Translate

INFO JESUS LIVET

Aktiver din tro

    LINK Aktivér din tro Jan Lund Nissen I kraft af Jesus har du fået Den Hellige Ånd i dig. Jesus bor i dig gennem din tro. Jesus siger, at...

Søg i denne blog

søndag den 11. maj 2025

VIL DU HAVE EN KORSFÆSTET KT´RISTUS

      


 



Link

Pilatus spørger dem: »Hvad skal jeg da gøre med Jesus, der kaldes Kristus?« De svarede alle: »Lad ham blive korsfæstet!« Han spurgte: »Hvad ondt har han da gjort?« Men de skreg endnu højere: »Lad ham blive korsfæstet!« Da Pilatus så, at han intet kunne udrette, men at larmen blot blev større, tog han vand og vaskede sine hænder for øjnene af mængden. »Jeg er uskyldig i denne mands blod. Det bliver jeres sag!« sagde han. Hele folket svarede: »Hans blod komme over os og vore børn!«


Matt 27,22


Forestil dig, at du står midt i en stor menneskemængde for næsten 2.000 år siden. Folk råber deres budskab op mod landshøvdingen Pilatus og hans fange, der står på balkonen. Pilatus virker tydeligt nervøs. Han fornemmer, at situationen er ved at komme ud af kontrol. Han ønsker at løslade sin fange, tømrersønnen Jesus fra Nazaret, men mængden er imod. Opildnet af farisæerne og de ældste kræver den, at Jesus skal dø på et kors.


Har du prøvet at spørge dig selv, hvordan du ville have handlet, hvis du havde levet i Israel for 2.000 år siden og ikke vidste mere om Jesus, end datidens mennesker gjorde? Ville du være blevet hans discipel? Ville hans budskab ikke have sagt dig noget? Eller ville du måske have stået i mængden og råbt: »Korsfæst ham!«?


Mange vil naturligt forsøge at vurdere deres egen godhed og ondskab ud fra det spørgsmål. De vil overveje, om de selv kunne være så onde, at de havde stået i folkemængden og krævet Jesus korsfæstet. På samme måde vurderer vi ofte andre forhold i livet ud fra vores egen opfattelse af, hvor gode eller onde vi er. Det gælder også spørgsmålet om, hvorvidt vi er gode nok til en dag at komme i himlen.


Men mængden, vi læser om i Matthæusevangeliet kapitel 27, bestod ikke af mennesker, der var særligt onde sammenlignet med andre. Den bestod – som folkemængder ofte gør – af ganske almindelige mennesker: omsorgsfulde fædre, gode hustruer og kærlige mødre, pålidelige arbejdere, dygtige kolleger og loyale venner. Mennesker, der ændrer adfærd, når de samles i en flok, og bliver som ulve, der jager sammen.


Mængden, der krævede Jesus korsfæstet, var hverken bedre eller værre end mennesker flest. Om du ville have stået dér eller ej, afhænger derfor ikke af, hvor god eller ond du selv mener, du er.


Men hvad afgør så, om du ville have deltaget i tilråbene og medvirket til Jesu korsfæstelse? Hvilke kræfter gør forskellen? Det er de samme kræfter, som sætter skel mellem frelse og fortabelse, himmel og helvede.


Det er troen.


Så enkelt – og dog så stærkt. Troen sætter skel. Den adskiller den ufrelste fra den frelste og den vanhellige fra den hellige. Mange tror, at det er menneskets godhed eller ondskab, der gør forskellen. Men det er troen.


Ville du have stået i mængden og krævet Jesus korsfæstet? Hvis du ikke troede på, at Jesus var Guds Søn, jødernes Messias og verdens frelser, ville du med stor sandsynlighed have stået dér – uanset hvor god du måske inderst inde mener, at du er. Hvis du troede på, at Jesus var Kristus, ville du ikke have deltaget i tilråbene.


En beretning i evangelierne viser dette på en særlig måde. Gennem århundreder er Judas, der forrådte Jesus, ofte blevet fremstillet som et særligt ondt menneske. Men Judas var, ligesom menneskene i mængden, hverken mere eller mindre ond end andre. Han var et almindeligt menneske. Det, der skilte ham fra de andre disciple, var troen. Disciplene fulgte Kristus, mens Judas blev hans forræder.


»Da det nu var blevet aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han: »Sandelig siger jeg eder: en af jer vil forråde mig.« Da blev de meget bedrøvede og begyndte hver især at spørge ham: »Det er dog vel ikke mig, Herre?««


Matt 26,20


Jesus fortæller disciplene, at én af dem vil forråde ham og overgive ham til døden. De spørger hver især: »Det er dog vel ikke mig, Herre?« Måske ved de, at der i dem alle ligger en mulighed for at svigte Jesus – ligesom der også i dig og mig ligger en mulighed for det. De ved ikke, hvem det er, og derfor spørger de den eneste, der kan svare: Kristus selv. De er bedrøvede både over, at Jesus skal forrådes, og over, at det er én af dem, der skal gøre det.


»Han svarede og sagde: »Han, som nu sammen med mig stak hånden i fadet, han vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, sådan som der står skrevet om ham; men ve det menneske, ved hvem Menneskesønnen bliver forrådt! Det havde været bedre for det menneske, om han aldrig var født.« Men Judas, som forrådte ham, tog til orde og spurgte: »Det er dog vel ikke mig, rabbi?« Han siger til ham: »Du har selv sagt det.««


Matt 26,23


Af en eller anden grund er det først Judas, der senere stiller Jesus spørgsmålet. Også han spørger, og ud fra sammenhængen virker det, som om han er bedrøvet og bekymret for, om det er ham, der skal blive den skyldige.


Jesus giver ham et noget kryptisk svar: »Du har selv sagt det.« Men har Judas ikke sagt det samme som de andre? De elleve spørger: »Det er dog vel ikke mig?« Judas spørger: »Det er dog vel ikke mig?« Hvad er forskellen? Hvordan kan Jesus høre forræderiet i Judas’ svar, men ikke i de andres?


Forskellen ligger i deres tiltale. De elleve kalder Jesus »Herre«, mens Judas kalder ham »rabbi«. Jesus hører troen i disciplenes bekendelse og vantroen i Judas’ måde at omtale ham på.


Ordet »Herre« er på græsk Kyrios og kan betegne en hersker eller konge. Når disciplene kalder Jesus Herre, viser de, at de ser ham som deres Herre og søger hans vejledning. Han er den, der har myndighed i deres liv, og de ønsker at følge ham.


Ordet Herre peger også på en hersker og konge. Disciplene udtrykker dermed deres tro på, at Jesus er Messias – den konge af Davids slægt, som profeterne i Det Gamle Testamente havde forudsagt. Deres brug af ordet rummer altså en bekendelse af, hvem de tror, Jesus er.


Også de romerske kejsere blev kaldt Kyrios og krævede tilbedelse og underkastelse. De kristne kunne ikke kalde kejseren deres Herre, fordi de kun troede på én Herre og konge: Kristus. Netop denne bekendelse førte den tidlige kristne menighed ud i hensynsløse forfølgelser fra Rom.


Men disciplenes brug af ordet »Herre« rummer endnu en betydning. Det Gamle Testamente blev skrevet på hebraisk, og Det Nye Testamente på græsk. Før Jesu fødsel blev Det Gamle Testamente oversat fra hebraisk til græsk af jødiske skriftlærde. Denne oversættelse er kendt som Septuaginta.


Et af Guds mest fremtrædende navne i Det Gamle Testamente er JHWH, ofte gengivet som Jahve. Navnet blev anset for så helligt, at israelitterne ikke turde udtale det. I Septuaginta gengives Guds navn med det græske ord Kyrios. Når disciplene kalder Jesus Kyrios, ligger der derfor en dybere bekendelse i ordene: De bekender ham ikke blot som hersker og konge, men også som Gud.


Den samme tro kommer til udtryk hos Thomas i Johannesevangeliet, hvor han siger: »Min Herre og min Gud« (Joh 20,28). Når disciplene står over for Jesus, står de over for Jahve selv – Messias, kongen og Herren, som profeterne har talt om.


Men hvad er det så, der gør Judas så forskellig fra de andre? Hvordan kan Jesus høre vantroen og forræderiet i Judas’ ord? Judas spørger: »Det er dog vel ikke mig, rabbi?« Her bekender han ikke Jesus som Messias eller som den konge, der skulle komme. Han kalder ham ikke Herre eller Gud.


Judas ville gerne følge Jesus og anså ham for at være en stor rabbi – en mester og lærer. Han var ikke i tvivl om, at Jesus var noget særligt. Men han troede ikke på, at Jesus var Kristus. Det var det, der skilte ham fra de elleve andre.


Også i dag bliver Jesus brugt og misbrugt i religiøse, politiske og sociale sammenhænge. Mange ser ham som en stor mand og et stort menneske: en stor menneskekender, healer, lærer eller profet. Nogle betragter ham endda som én blandt mange guder.


Spørgsmålet er ikke, om disse mennesker er gode eller onde, om deres hensigter er ærlige, eller om de søger oprigtigt. For mængden foran Pilatus, for Judas og de elleve disciple – og for os i dag – er der ét afgørende spørgsmål: Tror du, at Jesus er Kristus, Guds Søn? Tror du, at denne tømrersøn er Messias, Guds Søn – ja, Gud selv i menneskeskikkelse, Kyrios, Herre og Gud?


Hvis du tror det, ville du ikke have stået i den larmende hob og råbt på Jesu korsfæstelse. Du ville heller ikke have stået sammen med Judas og forrådt ham. Ved troen på, at Jesus er Kristus, bliver du frelst og får din plads blandt disciplene i salen ovenpå.