Vi kender alle til det enten at trøste et andet menneske, eller selv at blive trøstet. Det, at vi enten selv lægger armen om en og forsøger at trøste vedkommende, eller at det er os selv, som bliver trøstet når vi græder. Bibelen taler flere gange om trøst. Et af de kendte steder er Esajas 40: Trøst mit folk, trøst det siger jeres Gud.
Det er absolut ikke alt i Esajas' bog der lægger op til trøst. Læser man begyndelsen af bogen males der med meget mørke farver i det billede det giver af mennesker på Esajas tid. Bare se hvor mange gange han udråbte et "Ve" over folket. Ikke mindre en 10 gange i de første kapitler kommer disse ve-råb og de begynder allerede i 1,5: Ve det syndige folk, et folk der er læsset med skyld.
Men det er ikke kun folket der har et problem. Det er så sandelig også Esajas selv. I sit møde med Gud udråber han et "Ve" over sig selv. Når han står for Guds ansigt er hans stilling ikke bedre end hans eget folk. Han er en synder på linje med sit eget folk. Han star med skyld ligesom hans eget folk gør det. Men han finder tr øst ved at hans synd bliver fjernet, Og så sker der noget.
Mellemrubrik
Og så er det. at Esajas begynder også at trøste sit folk. Sidst i bogen bryder trøsten for alvor løs. I kapitel 40 møder Gud folket med ordene. Trøst mit folk, trøst det siger Herren Jeres Gud. Og ligesom Ve-ordene fyldte den første del af budskabet er det nu trøsten der fylder. Det siges at Gud Herren trøster Zion (51,3). Ve- råbene er ikke det sidste Gud har givet Esajas at gå med. De sidste 27 kapitler i hans og er ikke uden brud blevet kaldt for trøste-bogen. For trøsten til det knuste folk fylder det ene afsnit efter det andet.
Denne trøst blev tydelig gjort da Jesus kom. I bjergprædiken siger han blandt andet: "Salige er de der sørger for de skal trøstes" (Matt 5,4).
Paulus er trøstens apostel. Han oplevede selv at finde trøst, og at viderebringe den. Gud er Al trøsts Gud, og det betyder at han formår at trøste folk der er i lidelser og trængsler. Det første kapitel i 2 Kor vidner om dette herlige trøstebudskab I 1,4 siger han, at når han modtager trøst, får det den konsekvens at han også kan videregive den til andre der har brug for trøst. Ikke alene menneskers trøst selv om den i mange situationer tjener gode formål. Men Guds egen trøst til sit folk!
Trøsten i Evangeliet Trøsten i syndernes forladelse. Det var den Paulus rakte til menighederne og i den opgave var han egentlig blot et redskab, for den der trøster er Gud, som har sendt sin egen søn for at vi kunne finde nåde, barmhjertighed - og trøst. Amen.
Trøst, giv Herrens trøst til formaning.
