I Mattæusevangeliet fortæller Jesus lignelsen om de ti jomfruer: »Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle døsige og faldt i søvn« (Matt 25,5).
Bekræftes de ord ikke hver dag for vores øjne, når vi ser den søvnighed og lunkenhed, der mange steder præger de kristne? Mange taler om kærlighed, når de er i kirken eller fællesskabet. Men når det gælder om at tage sig af hinanden i hverdagen, sidder den ene efter den anden ensom og forladt. Mange bliver ramt af depression, og nogle dør af sorg og ensomhed.
Mange vil komme til at stå til regnskab for mennesker, de kunne have gjort en forskel for ved at vise kærlighed i handling. Men de sov eller lukkede øjnene. Jesus siger, at kærligheden til ham viser sig i handling over for vores medmennesker (Matt 25,34-40; 1 Joh 3,17-18).
Verden er død, forhærdet og tryg i sin falske sikkerhed. Hykleren bedrager år efter år sig selv med en falsk kristendom og et falsk håb. Også troende kan blive glemsomme, søvnige og forsømmelige. De kan standse på halvvejen eller vende tilbage til et liv i åndelig død (Hebr 2,1; 2 Pet 2,20-22).
Når ventetiden bliver lang
Brudgommen lod vente på sig, og derfor gik det, som det gjorde. Tiden blev lang, og tilværelsen ensformig.
Intet usædvanligt skete. Det hele var som i går og som i fjor. Ingen særlige tegn på Herren Jesu komme syntes at være at se. De gudløse lykkedes og trivedes og virkede lykkelige, trygge og glade. De, som frygtede Herren og havde blikket rettet mod det usynlige, blev leet ad og betragtet som dårer (2 Pet 3,3-4; 1 Kor 1,18).
Ulykke og modgang blev ofte deres lod. De hørte og så de tusind ting, der kunne fængsle sindet, og deres hjerter blev ikke upåvirkede af det.
Alle talte, hvad verden gerne ville høre, men få kom med et advarende, vækkende eller trøstende ord. Guds ord blev forsømt, bønnen og bekendelsen forstummede, og forfølgelsen udeblev. Den onde dag var kommet, og mørket syntes at have magten. Også den kristne blev søvnig og kold og faldt i søvn.
Sover han længe, kan den olie, han engang havde, svinde ind og tørre helt bort. Han kan blive sikker, forhærdet og åndeligt død. Jesus advarer os om at holde lampen rede og våge, for vi kender hverken dagen eller timen (Matt 25,1-13; Matt 24,42-44).
Søvnighedens tegn
Den søvnighed og kulde, som også levende kristne kan blive grebet af, viser sig på flere måder.
Det åndelige og himmelske bliver småt og betydningsløst, mens det jordiske får overordentlig stor betydning. En kristen kan blive godt tilfreds med sig selv og føle sig fuldkommen tryg.
Sådan var det med Peter, da han forsikrede Jesus: »Om så alle forarges på dig, vil jeg dog ikke« (Matt 26,33; Mark 14,29). Sådan var det også med David, da han fra taget af sit kongepalads fik øje på Batseba og lod sig gribe af begær uden at indse faren (2 Sam 11,2-4).
Længslen efter at vokse i det gode fylder ikke længere så meget. Nåden i Kristus glæder ikke hjertet, og Guds ord og bønnen smager ikke som før.
Det, der skiller en levende kristen fra en død, er i denne forbindelse, at den levende snart vil blive mødt af Herrens vækkende blik. Det får ham til at græde bitterligt over sig selv, sådan som Peter gjorde, da han kom i tanke om Jesu ord (Luk 22,61-62).
Hvis Gud må gribe til ydre tugt, lader den levende kristne tugten blive til gavn og lægger advarslen sig på sinde (Hebr 12,5-11).
Det er derimod et tegn på, at søvnen og sikkerheden er blevet til død og forhærdelse, når man er tryg og tilfreds, ikke lader sig advare og enten fremturer i bevidst synd eller mangler åndeligt liv i hjertets inderste. Judas Iskariot blev ved med at følge Jesus udadtil, men hans hjerte var ikke trofast (Joh 12,4-6; Joh 13,10-11).
Det er en forfærdelig tilstand for et menneske at befinde sig i. Men sådan er menneskets natur efter syndefaldet: en død, der viser sig i, at mennesket ikke har Gud for øje. Som der står: »Gudsfrygt har de ikke for øje« (Rom 3,18).
Mennesker hører og læser om andre, der stik imod deres egen formodning er blevet bedraget og er havnet i ulykke. Alligevel frygter de ikke, at det samme kan ske for dem selv (1 Kor 10,12).
Når nogen forsøger at vække os
En from hustru sagde en morgen til sin mand:
»Min kære ven, hvordan kan det være, at jeg ikke længere hører dig tale med glæde om Kristus og livet i ham, sådan som jeg gjorde i begyndelsen af dit kristenliv? Jeg mærker heller ikke, at du lider under din skrøbelighed eller længes efter at læse Guds ord. Sig mig helt ærligt: Hvordan har du det egentlig med Gud? Har du stadig fællesskab med ham?«
Ved de direkte spørgsmål rødmede manden en smule. Men roligt og hensynsfuldt bad han sin hustru om ikke at være bekymret for ham. Derefter gav han sig til noget andet og nynnede ligegyldigt en let melodi.
Se, det er selvsikkerhed. Manden tog ikke sin uro alvorligt. Han prøvede ikke sin egen stilling, men afviste alarmklokkerne, der ringede lige for ørerne af ham, og sov videre med et skuldertræk. Det var et tydeligt tegn på, at gudsfrygten var ved at forsvinde fra ham (2 Kor 13,5; Hebr 3,12-13).
Et andet eksempel:
En ung mand blev omvendt til Gud under et længere ophold borte fra sit hjem. Efter sin hjemkomst talte han flere gange kærligt og enkelt med sine søskende om deres frelse. Med sin søster, som var et usædvanlig dejligt menneske, men ikke født på ny, talte han om nødvendigheden af at blive født på ny.
»Du har vel også læst, hvad Jesus siger: ‘Ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny.’ Ved du med dig selv, at du har oplevet det?« spurgte han (Joh 3,3).
Venligt og imødekommende indrømmede hun, at det var sandt og rigtigt, alt hvad han sagde. Men hun benyttede den første lejlighed til at trække sig ud af samtalen. Siden undgik hun med vilje enhver omgang med sin alvorlige bror.
En ældre bror var nogle år tidligere blevet vakt. På dette tidspunkt var han en meget religiøs mand, som i almindelighed blev anset for at være en sand kristen. Men der var noget mærkeligt ved ham: Når han var sammen med troende, talte og opførte han sig som en af dem. Når han var sammen med almindelige verdensmennesker, talte og levede han som dem. Især i det pænere selskabsliv var han højt vurderet og en meget velset gæst, og dér var han også som de andre i kredsen.
Den yngre bror talte sådan til ham:
»Kære bror, jeg frygter, at dit liv kan føre mange enfoldige sjæle på vildspor. Du bliver anset for at være kristen, men i verdens selskab opfører du dig fuldstændig som verdens børn. Jeg vil råde dig til enten at frasige dig kristennavnet, så du ikke fører nogen bag lyset, eller også at bryde med verden.«
Der står jo tydeligt skrevet: »Træk ikke i ulige åg med de vantro. Hvad har retfærdighed og lovløshed med hinanden at gøre? Eller hvad fællesskab er der mellem lys og mørke?« (2 Kor 6,14). Og et andet sted: »Den, der vil være ven med verden, står som fjende af Gud« (Jak 4,4).
Den religiøse mand følte sig stødt. Han forklarede med mange ord, at bibelstederne efter hans opfattelse skulle forstås på en anden måde. Der skulle kun være et indre skel mellem de troende og verden, hævdede han. Skilte man sig også ydre fra verdens børn, ville man jo ikke længere få mulighed for at påvirke dem i en god retning.
»Hvilken gavn mener du at have gjort ved at forme dig efter verden?« spurgte den yngre bror undrende. »Har du ikke snarere bestyrket dem, der har set din opførsel, i deres falske tryghed og vakt uro og anstød blandt ærlige kristne? Mon du ville være lige så elsket og accepteret, hvis du lignede Herren Jesus mere? På trods af al sin mildhed og visdom stod han ikke i fortroligt forhold til verden og var ikke velset i dens kredse« (Joh 15,18-19; 17,14).
Den religiøse bror sagde, at han havde den største ærbødighed for alt, hvad Gud havde talt, men at han ikke kunne dele den yngre brors opfattelse. Med et stille suk gik den yngre bror sin vej. Uvilkårligt tænkte han: »Gudsfrygt har de ikke for øje« (Rom 3,18).
Det var ikke så meget mangel på forstand, som han forstod det, men snarere manglende lyst til at adlyde Herren Jesu befalinger, der gjorde, at sådanne mennesker ikke forstod Guds ord (Joh 7,17).
Der kunne nævnes mange eksempler på, hvad et forhærdet hjerte fører til. Måske er intet eksempel tydeligere end Judas Iskariot. Han var Jesu discipel og en af de tolv, som Jesus havde udvalgt særligt. Om ham kunne Jesus bruge Davids ord: »Endda min ven, som jeg stolede på, og som spiste mit brød, har løftet hælen imod mig« (Joh 13,18; jf. Sl 41,10).
Forhærdelsen i Judas’ hjerte begyndte, da han lidt efter lidt gjorde sig fortrolig med synden. Han var en tyv. Da han havde fælleskassen, stak han jævnligt noget til sig af det, der blev lagt i den. Men tyveriet blev skjult omhyggeligt og udviklede sig gradvis (Joh 12,4-6).
Judas manglede ikke kendskab til Kristus eller lejlighed til at vende om. Alligevel gik han med åbne øjne mod den evige død og »gik bort til sit eget sted« (ApG 1,25). I Bibelen står der et ord, talt af Guds Ånd, som vi gør vel i at lægge os på sinde: »Ve dem, når jeg viger fra dem« (Hos 9,12).
Den, som ikke frygter, har al grund til at frygte.
Et kendetegn ved de rette og årvågne kristne er en vågen og ydmyg agtpågivenhed. De prøver sig selv og frygter for at leve i et hemmeligt bedrag (2 Kor 13,5; 1 Kor 10,12). Når de mærker søvnighed og glemsomhed i sig selv, volder det dem bekymring og uro.
Denne agtpågivenhed får fårene til at holde sig nær til hyrden og kyllingerne til at søge ly under hønens vinger. De troende søger dagligt deres tilflugt i Kristus og iklæder sig hans retfærdighed. Derfor kan de være beskyttet mod vreden og rede til at stå for Menneskesønnens ansigt, når han kommer (Joh 10,11; Matt 23,37; Rom 13,14; Luk 21,36).
Som Paulus siger:
»Derfor er der mange svage og syge iblandt jer, og adskillige sover hen. Men hvis vi bedømte os selv ret, blev vi ikke dømt. Men når vi dømmes af Herren, tugtes vi, for at vi ikke skal fordømmes sammen med verden« (1 Kor 11,30-32).
Og hvad siger Jesus?
»Se, jeg kommer som en tyv. Salig er den, der våger og bevarer sine klæder, så han ikke skal gå nøgen og få sin skam at se« (Åb 16,15).
»Hvad jeg siger til jer, siger jeg til alle: Våg!« (Mark 13,37).
Det er et alvorsord om frelse og bevarelse. Men det gælder dem, der tager imod det og indretter deres liv efter det. Resten sover videre.
Vågn op! Stå nu op af din søvn! (Ef 5,1
%20-%20Kopi.jpg)