LINK
Margaretha Robbins fortæller:
Min søndagsskoleklasse bestod af unge, som stillede mig mange af de spørgsmål, jeg selv tumlede med. I Amerika er der også særlige klasser for unge og for ældre. Jeg ville gerne tro på, at Jesus opvakte døde, gjorde blinde seende og mættede de 5.000 i ørkenen. Men jeg havde læst mange bøger af liberale teologer, så jeg svarede, at Bibelen blev skrevet for næsten 2.000 år siden, og at det var svært at tro på alt, hvad der stod i den. På den måde gentog jeg faktisk som en papegøje det, vores præst havde sagt på et møde for menighedstjenerne.
Når menighedstjenerne mødtes med præsten en gang om ugen for at bede og studere Bibelen, diskuterede vi mange ting, som aldrig blev nævnt ved gudstjenesterne.
»Der er mange ting i Bibelen, jeg ikke tror på,« sagde præsten. »For eksempel jomfrufødslen, skabelsesberetningen og fortællingen om Jonas og hvalfisken. Men det kan jeg naturligvis ikke sige i kirken, for så ville nogle af de ældre blive urolige. De tror stadig på det, og jeg ønsker ikke at gøre dem bekymrede.«
Præstens forkyndelse var den samme som hans forgængeres: Lev et godt liv, hjælp andre og så videre. Jeg havde godt nok hørt ordet »frelst«, men kun brugt nedsættende om mennesker, der troede på den slags — ikke om os intelligente mennesker! Hvor prøvede jeg dog at leve op til denne religion, hvor det handlede om at hjælpe andre. Hele mit liv var en stræben efter at hjælpe mennesker omkring mig.
Det begyndte egentlig, da vores anden søn blev født. Han var buttet og blid, hans øjne sad en smule skråt, og det virkede, som om han udviklede sig langsommere end andre børn. Vi vidste ikke, hvad der var galt med ham, og var næsten bange for at finde ud af det. Men da han var halvandet år, tog vi ham endelig til lægen. Efter undersøgelsen så lægen alvorligt på os og sagde:
»Han har Downs syndrom. Jeg er ked af at måtte sige det, men han er meget alvorligt udviklingshæmmet, og der er intet håb for ham.«
»Hvad kan vi gøre?« spurgte jeg ængsteligt.
Lægen rystede på hovedet. »Faktisk ingenting. Det bedste vil være at anbringe ham på en institution og glemme ham.«
Vi havde lært at elske vores barn, så vi gik ud til bilen og sad der og græd, mens vi holdt om hinanden. Vi fulgte ikke lægens råd. På grund af vores søn blev jeg i stedet stærkt optaget af børn med udviklingshæmning. Selvom jeg var uddannet kemiker, blev jeg efterhånden noget af en autoritet på området. Jeg brugte meget tid på at rådgive forældre og holde foredrag og studieklasser.
Jeg udrettede meget godt, men vidste stadig, at der manglede noget. I årevis havde jeg søgt, men de forkerte steder — i nogle af de største kirkesamfund. Da vi flyttede til Pennsylvania i 1963, var forkyndelsen desværre den samme: »Gør det gode, så klarer du dig måske igennem.« Vi havde tre-fire forskellige præster gennem årene, men budskabet ændrede sig ikke. Som søndagsskolelærer deltog jeg i bibelstudier hjemme hos præsten. Han sagde: »Hvis vi undersøger sagen grundigt nok, kan vi altid finde en naturlig forklaring på de såkaldte mirakler, Jesus gjorde.«
Senere fik min mand en ny stilling i Greenville. Som afskedsgave fik jeg en bog af menighedens bedegruppe. Den handlede om en mand, der havde haft en vidunderlig oplevelse med Herren. Det var lige, hvad jeg havde brug for. Da vi kom til Greenville, begyndte jeg derfor at lede efter en anden menighed.
Den nye præst sagde noget helt andet end de andre præster, jeg havde mødt. Han virkede, som om han kendte Herren personligt og troede på Bibelen. Jeg følte mig derfor draget mod hans menighed.
Jeg stillede præsten mange spørgsmål, og han svarede: »Hvis du kan komme hen på kirkens kontor i morgen formiddag, kan vi tale om Gud og hans ord og måske finde svar på dine spørgsmål.«
Han brugte hele formiddagen på at tale med mig. Mens han talte, blev mine øjne pludselig åbnet for Skriften. Jeg begyndte at forstå, hvorfor Jesus gik til korset: Han døde for mine synder. Han var født af en jomfru, havde gjort alle miraklerne og var opstået fra de døde. Han var en levende frelser! Det var dét, mit hungrende hjerte havde søgt efter i alle de år — på alle de tørre steder.
En vidunderlig fred kom over mig på præstens kontor. Jeg behøvede ikke længere at lede efter sandheden. Den fandtes alt sammen i Guds ord.
Den følgende søndag blev der givet mulighed for at bekende sin tro på Kristus. Jeg gik frem og bekendte offentligt min tro på ham. Senere blev min mand og jeg inviteret hjem til præsten. Den aften gjorde et så stærkt indtryk på min mand, at han for første gang i vores ægteskab begyndte at gå i kirke sammen med mig.
Kort tid efter overgav også han sig til Jesus Kristus. Sammen blev vi døbt på vores 30-års bryllupsdag. Kristus har forandret vores liv fuldstændigt. I 30 år gik jeg alene i kirke. Nu går min mand med, og vores hjem er blevet indviet til Herren. Nu tjener vi både Herren og vores medmennesker.