Translate

INFO JESUS LIVET

Aktiver din tro

    LINK Aktivér din tro Jan Lund Nissen I kraft af Jesus har du fået Den Hellige Ånd i dig. Jesus bor i dig gennem din tro. Jesus siger, at...

Søg i denne blog

fredag den 16. maj 2025

ER DER NOGEN BIBEÆSK FORKLARING PÅ EFTER DØDEN?

 




 LINK

Der råder desværre megen forvirring omkring døden inden for den kristne tro. Nogle står fast på, at alle ”sover” indtil den endelige dom, hvorefter alle vil blive sendt enten i himlen eller i helvede. Andre tror, at man sendes til sin endelige og evige destination i det øjeblik, man dør. Der er også dem, der mener, at når et menneske dør, så sendes dets ”sjæl/ånd” til en midlertidig himmel eller et midlertidigt helvede for at vente på den endelige opstandelse, den endelige dom og derefter deres sjæles evige destination. Så hvad siger Bibelen egentlig om, hvad der sker efter døden?


Hvad angår dem, der tror på Jesus Kristus, fortæller Bibelen os, at de troendes sjæle/ånder tages til himlen efter dødsøjeblikket, fordi deres synder er blevet tilgivet, da de har taget imod Jesus Kristus som frelser (Johannes 3:16, 18, 36). Det vil sige, at vores bevidsthed, altså os, bliver taget hjem til Gud, lige så snart vi ånder ud. Det vil sige, at vi forsvinder hjem til Gud.


For troende betyder døden at bryde op fra legemet og have hjemme hos Herren (2. Korinther 5:16-18; Filipperne 1:23). Men der er også skriftsteder som 1. Korinther 15:50-54 og 1. Thessaloniker 4:13-17, der beskriver, at troende opstår igen og får herlighedslegemer. Hvis troende nu tager hjem til Jesus, når de dør, hvad er formålet så med denne opstandelse?


Formålet med opstandelsen er, at vi får vores evighedskroppe.


Vi mærker ikke, at vores krop er død, når vi dør. Døden er for kroppen kun som et øjebliks søvn.


Selvom de troendes sjæle/ånder tages op til himlen, når de dør, så bliver deres legemer ”sovende” i graven. Det hænger sammen med, at vi skal være med i skyen af vidner ved Herren Jesu genkomst. Da skal alle kristnes kroppe på et øjeblik stå op og forenes med Herren Jesus i luften. Derfor er der denne dødens søvn for kroppen.


Men ved de troendes genopstandelse bliver den fysiske krop også genopstanden, herliggjort og derefter genforenet med sjælen/ånden. Den genforenede krop-sjæl-ånd vil være de troendes ejendom i al evighed i de nye himle og den nye jord (Åbenbaringen 21-22).


Før i GT sov alle i graven, det er sandt nok. Men efter Jesu død og opstandelse, da han havde været i graven i tre dage og prædiket for dem, der var opbevaret dér, at han nu var kommet, tog han Abrahams afdeling med sig til himlen, hvor de alle er lyslevende nu. Der står, at Jesus prædikede for de ånder, der var opbevarede dér. Det passer fint med, at vi i ånden farer eller rejser hjem til Gud ved vores død. Derved er sjælen (os) reddet.


Hvad angår dem, der ikke tror på Jesus Kristus, vil døden betyde evig straf.


Til forskel fra de troende vil de ikke komme i himlen, når de dør. De ikke-troende vil blive sendt til et midlertidigt opbevaringssted, når de dør, for at vente på den endelige opstandelse, dom og evige skæbne (den anden opstandelse).


I Lukas 16:22-23 beskrives en rig mand, som pines straks efter, at han dør. Åbenbaringen 20:11-15 fortæller, at alle ikke-troende vil genopstå, blive dømt ved den store, hvide trone og derefter blive kastet i ildsøen. Ikke-troende sendes altså ikke direkte i helvede (ildsøen) lige efter døden, men befinder sig i en midlertidig virkelighed, hvor de oplever dom og fordømmelse. Men selvom ikke-troende ikke sendes direkte i ildsøen, efter at de dør, er deres skæbne lige efter døden på ingen måde behagelig. Den rige mand råbte for eksempel, at ”… jeg pines i disse luer (flammer)” (Lukas 16:24).


Altså opbevares ethvert menneske i en midlertidig himmel eller et midlertidigt helvede, når det dør. Forskellen er, at kristne, der virkelig tror på Herren Jesus, kun sover. De er i himlen hos Gud og venter dér på deres opstandelseskroppe.


Et menneskes skæbne ændres ikke efter at have oplevet dette midlertidige sted. Det er kun ”stedet” selv, der ændres.


Troende vil i sidste ende få adgang til de nye himle og den nye jord (Åbenbaringen 21:1), og ikke-troende vil ultimativt ende i ildsøen (Åbenbaringen 20:11-15). Dette er de endelige destinationer for alle mennesker – baseret udelukkende på, om de har taget imod Jesus Kristus som deres frelser eller ej (Matthæus 25:46; Johannes 3:36).


Hvad så med annihilationisme? Er den bibelsk?


Annihilationisme er troen på, at ikke-troende ikke vil opleve evig lidelse i helvede, men i stedet vil blive ”udslettet” efter døden. Annihilationisme er et attraktivt trossyn for mange, fordi det er frygteligt at forestille sig, at mennesker skal tilbringe en evighed i helvede. Selvom nogle skriftsteder lader til at tale for annihilationisme, vil et omfattende kig på, hvad Bibelen siger om uretfærdige mennesker, afsløre, at en evig straf i helvede er en realitet.


Lad os lige tænke os lidt om.


Er det så frygteligt at tænke på, at Djævelens børn, de ikke-troende, skal samme sted hen som Djævelen, de tjente, mens de var på jorden? Vi bliver jo taget fra en djævelsk tilværelse, hvor vi før blev tvunget som slaver til at gøre Djævelens og verdensåndens vilje. Vi bliver født på ny, så vi er Guds børn ved vores nye fødsel (Joh 3).


Skulle Gud, Jahve, ikke give Satans og Djævelens tjenere samme straf som deres herre, forføreren og løgneren Satan, i dem?


Skal vi som Guds børn ikke tro på vores retfærdige Gud Far i alle ting, også med hensyn til Hans beslutning om Hans dom over de ugudelige og uretfærdige, som ikke arver Guds rige?


Nu vil nogen måske sige: ”Ja, men Bibelen er jo kun oversat af mennesker!” Ja, det er den, men Gud har altså mere styr på oversættelsen, end mennesker tror, selvom vi nok kan sige: ”I dag er vi bedre til det, end de første, der oversatte Bibelen, var.” Men Guds ord lyver ikke, heller ikke om helvedets fortabelse og evige pine.


Derfor har vi også et stort problem, når nogen forsøger sig med uægte oversættelser af Bibelen, som de har tilpasset deres egne, ofte ubibelske doktriner, der fører folket vild.


Hvis Gud ikke ønskede den sandhed frem, ville Han have sørget for, at der ikke stod et ord om evig pine i Bibelen. Hvem tror vi da at Gud er?


Troen på annihilationisme stammer fra en forkert forståelse af en eller flere af de følgende doktriner:


Syndens konsekvenser, Guds retfærdighed, formålet med helvede.


Hvad angår formålet med helvede, så misforstår annihilationister betydningen af ildsøen. Det er klart, at hvis et menneske blev kastet i en sø med brændende lava, så ville det blive udslettet næsten øjeblikkeligt. Men ildsøen er ikke desto mindre både et fysisk og et åndeligt sted. Det handler ikke bare om, at en menneskekrop kastes i ildsøen; det er både et menneskes krop, sjæl og ånd, det drejer sig om.


Misforståelserne starter altid med et ”mon Gud har sagt”, nøjagtig som da slangen fristede Eva i begyndelsen med et ”mon Gud nu da har sagt sådan”.


En åndelig natur kan ikke blive udslettet af fysisk ild.


Alle har en ånd, enten Guds Hellige Ånd eller deres egen. Vi er faktisk født til aldrig at kunne dø, forstået på den måde, at alle har evigt liv, enten hos Gud eller i evig fortabelse.


Det lader til, at de ufrelste opstår med et legeme, der er beredt til evigheden, ligesom de frelste gør det (Åbenbaringen 20:13; ApG 24:15). Disse legemer er skabt til en evig skæbne.


Ligesom dengang da Eva hørte på slangens ”mon”, har mange desværre hørt på slangens ”mon” gennem mennesker og har lavet deres egen forståelse af Bibelens ord, også med hensyn til evig pine for ikke-troende mennesker.


Evigheden er et andet aspekt, som annihilationister lader til at misforstå. Annihilationister har ret i, at det græske ord aionion, som normalt oversættes med ordet ”evigt”, ikke per definition betyder ”evigt”. Det peger specifikt på en ”tidsalder” eller ”æon” og altså en specifik tidsperiode. Men det står klart, at Det Nye Testamente nogle gange refererer til en evig mængde tid, når det bruger ordet aionion.


I Johannes’ Åbenbaring 20:10 tales der om Satan, dyret og den falske profet, som vil blive kastet i ildsøen og vil blive pint ”dag og nat i evighedernes evigheder”. Det er klart, at disse tre ikke vil blive ”udslettet” ved at blive kastet i ildsøen. Hvorfor skulle de ufrelstes skæbne være anderledes (Åbenbaringen 20:14-15)? Det mest overbevisende skriftsted, der taler om evigheden i helvede, er Matthæus 25:46: ”Og de (de ufrelste) skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.” I dette vers bruges det samme ord til at beskrive de uretfærdiges og de retfærdiges skæbne.


Hvis de uretfærdige kun vil opleve straf i en tidsperiode, så vil de retfærdige også kun opleve livet i himlen i en tidsperiode. Men hvis troende vil komme i himlen for evigt, så vil ikke-troende også komme i helvede for evigt.


Et andet ofte set annihilationistisk synspunkt, der har med helvedes evighed at gøre, er, at det ville være uretfærdigt af Gud at straffe ikke-troende med evig straf i helvede, når deres synd ikke har været evig. Hvordan kan det være retfærdigt af Gud at tage en person, som har levet et almindeligt, 70-årigt liv, og så straffe vedkommende med en evig straf? Svaret er, at vores synd har evige konsekvenser, fordi den begås mod en evig Gud.


Da kong David blev skyldig i ægteskabsbrud og mord, sagde han følgende: ”Mod dig alene har jeg syndet, jeg har gjort, hvad der er ondt i dine øjne …” David havde syndet imod Batseba og Urias. Hvordan kunne han så hævde, at han kun havde syndet imod Gud? David forstod, at al synd ultimativt begås mod Gud. Gud er et evigt og uendeligt væsen. Derfor fortjener al synd, der er begået imod ham, en evig straf. Det drejer sig altså ikke om længden af den tid, vi har syndet i, men om karakteren af den Gud, vi har syndet imod.


Et mere personligt annihilationistisk aspekt er ideen om, at vi ikke kunne opleve glæde i himlen, hvis vi vidste, at en af vores kære samtidig oplevede en evig pine i helvede. Men når vi ankommer til himlen, vil vi ikke have noget at klage over eller være kede af. I Åbenbaringen 21:4 står der: ”Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet.” Hvis nogen af vores kære ikke befinder sig i himlen, så vil vi være 100 procent enige i, at de ikke hører til der, og at de oplever fordømmelse, fordi de nægtede at tage imod Jesus Kristus som deres frelser (Johannes 3:16; 14:6). Det er svært at forstå dette, men vi vil ikke blive kede af, at de ikke er til stede. Vores fokus bør ikke være, hvordan vi kan nyde himlen, når alle vores kære ikke er der, men det bør være, at vi peger vores kære i retning af troen på Jesus Kristus, så de netop vil være der, når den tid kommer.


Helvede er måske en primær grund til, at Gud sendte Jesus Kristus for at betale for vores synder. Der er ingen grund til at frygte, hvis man bliver ”udslettet” efter døden, men der er god grund til at frygte en evighed i helvede.


Jesu død var en evig død, som betalte vores evige syndeskyld, så vi ikke behøver at betale den i helvede for evigt (2. Korinther 5:21).


Når vi sætter vores tro til ham, bliver vi frelst, tilgivet og renset, og vi loves et evigt hjem i himlen. Men hvis vi forkaster Guds gave – det evige liv – så vil vi opleve konsekvensen af det valg.


Ja, helvedets evighed findes for ikke-troende, og det er Gud (Jahve), der har bestemt det sådan. Hvis vi begynder at sætte spørgsmålstegn ved Guds ord, kommer vi i problemer med Gud, der vil blive ved og ved med at spørge os: ”Hvorfor tror I ikke på min Søn Jesus, der fortæller jer alle sandhederne, også om evig pine for ikke-troende?”