Guds Medarbejdere er vi. 1. Kor. 3, 9.
Det er værd at bemærke, at der ikke står: »Guds Medarbejdere skal vi være«; men der står, at vi er det. Forudsat at vi i det hele taget er troende Mennesker, så er vi Guds Medarbejdere. Og er vi dovne og uduelige Medarbejdere, nuvel, så har Gud dovne og uduelige Medarbejdere. Han har i hvert Fald ikke andre Medarbejdere på Jorden end sine Kristne. »Guds Medarbejdere er vi.« Og det er vor store Ære. Det er allerede en ufattelig Nåde, at vi skal kaldes Guds Børn, og vi er det. Men undertiden kan man synes, at det næsten er en endnu større Ære, at han endogså vil betragte os som sine Medarbejdere.
Der er jo dem, som just af Ærefrygt for Gud vil benægte, at det overhovedet er muligt. Den Tanke at et lille fattigt og syndigt Menneske skulde kunne hjælpe Himlens Gud, forekommer dem hovmodig eller rent ud bespottelig. Og det vilde heller ikke være til at tro, hvis det ikke var Guds eget Ord, soen sagde det. »Apostle« kaldte han dem. Og det betyder ikke passive Tilhørere, men Udsendinge, Budbringere, Missionærer, Medarbejdere. Og Gang på Gang fortalte han Lignelser om Arbejdet i Guds Rige.
Hans sidste Ord var et Ord om Tjenesten: »Gå ud i Alverden!« Det er ikke for meget sagt, gennem hele det Nye Testamente går der et Kald til Virksomhed. Paulus, som sled, til han segnede, er ikke Undtagelsen, men den typiske Kristne.
»Guds Medarbejdere er vi.« Det er vor Lykke og vort meget store Ansvar, som atter og atter må kaste os ind på Gud. For har vi ikke ham som en daglig Virkelighed i vort Liv, må vi knuses under så svimlende et Kald.
Hvem arbejder du for? Gud eller mennesker, måske dig selv?
Amen.
