Translate

INFO JESUS LIVET

Aktiver din tro

    LINK Aktivér din tro Jan Lund Nissen I kraft af Jesus har du fået Den Hellige Ånd i dig. Jesus bor i dig gennem din tro. Jesus siger, at...

Søg i denne blog

tirsdag den 13. maj 2025

SATMS MAGT ER BRUDT

 



Satan og kampen mod det onde


»Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge. Stå ham imod, faste i troen, for I ved, at de samme lidelser rammer jeres brødre her i verden.«

(1 Pet 5,8-9)


»Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige. I ham har vi forløsningen, syndernes forladelse.«

(Kol 1,13)


Satan er en person — det er et faktum.


I Job 1,6 læser vi: »En dag kom Guds sønner og trådte frem for Herren; blandt dem var også Satan.«


Og i Zak 3,1-2 står der: »Så lod han mig se ypperstepræsten Josva, som stod foran Herrens engel, mens Satan stod på hans højre side for at anklage ham.«


Det onde har magt i dag. Men hvor stammer det fra? Er hele verden i den Ondes vold? Kan nogen af os slippe uden om? I 1 Joh 5,19 står der: »Vi ved, at vi er af Gud, og at hele verden ligger under for den Onde.«


Gik Jesus imod »denne verdens fyrste«? Skulle Jesus nedbryde Djævelens gerninger, eller tog han fejl?


Regnede Jesus med onde ånder? Regner vi med, at vi er sat ind i en kamp mod ondskabens åndehær? I Ef 6,12 læser vi: »For os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.«


Er der forskel på det, en missionær oplever, og det, vi oplever i Danmark? Skal vi regne med, at Satan selv angriber vores trosliv og vores vennekreds? Det er uhyggeligt.


Var Satan allerede med i Edens Have, da synden blev afsløret, eller er det en myte? Den hellige skrift taler om Satan, den gamle slange, Djævelen, dragen og denne verdens fyrste.


I Åb 12,9 står der: »Den blev styrtet, den store drage, den gamle slange, som hedder Djævelen og Satan, og som forfører hele verden. Den blev styrtet til jorden, og dens engle blev styrtet ned sammen med den.«


Jesus taler om verdens fyrste, der kommer:


»Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre.«

(Joh 14,30)


Og han siger:


»Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud.«

(Joh 12,31)


I Luk 11,15 omtales »de onde ånders fyrste«: »Men nogle af dem sagde: ‘Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.’«


Satan i Esajas og Ezekiel


Der er to skriftsteder, som nogle tolker som beskrivelser af Satan.


I Es 14,12-15 står der:


»Tænk, at du faldt fra himlen, du strålende morgenstjerne! Du er slynget til jorden, du som besejrede folkene.


Du sagde ved dig selv: ‘Jeg vil stige op til himlen, højt over Guds stjerner rejser jeg min trone. Jeg tager sæde på bjerget, hvor guderne samles, i det yderste nord. Jeg stiger op over skybankerne, gør mig lige med den Højeste.’


Men du er blevet styrtet i dødsriget, ned i afgrundens dyb.«


I Ez 28,13-18 læser vi:


»Du var i Eden, i Guds have. Alle slags ædelsten sad på din dragt: rubin, topas og månesten, krysolit, shoham og jaspis, safir, granat og smaragd. Udhamret og dekoreret kunstarbejde i guld blev anbragt på dig, den dag du blev skabt.«


I begge skriftsteder er der tale om Babels konge og Tyrus’ konge, som falder på grund af deres hovmod, rigdom og ophøjelse. De bliver begge kastet til jorden.


Mange teologer mener ikke, at teksterne handler om Satan. Men der ligger en åbenbaring i disse kapitler. Scofield taler direkte om Satan som »verdens fyrste«. At nægte, at teksterne også gælder Satan, er som at nægte, at Es 53 handler om Jesus.


Folket blev ramt af giftige slanger i ørkenen, men blev frelst ved at se på kobberslangen. Jesus bruger dette billede om sig selv. Sådan er det også med Es 14 og Ez 28.


Satan faldt på grund af sit hovmod, og han fik mange engle med sig — dem, der omtales som »ondskabens åndehær i det himmelske«.


Mennesket var optaget af Guds »jeg«, men Satan fik det til at tænke på sit eget »jeg«. David talte folket, som vi læser i 1 Krøn 21: »Satan trådte op mod Israel og lokkede David til at holde folketælling i Israel.«


Satan kommer i slangedragt — ukendelig, naturlig og tvivlende. »Mon Gud har sagt …?« Kundskabens træ bliver et billede på videnskaben ved skillevejen, og mistanken vækkes. Den onde sæd slår rod. »I skal ikke dø!« Pilen har sat sig. »I bliver som Gud.«


Livets træ mister sin værdi. Nu synes det bedst at være uden for haven.


Kender vi ikke det? Ønsket om at blive fri for Gud. De så, at de var nøgne.


Satan triumferer i Guds verden. Når mennesket følger sit eget »jeg«, følger det Satan. Men inden aftenen kom, gav Gud sit evangelium.


Kun Gud kan tale sandt til os om Satan. Satan var en kerub og blev denne verdens tidsånd. »Hele verden ligger under for den Onde« (1 Joh 5,19). Satan kunne tilbyde Jesus verdens riger. I Matt 4,8-9 siger han: »Alt dette vil jeg give dig.«


Og Satan angriber Job. I Job 2,1-7 læser vi om samtalen mellem Gud og Satan.


Tænk på det, der sker: Job bliver behandlet som affald. Gud tillod lidelsen, men forårsagede den ikke. Herren vender Jobs skæbne. Satans magt er altid begrænset. Job ved, at hans genløser lever: »Jeg ved, at min genløser lever« (Job 19,25).


Satans magt og menneskets »jeg«


Men Satan har magt.


Gud og Satan. Liv og død. Himmel og helvede. Alligevel regner vores tid ofte kun med videnskab og fremskridt. Man glemmer Jesu ord: »I har Djævelen til far« (Joh 8,44).


Satan narrer hele verden. Ef 2,2 beskriver det sådan: »I vandrede efter denne verdens tidsånd, efter hans vilje, som hersker over luftens magt, over den ånd, som nu er virksom i genstridighedens børn.«


Vi fulgte kødets og tankernes vilje. Vi levede i vores eget »jeg«. Mere magt til os. Mere velstand. Mere pral. Mere fornøjelse. Mere »JEG« — denne verdens tidsånd.


Hvordan taler man videnskabeligt om onde ånder?


Der tales om sjælelige fænomener, det psykiske, telepati og hypnose. Vores bevidste liv udgør kun en lille del af vores sjæleliv. Det ubevidste fylder mere. Det viser drømmene, og det siger hypnosen. Hvad oplever man ikke i sine drømme?


Telepati — tankeoverføring — er virkelig. Spiritisme har et virkeligt grundlag, men dens symbol er slangen, og Gud har forbudt os at tale med de døde.


Vi kæmper mod en åndehær.


Djævelen trænger ind i Judas’ hjerte, og Satan farer i ham. Satan har sine planer. Paulus advarer mod hans anslag i 2 Kor 2,11: »For at vi ikke skal bedrages af Satan; vi ved jo, hvad han har i sinde.«


I 2 Tim 2,26 tales der også om at blive fanget af Djævelen, og i 1 Pet 5,8 lyder advarslen: »Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge.«


Satan bedrager


Satan lokker med fred og ingen fare. Han er løgnens far. Jesus siger i Joh 8,44:


»I har Djævelen til far, og I er villige til at gøre, hvad jeres far lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen.«


Satan gør mennesker blinde. I 2 Kor 4,4 står der:


»For dem, der ikke tror; deres tanker har denne verdens gud blindet, så de ikke ser lyset, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, Kristus, som er Guds billede.«


Vi ser ikke det sande — og det får konsekvenser.


Satan fører ikke krig mod kunsten, litteraturen, kulturen, civilisationen, fremskridtet eller religionen. Han hader Gud. Satan vil selv tilbedes. Mange hylder ham i alle slags lokaler og tidsskrifter. Jesus blev også bedt om at tilbede ham.


Satan er snu. Han kan få den forbudte frugt til at se smuk ud, så den frister. Så virker den tilladelig og ufarlig — og smager godt.


Tænk på alle nederlag i forhold til det sjette bud, på samleje blandt helt unge, på utroskab i ægteskabet, på forskellige former for tyveri og på usande oplysninger. Træet ser godt ud. Satan får den forbudte frugt til at stråle. Han siger: »Det bør du have.« Vi ser ikke klart, at Satan står bag kulisserne og hvisker og tisker. Denne verdens gud ryster civilisationen.


Satan lever af halve sandheder. Han siger, at vi skal være frie, men glemmer at fortælle, at vi skal høre Jesus til.


Jesus taler anderledes end Satan: »Den, som har, skal få mere, og den, som ikke har, skal miste det, han synes at have.«


Jesus beder om en gave, men Satan siger: »Det er for meget. Det går ikke lige nu.« Og vi lytter til hans list.


Jeg slider for familien, men overhører Jesu kald om at hjælpe. Det er ofte Satans list.


Jesus sultede i 40 dage i ørkenen. Satan ville hjælpe ham, men tabte. »Der er ikke sandhed i Satan,« siger Jesus. Når Satan taler, er det altid en delvis løgn.


Måske havde Satan en lang samtale med Judas. Han hviskede måske: »Se, hvordan Jesus tillader den kvinde at ødsle salven og pengene. Du kan godt forråde Jesus for de 30 sølvpenge. Jesus klarer sig nok. Du får 30 sølvpenge i kassen. Det er en ny chance, og du bliver æret for det. Sandsynligvis vil Jesus nu gribe tøjlerne og blive kongelig Messias. Så har du hjulpet ham på vej. Kom nu, Judas. Så går vi.«


Og Judas vågnede. Pengene sved. De brændte ham. Judas hængte sig. Han var en bedraget mand.


Satan skjuler sig for os bag bedraget. Jesus siger, at Satan ville sigte disciplene som hvede, men at Jesus bad for Peter. Peter kendte ikke Satan, da han blev fristet. Han var hurtig med sine løfter og hurtig i handling, men han mente det, når han fulgte Jesus. Satan satte helvedes magt ind — men tabte.


Satan kommer som en lysets engel.


Satan og det kristne liv


I en amerikansk skole begyndte børnene at opføre sig mærkeligt, når de kom hjem. De købte billig chokolade af en ukendt mand. Chokoladen var blandet med en form for morfin. Tanken var, at børnene senere skulle blive morfinister og få behov for mere og mere.


Sådan er Satan. Han giver os synden i små doser, indtil vi en dag hænger fast i den. Vi taler lidt om andres fejl. En dag sidder vi selv i det. Vi smager lidt på en synd, når mørket falder på. Vi tænker og tænker — og en dag ligger vi der.


Vores prædiken er ofte i fare. Vi vil gerne selv kunne magte den time, så den får mening og værdi.


»Fik du ikke noget at tænke over i den prædiken?« spurgte en prædikant mig i Hillerød. Jeg studsede og undrede mig. For jeg havde tænkt: »Du skulle aldrig have lov til at holde sådan en tale, helt uden evangelisk indhold.« En dag blev han trukket tilbage.


En anden dag talte jeg i Hillerød om forskellige ofre i Det Gamle Testamente. En gammel, troende kvinde gik i rette med mig, og hun havde ret. Jeg blev virkelig ydmyget. Det var, som om Satan havde narret mig. Men Jesus bad for mig, og jeg slap fri.


Forkynder vi evangeliet fra talerstolen, i privatlivet, i skolestuen og i søndagsskolen?


Tænk på at synge:


»Lad os bruge den kostbare tid,

tjene Herren med al vor flid,

så skal vi nok komme hjem.«


Eller at sige i søndagsskolen: »Kan I nu opføre jer godt, børn, så skal I nok komme i Himlen.«


Man kan være prædikant uden at kunne forkynde evangeliet — det uforskyldte, betingelsesløse og guddommelige. Man kan tale om Bjergprædikenen uden at begribe dens indhold. Man kan tale Guds ord uden at anerkende, at der findes en fortabelse. Er det ret?


Satan siger: »Der er ingen fortabelse.«

Satan siger: »Jesus var bare et godt menneske.«

Satan siger: »Forsoning findes ikke.«

Satan siger: »Dåben alene frelser.«

Satan siger: »Du skal blive syndfri.«


Men Satan kan efterligne Gud. Han kan også gøre mirakler.


Åb 13 omtaler et dyr, der ligner et lam og har to horn:


»Jeg så et andet dyr komme op af jorden; det havde to horn som et lam, men talte som en drage.«

(Åb 13,11)


Bøn kan efterlignes, så den ligner ægte bøn. Korset kan efterlignes, så Jesus kun bliver et eksempel.


Satan forstyrrer det åndelige liv.


Åndelig forvirring og Guds beskyttelse


Ved det nordiske indremissionsmøde i Oslo sagde provst Rapeli fra Finland:


»Det antikristelige står stærkt hos os. Avisartikler forsøger at rykke troen ud. Ærkebiskoppen og kirken angribes hårdt. Tro, hjem og fædreland tiltrækker ikke længere de unge. Folket mangler kristen kundskab.«


Noget lignende ser vi i Sverige, Norge og Danmark.


Skadevirkningerne i den teologiske verden er betydelige. Satan kan gøre undere, som kan narre selv de udvalgte. Han hævder, at tegn og undere er de højeste beviser på ånd. Men undere findes i alle religioner, og de kan få os til at overvurdere os selv.


Paulus blev bortrykket og så det utrolige, men Gud gav ham en torn og sagde: »Min nåde er dig nok.«


Den kristne må tage sit kors op, bære Jesu dødsmærker på kroppen og bære Jesu død i legemet:


»Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme.«

(2 Kor 4,10)


Vi skal tage Guds fulde rustning på:


»Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb.«

(Ef 6,11)


Kristus lever nu i mig:


»Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig.«

(Gal 2,20)


Det er herlighedens håb.


»Guds fred skal bevare jeres hjerter og jeres tanker i Kristus Jesus.«

(Fil 4,7)


At bevare betyder at sætte skildvagt omkring sindet. Vores sind har brug for Guds beskyttelse mod Satans og endetidens bedrag.


Satan lokker med fred og sikkerhed, fællesskab og fredelig enighed. Men Jesus siger: »Våg og bed.« »Hold fast ved mit ord.«


I Kol 1,13 står der:


»Han friede os ud af mørkets magt og satte os over i sin elskede søns rige.«