LINK
Det er et meget stort og åbent spørgsmål, du stiller, og der er skrevet rigtig mange bøger om kristen etik, hvor du sikkert kan finde bedre svar og retningslinjer for det kristne liv end dem, jeg kan give på denne korte plads. Jeg vil alligevel forsøge, men måske på en anden måde, end du har forestillet dig det.
DE TI BUD
I udgangspunktet tænker jeg, at du sikkert kender til de ti bud, som findes i både Det gamle Testamente (Anden Mosebog kapitel 20) og Det nye Testamente (NT) i Bibelen. I NT sammenfatter Jesus de ti bud til, at du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind – og din næste som dig selv (Matthæusevangeliet kapitel 22 vers 37-40).
Det lyder måske ikke af så meget, men i bund og grund er det noget, som intet menneske er i stand til. I stedet gøres der mange forsøg på at nedskrive kravene, og for mange handler det om at leve pænt og ordentligt; at gøre det så godt, man kan. De fleste har gennem opdragelse og samvitiigheden overordnet tilgang til, hvad der er rigtigt og forkert, og de forsøger at leve efter det – og reagerer som regel, når de oplever, at andre ikke lever op til det. Og somme tider bryder de også deres egne regler, hvis de mener, at situationen kræver det.
NOGET OM SYND
Men hvis man tror, at der findes en Gud, som har skabt verden og givet retningslinjer for, hvordan vi bedst kan bruge livet, og som også har sendt sin søn, Jesus, til jorden for at tage straffen for menneskers overtrædelser, så handler det ikke om at gøre det så godt, man kan. Så handler det om at ville give Gud ret. I første omgang i, at “synd er, at I ikke tror på Jesus” (Johannesevangeliet kapitel 16 vers 9).
Mange har det svært med ordet synd (medmindre man taler om, at det er synd for … eller andre udtryk). Vi bryder os ikke om at høre, at vi ikke er gode nok i os selv, og at vi har brug for en frelser. På den måde kan fx islam, hinduisme og buddhisme opleves mere “menneskelige”, fordi det her handler om, hvad vi selv skal/kan gøre for at blive bedre mennesker eller måske endda guddommelige.
IKKE SÆRLIGE REGLER
Men det er netop derfor, det giver mening, at “synd er, at I ikke tror”. For hvis vi tror (det ovenstående), så handler det kristne liv ikke om særlige regler, som man skal overholde. Så handler det om at tro på, at den Gud, som har skabt mig og elsker mig, også tænker gode tanker om mig og mit liv, og derfor har givet mig hjælp og vejledning til at leve etansvarligt liv – til gavn for mig selv og min næste.
I Bibelen giver Gud og Jesus mange gode anvisninger på, hvordan et sådant ansvarligt liv kan være – hvad der er godt at gøre, og hvad der kan være ødelæggende for os selv, andre og verden. Og hvis man prøver, så er det anvisninger, som man erfarer, at de er gode at efterleve. Samtidig oplever man igen og igen, at man alligevel ikke klarer at følge dem. Fordi man gjorde det, man selv havde lyst til; fordi man glemte, hvad der var rigtigt; fordi det var for svært.
SKYLD OG TILGIVELSE
Og hvis man tør være ærlig, så indrømmer man, at det ikke var noget “man kom til”; at det ikke var andres skyld; eller at det faktisk betød noget. Så tager man skylden på sig – og giver den til Jesus, som allerede har betalt for den. Og så er man tilgivet og fri – igen. Ikke til at fortsætte med at synde, men til at leve. I troen.
Til hjælp for det har vi også fået det kristne fællesskab. I gudstjenester og andre kristne sammenhænge kan vi ved at høre prædikener, synge og bede igen og igen blive mindet om, hvad der er Guds mening med vores liv, og vi kan dele vores liv, både det gode og det svære, med andre og opmuntre og hjælpe hinanden til at blive ved med at leve – og leve med Gud. I tilgivelsen, glæden og freden.
Salmernes Bog kapitel 119 vers 32 beskriver det godt, synes jeg: Ad den vej, du befaler, vil jeg løbe, for du har gjort mit hjerte fri.
ET LIV I FRIHED
For det kristne liv er et liv i frihed. Det er ikke et liv uden kampe, sorg, modgang og død, men det er et liv, hvor man må tro sig elsket (på grund af og på trods af), og hvor der kan findes mening i meningsløsheden.
De ti bud er ti love i
bibelen, som Gud gav til nationen Israel kort tid efter udvandringen
fra Egypten. De ti bud er i essensen en opsummering af de 613
befalinger som findes i den gammeltestamentlige lov. De fire første
bud har med vores forhold til Gud at gøre. De sidste seks bud har at
gøre med vores forhold til hinanden. Vi finder de ti bud i 2.
Mosebog 20:1-17 og 5. Mosebog 5:6-21, og de lyder som følger:
1)
”Du må ikke have andre guder end mig.” Dette bud er imod
tilbedelsen af nogen anden gud end den ene sande Gud. Alle andre
guder er falske guder.
2) ”Du må ikke lave dig noget
gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på
jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke
dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer
fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader
mig; men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise
godhed i tusind slægtled”. Dette bud er imod at lave et
afgudsbillede, altså en synlig repræsentation af Gud. Vi kan ikke
skabe noget billede, der præcist gengiver hvordan Gud ser ud. Hvis
man skaber et afgudsbillede, der skal repræsentere Gud, så svarer
det til at tilbede en falsk gud.
3) ”Du må ikke bruge
Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig lade den
ustraffet, der bruger hans navn til løgn”. Dette bud er imod at
misbruge Herrens navn. Vi må ikke bruge Herrens navn løsagtigt. Vi
må vise Gud ærefrygt ved kun at nævne ham på en respektfuld og
ærefuld måde.
4) ”Husk sabbatsdagen og hold den
hellig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men
den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre
noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter,
din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den
fremmede i dine byer. For på seks dage skabte Herren himlen og
jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag
hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget
den”. Dette er et bud, der handler om at holde sabbatten (lørdag,
ugens sidste dag) som en hviledag, der dedikeres Herren.
5)
”Ær din far og din mor, for at du må få et langt liv på den
jord, Herren din Gud vil give dig”. Dette er et bud, der handler om
altid at behandle sine forældre med ære og respekt.
6)
”Du må ikke begå drab.” Dette er et bud imod at begå overlagt
mord på et andet menneske.
7) ”Du må ikke bryde et
ægteskab.” Dette er et bud imod at have seksuel omgang med nogen
anden end sin ægtefælle.
8) ”Du må ikke stjæle.”
Dette er et bud imod at tage noget, der ikke tilhører en selv, uden
at have fået lov af den person det tilhører.
9) ”Du må
ikke vidne falsk mod din næste.” Dette er et bud der forbyder at
vidne falsk imod en anden person. Det er i bund og grund et bud imod
at lyve.
10) ”Du må ikke begære din næstes hus. Du må
ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans
okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.”
Dette er et bud imod at begære noget som helst, der ikke tilhører
en selv. Begær kan gøre, at man bryder et af de ovenstående bud;
mord, ægteskabsbrud og tyveri. Hvis det er forkert at gøre en ting,
så er det forkert at begære at gøre den selvsamme ting.
Mange
mennesker ser fejlagtigt på de ti bud, og tror, at man garanteres
adgang til himlen efter man dør, hvis man følger dem. Faktisk er
formålet med de ti bud, at mennesker må se, at de ikke kan leve op
til lovens krav (Romerne 7:7-11), og derfor har brug for Guds nåde.
På trods af den rige, unge mands påstand i Matthæus 19:16, så kan
ingen leve perfekt op til de ti bud (Prædikeren 7:20).
De ti bud demonstrerer, at vi alle har syndet (Romerne 3:23), og derfor alle har brug for Guds nåde, som kun kan modtages gennem tro på Jesus Kristus.
Amen
