LINK
Nej, det korte svar er, at vi må fødes på ny, sådan som Jesus tydeligt siger i Johannes 3.
Vi kan ikke sige ja til dåben, før vi personligt er kommet til tro. Bibelens rækkefølge er klar: Tro, og bliv døbt.
Man bliver ikke en del af en familie ved blot at erklære det; man fødes ind i den. Sådan er det også med Guds rige: Vi må fødes af Gud, før vi kan kalde os hans børn.
Barnedåben er et ømtåleligt spørgsmål, fordi omkring 86 procent af den danske befolkning er barnedøbt. Betragter de sig selv som frelste – altså som parate til at komme i Paradis efter døden?
Læser de i deres bibel? Bekender de deres barnedåbstro? Den bekræfter de jo ved konfirmationen. Kun omkring 2 procent af danskerne går ofte i kirke. Alligevel lyder det ved begravelser ofte fra præsten, at man ved sin dåb er genfødt til et levende håb om de dødes opstandelse, har fået Guds nåde og nu er indgået i Paradis.
Jeg blev barnedøbt af forældre, der ikke selv troede, fordi det var en skik her i landet. Hverken mine forældre eller præsten fortalte mig om frelse eller fortabelse, mens jeg voksede op. Det skete heller ikke ved konfirmationen. De troede ikke selv på det.
Da jeg var 21 år, mødte jeg en ældre kvinde, som fortalte mig om min fortabte tilstand. Jeg tog imod Jesus som min frelser. Derefter kørte jeg ned til præsten i byen og fortalte ham om Jesus og min nyfundne frelse. Han så uforstående på mig. For ham var barnedåben nok til frelse; alle døbte var Guds børn.
Nu åbnede mine øjne sig. Hvis alle barnedøbte var Guds børn, hvorfor levede så mange i fornægtelse og vantro her i landet? Barnedåben havde tydeligvis ingen indflydelse på deres liv.
Der gik omkring seks år, før jeg så, at Paulus omtaler dåben som en begravelse. Jeg forstod det som en fuld neddykning i vand. I Romerbrevet 6,4 står der:
»Vi blev altså begravet med ham ved dåben til døden, for at vi, ligesom Kristus blev opvakt fra de døde ved Faderens herlighed, også skal leve et helt nyt liv.«
Altså skal vi døbes, som Jesus blev døbt, og leve et helt nyt liv. Da jeg forstod det, måtte jeg lade mig trosdøbe.
Under min »dåbskrise« sagde Gud til mig: »Hvornår blev en jøde jøde?« Jeg svarede: »Ved fødslen.« Så må du først fødes på ny, før du kan være mit barn. Derefter kan jeg indgå en pagt med dig i dåben, sagde Gud.
I Johannes 3,3 siger Jesus:
»Sandelig, sandelig siger jeg dig: Ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny.«
I Kolossenserbrevet 2,11-12 står der:
»I ham er I også blevet omskåret med en omskærelse, som ikke bliver udført med hænder, men består i aflæggelsen af det kødelige legeme, det vil sige Kristus-omskærelsen. I blev begravet med ham i dåben, og i den blev I også sammen med ham opvakt ved troen på Guds virkekraft, da han opvakte ham fra de døde.«
Da jeg læste dette, blev jeg klar over, at jeg måtte »begraves« med Kristus ved fuld neddykning.
Mennesker bliver ikke født på ny i barnedåben. At forkynde det som vejen til frelse er efter min overbevisning bedragerisk. Det fører ikke til sindsforvandling. Barnedåben er en religiøs arv fra Romerkirken, som Luther fortsatte. De første kristne blev begravet med Kristus efter at være født på ny.
Romerbrevet 6,4 siger:
»Vi blev altså begravet med ham ved dåben til døden, for at vi, ligesom Kristus blev opvakt fra de døde ved Faderens herlighed, også skal leve et helt nyt liv.«
Amen.