine egne ønsker?
Helliggjort ved Ordet
Den fremadskridende helliggørelse sker også gennem Guds ord. Jesus siger til disciplene: »I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer« (Joh 15,3). Han beder også Faderen om at hellige disciplene i sandheden og siger: »Dit ord er sandhed« (Joh 17,17).
Peter skriver, at de troende har renset deres sjæle ved lydighed mod sandheden (1 Pet 1,22). Salmisten siger: »Dit ord er en lygte for min fod, et lys på min sti« (Sl 119,105). Og han spørger, hvordan et menneske kan holde sin sti ren. Svaret er: ved at følge Guds ord (Sl 119,9).
Vi har brug for Guds ord, fordi det er vores sikre vejviser. Det hjælper os til at bevare troen og leve som kristne. Guds ord er et nådemiddel, der nærer og styrker os, så vi vokser i kristenlivet.
Helliggjort gennem disciplin
Endnu et aspekt af den fortløbende helliggørelse er Guds disciplin. Det betyder ikke, at vi skal forsøge at disciplinere det gamle menneske, som om vi selv kunne gøre det helligt. Det gamle menneskes plads er ved korset (Rom 6,6). Hebræerbrevet taler om Herrens tugt og knytter den til hellighed (Heb 12,5-11).
Som forældre opdrager deres børn, tugter Gud os til vores bedste, så vi kan få del i hans hellighed. Gennem Herrens tugt og formaninger vokser vi i modenhed – både åndeligt og i hverdagen. Gud virker i os ved Helligånden, så vi formes og bliver i stand til at gøre hans vilje (Fil 2,13).
Selv i Kana’ans land mødte israelitterne modstandere. For os kan de være et billede på verden, kødet og djævelen – eller på onde åndsmagter og gamle vaner, som må overvindes. Gud ønsker ikke en svag og ligegyldig hellighed. Han kalder os til at stå fast og kæmpe troens kamp (Ef 6,10-18; 1 Tim 6,12).
Gud holder øje med os og vejleder os. Når vi fejler, kan han tugte og forme os. Nogle gange bliver hændelser i vores liv først forståelige, når vi senere ser, hvordan Gud brugte dem til vores bedste (Rom 8,28).
Job måtte høre på sine venners anklager, før Gud talte til ham på ny (Job 2,11-13; 38,1). Peter blev mindet om Jesu ord, da hanen galede (Matt 26,69-75). Bileam blev standset af sit æsel (4 Mos 22,21-35). Paulus måtte lære at leve med sin »torn i kødet« (2 Kor 12,7-10). Abraham blev prøvet i sin kærlighed til Isak (1 Mos 22,1-14), og Elias måtte konfrontere sin frygt efter truslerne fra Jesabel (1 Kong 19,1-18). Selv Jesus lærte lydighed gennem det, han led (Heb 5,8). Han var uden synd, men gik gennem lidelse og blev fuldendt til sin opgave (Heb 4,15; 5,8-9).
Det, vi alle må lære, er lydighed mod Gud.
I denne del af Guds genoprettelsesplan må vi undgå to ting: at gøre oprør og at fortvivle. Vi kan komme til at gøre oprør mod de forhold, Gud bruger til at forme os, eller vi kan give op i modløshed. Begge dele kan forhindre os i at tage imod det, Gud vil lære os.
Guds plan for helliggørelse
Gud helliger os ved blodet, korset, Helligånden, Ordet og disciplinen – til sin ære. Han har sendt os Helligånden, som hjælper os med at ændre vaner og træk, der ikke stemmer med hans vilje. Vi må hverken gøre oprør eller fortvivle, men overgive os i tro og tillid til, at Gud gør sit værk i os.
Sådan kan det, Paulus skriver i Efeserbrevet, blive virkelighed: Kristus elskede menigheden og gav sig selv hen for den for at hellige og rense den ved vandbadet i ordet og føre den frem for sig i herlighed, uden plet eller rynke (Ef 5,25-27). Dette værk gælder ikke kun kirken som helhed, men også os som enkeltpersoner. Kristus virker i os, og vi lever i ham.
Helliggørelsen har både en øjeblikkelig og en fremadskridende side. Gud renser os ved Jesu blod og kors, og Helligånden begynder at forme os efter Guds billede. Det kræver, at vi overgiver os til Gud, stoler på, at han gør det bedste, og tillader ham at beskære os, så vi kan bære mere frugt til hans ære (Joh 15,1-5).
Amen.
