Translate

INFO JESUS LIVET

Aktiver din tro

    LINK Aktivér din tro Jan Lund Nissen I kraft af Jesus har du fået Den Hellige Ånd i dig. Jesus bor i dig gennem din tro. Jesus siger, at...

Søg i denne blog

torsdag den 15. maj 2025

ER DER BETINGELSER FOR HELBREDELSE?









 LINK

Betingelserne er opfyldt – men er der noget, der står i vejen?


Der kan være forhold i vores liv, som gør det svært for os at tage imod Guds helbredelse. Et bittert hjerte, manglende tilgivelse, oprør, sladder om Guds tjenere eller andre kristne, misundelse, vrede, hovmod og pral kan skabe afstand mellem os og Gud – og mellem os og hinanden.


Det er ikke betingelser, vi skal opfylde for at gøre os fortjent til Guds mirakler. Men sådanne holdninger kan hindre os i at leve åbent for Guds Ånd og hans værk i vores liv. Et taknemmeligt og glad hjerte kan gøre det lettere at tage imod Guds glæde. Negativitet kan derimod lukke os inde i os selv.


Jesus sagde, at mennesker nogle steder ikke troede på ham. Men vi skal være varsomme med at konkludere, at sygdom altid skyldes synd, eller at en syg person mangler tro. Det kan vi ikke vide. Alligevel kalder Bibelen os til at prøve vores hjerter og søge forsoning, hvor der er brug for det.


Lad os se på, hvad Guds ord fortæller.


Da folket talte imod Gud


I 4. Mosebog 21,4-6 læser vi, at israelitterne blev utålmodige på vejen gennem ørkenen. De talte imod Gud og Moses og spurgte, hvorfor de var blevet ført ud af Egypten for at dø i ørkenen. De klagede over manglen på brød og vand og var lede ved den mad, de fik.


Da sendte Herren giftslanger blandt folket, og mange blev bidt og døde.


Folket var utilfreds med den mad, Gud havde givet dem. I denne tekst kan brød og vand også minde os om Guds ord, som giver liv. Israelitterne mente, at de havde grund til at være utålmodige og kritiske over for både Gud og Moses.


Slangerne blev et billede på den fare, der havde fået plads iblandt dem. Deres utilfredshed og oprør var allerede til stede i deres hjerter, før konsekvenserne blev synlige.


Men gælder det samme ikke længere, fordi vi lever i Det Nye Testamente og har fået nåden? Er Gud ikke den samme i går og i dag og til evig tid?


At ænse menigheden


I 1. Korintherbrev 11,27-31 skriver Paulus, at den, der spiser brødet eller drikker Herrens bæger på uværdig vis, pådrager sig skyld over for Herrens legeme og blod. Han opfordrer enhver til at prøve sig selv. Han skriver også, at mange i menigheden er svage og syge, og at nogle er døde, fordi de spiser og drikker uden at ænse, at det er Herrens legeme.


Hvad vil det sige at ænse Herrens legeme? Menigheden beskrives som Kristi legeme, hvor vi er lemmer på det samme legeme. Derfor handler det også om, hvordan vi behandler hinanden.


Jesus siger i Matthæusevangeliet 5,23-24, at hvis vi kommer med vores gave til alteret og dér husker, at en bror eller søster har noget imod os, skal vi først gå hen og søge forligelse og derefter bringe gaven.


At ænse menigheden er altså også at tage vores forhold til hinanden alvorligt.


Satan kaldes brødrenes anklager. Når vi anklager, bagtaler og nedgør hinanden, kan vi komme til at handle på en måde, der ikke ligner Kristus. Nogle kan være venlige i kirken, men tale hårdt om andre bag deres ryg. Vi kan også mene, at vi har ret til at klage over Gud og hans tjenere, fordi vi ikke synes, vi får den kost eller undervisning, vi ønsker.


Men før vi kræver, at andre skal udskiftes, eller at kirken skal finde på nye tiltag, bør vi også spørge os selv, om der er noget i vores eget liv, vi må tage ansvar for. Nye former og nye initiativer kan have deres plads, men de kan ikke erstatte omvendelse, tilgivelse og kærlighed.


Paulus’ ord om svaghed og sygdom i menigheden er alvorlige. De bør få os til at prøve vores hjerter – ikke til at dømme syge mennesker eller konkludere, at deres sygdom skyldes en bestemt synd.


Folket bekender deres synd


I 4. Mosebog 21,7-9 kommer folket til Moses og siger: »Vi har syndet ved at tale imod Herren og dig. Gå i forbøn for os.«


Moses går i forbøn for folket. Gud beder ham lave en kobberslange og sætte den på en stang. Den, der var blevet bidt, kunne se på slangen og beholde livet.


Folket erkendte deres synd og bad Moses om at gå i forbøn. I kristen læsning bliver kobberslangen ofte set som et billede, der peger frem mod korset og Jesus. Det afgørende er, at redningen kom fra Gud.


Salme 103,3-5 beskriver Gud som den, der tilgiver alle vores synder, læger vores sygdomme, redder vores liv fra graven og mætter os med gode gaver.


Det er Gud, der tilgiver. Det er Gud, der læger. Det er Gud, der frelser og giver liv.


Moses kunne ikke selv give folket livet. Han kunne kun pege på den vej, Gud havde vist ham. På samme måde kan en præst eller en anden kristen ikke selv give os Guds helbredelse. De kan bede, støtte og pege på Jesus. Derfor er det også vigtigt, at vi ikke møder dem med endeløse bebrejdelser og kritik.


Tilgivelse og helbredelse


Første Johannesbrev 1,7 og 9 siger, at når vi vandrer i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu blod renser os fra al synd. Hvis vi bekender vores synder, er Gud trofast og retfærdig: Han tilgiver os og renser os fra al uretfærdighed.


Bekendelse og tilgivelse hører sammen med det at leve i lyset. Det betyder ikke, at vi kan kræve helbredelse som en belønning for at have bekendt vores synder. Men det betyder, at vi ikke bør holde fast i det, vi ved, vi må gøre op med.


I Markus 2,3-5 kommer nogle mennesker til Jesus med en lam mand, som fire af dem bærer. Da de ikke kan komme ind gennem menneskemængden, åbner de taget og firer manden ned foran Jesus. Da Jesus ser deres tro, siger han til den lamme: »Søn, dine synder tilgives dig.«


Senere siger Jesus, for at vise at Menneskesønnen har magt til at tilgive synder, at manden skal rejse sig, tage sin båre og gå hjem. Manden rejser sig og går bort, og folk bliver slået af forundring og priser Gud.


I denne fortælling kommer tilgivelsen før helbredelsen. Men vi skal ikke gøre fortællingen til en regel om, at enhver syg først skal finde en bestemt skjult synd. Den viser, at Jesus har magt til både at tilgive og helbrede.


Har Gud forandret sig? Malakias 3,6 siger: »Jeg, Herren, er ikke blevet en anden.« Gud er trofast. Derfor må vi også spørge, hvad Bibelen lærer os om bøn for syge.


Bøn, bekendelse og omsorg


Jakobsbrevet 5,14-16 siger, at den, der er syg, skal kalde menighedens ældste til sig. De skal bede over den syge og salve vedkommende med olie i Herrens navn. Troens bøn skal frelse den syge, og Herren skal rejse ham op. Hvis den syge har begået synder, skal de tilgives.


Jakob fortsætter: »Bekend derfor jeres synder for hinanden, og bed for hinanden, for at I må blive helbredt.«


Her møder vi bøn, omsorg, bekendelse og fællesskab. Vi skal kunne tale åbent om det, der tynger os, og søge forsoning med dem, vi har noget udestående med. Bekendelse er ikke kun for menighedens ældste. Den handler om at komme frem i lyset og tage ansvar for det, vi selv har gjort.


Vi kan ikke altid vide, hvorfor en bøn om helbredelse bliver besvaret på én bestemt måde. Men vi kan bede, støtte den syge og hjælpe med at skabe plads til ærlighed, tilgivelse og forsoning. Ingen bør mødes med anklager om, at de selv er skyld i deres sygdom.


Jesus taler også om at rense den gamle surdej ud. Lad os derfor undersøge vores eget liv, før vi peger fingre ad andre. Har vi såret nogen? Har vi bagtalt, næret misundelse eller holdt fast i bitterhed? Hvis ja, må vi søge tilgivelse og gøre det godt igen, så langt vi kan.


Når vi går til nadver, bør vi tage fællesskabet alvorligt. Hvis vi ved, at vi har såret et andet menneske, må vi søge forligelse. Ikke for at købe os til Guds indgriben, men fordi kærlighed til Gud også må kunne ses i vores forhold til hinanden.


Vil vi omvende os? Vil vi give slip på bitterhed, sladder og anklager? Vil vi søge fred med Gud og mennesker?


Det er spørgsmål, vi hver især må besvare for os selv. Lad os bede om, at Gud hjælper os til at leve i sandhed, nåde og kærlighed – og lad os bede for de syge med tro og omsorg, uden at lægge skyld på dem.