Translate

INFO JESUS LIVET

Aktiver din tro

    LINK Aktivér din tro Jan Lund Nissen I kraft af Jesus har du fået Den Hellige Ånd i dig. Jesus bor i dig gennem din tro. Jesus siger, at...

Søg i denne blog

tirsdag den 13. maj 2025

TRO OG GERNININGER

   






 
LINK

Loven og evangeliet


Bibelen tegner vores forhold til Gud gennem to hovedlinjer: loven og evangeliet. De kan også beskrives som Guds majestæt og Guds kærlighed — eller som Guds hellige vilje og hans frelse fra synden.


Loven afslører os


Loven er den hellige Guds vilje udtrykt i menneskelige ord. Når den møder os, forsøger vi ofte at leve op til den. Det falder os ikke helt fremmed. Vi har en religiøs tilbøjelighed og vil gerne gøre det, vi tror, Gud ønsker.


Når vi udfører religiøse handlinger for at nærme os Gud, kalder Bibelen det lovgerninger. Men lovgerninger er ikke det samme som at holde loven. De er ufuldstændige og usikre, og de kan ikke gøre os retfærdige over for Gud eller gøre os værdige til hans velbehag. Gud er hellig og kræver hellighed; han er ren og kræver renhed. Vores bedste forsøg er ikke nok.


Loven viser os Guds hellighed og hans reaktion på synd. Gud er nidkær, og hans nidkærhed rammer også vores ufuldkomne gerninger.


Fordi Gud er ånd, er hans lov åndelig. Derfor kan den ikke opfyldes gennem ydre handlinger. Hele loven og profeterne samles i buddet: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind.« Det er ikke nok at prøve eller gøre sit bedste. Kærligheden til Gud skal være hel og uden forbehold.


Når vores liv ikke er helt vendt mod Gud, har vores gerninger ingen værdi som opfyldelse af loven. Vi adlyder ikke Herren af et rent hjerte, tjener ikke alene af kærlighed og drives ikke altid af Kristi kærlighed, når vi går i mission. Derfor kan vores gerninger ikke føre os til Gud.


Er loven da ikke givet, for at vi skal holde den og leve ved den?


Paulus kendte loven indgående og gjorde alt, hvad han kunne, for at følge den. Sådan er det også med den rettroende jøde, der kender loven og oprigtigt ønsker at holde den. Men da Paulus kom så tæt på lovens inderste krav, at Guds hellighed trængte ind i hans hjerte, så han hele sit tidligere liv i et nyt lys. Det, han før havde regnet for værdifuldt, blev som skarn og affald.


Loven vækkede ham og afslørede, at hans gerninger var mærket af døden. Han oplevede selv at dø. Vi ved ikke præcist, hvornår det skete — om det var under hans ophold i ørkenen eller i årene i Tarsus, før han igen trådte frem. Men i åndelig forstand døde han ved loven.


Vi venter i grunden på, at den samme erkendelse skal nå vores danske og nordiske folk — og ikke mindst Israel, folket under loven. Israel har loven, kender den og søger at leve efter den. Men folket har endnu ikke mødt lovens inderste væsen, når den lægges på hjertet.


Gennem Paulus har vi fået indblik i en side af Guds hellighed, som vi ikke selv kunne have regnet ud. Lovens inderste væsen viser, at den er guddommelig og åndelig.


Loven lukker munden


Loven har blandt andet til opgave at lukke hver mund, standse ethvert krav på løn for gode gerninger og gøre hele verden skyldig for Gud. Den dag, Israel som folk møder denne sandhed, kommer verdens største vækkelse.


Når vækkelsen dør ud hos os, skyldes det, at vi ikke tør stille mennesker over for den hellige Gud og lade ham alene standse os.


Loven viser faldets dybde


Loven gør også faldet tydeligere. I dag er det næsten blevet uacceptabelt at tale om menneskets fald. Begrebet skal helst tones ned eller forsvinde fra vores sprog. Unge skal helst ikke møde det i skolen eller i prædikenen. Det er et alvorligt nederlag for kristenheden.


En af reformationens afgørende indsigter var det nye lys over menneskets dybe afvigelse fra Gud. Forestillingen om, at der inderst inde bor noget godt i os, er en lille, men farlig løgn.


Guds hellighed, sådan som den åbenbares i loven, viser os, hvor dybt faldet går. Den, der ikke ser det, har ikke mødt lovens inderste side.


Augustin forstod dette klart, selv om hans syn på andre områder adskiller sig fra det, vi i dag regner for evangelisk sandhed. Han tog arvesyndens problem alvorligt og talte ind i sin samtid.


Men der er forskel på at sige, at vi fra fødslen er skilt fra Gud, og at erfare det. Kun loven kan vise os det. Det bliver en dybtgående erkendelse for Israel, når folket ser, at arvesynden har ødelagt alle menneskers gerninger og alle forsøg på at opfylde loven. Det bliver vækkelse.


Hvis vi ikke vil tale sandt om arvesynden og loven, må vi også opgive håbet om bibelsk vækkelse i vores kredse. At kende loven ret er afgørende. Den, der ikke kender loven ret, kan heller ikke kende evangeliet ret eller skelne mellem dem. Så bliver talen tom i stedet for forløsende.


Loven viser, at løfterne modtages ved tro


Loven viser også, at Guds gaver og løfter gives til dem, der tror. Abraham fik ikke løfterne på grund af sin lovlydighed, men ved tro. Hans gerninger nævnes ikke.


Det moderne menneske har svært ved at acceptere, at mennesker, som har levet pænt — som N.N. — ikke dermed er sikret Guds velbehag. Det kan også virke overraskende, at Israel skal få så meget betroet. Men Abraham, David, Peter og mange andre fik det betroet ved tro.


Vi mærker måske dette i vores eget liv. Vi beder Gud gøre os ydmyge og forventer hjælp, men ender måske med at blive hovmodige eller vrede. Vi beder om hjælp til at våge og bede, men opdager, at vi ikke magter det. Vi vil gerne møde Gud med noget godt i hænderne og føler os mere frimodige, når vi har noget at vise frem, end når vores egne forsøg er slået fejl.


Farisæeren bad om hjælp til at ofre, besøge syge og vise barmhjertighed. Da det lykkedes, takkede han Gud for, at han var nået så langt. Tolderen mislykkedes i sine forsøg. Han måtte stille sig ved brændofferet og bede om barmhjertighed, mens Gud så på offerlammet på alteret i stedet for på ham. Tolderen fik uden selv at forstå det fuld retfærdighed. Farisæeren fik intet.


Rosenius siger: »Det er netop det, at vi ikke har det i vor magt at kunne tage os sammen.«


Vi er skilt fra Gud og hans hellighed. Vi kan ikke hjælpe os selv. Gud må sende os loven, så vi bliver afsløret, og evangeliet, så vi bliver frelst.


Vi må regne med, at Gud en dag lader loven knuse sit udvalgte folk. Det bliver noget andet end vores forsøg på at omvende det. Loven kan nå hele folket på én gang, måske på én dag.


Foreløbig rører benene sig, men der er endnu ikke kommet ånd i dem. Det rasler, men der grædes ikke over den indre skade. Sådan er det også i de kristnes liv i dag. Derfor kan det åndelige liv blive overfladisk, løsrevet fra hjertet, præget af humanisme og tømt for det underfulde.


Også missionen er blevet præget af menneskelige hensyn. Det bliver endnu tydeligere, når mission gøres til en kirkesag. Har vi tillid nok til Gud til at tro, at det alene er ham, der kan vække mennesker af deres dvale? Jo mere vi ser dette, desto vanskeligere bliver det at tale om vores mission.


I vores liv med Gud kan sygdommen brede sig, mens vi stadig håber på bedring. Først når døden indtræffer, og håbet synes slukket, kan Gud give os det uforskyldte evangelium. Sådan må det også gå Israel. Men Israel er i Herrens hånd.


Evangeliet soner synden


Fordi vi ikke selv kan nærme os Gud, behøver vi en stedfortræder, der kan ordne vores forhold til ham. Det afgørende problem er ikke synderen som person, men synden, der skiller os fra Gud.


Synden kom ind i verden, og med synden kom døden. Døden trængte igennem til alle mennesker, fordi alle syndede. Synden magter vi ikke; den dræber os. Den fordærver alt kød og alle gerninger. Vi kan hverken skjule den, dække den til eller fjerne den. Det måtte Gud selv gøre.


På faldets dag kaldte Gud mennesket gennem loven: »Hvor er du?« Og samme dag gav han evangeliet: »Kvindens sæd skal knuse slangens hoved.«


Det græske ord hilaskestai, som betyder »sone«, står ét sted i Det Nye Testamente: Hebræerbrevet 2,17. Der står: »Derfor måtte han i ét og alt blive sine brødre lig, for at han i sin tjeneste for Gud kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst til at sone folkets synder.«


Ypperstepræsten er Guds søn, Jesus Kristus, Gud selv. Han er den samme i går, i dag og til evig tid (Hebr 13,8).


Gud gjorde Jesus til synd for os, men ikke til en synder (2 Kor 5,21). Han lod ham bære verdens synd (Joh 1,29), og den skyld, der lå på os alle, lod han falde på ham (Es 53,6).


Det er uforklarligt for os, at Jesus trådte ind på vores og hele menneskehedens vegne for at sone synden. Forsoningen er ikke blot en juridisk betaling af et bestemt beløb. Den er personlig: Synden rammer Jesus, men får ikke magt over ham. Al synd møder ham, men kan ikke overvinde ham.


Jesus overgiver sig helt til Faderens vilje. Han er forbundet med Faderen og med os i evig kærlighed. Han betaler ikke en bestemt gældspost. Synden skal miste sin magt og fjernes fra Menneskesønnen, vores stedfortræder og frelser.


Synden, Satan og alt ondt satte ind på ham for at skille ham fra Faderen. Det blev så alvorligt, at Sønnen måtte opleve, at Gud havde forladt ham. Soningen var en afvisning af synden og en dom over den.


»For det, som var umuligt for loven, fordi den var magtesløs på grund af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin egen søn i syndigt køds skikkelse og for syndens skyld og således fældede dødsdom over synden i kødet« (Rom 8,3).


Da Jesus sagde: »Det er fuldbragt«, blev synden dømt til døden i ham. Ved opstandelsen gik stedfortræderen ind i himlen med sit eget blod og vandt en evig forløsning.


På grund af denne forsoning kan Gud møde os på nye vilkår. Først viser han os, hvor vi hører hjemme: i erkendelsen af vores død. Derefter henviser han os til syndernes forladelse (Luk 24,47).


Syndernes forladelse betyder, at vores synder er fjernet fra os, så langt som øst er fra vest. De er kastet i havets dyb. For Gud er de væk, og han kommer dem aldrig mere i hu. Men han henviser os til ét sted: Sønnen.


»Ved ham forkyndes jer syndernes forladelse, og ved ham bliver enhver, der tror, retfærdiggjort fra alt det, som I ikke kan blive retfærdiggjort fra ved lov« (ApG 13,38-39).


Når nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen: Jesus Kristus, den retfærdige. Han er soning for vores synder — ja, ikke alene for vores, men for hele verdens (1 Joh 2,1-2).


Det er forsoningen, der føder troen. Derfor må den forkyndes klart, ubetinget og uforskyldt. Troen fødes i den elendige, den fortabte og den håbløse. Gud erklærer den troende retfærdig, som om han aldrig havde syndet.


Troen giver et nyt liv


Troen er modsætningen til gerninger. Troen kommer tomhændet og modtager alt. Gerningerne kommer med noget, men kan ikke give os det, vi mangler. Ved troen får vi fred med Gud, fordi han selv har fjernet skillevæggen.


Det betyder ikke, at Gud gennem troen har fjernet vores kødelige sind. Vi bærer stadig på et sind, vi gerne ville være fri for. Men skylden er fjernet. Derfor må vi leve i tro i alle forhold.


Troen på forsoningen befrier os også fra det tomme liv og gør det muligt at leve med Gud. Vi kaldes til at overgive vores selvliv til døden, så Jesu liv kan blive synligt i os. Vi sættes fri til at leve efter Guds vilje, så loven opfyldes i dem, der tror.


Vi sættes også fri til at være med til at berede hans rige og til at vandre i de gerninger, Gud har beredt for os. Det er noget andet end at slide med vores egne gerninger.


En dag kommer Jesus selv, og da bliver forløsningen fuldendt. Troen når sit mål, og vi drikker uforskyldt af livets vand.


Amen.