Er
LINK
De stærkeste tekster for evig, bevidst pine:
- Matthæus 25,31-46: Jesus beskriver dommen over folkeslagene og afslutter med en parallel mellem evig straf og evigt liv. Det taler stærkt for, at straffen ikke blot er en kortvarig følge. Men teksten beskriver ikke præcist, hvad straffen består i, eller om den er en vedvarende pine.
- Markus 9,42-48: Jesus advarer mod at føre andre til fald og bruger billederne af Gehenna, den uudslukkelige ild og ormen, der ikke dør. Han citerer Esajas 66,24, hvor de døde kroppe fra Guds fjender ligger til skue. Billedet er voldsomt, men Esajas’ scene beskriver ikke direkte levende mennesker, der oplever smerte uden ende. I Markus’ tekst står advarslen i en større tale om syndens alvor og radikale opgør med den.
- Åbenbaringen 14,9-11 og 20,10: Her omtales pine og røg, der stiger op i evighedernes evigheder. I kapitel 20 handler den direkte formulering om Djævelen, dyret og den falske profet. Kapitel 14 taler om dem, der tilbeder dyret. Det er stærke tekster for evig pine, men de står i Åbenbaringens billedrige domsvisioner.
- 2 Thessalonikerbrev 1,5-10: Paulus taler om straf som evig undergang og om at være borte fra Herren. Det kan forstås som en vedvarende tilstand af fortabelse, men ordet “undergang” kan også læses som ødelæggelse.
De stærkeste tekster for udslettelse eller endelig tilintetgørelse:
- Matthæus 10,28: Jesus siger, at Gud kan ødelægge både sjæl og legeme i Gehenna. Det kan læses som endelig tilintetgørelse, selv om andre læser “ødelægge” som at ruinere eller bringe under dom.
- Johannes 3,16: Modsætningen er mellem evigt liv og at fortabes. Det siger ikke i sig selv, om fortabelsen er bevidst pine eller ophør af liv.
- Romerbrevet 6,23 og Filipperbrevet 3,19: “Død” og “undergang” bruges om syndens og fjendskabets endestation. De kan støtte udslettelseslæren, men ordene kan også betegne en ødelagt eller adskilt tilværelse.
- Åbenbaringen 20,11-15 og 21,1-8: Ildsøen kaldes udtrykkeligt den anden død. Det er et vigtigt udtryk for udslettelseslæren. Samtidig siger Åbenbaringen 20,10, at Djævelen, dyret og den falske profet pines for evigt. Bogen skelner altså mellem de personer og kræfter, der udtrykkeligt beskrives som evigt pint, og mennesker, hvis skæbne kaldes “den anden død”.
Så din fornemmelse er rimelig: Bibelen lærer tydeligt om dom og alvorlig fortabelse, men den giver ikke en enkel, teknisk forklaring på, om alle fortabte bevidst lider uden ende, eller om de til sidst udslettes. Mattæus 25,46 og Åbenbaringen 14 taler stærkt for evig straf og pine; “død”, “fortabelse”, “ødelæggelse” og “den anden død” giver samtidig udslettelseslæren et reelt bibelsk grundlag.
Derfor er det for skråsikkert at kalde udslettelseslæren åbenlyst ubibelsk. Det er en fortolkning, som forsøger at tage nogle af teksterne alvorligt, men den må også forklare de tekster, der taler om evig pine. Omvendt må læren om evig bevidst pine forklare, hvorfor fortabelsen så ofte beskrives med ord som død og ødelæggelse.