LINK
Frelsen leves i menighedens fællesskab
Nogle har fået det indtryk, at Herren Jesus ved bortrykkelsen kun henter de kristne, der sidder trygt i lokale menigheder og bliver opbygget dér. Men enhver, der er født af Gud, hører ham til og må forventes at følge med ham til himlen – uanset om vedkommende er registreret som medlem af en menighed. Lad os se på, hvad Paulus skriver om dette.
Paulus taler om menigheden som et fællesskab og et legeme. Det er utænkeligt for ham, at en kristen ikke i praksis hører til i dette fællesskab.
Når Paulus skriver om menigheden i Korint, Tessalonika eller Rom, taler han om et konkret menighedsfællesskab – ikke om mennesker, der står uden for et fællesskab.
I Efeserbrevet 4,1-6 skriver Paulus:
»Så formaner jeg jer, jeg, den fangne i Herren, til at leve et liv, der er jeres kald værdigt, med al ydmyghed og sagtmodighed, med langmodighed, så I bærer over med hinanden i kærlighed.«
Hvem skal nyde godt af disse frugter? Det skal de, der i menigheden stræber efter at bevare Åndens enhed.
Kan man bevare enheden uden for en menighed? Kan man leve i fredens bånd, hvis man ikke er en del af et menighedsfællesskab?
Ét legeme og én Ånd
Paulus fortsætter med at tale om ét legeme og én Ånd. Kan man være et lem på legemet uden fællesskab med resten af legemet – altså menigheden eller kirken?
Vi er kaldet til ét håb. Det er ikke blot dit håb eller din kaldelse, men vores fælles håb og kaldelse. Menighedens fællesskab er til fælles gavn.
Det er i menighedens fællesskab, at vi lever som familie i Jesus. Her bidrager vi hver især med vores gaver, evner og talenter, og Ånden frembringer frugt til fælles gavn.
»Én Herre, én tro, én dåb, én Gud og alles Fader.« Er Gud Fader til de ufrelste? Nej. Han er over alle, gennem alle og i alle, som Paulus skriver i Efeserbrevet.
Senere i samme kapitel skriver Paulus, at Kristus gav nogle til at være apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere. De skal udruste de hellige til deres tjeneste, så Kristi legeme bygges op. Det sker i menigheden, indtil vi alle når frem til enhed i troen på og erkendelsen af Guds søn.
Vi vokser frem mod modenhed – både mænd og kvinder – indtil vi når det mål af vækst, hvor vi kan rumme Kristi fylde.
»Vi« betyder fællesskab. Fællesskab, fællesskab, fællesskab. Derfor er frelse og vækst knyttet til fællesskabet i Kristi legeme.
Troen og væksten
Der skal ikke gives køb på Guds ord eller ændres på hans anordninger.
Man kan ikke nøjes med at sige: »Bare du tror, så er du frelst.« Troen er begyndelsen og indgangen til det frelsende liv, men livet leves og vokser i menigheden.
I 1. Petersbrev 2,1-5 står der:
»Derfor skal I aflægge al ondskab og al svig og hykleri og misundelse og alskens bagtalelse. Som nyfødte børn skal I hige efter ordets uforfalskede mælk, for at I ved den kan vokse op til frelse.«
Gud har givet tjenere i menigheden til at vejlede os og hjælpe os med at skelne falsk lære fra, så vi får den uforfalskede mælk. Ved den kan vi vokse op til frelse. Frelsen er altså ikke blot at tro; den indebærer også vækst. De, der ikke får den rette åndelige føde, risikerer at mislykkes i troen.
Peter fortsætter:
»Så sandt I har smagt, at Herren er god. Kom til ham, den levende sten, der vel er vraget af mennesker, men udvalgt og kostelig for Gud. Lad jer selv, som levende stene, opbygge til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som ved Jesus Kristus er velbehagelige for Gud.«
Der er tale om ét hus, bygget af levende stene. Sten, der ligger enkeltvis, udgør ikke et hus eller en menighed. Vi skal ikke trøste dem, der siger, at de tror, men ikke vil indgå i menighedens fællesskab.
I et menighedsfællesskab er der både medgang og modgang, opture og nedture. Alligevel skal vi stille os til rådighed og tjene fællesskabet.
Det kan være alt fra rengøring af kirkelokalet til at dele sit vidnesbyrd, deltage i friluftsmøder eller tage ansvar for andre i menigheden. Man kan blive bebrejdet for sin villighed, bagtalt eller misforstået. Nogle vil måske mene, at man tror, man er bedre end andre.
Men én ting ved jeg:
Frelsen og væksten modtager jeg i menigheden gennem alt det, mine søskende i Herren Jesus bidrager med. De er min familie i Herren. Menigheden er den bedste skole, man kan gå igennem. Gennem den sande mælk kan vi vokse op til frelse. Det sker ikke uden for menighedens rammer.
Jesus kommer for sin menighed
Det er den menighed, Jesus kommer for at hente. I 1. Thessalonikerbrev 4,16-18 står der:
»Thi Herren selv skal stige ned fra himlen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Først skal de døde i Kristus opstå. Derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes sammen med dem i skyerne for at møde Herren i luften. Og så skal vi altid være sammen med Herren. Så trøst hinanden med disse ord.«
De døde i Kristus opstår først. Jeg forstår det sådan, at Paulus taler om menigheden, Kristi legeme. Og når Paulus siger »vi«, taler han om et fællesskab.
Vi skal trøste hinanden. Det kræver, at vi er flere om trøsten og arbejdet.
Hvordan skal vi tage os af hinanden og gøre godt i praksis, hvis vi ikke er sammen i et fællesskab? Hvordan skal andre kunne se, at vi elsker hinanden, hvis vi ikke lever sammen som Guds familie i hans søns menighed? Hvordan kan vi være der for hinanden, hvis vi ikke er lemmer på Jesu legeme i menigheden?
Nogle mener, at fordi de mødes i hjemmene, bør de starte en ny gruppe eller deres egen forsamling. Men hvis det sker i oprør mod menigheden og mod viljen til at tjene og betjene søskende på legemet, står de uden for menighedens fællesskab.
Man kan sagtens holde samlinger i sit hjem, men ikke som et alternativ til menigheden eller på tidspunkter, hvor menigheden har sine arrangementer. Da bør man være i sin menighed og være med til at tjene de andre lemmer på legemet.
Far ikke vild, og lad jer ikke føre bort fra frelsen ved at gå uden om menigheden, Kristi legeme og huset, der er bygget af levende stene.
Amen.
%20-%20Kopi.jpg)
%20-%20Kopi.jpg)