Er
LINK
Er der bibelsteder, der underbygger påstanden om, at fortabelsen er lig med at brænde og lide i al evighed? Eller kan man forestille sig en form for udslettelse? Jeg synes ikke rigtig, at jeg kan finde nogle endegyldige svar i Bibelen. De steder, som jeg alligevel synes taler lidt om det er (Es 66,24),(Mark 9,44),(Åb 20,15),(Åb 21,8)Ja er det helt korte svar enten evig frihed hos gud eller evig pine sammenmed Satan/Djævlen den falks profet og deres dæmoner/engle eller tjenende ånder.
Det er to riger et Satans/Djævlens og Guds begge er evige.
Man kan godt sige ingen mennesker kan nogen inde dø kun kroppen. Alle vil havne det ene eller andet sted.
Der kan ikke herske skygge af tvivl om, at der ifølge NT er to udgange af livet. Jesus taler umisforståeligt om "dødsriget" (Mattæus 11,23; 16,18; Lukas 10,15; 16,23) og fortabelsens rige eller sted. (Mattæus 5,22.29 etc.). Jesus advarer imod stedet, hvor "ild" og "mørke" råder. Der tales om en evig ild (f.eks. Mattæus 18,8; 25,41 og Jud 7) og evig straf (Mattæus 25,46). Jesus advarer imod det sted, hvor der skal være "gråd og tænderskæren" (Mattæus 13,42). Der kan ikke være gråd og og tænderskæren om folk ikke er ved bevislighed og lever.
Jesus udråber det eskatologiske "ve" (Mattæus 11,21) og erklærer, at synden imod Helligånden ikke skal tilgives. Jesus skildrer denne dom som evig og i den forbindelse nævnes den evige synd (Markus 3,29). Skulle Jesus være en løgner. Han siger jo evigt liv til alle der tror på Ham og evig fortabelse til de der ikke tror på Hans navn og Hans ord.
Går vi til Paulus, tegner det samme billede sig.
Det, der afgør, om et menneske bliver frelst eller går fortabt, er menneskets svar på evangeliet, siger Paulus (f.eks. 1 Korinterbrev 1,18; 2 Korinterbrev 2,15; 4,3f). Nogle gange stiller Paulus de to muligheder op ved siden af hinanden (f.eks. Romerbrevet 2,5-10; Filipperbrevet 1,28; 2 Thessalonikerbrev 1,6-10).
Paulus kan skildre fordømmelsen som dette at blive underkastet Guds vrede (Romerbrevet 2,5-10; 5,9; 1 Thessalonikerbrev 1,10), som dette at gå fortabt og blive ramt af fortabelse (Filipperbrevet 1,28; 3,19). Eller Paulus skildrer fordømmelsen som dette ikke at arve Guds Rige (1 Korinterbrev 6,9f; Galaterbrevet 5,21; Efeserbrevet 5,5; jf. desuden 1 Korinterbrev 15,50).
Derfor er det sådan vi som er fødte på ny ikke er under Guds vredes fordømmelses dom længer men er guds retfærdiggjorte i Jesus (Rom 8)
Fortabelsen er at være fjernt fra Herren Javes, ansigt og hans magt (2 Thessalonikerbrev 1,9), at Kristus intet vil gavne det menneske (Galaterbrevet 5,2).
Også i de øvrige skrifter i NT er der et umiskendeligt og mangfoldigt vidnesbyrd om de to udgange af livet. I Åbenbaringsbogen tales der om "afgrunden" (20,3) og "ildsøen" (Åbenbaringen 19,20; 20,10.14.15; 21,8).
Det bibelske vidnesbyrd er altså umisforståeligt. Det er vanskeligt at acceptere, for ethvert seriøst menneske vil naturligvis ønske, at alle bliver frelst, eller at der er en anden udgang af livet. Den opfattelse har da også vundet hævd, at fortabelse ikke er evig fordømmelse, men snarere udslettelse og tilintetgørelse (den såkaldte annihilationslære) som er og bliver ubibebelsk og ikke det hverken Gud eller Jesus siger men udelukkende falsk vidnesbyrd for at gøre Guds vredes dom mere mild, end den er over ugudelige fortabte mennesker.
Fortabelsen kan jo omtales som "undergang" og "ødelæggelse" (f.eks. Romerbrevet 9,22), og det kan f.eks. hedde, at den, der er kastet i ildsøen, er helt og aldeles tilintetgjort (Åbenbaringen 19,20; 20,14f). Ilden er jo alt fortærende. Og det kan i 2 Petersbrev 3,10 hedde: "Men Herrens dag vil komme som en tyv, og da vil himlene forgå med et brag, og elementerne vil brænde op, og jorden og alt det". Det er en undergang og ødelæggelse for de mennesker som havner der efter deres eget frie valg.
Men disse tekster rokker ikke ved, at fortabelse i bibelsk lys ikke er at forstå som en tilintetgørelse af liv, men den er en frygtelig tilstand, hvor mennesket er frataget det evige liv.
Hvordan kan en kærlig Gud tillade, at nogle går fortabt?
Mit spørgsmål / anfægtelse er: Hvorfor vil Gud, som jeg kan opfatte som en kærlig far, kun have de mennesker hos sig engang, som tror på det som jeg også tror på. Hvorfor giver han os et frit valg velvidende at nogle af os af mange forskellige årsager ikke vælger at tro på Jesus. Hvorfor tager han os ikke bare som vi er på godt og ondt. Hvis Gud er ren kærlighed (og det er han jo i følge Jesus), hvorfor kan han så ikke se ubetinget bort fra vores syndere, som vi alle begår. Jeg er selv far til to små børn og hvis de ikke troede på min kærlighed vil jeg aldrig skubbe dem bort fra mig_ dertil elsker jeg dem for meget_ så hvordan kan min far i himlen skubbe sine egne børn fra sig uanset om de tror på Jesus eller ej_ er det ikke en form for tvang og hvor er så kærligheden?
Faktisk kræver det spørgsmål ikke ret mange ord.
For det første ville en jordisk far ikek kunne have samme kærligheds forhold til børn der ikek var hans egne. Lad os sige. Der kommer et barn og ødelægger tingene i dit hus det barn begynder måske at rive alt i stykker som du har givet dine børn ville du bare sig okay du er velkommen bare fortsat vi elsker dig alligevel på et eller andet tidspunkt vil du sige nu er det nok ud.
Var det dine egne børn der konstant lavede ballade ser tingene jo anderledes ud. Du er ikke enige i det de gør du bliver gal og forsøger af al magt at opdrage dem godt så de er ordentlige mennesker velopdragende. Men så oplever du dit barn sener laver noget ulovligt kommer i fængsel da vil det stadig være dit barn menikek hvis det var naboens.
Ja du kan opleve dine børn vendrt dig ryggen du vil sørge og svane dem de vil altid værte dine børn. Men du kaqn også sjældent blive nødt til at sige. Nu er du ikke længere velkommen som barn af huset du har ødelagt nok da kan du faktisk sige dit barn er tabt for dig men de skal gå meget langt før du gør det. Lidt sådan er gUd også. Der skal enormt meget til før nogen har begået den utilgivelige synd mod Hellig Ånden, det sker faktisk sjældent.
Men det sker hver dag at folk g¨år fortabte de ville ikke tage imod Jesus selv på dødens lej sagde de med eder og forbandelser nej til både præsten, Gud og Jesus.
Klart nok. Djævelens/Satans børn, har samme evige opholdssted som Ham selv. De tilhører ikke Gud, Jahve, på nogen måder. De er det man siger fortabte. Tabte på forhånd. De fik mange gange indbydelsen men sagde nej tak.
Mange har forsøgt igen og igen at bortforklare fortabelsens virkelighed med ord om. Evig undergang hvilket det også er. Evig undergang borte fra Guds rige.
Ingen kan lave om på hverken bibelens ord eller Guds dom over uretfærdige der ikke vil tage imod Han Søn Jesus som giver frelsen helt gratis uden lovkrav og paragraffer ufortjent af Gud Herrens nåde i Kristus.
Vi kommer ikke til at savne de fortabte også selvom det kan være nogen af vore aller kæreste på jorden vil deres lod være evig fortabt i den evige ild.
Fortabelsen - ikke en hævngerrig straf
Vi som mennesker står faktisk et neutralt sted mellem himmel og fortabelsen. Og hvis så ikke mennesket gør noget for at vælge det rigtige, straffer Gud det for at vælge forkert.
Det er ikke Guds egen børn Han straffer men Satans yngel eller børn.
Men sagen er jo den, at vi allerede har valgt. Og vi valgte forkert. Det er ikke så tydeligt for os, fordi vi nu står på den anden side af det valg og ikke kender til andet. Men vi ved det ud fra Guds ord – og vi aner det ud fra vores hverdag og ud fra vores eget hjerte.
Fortabelsen er ikke en straf, en hævngerrig Gud fælder over fejlende mennesker. Den er konsekvensen af og fortsættelsen af den vej, vi allerede er slået ind på. Og Gud græder over den, men kan ikke tvinge mennesker til at følge en anden. Fortabelsen er vores valg. Ikke Guds. Det er ikke ham, der skubber os fra sig; det kunne han lige så lidt gøre, som du kan skubbe dine børn bort. Men det er os, der har skubbet ham bort. Og hvis dine børn skubbede dig bort, kunne du heller ikke forhindre det. Du ville sikkert ved hjælp af magt kunne tvinge dem til at blive inden døre hos dig resten af dit liv; men det vil netop en kærlig far aldrig kunne gøre. Han må stille sine børn frit. Og lide under, at de har valgt ham fra. Kærlighed tvinger ikke.
Troen er jo ikke en præstation, vi skal opfylde for at blive værdige til, at Gud vil have med os at gøre. Gud vil have med os at gøre. Uanset synd, uanset værdighed eller fortjenstfuldhed. Det eneste, troen gør, er at sige Ja til, at Gud godt må have med os at gøre.
Læg mærke til rækkefølgen i Paulus’ ord: “Men alt dette skyldes Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste, for det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser, men betroede os ordet om forligelsen. Så er vi altså udsendinge i Kristi sted, idet Gud så at sige formaner gennem os. Vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud!” (2. Korintherbrev kapitels 5 vers 18ff). Gud har altså netop sørget for, at intet nu står mellem os og ham. Han har ligefrem forligt hele verden med sig (forligelse vil sige, at der ikke er fjendskab længere; nu “kan vi forliges”). Det eneste, der står tilbage, er at vi nu også forliger os med Gud – altså opgiver vort fjendskab.
Vores frihed og vilje
Det er da en fristende tanke, at Gud vel nok i sin kærlighed kunne se lidt bort fra alt det dyre med vores “frihed” og så bare slæbe os skrigende og sparkende ind i sit rige. Ville vi ikke hellere se mennesker tvunget til frelse end gå frit i fortabelsen? Her har det at gøre med, at væsener, skabt i hans eget billede, simpelt hen ikke lader sig tvinge på den måde. Vi rangerer for højt. Vi er “kun lidt ringere end Gud” (citat fra Salme 8); og så må selv den Almægtige tage vort fravalg af ham til efterretning og lade os få vores vilje. Også selv om den går ham imod. Ikke engang den Almægtige kan tvinge os til at elske sig.
5I sin lille bog The problem of pain (Lidelsens problem) er C.S. Lewis inde på det faktum, at Bibelen faktisk ikke kender til anger i fortabelsen! Vi ser let for os, hvordan Helvede er fuldt af grædende, angrende mennesker, som fortryder – men den hårde Gud vil ikke lade dem komme ud og ind i sit rige. Men Lewis påpeger, at Bibelens skildring af fortabelsen er helt, helt anderledes. Fx vil den rige mand (i fortællingen om Lazarus og den rige mand) ikke indse sin egen synd; han vil gerne lindres i sin pine, men han kan stadig ikke indse andet, end at Lazarus kan han koste rundt med og behandle som sin tjener.
Og Lewis sætter det på spidsen og siger, at hvis vi endelig vil se for os, at porten til Helvede er boltet og låst, så skal vi se for os, at den er boltet og låst indefra. Mennesker vil gerne ud af pinen; men de vil ikke over til Gud. De vil stadig ikke have med ham at gøre.
“Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke” (Mattæus Evangeliet kapitel 23 vers 37).
Fortabelsen er det sted, hvor Guds vilje ikke er sket.
Jesus som dommer
Det er det mest pinagtige spørgsmål i verden. Og vi kan ikke slå os til ro med selv de bedste forklaringer. Der, hvor jeg selv hele tiden må lande og til nød kan leve med det, er et helt andet sted: Jesus er et par steder inde på, at “Faderen dømmer heller ingen, men hele dommen har han overdraget til Sønnen” (Johannes Evangeliet kapitel 5 vers 22).
Det er ikke Gud Fader, men Jesus selv, der sidder på dommersædet; hvorfor? Mon ikke det er for at gøre det troværdigt for os, at det virkelig er kærligheden selv, der dømmer på Dommens Dag? Mon ikke det er for at gøre det lidt lettere at hvile i, at det ikke er en despotisk, hævngerrig Gud, men den selvsamme mand, som vi kender fra evangelierne: ham, der bad for sine bødler; ham, der græd over sine modstandere; ham, der havde en uendelig tålmodighed med sine tykpandede disciple?
Jeg ved, at Gud Fader er lige så kærlig som Guds Søn. Men Jesu kærlighed er tydeligere, mere menneskelig, lettere at tro på og se for sig.
Lad os så lige slå en ting fast. Ingen der er fødte på ny går til fortabelsen fordi de overtræder guds lov elelr måske slet ikke ser eller ved det de gør er imod guds vilje.
Her har alle fået Guds Hellige Ånd som altid vejleder og advarer inden der går galt for Guds sande børn i Herren Jesus.
Vær opmærksom på Gud taler til alle Hans børn han bruger ikke kun eksempelvis Paven eller præsten, mange mener jo det kun er helt særlige Gud taler til også om andre hvilket er løgn så ville Gud jo ikke være Far og levende for alle Hans børn. Her skal vi være opmærksomme det kan godt være Hellig Ånden i en person der taler til os men det er lige så mange gange persons egne tanker og meninger personerne forsøger at gøre til noget Gud sige ruden det er mange falske profetr står frem og siger noget som ikke er sandheden, noget mani sit hjerte mærker med det samme hov det her lukker jeg ikke op for tager ikke imod det.
Det er livsfarlig for en kristen og sige. Vedkommende ikke vil have med Hellig Ånden at gøre uden Guds egen Ånd har en kristen ikke livet og kan hurtig fare vild i sin egen religiøse gudsdyrkelse som inte har med den sande Gud og Jesus at gøre.
Fortabelsens evighed i pine er sandhed, lige som sandheden og evigt liv i Himmelen, hvor vores ånd (bevidstheden går til ved kroppens død). Ånd og sjæl er ind i mellem skrevet i bibelen som de samme to ting men dr er en forskel. Sjælen er vores jeg vores personlighed/psyke som går med til Himmelen eller fortabelsen. Sjælen er os en del af kroppen den dør også ved kroppens død men ånden lever vider ved at gå ud af kroppen som vi blinker med øjnene så hurtig går det.
Ja, den evige pine findes for Satans/Djævelens børn de ufrelse vil ende der for evigt.
