Translate

INFO JESUS LIVET

Aktiver din tro

    LINK Aktivér din tro Jan Lund Nissen I kraft af Jesus har du fået Den Hellige Ånd i dig. Jesus bor i dig gennem din tro. Jesus siger, at...

Søg i denne blog

tirsdag den 13. maj 2025

SYND MOD DEN HELLIGE ÅND

 










 LINK

Derfor siger jeg jer: Al synd og bespottelse skal tilgives menneskerne, men bespottelse mod Ånden skal ikke tilgives. Den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får det tilgivet; men den, der taler imod Helligånden, får det ikke tilgivet, hverken i denne verden eller i den kommende. Matt. 12,31-32.


Spørgsmålet om synd mod Helligånden har ofte bekymret mange kristne. Det er et alvorligt emne, men ikke vanskeligt at forstå.


Da Jesus stod i korsets skygge, underviste han sine disciple om en stor og fuldkommen gave, som han ville give dem. Gaven var ikke kun til disciplene, men til alle Guds børn gennem tiderne.


»Hvis I elsker mig, så hold mine befalinger! Og jeg vil bede Faderen, og han skal give jer en anden talsmand til at være hos jer til evig tid, sandhedens Ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den ikke ser den og ikke kender den; men I kender den, thi den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer.« Joh. 14,15-18.


Gud elsker alle mennesker og ønsker at gøre alt godt for os. Alligevel er der noget, Gud ikke kan gøre: Han kan ikke vælge for os, at vi vil tjene ham. Gud siger »kom«, men han tvinger ingen til at følge sig. Her bruger Gud Helligånden, talsmanden, som et mægtigt virkemiddel.


Jesus kalder Helligånden sandhedens Ånd, fordi Helligånden alene kan vejlede os til hele sandheden i Kristus. Jesus kalder også Helligånden »en anden talsmand, der skal være hos jer evindelig«. Ifølge Skriften går Helligånden i forbøn for os hos Faderen.


Lige før Kristus drog til himlen, sagde han: »Jeg kommer til jer.« Kristus kommer til os og taler til os gennem Helligånden. Helligånden alene kan overbevise verden om synd, retfærdighed og dom.


Skriften viser, at Helligånden spiller en uendelig stor rolle i Guds frelsesværk. Hans gerning er så vigtig, at intet menneske kan blive frelst uden hans virke i hjertet. Helligånden alene kan overbevise os om synd, retfærdighed og dom. Han viser os, at vi er fortabte syndere, og fører os til korset, hvor vi kan finde frelse, tilgivelse og nåde.


Helligånden omtales 88 gange i Det Gamle Testamente og 262 gange i Det Nye Testamente. Det er en stor misforståelse, at Helligånden først kom efter pinsedagen. Helligånden er den tredje person i guddommen. Han er evig ligesom Faderen og Sønnen. De tre har altid været til og udgør det, vi kalder den treenige Gud.


Bibelen fortæller ikke meget om Helligåndens natur. Vi kan læse, at han er en person, men ud over det er hans natur en af de store hemmeligheder, som ikke er åbenbaret for os.


Bibelen fortæller til gengæld meget om Helligåndens gerning:


»Dog, jeg siger jer sandheden: Det er gavnligt for jer, at jeg går bort. Thi hvis jeg ikke går bort, kommer talsmanden ikke til jer; men når jeg går herfra, så vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Men når han, sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden; thi han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og det, der kommer, skal han forkynde jer. Han skal herliggøre mig; thi han skal tage af mit og forkynde jer det.« Joh. 16,7-8.13-14.


Efter at Kristus var draget til himlen, sendte Gud Helligånden i en særlig fylde og kraft. På pinsedagen kom Helligånden over apostlene og de troende. Skriften siger, at Helligånden vil blive udgydt i endnu større fylde over jorden før Kristi genkomst, så Guds værk kan blive fuldført.


Jesus kalder Helligånden for talsmanden og sandhedens Ånd, som skal vejlede os. Helligånden er altså en slags lærer, der underviser os om sandheden i Kristus. Han glæder sig, når han får lov til at åbenbare Kristi herlighed i vores hjerter. Helligånden bruger hele Bibelen som sin lærebog og kender alt i den, for han har selv inspireret hellige Guds mænd til at skrive den.


»Men drevne af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud.« 2. Pet. 1,21.


Derfor vil det, Helligånden siger til et menneske, aldrig være i strid med Guds ord.


Det sker indimellem, at mennesker hører en stille stemme i deres sind, der siger: »Dette er sandheden.« Det er Helligåndens røst, der taler, når Guds ord bliver læst. Når Helligånden siger: »Dette er vejen, vandr på den«, er det farligt at stride imod. Det kan koste det evige liv.


Bibelen beskriver mindst tre opgaver, som Helligånden har:


At overbevise verden om synd. Det er Guds Ånd, der taler i vores hjerter, når vi er ved at begå en synd. Det kalder vi ofte samvittigheden. Bibelen kalder det Helligåndens stemme.


At overbevise om retfærdighed. Helligånden viser os, at vi er fortabte syndere, og leder os hen til ham, der alene kan befri os fra syndens lænker og gøre os virkelig frie: Kristus.


At overbevise om dom. Helligånden fortæller os, at vi står til ansvar. Der kommer en dommens dag, en regnskabets dag, som ingen kan undgå. Men hvis vi vælger Kristus som vores forsvarer, siger han, at vi er gået over fra døden til livet og ikke kommer for dommen. Kristus har fjernet al vores skyld og gjort os retfærdige. Ved ham har vi fået fred og forligelse med Gud.


»Derfor siger jeg jer: Al synd og bespottelse skal tilgives menneskerne, men bespottelse mod Ånden skal ikke tilgives. Den, der taler et ord mod Menneskesønnen, får det tilgivet; men den, der taler imod Helligånden, får det ikke tilgivet, hverken i denne verden eller i den kommende.« Matt. 12,31-32.


Al synd og bespottelse skal tilgives menneskerne. Derfor er der håb for dig og mig – håb for os alle!


Ingen er så stor en synder, at Gud ikke kan tilgive. Jesus siger ikke noget, han ikke mener. Men hvorfor siger han så: »… bespottelse mod Ånden skal ikke tilgives«?


Det eneste, Gud kan bruge til at fremkalde anger hos mennesker, er Helligånden. Hvis et menneske skubber Åndens stemme fra sig og nægter at høre Guds kald – hvis det ikke vil lade sig lede af Guds Ånd – hvad sker der så? Helligånden bliver bedrøvet. Men han opgiver os ikke så let. Han bliver ved med at kalde, så længe han kan nå os.


Men der kan komme en dag, hvor Helligånden ikke længere kan nå et menneske. Hvis mennesket ikke ønsker at vende sig fra sine synder og ikke vil angre, kan det ikke få dem tilgivet. Mennesket har da forhærdet sig.


Synd mod Helligånden er ikke en bestemt synd, som Gud nægter at tilgive, når et menneske beder om tilgivelse. Al synd og bespottelse skal tilgives menneskerne.


Nogle mennesker har bespottet Gud gang på gang og tror ikke, at de kan få tilgivelse. Det er en stor synd at bespotte Gud, men der er tilgivelse. Moses og David var begge mordere, men de angrede og fik tilgivelse. Peter bandede, spottede Gud og fornægtede Kristus. Men fik han ikke tilgivelse? Jo. Da Mesteren så bedrøvet på Peter, kom Peter til sig selv, gik udenfor og græd bitterligt, står der i Skriften.


En synd, der i Guds øjne er større end mord, tyveri, hor og bespottelse, er et hårdt og uforsonligt hjerte. Uforsonlighed over for andre mennesker og hårdhed over for dem er store synder i Guds øjne, men også de kan tilgives ved Guds nåde og kærlighed.


Hvis du er bange for, at du har syndet mod Helligånden, kan du takke Gud for din uro og angst. Det er Helligånden, der skaber denne hellige uro ved at kalde på dit hjerte. Et hjerte finder aldrig ro, før det finder den Gud, det har revet sig løs fra.


Så længe et menneske søger fred med Gud – ja, selv hvis det ikke bevidst søger efter Gud – har det ikke syndet mod Helligånden. Gud søger efter hvert eneste menneske på jorden for om muligt at frelse det fortabte.


Synd mod Helligånden er en vedvarende forhærdelse af hjertet og en vedvarende modstand mod Åndens stemme, indtil samvittigheden er helt død, og hjertet så hårdt, at mennesket ikke længere kan høre stemmen fra himlen, der siger: »Kom hid til mig!«


Vedvarende og bevidst overtrædelse af Guds ti bud og modstand mod sandheden i Guds ord fører til sidst til synd mod Helligånden. Det skyldes ikke, at Gud ikke længere kan eller vil tilgive, men at synderen har stillet sig et sted, hvor Guds gode Helligånd ikke kan nå ham. Sagt på en anden måde: Gud kan ikke længere råbe mennesket op.


Baggrunden for teksten om synd mod Helligånden er interessant:


»Da blev en besat, som var både blind og stum, ført til ham; og han helbredte ham, så den stumme kom til at tale og se. Men da farisæerne hørte det, sagde de: Det kan kun være ved hjælp af Beelzebul, de onde ånders fyrste, at han uddriver onde ånder. Og hvis Satan uddriver Satan, så er han kommet i splid med sig selv; hvorledes kan hans rige da bestå? Og hvis jeg uddriver onde ånder ved Beelzebul, ved hvis hjælp uddriver jeres egne tilhængere dem? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds ånd, jeg uddriver onde ånder, så er jo Guds rige kommet til jer.« Matt. 12,22.24.26-28.


En mand var besat af onde ånder, men blev befriet ved Kristi hjælp. Farisæerne viklede sig ind i selvmodsigelser og måtte gå beskæmmede bort. De måtte indrømme, at Kristus havde uddrevet den onde ånd ved Guds Ånds hjælp. Alligevel modstod de Kristus, satte sig op imod Helligånden og forhærdede deres hjerter.


Stefanus nåede frem til samme konklusion den dag, han blev stenet:


»I stivnakkede og uomskårne på hjerter og øren! Altid sætter I jer op imod Helligånden – som jeres fædre, således også I.« Ap.G. 7,51.


Senere skrev Paulus til efeserne: »Bedrøv ikke Guds Helligånd, som I blev beseglet med til forløsningens dag.« Ef. 4,30.


Når vi bevidst gør noget, der strider mod Guds vilje, bedrøver vi Helligånden. Så er vi på vej mod til sidst at synde mod Helligånden. Paulus beskriver det næste trin sådan: »Udsluk ikke Ånden.« 1. Tess. 5,19.


»Altså, når man ved, hvad der er det rigtige, og gør det, er man skyldig i synd.« Jak. 4,17.


Om Saul, Israels første konge, fortælles det, at han vendte sig imod Gud. Han gik til en spåkone, et spiritistisk medium, og rådspurgte hende i stedet for at spørge Gud. »Efter at Herrens ånd var veget fra Saul …« 1. Sam. 16,14. Saul rådspurgte onde ånder, svigtede Gud og endte sine dage som selvmorder. Der står, at Guds Ånd veg fra ham. Et menneske kan forhærde sig så længe, at Guds Ånd viger fra det. Ifølge Paulus vil det ske for mange mennesker i de sidste dage af jordens historie. 2. Tess. 2,7-12.


Da Jesus red ind i Jerusalem palmesøndag, græd han over byen:


»Da han kom nærmere og så byen, græd han over den og sagde: Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred! Men nu er det skjult for dine øjne. Thi dage skal komme over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig og indeslutte dig og trænge dig fra alle sider; og de skal jævne dig med jorden og dine børn i dig og ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke agtede på din besøgelsestid.« Luk. 19,41-44.


Agter vi på vores besøgelsestid?


En har sagt så smukt om Helligånden:


»Gud giver os Ånden, for at vi ikke skal dø i vore synder og fortabes. Hvorfor ydmyger det os ikke, dette usigeligt store: at Helligånden gør Guds ord levende i os og bærer vores bøn og suk frem for Gud? Helligånden er din bedste ven. Han er Guds udstrakte hånd til dig. Ham vil du da ikke møde med modstand og vantro. Selv om han minder dig om noget, du ikke har lyst til, vil du alligevel bøje dig for ham. Han er din bedste vej. Giv ham dit hjertes fulde lydighed, så han kan skabe fryd og glæde i det.«


Synd mod Helligånden er forhærdelse. Alle, der fortabes, har syndet mod Helligånden, fordi de forhærdede deres hjerter over for Gud.


Men Guds nåde er ny over os hver morgen. Intet menneske, der søger Gud af hele sit hjerte, behøver at bekymre sig for, om det har syndet mod Helligånden.


Helligånden er din bedste ven. Giv ham dit hjertes fulde lydighed, så han kan skabe fryd og glæde derinde. Men gør det i dag!