LINK
Hvad er en tilsynsmand?
En tilsynsmand er en almindelig ældste. Nogle steder kaldes de ældste for et lederskab.
ApG 20,17: »Men fra Milet sendte han bud til Efesus og lod menighedens ældste kalde til sig.«
I ApG 20,27-30 minder Paulus de ældste om sin tjeneste i menigheden. Han siger, at han ikke har undladt at forkynde dem hele Guds frelsesplan. Paulus var apostel og dermed en af de fem tjenester, som nævnes i Ef 4,11. Her taler han særligt til menighedens ældste og tilsynsmænd:
»Så giv da agt på jer selv og på hele den hjord, i hvilken Helligånden satte jer som tilsynsmænd, for at I skal vogte Guds kirke, som han købte med sit eget blod.«
Kirken er altså ikke de ældstes eller tilsynsmændenes kirke. Den tilhører Jesus, som købte den med sit eget blod.
Paulus fortsætter:
»Jeg ved, at efter min bortgang skal der iblandt jer komme glubske ulve, som ikke vil spare hjorden. Og af jeres egen midte skal der fremstå mænd, som fører falsk tale for at drage disciplene efter sig.«
Falske ældste vil samle fårene omkring sig selv i stedet for at tage vare på hele hjorden, som Jesus har købt med sit blod, og som alene tilhører ham. De ældstes opgave er at samle fårene om overhyrden, Jesus.
Menigheder og splid
Paulus plantede menigheder med udgangspunkt i menigheden i Efesus — blandt andet de syv menigheder, der nævnes i Åbenbaringsbogen. I ApG 19,10 står der:
»Dette varede i to år, så alle, der boede i provinsen Asien, både jøder og grækere, fik Herrens ord at høre.«
Menighedsplantning sker i samarbejde med andre, allerede eksisterende menigheder — ikke gennem strid og splid. Det er ulvene, der kritiserer og bagtaler andre menigheder og »stjæler« deres medlemmer for at starte noget omkring sig selv. Undskyld mig, men min moster plejede at sige: »De sked i deres egen rede.« Undskyld igen!
Ældste er ikke bestyrelsesmedlemmer eller gode venner, der bliver udpeget i menigheden. De er mænd, som Helligånden indsætter gennem tjenernes mellemkomst. De kan ikke kalde sig selv ældste. I ApG 14,23 står der:
»De udvalgte derpå ældste for dem i hver enkelt menighed og overgav dem under bøn og faste til den Herre, som de var kommet til tro på.«
Hvilke krav stilles der til ældste?
I Tit 1,5-9 skriver Paulus:
»Når jeg efterlod dig på Kreta, var det, for at du skulle bringe i orden, hvad der stod tilbage, og indsætte ældste i alle byer, sådan som jeg foreskrev dig: Det skal være en mand, der ikke er noget at klage på, én kvindes mand, med troende børn, som ikke er i vanry for udsvævelser eller genstridige.«
Det vil sige, at han ikke må være flerkoneri. Børnene skal være troende og ikke have et dårligt ry på grund af udsvævelser eller genstridighed. Efter min vurdering gælder det, indtil børnene når en alder, hvor de kan tage ansvar for sig selv. Tænk på udtrykket »du og dit hus«: Børnene skal under opvæksten følge hjemmets kristne livsform.
Paulus fortsætter:
»Thi en tilsynsmand bør som en Guds husholder være en mand, der ikke er noget at klage på, ikke selvbehagelig, ikke vredagtig, ikke drikfældig eller voldsom, ikke ude efter skammelig vinding, men gæstfri, glad ved alt godt, sindig, retfærdig, from, afholdende. Han skal holde fast ved det troværdige ord i overensstemmelse med læren for at kunne formane med den sunde lære og overbevise dem, som siger imod.«
Med »ikke ude efter skammelig vinding« mener jeg også, at han ikke må søge uretmæssig gevinst i sit forretningsliv. At være sindig betyder at være rolig og besindig. At være retfærdig handler ikke kun om at være retfærdiggjort, men også om at handle retfærdigt. En from mand lever et helligt liv i ord og gerning. At være afholdende betyder at øve selvdisciplin i alt — for eksempel ikke at tage det sidste stykke kage, men først at tænke på andre. Han må ikke føre falsk lære, men skal holde fast ved det troværdige ord. Han skal kunne formane med den sunde lære og overbevise dem, der siger imod, blandt andet gennem personlige samtaler med den enkelte i menigheden.
I 1 Tim 3,1 står der:
»Dette er troværdig tale: Hvis nogen attrår et tilsynsembede, da er det en skøn gerning, han har lyst til.«
Men det er ikke nok at ønske sig at blive ældste. Læs videre til vers 5. I vers 6-7 står der:
»Han må ikke være nyomvendt, for at han ikke skal blive opblæst og falde ind under Djævelens dom. Han bør også have godt lov blandt dem, som er udenfor, for at han ikke skal komme i vanry og falde i Djævelens snare.«
Djævelen faldt selv på grund af hovmod. Den hovmodige tåler ikke modsigelse eller modstand, og så kan det onde komme frem i ham. Derfor bør en ældste også have et godt omdømme blandt dem, der står uden for menigheden.
Djævelen arbejder ved at sprede dårlige rygter om Herrens tjenere. Vi må ikke selv være årsag til sådanne rygter, men vi kan ikke undgå hans angreb.
Paulus skriver om sig selv i 2 Kor 6,7-8:
»Ved forkyndelse af sandheden, ved Guds kraft, ved retfærdighedens våben til angreb og forsvar, ved ære og vanære, ved ondt rygte og godt rygte.«
Paulus undgik altså ikke Satans angreb. Satan har sine redskaber både i og uden for menigheden. Derfor skriver Paulus i 1 Tim 5,19:
»Tag ikke imod klage over en ældste, medmindre der føres to eller tre vidner.«
Et vidne er én, der selv har set det — ikke blot én, der fremsætter en beskyldning. Beskyldninger kan skyldes hævn eller misforståelser og skabe falske rygter.
I Rom 2,1 står der:
»Derfor er du uden undskyldning, menneske! Hvem du end er, som opkaster dig til dommer, thi idet du dømmer de andre, fordømmer du dig selv; du dømmer nok, men handler selv på samme vis.«
Og i Rom 14,10:
»Men du, hvorfor dømmer du din broder? Eller du, hvorfor ser du ned på din broder? Alle skal vi dog engang fremstilles for Guds domstol.«
Uden to eller tre vidner skal man ikke dømme ældste, andre tjenere eller menighedens medlemmer.
Hvad er en tilsynsmands opgave?
I 1 Pet 5,1-4 skriver Peter:
»De ældste blandt jer formaner jeg da som medældste — og vidne om Kristi lidelser, jeg, der også har del i den herlighed, der skal åbenbares: Vær hyrder for Guds hjord hos jer, ikke af tvang, men af fri vilje, efter Guds sind; ikke for skammelig vindings skyld, men med villigt hjerte, heller ikke som strenge herrer over menighederne, men som forbilleder for hjorden. Og når overhyrden åbenbares, skal I få herlighedens uvisnelige sejrskrans.«
Peter var apostel, men betragtede sig også som medældste. Han havde sammen med de ældste ansvar for menigheden. Ordene »hjord hos jer« viser, at ældstetjenesten er lokal. Ældste har ansvar for deres egen menighed, ikke alle andre menigheder. De skal tjene af kærlighed og frivillighed, ikke af tvang eller for egen vindings skyld. De skal være forbilleder, ikke strenge herrer over hjorden.
Ældstetjenesten er en hyrdetjeneste, der indebærer omsorg for menigheden — både åndeligt, sjæleligt og legemligt. I Jak 5,14 står der:
»Er nogen iblandt jer syg, skal han kalde menighedens ældste til sig …«
Her handler det om legemet. I Jak 5,16 står der:
»Bekend derfor jeres synder …«
Her handler det om sjælen og ånden. En ældste er altså også en sjælesørger.
I 1 Tim 5,17 står der:
»De ældste, som er gode forstandere, fortjener dobbelt ære, især de, der har det slidsomme arbejde med forkyndelse og lærergerning.«
»Forstander« betyder efter min forståelse foregangsmand, altså et forbillede. Ifølge Studiebibelen betyder det også »ledende ældste«, hvilket peger på, at der er en rangorden blandt de ældste.
Det viser, at ikke alle ældste er forkyndere. Nogle har mere praktiske opgaver, men yder også omsorg, for eksempel gennem hjemmebesøg. Vers 18 viser desuden, at menighedens medlemmer skal sørge for, at de ældste ikke mangler økonomisk. Tienden betales til menighedens kasse, mens menighedens medlemmer kan give gaver til de ældste, når Gud lægger det på deres hjerte, og efter de ældstes behov.
De ældste bruger deres fritid, når andre har fri, på at tjene menigheden. Derfor må deres koner og børn ikke stilles ringere end andre familier i menigheden. Det samme gælder de fem tjenester. Menighedens medlemmer kan tage overarbejde og tjene flere penge, hvis de mangler. De ældste må derimod lade menighedens behov gå forud for det timelige arbejde.
En ældste kan ikke være nyomvendt, men skal være en åndeligt moden mand, der styrer sit hus godt. Det betyder ikke, at han skal være gammel, men at han skal være åndeligt moden.
I Ef 4,11-12 står der:
»Og han gav os nogle som apostle, andre som profeter, andre som evangelister, andre som hyrder og lærere — for at gøre de hellige fuldt beredte til deres tjenestegerning, at opbygge Kristi legeme.«
De fem tjenester har en særlig rolle og kan være rejsende mellem forskellige menigheder, mens de ældste er fastboende. De ældstes opgave i forhold til de fem tjenester er at støtte og hjælpe dem med at udruste de hellige til deres tjeneste.
Timoteus var i en periode leder og hyrde i Efesus. Han blev ifølge traditionen stenet af hedningerne på trappen til Artemistemplet i år 97. Johannes havde samme hverv i Efesus omkring år 97-100 e.Kr., efter at han var vendt tilbage fra sit fangenskab på Patmos. Titus var leder, hyrde og apostel på Kreta omkring år 65-66 e.Kr. Paulus skrev sit sidste brev til Timoteus omkring år 65-67, mens Timoteus muligvis var ledende hyrde og apostel i Efesus.
De fem tjenester kommer altså til menighederne i kortere eller længere tid. Også i vores tid kalder menigheder deres præst eller hyrde for en periode og får derefter en ny. I den apostolske tid rejste de fem tjenester rundt og besøgte menighederne, ledet af Ånden.
%20-%20Kopi.jpg)