Blandt jøder og hedninger i storbyen Korinth

 

LINK

En dag i foråret eller sommeren år 50 nåede en ensom jødisk rejsende frem til storbyen Korinth i Grækenland. Den rejsende var Paulus fra Tarsus.

Engang havde han været berømt som den lovende discipel af datidens største jødiske rabbiner, farisæernes leder Gamaliel i Jerusalem.
Men da han stod på sletten foran provinshovedstaden Korinth med udsigt mod det tunge, bombastiske Apollon-tempel, der knejsede midt i byen, og den knudrede høj Akrokorinth bag byen, var der ikke meget berømthed eller verdenserobrer over Paulus. Tværtimod.
 

Storbyen Korinth

Korinth var rigtig stor. Det er usikkert, præcist hvor mange indbyggere byen havde, da Paulus kom til den, men forskernes bud lyder på et sted mellem 300.000 og 800.000.
Byen var et vigtigt handels- og trafikknudepunkt. Den lå på den smalle langtange, der forbinder halvøen Peloponnes med det græske fastland mod nord. Det gav den en strategisk vigtig placering mellem det nordlige og sydlige Grækenland.
Samtidig havde byen to havne: Lechaion ud mod den Korinthiske Bugt mod nord og vest og Kenkreæ ved den Saroniske Bugt mod øst (ApG 18,18). Skulle man fra Lilleasien til Rom, kunne man skære en del af sejlturen ved at gå tværs over den smalle tange ved Korinth. Mindre skibe blev trukket tværs over tangen på en brolagt vej.
Det gamle Korinth var blevet ødelagt af romerne i 146 f.Kr. Men Julius Cæsar havde genopbygget byen som en romersk koloni i år 44 f.Kr. Da Paulus kom til byen knapt 100 år senere, var den for længst blevet gjort til hovedstad i den romerske provins Akaja.
Som i de fleste andre større byer i Romerriget var der også i Korinth en jødisk menighed. Byen havde mindst én synagoge, som på Paulus’ tid blev ledt af synagogeforstanderen Krispus. I ruinerne af det gamle Korinth er der fundet to rester fra en synagoge i byen: et søjlehoved med syvarmede lysestager og en indskrift med teksten »hebræernes synagoge«. Selv om indskriften sandsynligvis er fra 300-tallet, er den et konkret vidnesbyrd om det jødiske samfund i det antikke Korinth.
Det var denne travle storby med romere, grækere, jøder og folk fra mange andre dele af Romerriget, som Paulus den dag i år 50 for første gang gik ind i uden at vide, hvad de næste to år skulle bringe.
 

Med frygt og bæven

De sidste måneder i Paulus’ liv havde været dramatiske. Det var begyndt med et natligt syn under Paulus’ anden missionsrejse. En mand fra Makedonien havde i synet opfordret Paulus og hans ledsagere til at rejse fra Lilleasien til Makedonien for at forkynde evangeliet om Jesus. Paulus var overbevist om, at synet var et kald fra Gud, og sejlede derfor straks til Makedonien for at bringe evangeliet til Europa.
Men siden var den ene dramatiske begivenhed efter den anden væltet ind over Paulus.
I Filippi havde Paulus og Silas fået bank af en rasende folkemængde. De var blevet pisket med »mange piskeslag« og til sidst kastet i fængsel. Efter et jordskælv var de dog blevet løsladt og havde forladt den lille gruppe mennesker i byen, der var kommet til tro på Jesus (ApG 16,12-40).
Næste by på ruten var den græske by Thessaloniki, hovedstaden i provinsen Makedonien. På tre sabbatter førte Paulus samtaler i byens synagoge, og adskillige jøder og gudfrygtige hedninger kom til tro. Men så blev der også her uro og optøjer, og Paulus og Silas måtte i al hast forlade byen midt om natten (ApG 17,1-10).
I Berøa blev Paulus og Silas godt modtaget af den lokale jødiske menighed. Men modstandere fra Thessalonika kom til og skabte uro blandt almindelige folk i byen. Igen måtte Paulus i alt hast forlade en by, hvor han kun lige havde nået at plante evangeliet, og hvor den nye menighed var svag og manglede oplæring. Denne gang lod han dog Silas og Timotheus blive tilbage i byen (ApG 17,10-14).
Resultatet af begivenhederne i det nordlige Grækenland var, at Paulus endte i Athen. Helt alene. Den skriftlærde jøde Paulus gik nu alene rundt i den antikke, hedenske kulturs hovedcenter. Opholdet i byen med de mange templer og de filosoferende hedninger gjorde et stærkt indtryk på Paulus. Apostlenes Gerninger fortæller, at han blev »meget oprørt over at se byen fuld af afgudsbilleder«.
Men også uvisheden om, hvordan det gik de nye troende tilbage i det nordlige Grækenland, pinte Paulus. Så da Timotheus nåede frem til Athen, sendte Paulus ham straks tilbage til Thessaloniki. (ApG 17,14-34; 1 Thess 2,17-3,5).
Oprevet over hedenskabet og plaget af uro for de nye menigheder forlod Paulus Athen og rejste mod vest til Korinth. Sidste gang han rejste ind i en provinshovedstad – det var Thessaloniki – var det endt i optøjer og en natlig flugt over hals og hoved. Hvordan ville det nu gå i storbyen Korinth?
Det er ikke underligt, at Paulus var mærket af de sidste måneders modstand og voldsomme oplevelser. Nogle år senere beskrev Paulus selv sit første møde med Korinth på denne måde: »Jeg optrådte hos jer i svaghed og med megen frygt og bæven« (1 Kor 2,3).
 

Byen med Guds ’talstærke folk’

Måske var det netop Paulus’ rystede sindstilstand ved ankomsten til Korinth, der var årsag til, at Gud i et nyt nattesyn gav ham denne opmuntrende forsikring: »Frygt ikke! Men tal, og ti ikke, for jeg er med dig … jeg har et talstærkt folk i denne by« (ApG 18,10).
I Korinth mødte Paulus ægteparret Akvila og Priskilla. De var også jøder. De var også nyankomne til byen – efter at være blevet forvist fra Rom. Og de var teltmagere, ligesom Paulus var det.
På hverdagene arbejdede Paulus i Akvila og Priskillas teltmagerværksted. På sabbatterne sad han i synagogen og argumenterede for, at Jesus fra Nazaret virkelig var Israels længe ventede Messias.
Nogle jøder og nogle af de gudfrygtige hedninger, der kom i synagogen, kom til tro på Jesus. Blandt dem var synagogeforstanderen Krispus, som Paulus selv døbte (ApG 18,8; 1 Kor 1,14).
Den jødiske menighed blev splittet på spørgsmålet om Jesus, og Paulus og den nye kristne menighed flyttede derfor fra synagogen ind i nabohuset, der tilhørte en gudfrygtig hedning ved navn Titius Justus (ApG 18,7; han er muligvis den samme som Gajus i Rom 16,23 og 1 Kor 1,14).
Efter at Paulus havde opholdt sig godt et år i Korinth, fik byen i sommeren år 51 en ny statholder ved navn Gallio. Han var bror til den yngre Seneca, en kendt forfatter, politiker og filosof i Rom. En gruppe jøder klagede over Paulus til Gallio. Offentlig rettergang blev holdt på en høj stenplatform på det store torv midt i byen. Platformen kan stadig ses i udgravningen af det antikke Korinth. Gallio afviste blankt klagen. I hans øjne var der tale om en intern jødisk strid om religion, og derfor ville han ikke blandes ind i den (ApG 18,12-17).
Paulus boede i Korinth i halvandet til to år (ApG 18,11 og 18). I denne periode skrev han de to breve til menigheden i Thessaloniki, som han så brat havde måttet forlade.
I foråret 52 forlod Paulus Korinth. Adskillige breve og et nyt kort besøg i byen vidner om den nære kontakt, der var mellem Paulus og menigheden i Korinth i de efterfølgende år.
Ved afslutningen af den tredje missionsrejse kom Paulus igen til Korinth og blev der i tre måneder (ApG 20,3; år 56 eller 57). Under dette ophold skrev han Romerbrevet, inden han for sidste gang forlod byen med kurs mod Jerusalem.
 

Lys over Paulus’ breve

Menigheden i Korinth bestod af jøder, gudfrygtige (det vil sige hedninger, der havde opgivet afgudsdyrkelsen og kom i synagogen) og hedninger. Mange i menigheden kendte derfor Det Gamle Testamente. Det gør Paulus i høj grad brug af i sine breve til menigheden, der er fulde af citater og henvisninger til Det Gamle Testamente.
Et godt eksempel er Paulus’ advarsel mod utugt blandt menighedens medlemmer. For at illustrere, at der ikke må være plads til utugt i menigheden, henviser Paulus til den jødiske påskefejring. Både jøder og gudfrygtige hedninger i Korinth vidste jo, at en jødisk familie i påskeugen renser sit hus fra alt syrnet brød.
Sådan skal også en kristen menighed rense sig fra al utugt, skriver Paulus til korintherne. Og så fortsætter han: »for også vort påskelam er slagtet, Kristus« (1 Kor 5,6-8).
Folk i menigheden kendte beretningen om israelitternes sidste nat i Egypten, hvor påskelammets blod på dørstolperne reddede israelitterne fra døden. Sådan er det med Messias, forkynder Paulus. Hans blodige død redder os fra Guds vrede. Derfor skal vi leve uden utugt.
Netop Korinther-menighedens blandede sammensætning af jøder og hedninger må have givet Paulus anledning til at gennemtænke hele spørgsmålet om Israels rolle efter Messias’ komme. Det er derfor ikke underligt, at det er i Romerbrevet, som blev skrevet af Paulus under hans sidste ophold i Korinth, at han giver sin grundigste redegørelse for Israels plads i Guds frelsesplan og for forholdet mellem jøder og hedninger (Rom 9-11).
Den ældste og mest dominerende bygning i det Korinth, som Paulus kendte, var det store Apollon-tempel fra 550 f.Kr. Med sin alder og beliggenhed midt i byen over det store torv havde det en forrang over alle de flotte bygninger, som romerne havde bygget i de sidste hundrede år, før Paulus kom til byen.
Men det var ikke Apollon-templet, der skulle give de kristne i Korinth deres identitet. »Ved I ikke, at I er Guds tempel,« skriver Paulus til dem (1 Kor 3,16). Den lille kristne menighed, der holdt til i Titius Justus’ hus ved siden af synagogen, var det virkelige tempel i Korinth. I denne skrøbelige menighed var den levende Gud tilstede med al sin magt.
 

Korinths eksempel

Menigheden i Korinth var ikke en mønstermenighed af »guldkristne« uden problemer.
Her var intern splid og tilmed retssager mellem menighedens medlemmer (1 Kor 1,10ff; 3; 6; 11,16). Her var utugt og behov for ægteskabsvejledning (1 Kor 5 og 7). Der var usikkerhed om, hvordan man skulle forholde sig til omgivelsernes hedenskab (1 Kor 8-10). Der var selvtilfredshed og overdreven stolthed (1 Kor 4,6ff; 5,2ff; 8,1ff). Og selv ved menighedens gudstjenester var der ballade, og nogle blev berusede, mens andre var sultne (1 Kor 11,17ff).
Flere alvorlige og irettesættende breve måtte Paulus skrive til dem. Men på trods af alle manglerne var disse første kristne i Korinth Guds menighed. Derfor skriver Paulus til dem, at han er overbevist om, at Jesus vil »grundfæste jer til det sidste, så I ikke kan anklages på vor Herre Jesu Kristi dag« (1 Kor 1,8).
Således blev Korinth endnu et eksempel på, at Guds menighed af frelste syndere er verdens største under.
Byen, som Paulus kom til nedtrykt og med frygt og bæven, blev stedet hvor han lærte, at Guds magt udfoldes i magtesløshed (2 Kor 12,9). Paulus’ svaghed og menighedens mange mangler kunne ikke hindre, at Korinth blev et af de steder, hvor evangeliet for alvor slog igennem. Både blandt jøder og hedninger.