LINK
Margaretha Robbins fortæller: Min søndagsskoleklasse af unge stillede mig mange spørgsmål, som jeg selv gik og tumlede med (I Amerika er der også klasser specielt for unge og ligeledes for ældre). J eg ville gerne tro på, at Jesus opvakte de døde, gjorde blinde se ende og mættede de 5000 i ørkenen, men jeg havde læst så mange bøger, som var skrevet af liberale teologer, så jeg svarede, at Bibelen blev skrevet for snart 2000 år siden, og at det er temmelig svært at tro på alt, hvad den siger. Derved gentog jeg faktisk som en papegøje, hvad vores præst havde sagt ved et menighedstjener møde.
Når menighedstjenerne mødtes en gang om ugen til bøn og bibelstudie sammen med præsten, diskuterede vi mange ting, som aldrig blev nævnt i gudstjenesterne. »Der er mange ting i Bibelen, som jeg ikke tror på,» sagde præsten, Ilsom f.eks. jomfrufødselen, myten om skabelsen og om Jonas og hvalfisken. Men det kan jeg naturligvis ikke sige i kirken, for det ville skabe uro blandt nogle af de ældre. De tror stadig på det, og jeg ønsker ikke at gøre dem bekymret.»
Hans forkyndelse gik ud på det samme, som de tidligere præster havde forkyndt: Før et godt levnede, hjælp andre, osv. Jo, eg havde hørt udtrykket »frelst» nævnt, men kun i en nedsættende betydning laverestående mennesker troede på noget sådant, men ikke vi, der var intelligente! O, hvor jeg prøvede på at leve op til denne religion om at hjælpe andre. Ja, hele mit liv var en stræben efter at hjælpe andre.
Det begyndte faktisk, da vor anden søn blev født. Han var fedladen og blid, hans øjne var en lille smule på skrå, og han syntes kun langsomt at udvikle sig. Vi vidste ikke, hvad der var i vejen med ham, og vi var halvvejs bange for at finde ud af det. Men omsider tog vi ham til lægen, da han var l 1/2 år. Efter at lægen havde undersøgt ham, så han alvorligt på os og sagde: »Han er et mongolbarn. Jeg er ked af at måtte sige det, men han er i meget alvorlig grad tilbagestående, og der er intet håb for ham.»
»Hvad kan vi gøre,» spurgte jeg ængsteligt. Han rystede på hovedet. »Faktisk intet. Det bedste er at anbringe ham på en institution og helt glemme ham.» Vi var kommet til at elske dette barn, så vi gik ud til bilen og sad der grædende, mens vi trykkede os ind til hinanden. Vi fulgte ikke lægens råd, men på grund af dette barn blev jeg stærkt interesseret i problemet med åndeligt stillestående børn, og skønt jeg var uddannet som kemiker, blev jeg efterhånden noget af en autoritet vedrørende problemerne med disse særlige børn. Jeg brugte megen tid til at rådgive forældre og holde forskellige foredrag og studieklasser.
Ja, jeg udrettede en hel del godt, men jeg vidste stadig, at jeg manglede noget. I årevis havde jeg søgt, men jeg havde søgt de forkerte steder. Det var i nogle af de største kirkesamfund. Da vi i 1963 flyttede til Pennsylvania var forkyndelsen der desværre den samme: »Gør det gode, så kan det være, du klarer dig igennem.» Selvom vi i tidens løb havde 3-4 forskellige præster, var forkyndelsen den samme. Som søndagsskolelærer deltog jeg i bibelstudier i præstens hjem, hvor præsten sagde: »Hvis vi undersøger sagen grundigt nok, kan vi altid finde en naturlig forklaring på de såkaldte mirakler, som Jesus gjorde.»
Så fik min mand en ny stilling i Greenville, og som afskedsgave fik jeg af menighedens bede gruppe en bog om en mand, som havde haft en vidunderlig oplevelse med Herren. Det var lige noget for mig, så da vi kom til Greenville, så jeg mig om efter en anden menighed. Hvad præsten der sagde var helt forskelligt fra, hvad de andre havde sagt. Han syntes at kende Herren personligt og at tro på Bibelen, så jeg blev draget til den menighed.
Jeg stillede præsten mange spørgsmål, og han svarede: »Hvis du kan komme hen på kirkens kontor i morgen formiddag, kan vi tale sammen om Gud og hans Ord og måske finde svar på dine spørgsmål.» Han brugte hele formiddagen til at tale med mig, og mens han talte til mig, blev mine øjne pludseligt åbnede for Skriften. Jeg begyndte at forstå, hvorfor Jesus var gået til korset - det var for at dø for mine synder! Og han var blevet FØDT AF EN JOMFRU, han havde gjort alle de mirakler, og han var OPSTÅET FRA DE DØDE. Han var en levende Frelser! Det var, hvad mit hungrende hjerte havde søgt efter alle disse mange år alle de mange \tørre steder! Der kom en vidunder- lig fred over mig der på præstens kontor. Jeg behøvede ikke længer at jage efter sandheden. Det hele var der i Guds Ord.
Da der næste søndag blev givet anledning til at bekende sig til Kristus, gik jeg frem og bekendte offentligt min tro på ham. Min mand og jeg blev derpå inviteret en aften til præstens hjem, og den aften gjorde et sådant indtryk på min mand, at han for første gang i vort ægteskab begyndte at gå i kirke sammen med mig. Ikke længe efter overgav også han sig til Jesus Kristus, og sammen blev vi døbt på vor 30 års bryllupsdag. Kristus har ganske forandret vort liv. I 30 år gik jeg alene i kirke. Nu går min mand med, og vort hjem er blevet indviet til Herren. Nu tjener vi Herren så vel som vore medmennesker.
