LINK
Det virker
forkert, hvis man kan opføre sig lige så grimt som man vil overfor
sine medmennesker livet igennem og så alligevel undgå Helvede, bare
man før dommedag beder om tilgivelse for sine synder. Er alt bare i
skønneste orden i forhold til Gud, uanset hvad man har lavet af
skidt i sit liv?
Gud har allrede tilgivet os,. men spørgsmålet er om vi modtager Hans tilgivelse i tro?
Er vi ikke under og i Jesu blod?
Tror vi på korsets budskab?
Når Jesus tilbyder
tilgivelse, er det for at befri os fra synden, ikke for at vi skal
leve videre i den. Et gammelt ordsprog siger, at syndernes forladelse
(= tilgivelse) er det modsatte af syndernes tilladelse. Jesus er
flere gange citeret for både at tilgive og opfordre folk til ikke at
synde mere (Johannesevangeliet 5,14 og 8,11). Paulus blev spurgt om
det samme (Paulus' Brev til Romerne 6,1) og svarer, at vi ikke kan
leve i synden, når vi er døde fra den (Rom 6,2). Han ser
tilgivelsen som en død bort fra synden. Det er stærkt og forklarer
måske bedre end mange andre ord, at det ægte kristne liv, som
bygger på Guds tilgivelse, er i den stærkest tænkelige modsætning
til synden.
Vi kan altså ikke på forhånd spekulere i
tilgivelse og udnytte den til at synde løs. Hvis vi modtager
tilgivelsen nu, forpligter den til et liv i kamp mod synden. Modsat:
Hvis et menneske først ved sit livs afslutning bliver klar over
alvoren i, at han har levet et liv i synd og snart skal stå til
regnskab for Gud, og først da beder om tilgivelse, så har han Jesu
ord for, at Gud vil tilgive ham.
Tilgivelsen indebærer
IKKE: Du kan opføre dig som du vil og så få tilgivelse. MEN
tilgivelsen siger: Uanset, hvor meget ondt du har gjort, kan du få
tilgivelse nu og begynde et nyt liv med Jesus og i kamp mod synden.
Tilgivelsen er ikke til fremadrettede egoistiske
beregninger, men til redning og opmuntring for ham, der er fortvivlet
over sine onde gerninger.
Synd er onde gerninger, men
ikke kun onde gerninger. Synd er også hele vores medfødte
indstilling til Gud og til os selv. Den indstilling kan kort
beskrives sådan: Hvis der er en Gud, vil jeg gerne have ham på
afstand, og jeg vil være min egen herre. Den indstilling er en
råddenskab i selve personligheden, som ikke fjernes ved tilgivelsen,
men behøver tilgivelse hele livet. Denne råddenskab er så stærk,
at den hele livet får mere og mere magt over os. Hvis vi tænker:
jeg vil synde først og så bede om tilgivelse til sidst, så viser
det blot, at man ikke har forstået, hvor stærk synden er. Der er
nemlig al grund til at regne med, at man ikke har spor lyst til at
bede om tilgivelse senere hen, hvis man planlægger at synde og så
beder om tilgivelse til sidst.
Modsat oplever troende
mennesker, at de får større og større behov for tilgivelse som
årene går, ikke fordi de gør flere og flere onde gerninger, men
fordi de får mere og mere indsigt i den råddenskab, som synden er i
dem selv. Så når man ligger på dødslejet, ved man, at man ikke er
bedre over for Gud end røveren på korset. Og da har man ikke noget
at bebrejde Gud, når han tilgiver et langt livs råddenskab i
sjælen. Det er tværtimod den eneste mulighed for redning.
