ER GUD VIRKELÆIG?

 

 LINK

 Er Gud virkelig? Hvordan kan jeg vide med sikkerhed, at Gud er virkelig?

Vi ved at Gud er virkelig, fordi han har åbenbaret sig selv for os på tre måder: i skabelsen, i sit Ord, og i sin søn, Jesus Kristus.

Det mest basale bevis for, at Gud eksisterer, er ganske enkelt alt det, han har skabt. ”For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger. De (mennesker) har altså ingen undskyldning” (Romerne 1:20). ”Himlen fortæller om Guds herlighed, hvælvingen beretter om hans hænders værk” (Salme 19:2).

Hvis du tilfældigvis fandt et armbåndsur liggende på en mark, så ville du ikke antage at det bare havde ”dukket op” af sig selv, eller altid havde eksisteret. Ved at se på urets design, ville du i stedet for antage, at uret havde en designer. Men der er et langt større design, med langt større præcision, i verden omkring os. Den måde, vi måler tid på, er ikke baseret på armbåndsure, men på Guds værk – nemlig, hvordan jorden roterer (og de radioaktive egenskaber ved cesium-133 atomet). Universet viser et helt utroligt design, der argumenterer for, at der også findes en Stor Designer bag det.

Hvis du fandt en krypteret besked, så ville du forsøge at bryde koden. Din antagelse ville være, at der var en intelligent afsender bag beskeden, altså en som havde skabt koden. Hvor kompleks er ikke den DNA ”kode”, som vi bærer på i hver en celle af vores kroppe? Taler vores DNA’s kompleksitet og formål ikke for, at der findes en intelligent designer bag koden?

Og Gud har ikke bare skabt en gennemtænkt og fintvævet, fysisk verden; han har også lagt en form for evighedslængsel ned i enhver menneskesjæl (Prædikeren 3:11). Mennesket har en sans for, at der er mere mellem himmel og jord, end man umiddelbart ser, og tilstedeværelsen af en magt der er højere, end denne verdens daglige rutiner. Vores sans for det evige manifesterer sig selv på mindst to måder: i lovgivning og i tilbedelse.

Enhver civilisation i menneskets historie, har værdsat nogle bestemte, moralske leveregler, som er overraskende ens fra kultur til kultur. For eksempel er idealet om kærlighed universelt agtet, og handlingen at lyve er universelt fordømt. Den generelle moralitet – den verdensomspændende forståelse af ret og forkert – peger på, at der findes en Almægtig, moralsk skabning, som gav os evnen til at skelne mellem disse.

På samme måde har alle mennesker verden over, uanset deres kulturelle tilhørsforhold, altid skabt et system til at tilbede. De objekter, der tilbedes, er rigtignok forskellige fra hinanden, men sansen af en ”højere magt”, er en unægtelig del af at være menneske. Vores tilbøjelighed til at tilbede, stemmer på alle måder overens med det faktum, at Gud skabte os ”i sit billede” (1. Mosebog 1:27).

Gud har også åbenbaret sig selv for os igennem sit Ord, bibelen. Igennem hele bibelen antages det for åbenlyst, at Gud eksisterer (1. Mosebog 1:1; 2. Mosebog 3:14). Når et menneske skriver en selvbiografi, så spilder han ikke tid på at bevise sin egen eksistens i sin bog. Bibelens livsforvandlende natur, dens integritet, og de mirakler der fulgte med dens tilblivelse, burde være nok til at skænke den et nærmere kig.

Den tredje måde, hvorpå Gud har åbenbaret sig selv for os, er igennem sin egen søn, Jesus Kristus (Johannes 14:6-11). ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed” (Johannes 1:1, 14; se også Kolossenserne 2:9).

I Jesus’ fantastiske liv, overholdt han hele det gamle testamentes love fuldstændigt, og opfyldte Messias-profetierne (Matthæus 5:17). Han gjorde utallige barmhjertige og mirakuløse gerninger, der fastslog hans budskab og vidnede om hans guddommelighed (Johannes 21:24-25). Og tre dage efter sin korsfæstelse, opstod han fra de døde, hvilket flere hundrede mennesker kunne bevidne (1. Korinther 15:6). Historiske dokumenter er fulde af ”beviser” om, hvem Jesus Kristus var. Som apostelen Paulus sagde: ”det er jo ikke sket i en afkrog” (ApG 26:26).

Vi er klar over, at der altid vil være skeptikere, som har deres egne ideer om Gud, og vi se på beviserne efter deres egne overbevisninger. Og der er dem, som ikke vil blive overbevist, uanset hvor stor bevisførelsen er (Salme 14:1). Det drejer sig i sidste ende om tro (Hebræerne 11:6).