Frederik Wisløff.1946.
Trætte vil vi dag oversætte med overbelast. Du kender typen. De snakker og snakke hele tiden om dem selv, hvad de gør, hvad de oplever, lige så snart du forsøger at sige et ord drejer de det o, så de3 ugen har sig selv i midt punkt, og hvad snakke de i grunden om? Kan du bruge det de sige, og de kommer som nogen der hele tiden skal betjenes men selv gør de nitete. De trætter os.
Ingen gør noget for at trætte sin næste, eller for tom ære. Men alt gøres i ydmyghed ved at I agter hverandre højere end jer selv. (Gammel ovs.) (Fil. 2.5).
At trætte nogen er et stygt ord som ikke burde findes hos en troende, Der er ikke noget der trætter mere end, når man er sammen med personer, der gør alt det de gør for at blive lagt mærke til, og de forventer oven i købet at alle skal rose dem for selv den mindste ting.
Alle troende ved de skal være sagtmodige i deres færden og ikke søge tom ære. Og alligevel er der ikke så få endda, der inderst inde er ærekær eller syg efter af få opmærksomhed og tak hele tiden. De skal nok sørge for at folk ligge mærke til dem, selvfølgelig ydmyg men alligevel ikke mere ydmyg end alle ser deres gerning.
De har ikke kærligheden i sig men er fyldt af begæret efter ære og magt. De er de første til at skubbe de der ikke siger så meget ud af fællesskabet. Altid har de trang til at modsige andre fordi. De mener at de ved alt bedre end andre og de er dem der har svaret på alle spørgsmål. De søger konstant menneskers tomme ære og der er ikke nogen der skal lære dem noget, de er fuldkommende, mener de selv og har ikke nødig at belæres af nogen.
Nu er der vel ikke nogen som ligefrem stræber efter tom ære! Den ære man får ved ovennævnte, altid at ville vise sin godhed, men ikke uden at man får tak og æres for det. Men mange får ved sin stræben kun tom ære. Man udvisker sig selv, folk gider ikke blive ved med at være sammen med sådanne mennesker, folk bliver ganske enkelt træt af deres jagen efter tom ære. Man bliver nemt usand elle falsk i sit væsen, om det er sådan fat med en.
Byt alt dette om med et ydmygt og kærligt sind. Kreds ikke så meget om dig selv. Både oppositionslysten og ære-sygen har sin grund i dit store jeg, din selvoptagethed bevirker at du ikke er tilfreds og aldrig bliver det. Du kan jo aldrig glæde dig ærligt og inderligt når der går andre godt. Du vil altid være misundelig på din næste og forsøge at gøre noget der lægges endnu mere mærke til.
Tænk mindre på dig selv og mere på andre! Vær ikke stor i egne tanker! Men agt i al ydmyghed andre højere end dig selv.
Så vil dit liv blive rigere. Og du vil selv være tilfreds under alle forhold.
