Translate

INFO JESUS LIVET

Aktiver din tro

    LINK Aktivér din tro Jan Lund Nissen I kraft af Jesus har du fået Den Hellige Ånd i dig. Jesus bor i dig gennem din tro. Jesus siger, at...

Søg i denne blog

mandag den 19. maj 2025

Da er vi ude.

 




LINK

Når vi er ude, er Jesus inde.


Vi har alle prøvet det. Hvem af os har ikke været helt derude, hvor vi bare hverken kan se håbet eller høre trøstens ord? Alle, hvis vi da er ærlige, prøver til tider at være derude, hvor vi hverken har tillid til andre, os selv og langt mindre til Gud. Det er så at sige helt lige meget, hvor meget vi selv beder eller hører/læser trøstende ord. Det er bare, som om alt er lukket.


Vi er magtesløse og kan kun sige/tænke: Hjælp, nu er det da helt ude med mig. Det er faktisk først, når vi kommer helt derud, at vi finder ud af, om vi er troende eller ikke. Fordi da ser man: Ja, men jeg kan jo ikke tro hverken i eller af mig selv. Hele mit kød, alt, hvad jeg indeholder i mig selv, står jo Gud imod. Det på trods af, at man både kan være døbt på bibelsk vis, være med i en menighed og faktisk lige for et par dage siden have trøstet en anden, som havde vanskeligt ved at tro i den situation, vedkommende stod i. (Vi er, som Paulus var i Romerbrevet kap. 7).


Nok forsøger man at komme med et ynkeligt tak til Jesus, men det bliver kun til klynkeri, ikke som man har anbefalet andre at gøre: bare at takke og prise Gud under alle og i alle forhold. Man gentager ord fra Bibelen for ligesom at overbevise sig selv om, at det hele nok skal gå. Man tænker på Salme 23, at Herren jo da er min hyrde. Han vil jo da bære min byrde. Men lige lidt synes man, det hele hjælper. Man føler sig virkelig svigtet både af Gud og mennesker. Det er jo ingen, der rigtig kan forstå mig! De har jo så nemt ved bare at sige en masse velmente ord, som om det skulle hjælpe. Man finder sig selv siddende i en selvmedlidenhedsklynken uden lige.


Man spørger: Hvorfor, Gud, hvad har jeg dog gjort dig? Tankerne vælter ind over en. Man kommer så langt, at man siger/tænker: Min Gud! Min Gud! Hvorfor har du dog forladt mig? Man begynder at anklage Gud, vor Far. Spørger: Har du da ikke lovet at være med os alle dage? Er du da ikke længere min gode hyrde? Du lovede da at bære mig på englehænder, så min fod ikke skulle støde sig.


Hvad er da dette for noget? Det er netop derude, Gud kommer os allermest til hjælp. Han får os til at se os selv. Han viser os, at vi er blevet ynkelige, selvoptagede og godt fyldt op med selvmedlidenhed. Han viser os, at vi har alt for nemt ved først at begynde at anklage vor næste, så os selv, og så er vi endda så frække at begynde at anklage Gud, vor egen Far. Han, som gang på gang gav os livets brød i stedet for sten. Han, som ofrede sin egen søn, for at vi skulle arve evigt liv. Vores frelser Jesus Kristus, som har taget alle anklager på sig ved at fastnag­le vores skyldsbrev til korset. Jesus, som har tilgivet os alle vore synder og renset os fra vores uretfærdighed. Han, som gav os alt med og i ham. Ham, som vi siger, vi elsker over alt. Ham begynder vi nu at anklage for ikke at være hos os. Vi har da ellers sagt til andre, at det største bud er at elske Gud og sin næste højere end sig selv. Spørgsmålet er: Var det i grunden ikke vort krav om, at de skulle elske os, vi gav udtryk for, og nu er vi som et forurettet barn, godt fornærmet over, at ingen elsker os? Vi har også sagt: Større kærlighed har ingen end den, der sætter sit liv til for Jesus.


Der ligger man så! Når vi så efterhånden finder ud af, at det altså ikke nytter os noget, at vi ligger og mugger og skælder ud på både Gud og mennesker og synes, det er åh så synd for netop os, kommer vi til det punkt, hvor vi begynder at skælde ud på os selv. Vi synes, det bare er for dårligt, at vi opfører os som børn, der ikke får deres vilje. Vi begynder at anklage os selv for ikke at være de kristne, vi siger, vi er. Tankerne kommer nu: Nej, nu er vi da helt faldet fra. Hjælp. Vi kan jo ikke. Hjælp. Vi tvivler jo. Hjælp, vi er under anklager og døden nær. Vi har da glemt, at vi for længe siden skulle have taget vore tanker til fange under fuldstændig lydighed mod det, Gud siger i sit ord. Det begynder nu at dæmre for os. Ja, men vi har jo slet ikke været så lydige mod Guds ord, som vi troede. Vi hørte jo godt nok en masse, men lod det jo gå hen over hovedet på os. Hjælp, det er ude med os.


Nu ser vi jo: Ja, men alt var jo slet ikke, som vi selv mente, det var. Vi var jo ikke så tro endda mod ordet. Vi overhørte jo Guds kærlige formaninger. Vi mente jo, at vi var så ”overfrelste” i forhold til de andre, at vi bare sad på en piedestal af selvretfærdighed, og vi var jo som en farisæer, en skriftklog, der vidste alt, men slet ikke selv var så Jesus-tro, som vi gav os ud for at være.


Hvad nu? Hvilken styrke har jeg nu til, at jeg skulle kunne bevare håbet? Hvad har jeg at se frem til, så jeg nu skulle kunne bevare tålmodigheden? Er jeg den, der er stærk som sten? Er min krop mon som bronze? Nej! Hos mig selv er der ingen hjælp at hente. Jeg kan ikke bare dykke ned og finde mit eget jeg og min indre styrke. (Fra Jobs Bog kap. 6, vers 11-13. Frit oversat. Læs selv). Enhver udvej er lukket og spærret for mig! Vi er som en vingeskudt fugl. Vi er færdige, færdige med os selv. Vi har nu kun ét eneste håb tilbage at klamre os til. Det er Jesus Kristus. Først nu begynder vi for alvor at påkalde Guds navn. Vi sukker: Jesus. Jesus. Jesus. Hjælp mig. Gud, fri mig fra det onde. Nu ser jeg, at det ikke er det, som kan se ondt ud, der har ramt mig, som er problemet. Det er mit forhold til Herren Jesus. Jeg begynder nu at bede Gud Herren om tilgivelse for al min religiøsitet. Jeg ransager nu mig selv for, om det er mig muligt at gøre op med mennesker, som jeg dunkede oven i hovedet med mine religiøse ord, som jeg ikke selv troede på med mit hjerte og gjorde efter.


Jeg erfarer pludselig: Ja, men Gud, det er jo dig, min Far, der nu knuser mig. Det er jo dig, Herre Jesus, der træder mig ned. Du tværer jo mit jeg/ego ned. Du er jo fuldstændig retfærdig over for mig. Og man begynder nu at råbe, om man ikke kan i ord, så i sit indre: Jesus Kristus, forbarm dig over mig. Man erkender helt ind i sit inderste: Mod dig, Gud, mod dig alene, almægtige Gud, har jeg syndet.


Vær mig, arme synder, nådig.


Hvad sker der så? Vi begynder at håbe. På dig selv? På, at nogen kommer og hjælper os? Nej. Vi har nu omvendt os fra vores vantro og mistroiskhed og bekendt alle vore synder ind for Guds ansigt. Vi har nu sat hele vort håb til Jesus Kristus. Først nu begynder vi at kunne hvile i, at ja, men vi er jo frelst. Vi er jo i Guds hænder. Og Gud, tak, for at din vilje sker. Nu kan vi lige pludselig takke i stedet for at klage og brokke os. Nu begynder vi at blive Gud taknemmelige for, at han så at sige gav os en på goddagen, trynede os og trådte os ud, så han kunne komme til. Nu er vi lige med ét ret ligeglade med, hvordan vi selv i grunden har det. Nu ved vi, at intet er imellem os og Gud. Fordi Jesus har jo fuldbragt det hele. Og vi glæder os nu kun til at komme hjem. Selvfølgelig vil vi alle gerne være på jorden. Men vi har nu hele vort hjerte i Jesus Kristus. Fordi nu er Jesus Kristus blevet hele vort håb, hele vort liv, og vi ved, ja, er overbeviste om, at vi hører Herren til, hvad enten vi lever eller dør.


Nu kan vi. Nu kan vi sige, som Job siger i Jobs Bog, kap. 19, vers 25-27: På trods af mine vanskeligheder ved jeg, at min forløser lever. Til sidst skal han stå frem på jorden. Og jeg skal se ham, som han er. Da skal mine øjne ikke se andet end Herren Jesus. (Frit oversat. Læs selv).


Først når vi selv er ude, er Jesus inde. Derfor er spørgsmålet til os alle: Er vi i Jesus Kristus med hele vort liv, i alle ting? Udenfor eller indenfor? Hvor står du?


Den, der lever i mørke og ikke ser lys, skal stole på Herrens navn og støtte sig til Gud. (Esajas 50,10).