LINK
Vi kender alle til at trøste et andet menneske – eller selv at blive trøstet. Måske lægger vi armen om én, der har det svært, og forsøger at trøste. Eller måske er det os selv, der græder, mens et andet menneske trøster os.
Bibelen taler flere gange om trøst. Et af de kendte steder er Esajas’ Bog, kapitel 40: »Trøst mit folk, trøst det, siger jeres Gud.«
Men langt fra alt i Esajas’ Bog lægger op til trøst. I begyndelsen af bogen tegnes der et mørkt billede af menneskene på Esajas’ tid. Tænk blot på, hvor mange gange han råber »Ve« over folket. Ikke mindre end ti gange lyder disse ve-råb i de første kapitler. De begynder allerede i kapitel 1, vers 4: »Ve det syndige folk, et folk, der er læsset med skyld.«
Men det er ikke kun folket, der har et problem. Det har Esajas også. I sit møde med Gud råber han »Ve« over sig selv. Når han står foran Guds ansigt, er hans stilling ikke bedre end folkets. Han er en synder på linje med dem og står med den samme skyld. Men hans synd bliver fjernet – og så sker der noget.
Fra ve-råb til trøst
Esajas begynder også at trøste sit folk. Hen imod bogens slutning bryder trøsten for alvor frem. I kapitel 40 møder Gud folket med ordene: »Trøst mit folk, trøst det, siger jeres Gud.«
Ligesom ve-råbene fyldte den første del af budskabet, fylder trøsten nu. Gud lover at trøste Zion (Esajas 51,3). Ve-råbene er ikke det sidste, Gud giver Esajas at forkynde. Bogens sidste 27 kapitler er blevet kaldt trøstebogen, for trøsten til det knuste folk fylder det ene afsnit efter det andet.
Denne trøst blev tydelig, da Jesus kom. I Bjergprædikenen siger han blandt andet: »Salige er de, der sørger, for de skal trøstes« (Mattæusevangeliet 5,4).
Paulus er trøstens apostel. Han oplevede selv at finde trøst og at bringe den videre. Gud er al trøsts Gud, og han formår at trøste mennesker i lidelser og trængsler. Det første kapitel i Andet Korintherbrev vidner om dette herlige budskab. I vers 4 skriver Paulus, at den trøst, han selv modtager, sætter ham i stand til at trøste andre, der har brug for det.
Det handler ikke kun om menneskers trøst, selv om den i mange situationer gør stor gavn. Det handler også om Guds egen trøst til sit folk!
Trøsten findes i evangeliet – i syndernes forladelse. Det var den trøst, Paulus bragte videre til menighederne. I den opgave var han blot et redskab, for den, der trøster, er Gud. Han har sendt sin egen søn, for at vi kan finde nåde, barmhjertighed og trøst.
Amen.
Trøst – og giv Herrens trøst videre.
%20-%20Kopi.jpg)