LINK
Hvad er det at bede i tunger? Er bøn i tunger et bønnesprog mellem den troende og Gud?
Tungetalen er IKKE et bevis, som nogen mener, at vi har Den Hellige Ånd, ikke alle får de samme gaver. Tunge talen er Guds gave Han giver til nogen, ikke til alle men Den Hellige Ånd, Jesus i os, vil altid være i en sand levende født på ny kristen Johannes 3. Det er Den Hellige Ånd der er det levende livet i os, ikke selve gaverne, herunder tungetale.
Vi der har tungetalens gave kan sagtens være sammen med andre der ikke har samme gave, det drejer sig om vi har den samme Helt lige Ånd, Hellig Ånden i os, om vi virkelig ar èt med Jesus på vintræet Johannes 15
Læs altid hele sammenhænget som verisme referer til. Tillad Jesus ved Den Hellige ånd overbevise dig om Guds Sandheder som sætte dig fri.
Som baggrundsviden må du meget gerne læse vores artikel om tungetalens gave. Der findes fire primære skriftstykker, som citeres som bevis for at man kan bede i tunger: Romerbrevet 8:26; 1. Korintherbrev 14:4-17; Efeserbrevet 6:18; og Judasbrevet vers 20. Efeserbrevet 6:18 og Judasbrevet 20 nævner udtrykket ”at bede i Ånden.” Men det er ikke ret sandsynligt, at tungetale som et bønnesprog beskrives som ”at bede i Ånden.”
I Romerbrevet 8:26 står der, ”Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke.” Der er to pointer, som betyder at det er højst usandsynligt, at Romerbrevet 8:26 taler om tungetale som et bønnesprog. For det første, så står der i Romerbrevet 8:26 at Ånden, ikke den troende, ”sukker.” For det andet, så står der at disse ”suk” er ”uudsigelige.” Selveste essensen i at tale i tunger er at bruge ord.
Derfor har vi 1. Korintherbrev 14:4-17 tilbage, og specielt vers 14: ”For hvis jeg taler i tunger under min bøn, er det ganske vist min ånd, der beder, men min forstand er uden frugt.” 1. Korintherbrev 14:14 nævner direkte at ”tale i tunger.” Hvad betyder dette? For det første, så er det utroligt værdifuldt at nærlæse konteksten. 1. Korintherbrev kapitel 14 er primært en sammenligning/ kontrast mellem tungetalens gave og profetiens gave. Vers 2-5 gør det klart, at Paulus anser profeti som en højere gave end at tale i tunger. Samtidigt fremhæver Paulus værdien ved at tale i tunger, og fortæller at han er glad for, at han taler mere i tunger end nogen anden (vers 18).
Apostlenes Gerninger kapitel 2 er første gang tungetalens gave blev brugt. På pinsedagen talte apostlene i tunger. Apostlenes Gerninger kapitel 2 gør det klart, at apostlene talte på menneskelige sprog (ApG 2:6-8). Ordet, som oversættes med ”tunger” i både Apostlenes Gerninger kapitel 2, og 1. Korintherbrev kapitel 14, er ordet glossa, som betyder ”sprog.” Det er det ord, som det moderne, engelske ord ”glossary” (dansk: ”ordliste”) kommer fra. At tale i tunger betød, at man talte på et sprog, som den der talte ikke forstod, for at kommunikere evangeliet til en person som netop taler dette sprog. I det multikulturelle Korinth virker det til, at denne gave, at tale i tunger, var specielt værdifuld og fremhævende. De korinthiske troende kunne bedre kommunikere evangeliet og Guds Ord, fordi de havde tungetalens gave. Men Paulus gjorde det meget klart, at selv ved tungetale måtte man fortolke, eller ”oversætte,” hvad der blev sagt (1. Korinther 14:13, 27). En korinthisk troende kunne tale i tunger, proklamere Guds Ord til en person som talte dette sprog, og så måtte den troende, eller en anden troende i kirken, fortolke hvad der blev sagt, så hele forsamlingen kunne forstå, hvad der blev sagt.
Hvad betyder det så at bede i tunger, og hvordan er det anderledes end at tale i tunger? For det første, så peger 1. Korintherbrev 14:13-17 på, at bøn i tunger også må oversættes. Det lader altså til, at bøn i tunger var det samme som at bede til Gud. Denne bøn kunne tale til dem, der forstod dette sprog, men måtte også blive fortolket, så hele legemet kunne blive opbygget af det.
Denne tolkning passer ikke med det syn, som nogle har, der mener at bede i tunger er et form for bønnesprog. Denne anden forståelse kan opsummeres kort: at bede i tunger er et personligt bønnesprog mellem en troende og Gud (1. Korinther 13:1), som en troende bruger til at opbygge sig selv (1. Korinther 14:4). Denne fortolkning er ubibelsk af følgende grunde: 1) Hvordan kan bøn i tunger være et privat bønnesprog, hvis det skal fortolkes (1. Korinther 14:13-17)? 2) Hvordan kan bøn i tunger være til selvopbyggelse, når Skriften siger at de åndelige gaver er til legemets opbyggelse, og ikke til én selv (1. Korinther 12:7). 3) Hvordan kan bøn i Ånden være et privat bønnesprog, når tungetalens gave er et ”tegn for de ikke-troende” (1. Korinther 14:22)? 4) Bibelen gør det klart, at det ikke er alle, der har gaven at tale i tunger (1. Korinther 12:11, 28-30). Hvordan kan tungetale være en gave, der har til formål at opbygge én selv, hvis ikke alle troende har den? Har vi ikke alle brug for at blive opbygget?
Nogle mennesker forstår bøn i tunger som et specielt ”kodesprog,” som forhindrer Satan og hans dæmoner i at forstå vores bønner, og dermed have en fordel i kampen mod os. Denne fortolkning er ubibelsk af følgende grunde: 1) Ny Testamente beskriver konsekvent tungetalen som et menneskeligt sprog. 2) Bibelen fortæller om utallige mennesker, som beder højt på deres eget sprog, uden nogen bekymring for, om Satan også får fat i denne bøn. Selv hvis Satan og/ eller hans dæmoner hører og forstår vores bønner, så har de absolut ingen magt til at forhindre Gud i at besvare vores bønner efter sin vilje. Vi ved at Gud hører vores bønner, og dette gør det ligegyldigt om Satan og hans dæmoner hører og forstår vores bønner.
Hvad skal vi så sige om de mange kristne, som kender til at tale i tunger, og oplever at det er personligt opbyggende? For det første må vi basere vores tro og praksis på Skriften, og ikke på oplevelser. Vi må se vores oplevelser i lyset af Skriften, og ikke fortolke Skriften i lyset af vores oplevelser. For det andet, så findes der mange kulter og verdensreligioner, som også kan fortælle om hændelser, hvor der bliver talt/ bedt i tunger. Det er klart, at Helligånden ikke har givet denne gave til disse mennesker. Det lader altså til, at dæmoner har evnen til at skabe en falsk version af tungetalens gave. Dette burde få os til at sammenligne vores erfaringer endnu mere med Skriften. Som noget tredje, så har undersøgelser vist, at dét at tale/ bede i tunger kan være noget, som er en indlært adfærd. Gennem at høre og se andre tale i tunger, kan en person lære denne procedure, selv på et ubevidst plan. Dette er den mest sandsynlige grund til, at der findes så mange tilfælde af tungetale/ bøn i tunger blandt kristne. Som noget fjerde, så er følelsen af ”selvopbyggelse” ret naturlig. Den menneskelige krop skaber adrenalin og endorfiner når den oplever noget nyt, spændende, følelsesladet, og/ eller som er afskåret fra rationel tænkning.
At bede i tunger er en sag, som kristne både med kærlighed og respekt for hinanden kan være enige om at være uenige om. At bede i tunger har bestemmer ikke, om man er frelst. At bede i tunger er ikke noget, som adskiller en moden kristen fra en umoden kristen. Uanset om der findes en form for bøn i tunger som et privat bønnesprog eller ej, så er det ikke fundamentalt vigtigt for den kristne tro. Så selvom vi mener, at den bibelske forståelse af at bede i tunger er anderledes end ideen om et privat bønnesprog til personlig opbyggelse, så indser vi også at mange, som praktiserer dette, er vores brødre og søstre i Kristus, som fortjener vores kærlighed og respekt.
1. Korintherbrev, hvor Paulus nævner gaven, til at tale i tunger som en nådegave, der på grund af Helligåndens udgydelse er udbredt i menigheden.
Paulus nævner, som sagt, to former for tungetale - til personligt brug som et særligt bønnesprog, som kun Gud og ikke den bedende forstår - og til offentlig brug i menigheden, hvor den så skal tolkes, så alle kan forstå, hvad der bliver sagt.
I Det Nye Testamente - og i karismatiske, kirkelige erfaringer i det hele taget - optræder tungetale dog ikke kun som for mennesker uforståelig tale, men kan også give sig udtryk deri, at den tungetalende faktisk ved Helligåndens mellemkomst taler et fremmed sprog, som han ikke ellers kan tale. Dette kan man blandt andet læse om i Apostlenes Gerninger kap. 2:2-4, hvor Jesu disciple er forsamlede efter hans død: "Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige."
Tungetalen er ikke forbeholdt bestemte kirkeretninger, eller særlige personer. Gud giver gaven efter sin vikle, denne gave har eksisteret siden pinsedagen og skal ikke forveksles med profeten i det gammel testamente eller de der har den profetiske nådegave i dag. De der har tunge talens gave kan får kundskabs ord, åbenbaring så de taler ind i en situation eller ind i et menneskes situation uden de kender noget til det menneskes situation eller personen.
