ER DER NOGEN BIBEÆSK FORKLARING PÅ EFTER DØDEN?

 

 LINK

Der råder desværre megen forvirring omkring døden indenfor den kristne tro. Nogle står fast på, at alle ”sover” indtil den endelige dom, hvorefter alle vil blive sendt enten i himlen eller i helvede. Andre tror, at man sendes til sin endelige og evige destination, i det øjeblik, man dør. Der er også dem, der mener, at når et menneske dør, så sendes dets ” sjæl/ ånd til en midlertidig himmel eller helvede, for at vente på den endelige opstandelse, den endelige dom, og derefter deres sjæles evige destination. Så hvad siger bibelen egentlig om, hvad der sker efter døden?

Hvad angår dem, der tror på Jesus Kristus, fortæller bibelen os at de troendes sjæle/ ånder tages til himlen efter dødsøjeblikket, fordi deres synder er blevet tilgivet, da de har taget imod Jesus Kristus som frelser (Johannes 3:16, 18, 36). Det vil sige vores bevisthed, os bliver taget Hjem til Gud med det samme vi ånder ud, det vil sige vi forsvinder hjem til Gud.

For troende betyder døden at bryde op fra legemet og have hjemme hos Herren (2. Korinther 5:16-18; Filipperne 1:23). Men der er også skriftsteder, som 1. Korinther 15:50-54, og 1. Thessaloniker 4:13-17, som beskriver at troende opstår igen og bliver givet herlighedslegemer. Hvis troende nu tager hjem til Jesus når de dør, hvad er formålet så med denne opstandelse?

formålet med den opstandelse er at vi får vore evigheds kroppe.

Vi mærker ikke at vores krop er døde når vi dør, døden er for kroppen kun som et øjebliks søvn.

Selvom de troendes sjæle/ ånder tages op til himlen, når de dør, så bliver deres legemer ”sovende” i graven. Det hænger sammen med. Vi skal være med i skyen af vidner ved Herren Jesus genkomst. Der skal alle kristnes kroppe i et nu i et øjeblik stå op og forenes med Herren Jesus i luften, derfor, denne dødens søvn for kroppen.

Men ved de troendes genopstandelse, bliver den fysiske krop også genopstanden, herliggjort, og derefter genforenet med sjælen/ ånden. Den genforenede krop-sjæl-ånd vil være de troendes ejendom i al evighed i de nye himle og den nye jord (Åbenbaringen 21-22).

Før i GT sov alle i graven, det er sandt nok. Men efter Jesus død og opstandelse, da har var i graven i 3 dage hvor han prædikede for dem der at nu var Han kommet tog Han Abrahams afdeling med sig til Himmelen, hvor de alle er lyslevende nu. Der står Jesus prædikede for de ånder der var opbevarede der, det passer fint med at vi i Ånden farer eller rejser hjem til Gud ved vor død. Der ved er sjælen (os) reddet.

Hvad angår dem, der ikke tror på Jesus Kristus, vil døden betyder evig straf.

Til forskel for troende og ikke troende vil de ikke komme i Himmelen når de dør, de Ikke-troende vil blive sendt til et midlertidigt opbevarings sted når de dør, for at vente på den endelige opstandelse, dom, og evige skæbne ( den 2 opstandelse).

I Lukas 16:22-23 beskrives en rig mand, som pines straks efter at han dør. Åbenbaringen 20:11-15 fortæller, at alle ikke-troende vil genopstå, blive dømt ved den store, hvide trone, og derefter blive kastet i Ildsøen. Ikke-troende sendes altså ikke direkte i helvede (Ildsøen) lige efter døden, men befinder sig i en midlertidig virkelighed, hvor de oplever dom og fordømmelse. Men selvom ikke-troende ikke sendes direkte i Ildsøen efter at de dør, er deres skæbne, lige efter døden, på ingen måde behagelig. Den rige mand råbte f.eks., at ”.. jeg pines i disse luer (flammer)” (Lukas 16:24).

Altså opbevares ethvert menneske i en midlertidig himmel eller helvede, når de dør. Forskellen er at for kristne der virkelig tror på Herren Jesus kun sover, der er i Himmelen hos Gud og venter der på deres opstandelses kroppe.

Et menneskes skæbne ændres ikke, efter at have oplevet dette midlertidige sted. Det er kun ”stedet” selv, der ændres.

Troende vil i sidste ende få adgang til de nye himle og den ny jord (Åbenbaringen 21:1), og ikke-troende vil ultimativt ende i Ildsøen (Åbenbaringen 20:11-15). Disse er de endelige destinationer for alle mennesker – baseret udelukkende på, om de har taget imod Jesus Kristus som deres frelser, eller ej (Matthæus 25:46; Johannes 3:36).

Hvad så med anihilationisme er den bibelsk?

Annihilationisme er troen på, at ikke-troende ikke vil opleve evig lidelse i helvede, men i stedet vil blive ”udslettet” efter døden. Annihilationisme er et attraktivt trossyn for mange, fordi det er frygteligt at forestille sig, at mennesker skal tilbringe en evighed i helvede. Selvom nogle skriftsteder lader til at tale for annihilationisme, så vil et omfattende kig på, hvad bibelen siger om uretfærdige mennesker, afsløre, at en evig straf i helvede er en realitet.

Lad os lige tænke os lidt om.

Er det så frygteligt at tænke på Djævelens børn, ikke troende skal samme sted hen som Djævelen de tjente mens de var på jorden? Vi bliver jo taget fra en Djævelkst tilværelse, hvor vi før blev tvunget som slaver til at gøre Djævelens, verdens Åndens vilje, og fødte på ny så vi er Guds børn ved vor nye fødsel (Joh 3).

Skulle Gud, Jahve, ikke give Satans, Djævelens tjener samme straf som deres herre forføeren løgneren Satan i dem?

Skal vi som Guds børn ikek tro på vor retfærdige Gud Far i alle ting også med hensyn til Hans beslutning om Hans dom over de ugudelige uretfærdige som ikke arver Guds rige?

Nu viul nogen måske sige. Ja men bibelen er jo kun oversat af mennesker! Ja det er den men gud har altså styr på oversætelsen mere end menenskerne tror,, selvom vi nok kan sige. I dag er vi bedre til det end de var, de første der oversatte bibelen. Men Guds ord lyver ikke, heller ikke om Helvedets fortabelses evige pine.

Derfor har vi også et stort problem når nogen forsøger sig med uægte oversættelser af bibelen som de har tilpasset deres egne ofte ubibelske doktriner som fører folket vild.

Om Gud ikke ønskede den sandhed frem ville Han have sørget for det ikke stod et ord om evig pine i bibelen, hvem tror vi da Gud er?

Troen på annihilationisme stammer fra en forkert forståelse af en eller flere af de følgende doktriner:

Syndens konsekvenser, Guds retfærdighed, formålet med helvede.

Hvad angår formålet med helvede, så misforstår annihilationister betydningen med Ildsøen. Det er klart, at hvis et menneske blev kastet i en sø med brændende lava, så ville han/ hun blive udslettet næsten øjeblikkeligt. Men Ildsøen er ikke desto mindre både et fysisk og åndeligt sted. Det handler ikke bare om, at en menneske krop kastes i Ildsøen; det er både et menneskers krop, sjæl og ånd, det drejer sig om.

Misforståelserne starter altid med et mon Gud har sagt, nøjagtig som da slangen fristede Eva i begyndelsen med et mon Gud nu da har sagt sådan.

En åndelig natur kan ikke blive udslettet af fysisk ild.

Alle har en ånd enten Guds Hellige Ånd eller deres egen, vi er faktisk født til aldrig at kunne dø forstået på den måde. Alle har evigt liv, enten hos Gud eller evig fortabelse.

Det lader til, at de ufrelste opstår med et legeme, der er beredt til evigheden, ligesom de frelste gør det (Åbenbaringen 20:13; ApG 24:15). Disse legemer er skabt til en evig skæbne.

Lige som den gang da Eva hørte på slangens mon har mange desværre hørt på slangens mon gennem mennesker og har lavet deres egne guder fortåelse af bibelens ord, også med hen syn til evig pine for ikke troende mennesker.

Evigheden er et andet aspekt, som annihilationister lader til at misforstå. Annihilationister har ret i, at det græske ord aionion, som normalt oversættes med ordet ”evigt,” ikke pr. definition betyder ”evigt.” Det peger specifikt på en ”tidsalder” eller ”æon,” og altså en specifik tidsperiode. Men det står klart, at det nye testamente nogle gange referer til en evig mængde tid, når det bruger ordet aionion.

I Johannes’ Åbenbaring 20:10 tales der om Satan, dyret, og den falske profet, som vil blive kastet i Ildsøen, og vil blive pint ”dag og nat i evighedernes evigheder”. Det er klart, at disse tre ikke vil blive ”udslettet” ved at blive kastet i Ildsøen. Hvorfor skulle de ufrelstes skæbne være anderledes (Åbenbaringen 20:14-15)? Det mest overbevisende skriftsted, der taler om evigheden i helvede, er Matthæus 25:46: ”Og de (de ufrelste) skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.” I dette vers bruges det samme ord til at beskrive de uretfærdiges og de retfærdiges skæbne.

Hvis de uretfærdige kun vil opleve straf i en tidsperiode, så vil de retfærdige også kun opleve livet i himlen i en tidsperiode. Men hvis troende vil komme i himlen for evigt, så vil ikke-troende også komme i helvede for evigt.

Et andet ofte set annihilationistisk synspunkt, der har med helvedes evighed at gøre, er, at det ville være uretfærdigt af Gud at straffe ikke-troende med evig straf i helvede, når deres synd ikke har været evig. Hvordan kan det være retfærdigt af Gud, at tage en person, som har levet et almindeligt, 70-årigt liv, og så straffe det med en evig straf? Svaret er, at vores synd har evige konsekvenser, fordi den begås mod en evig Gud.

Da kong David blev skyldig i ægteskabsbrud og mord, sagde han følgende, ”mod dig alene har jeg syndet, jeg har gjort, hvad der er ondt i dine øjne..” David havde syndet imod Batseba og Urias; hvordan kunne han så hævde, at han kun havde syndet imod Gud? David forstod, at al synd ultimativt begås mod Gud. Gud er et evigt og uendeligt væsen. Derfor fortjener al synd, der er begået imod ham, en evig straf. Det drejer sig altså ikke om længden af den tid, vi har syndet i, men om karakteren af den Gud, vi har syndet imod.

Et mere personligt, annihilationistisk aspekt, er ideen om, at vi ikke kunne opleve glæde i himlen, hvis vi vidste, at en af vore kære samtidigt oplevede en evig pine i helvede. Men når vi ankommer til himlen, vil vi ikke have noget at klage over, eller være kede af. I Åbenbaringen 21:4 står der, ”Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet”. Hvis nogen af vores kære ikke befinder sig i himlen, så vil vi være 100 procent enige i, at de ikke hører til der, og at oplever fordømmelse fordi de nægtede at tage imod Jesus Kristus som deres frelser (Johannes 3:16; 14:6). Det er svært at forstå dette, men vi vil ikke blive kede af, at de ikke er til stede. Vores fokus bør ikke være, hvordan vi kan nyde himlen når alle vores kære ikke er der, men det bør være at vi peger vores kære i retning af troen på Jesus Kristus, så de netop vil være der, når den tid kommer.

Helvede er måske en primær grund til, at Gud sendte Jesus Kristus til at betale for vores synder. Der er ingen grund til at frygte, hvis man bliver ”udslettet” efter døden, men der er god grund til at frygte en evighed i helvede.

Jesu død var en evig død, som betalte vores evige syndeskyld, så vi ikke behøver at betale den i helvede for evigt (2. Korinther 5:21).

Når vi sætter vores tro til ham, så bliver vi frelst, tilgivet, renset, og loves et evigt hjem i himlen. Men hvis vi forkaster Guds gave – det evige liv – så vil vi opleve konsekvensen af det valg.

Ja, Helvedets evighed findes for ikke troende og det er Gud (Jahve) der har bestemt det sådan. Hvis vi begynder at sætte spørgsmålstegn ved Guds ord, kommer vi i problemer med Gud der vil blive ved og ved med at spørge os hvorfor tror I ikke på Min Søn Jesus der fortæller jer alle sandhederne også om evig pine for ikke troende.