LINK
Er mennesket inderst inde godt eller ondt?
Er mennesket inderst inde godt, fordi det er skabt i Guds billede, mens det onde er kommet udefra? Eller er mennesket inderst inde ondt på grund af arvesynden, så der kun findes noget godt i det, når det bekender sig til Gud? Og hvis mennesket inderst inde er ondt, er det så kun kristne, der rummer noget godt?
Menneskelivet har to sider
Spørgsmålet er måske ikke, om mennesket enten er godt eller ondt, men hvad der er godt, og hvad der er ondt i mennesket. Her må vi skelne mellem menneskets natur og synden.
Gud har skabt menneskets natur, men ikke synden. Menneskets natur er god, mens synden er ond. Synden forvrænger det, Gud har skabt. Den er kommet udefra, men er trængt ind i os, så vi også selv er ansvarlige for den. Synden er dog ikke menneskets natur. Derfor kan vi befries fra den. Hvis synden var en del af menneskets natur, ville der ikke være mulighed for frelse.
Menneskets gode natur
Bibelen beskriver mennesket som Guds skaberværk. I Jobs Bog 10,8 står der: »Dine hænder skabte og dannede mig.« Og i Salmernes Bog 139,14 står der: »Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt.«
Det er denne menneskenatur, Guds Søn tog på sig, da han blev menneske. I Hebræerbrevet 2,14-15 står der:
»Siden børnene alle er af kød og blod, måtte han også blive det ligesom de, for at han med sin død skulle gøre ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen, og befri alle dem, som af frygt for døden hele livet igennem havde været holdt nede i trældom.«
Det betyder, at både kroppen og menneskelivet grundlæggende er gode.
Det gode er blevet skadet, men kan rettes op
Skaden kommer udefra, men den går så dybt, at den påvirker vores vilje, forstand, følelser og samvittighed. Fra fødslen kender vi hverken sandheden om Gud eller har lyst til at følge den, når vi møder den.
Denne skade kaldes fordærv — altså en form for råddenskab. Den er så omfattende, at den ikke kan forstås fuldt ud med menneskelig fornuft, men må ses i lyset af Guds ord. Kun Gud kan skille fordærvelsen fra menneskets natur. Det sker gennem troen, døden og opstandelsen. Ved troen får vi en ny natur, som eksisterer side om side med den gamle, fordærvede natur og kæmper imod den. I døden ophører fordærvelsen, og i opstandelsen står den nye menneskenatur frem.
Det betyder ikke, at kun kristne kan gøre godt. Mennesker gør også meget godt mod hinanden uden at være kristne. I Apostlenes Gerninger fortælles det, hvordan indbyggerne på Malta viste de overlevende en usædvanlig hjælpsomhed. I den gamle oversættelse fra 1948 blev det beskrevet som »usædvanlig menneskekærlighed«. Det græske ord er filantropi, som betyder kærlighed til mennesker.
Menneskelivet rummer altså både Guds gode skaberværk og syndens onde forvrængning. Det ser vi også i verden omkring os, hvor nyhederne hver dag fortæller om både godt og ondt. Vores handlinger betyder noget: Vi kan gøre godt, og vi kan gøre ondt. Det gode opbygger os, mens det onde gør os hårdere. Men hverken gode handlinger eller gode intentioner kan i sig selv føre os ind i Guds rige. Vi har brug for hjælp udefra.
Er det kun kristne, der har noget godt i sig?
Nej. Alle mennesker rummer noget godt — ikke kun kristne.
Mennesker uden for kristendommen har tænkt klart om næstekærlighed, og mange lever med en omsorg for andre, som kristne kan have grund til at skamme sig over ikke selv at vise. Der findes mange ikke-kristne idealister, som vi kan respektere og lære af.
Samtidig findes der ondskab uden for kristendommen, og desværre også ondskab begået i kristendommens navn.
Mennesker uden for kristendommen kan vide meget om Guds lov, gode handlinger og næstekærlighed. Men i kristen tro kender de ikke Jesus som frelseren, der er sendt af Gud.