LINK
Vi formår intet af os selv
Hvordan får vi mennesker til at tro på Jesus og leve efter hans befalinger?
Det er ikke noget, vi kan udrette af egen kraft. Vi er afhængige af Gud. Jesus siger: »Skilt fra mig kan I slet intet gøre« (Johannesevangeliet 15,5).
Da Peter trådte frem på pinsedagen og talte til folket, var det ikke hans veltalenhed, der gjorde, at ordene ramte tilhørerne. Det var Helligånden, der virkede gennem ham. Efter Peters tale blev folk ramt i hjertet og spurgte, hvad de skulle gøre (Apostlenes Gerninger 2,14-40;
Peter var en almindelig mand og fisker. Senere undrede rådsherrerne sig over hans og Johannes’ frimodighed, for de var ulærde og almindelige mennesker. De kunne dog se, at de havde været sammen med Jesus (Apostlenes Gerninger 4,13). De tre år, Peter havde fulgt Jesus, havde sat sine spor gennem alt det, Jesus havde lært ham.
Det afhænger altså ikke af vores baggrund, uddannelse eller særlige evner, om Gud kan bruge os. Vi kan alle folde hænderne og bede til Gud om det, der ligger os på hjerte. Når vi får lejlighed til at tale med andre, må vi stole på, at Gud kan give os de ord, vi skal sige. Jesus lovede disciplene, at Helligånden ville hjælpe dem med at tale (Lukasevangeliet 12,11-12). Og menigheden bad Gud om frimodighed og om, at han ville række sin hånd ud og lade tegn og undere ske (Apostlenes Gerninger 4,29-30).
Vi skal derfor ikke bekymre os på forhånd om, hvordan vi skal formulere os, når Herren sender os af sted med et budskab. Vi må tale sandt og frimodigt og stole på, at Helligånden virker. Jesus beskriver Helligåndens gerning som at overbevise verden om synd, retfærdighed og dom (Johannesevangeliet 16,8). Vi kan så Guds ord, men Gud giver væksten (1. Korintherbrev 3,6-7).
Profeten Jeremias blev sendt til et folk, der ikke ville lytte. Han sørgede over sin situation og beklagede den modstand, han mødte (Jeremias’ Bog 15,10). Men Gud lovede at gøre ham til en befæstet bronzemur, som folket ikke kunne besejre, og at være med ham og redde ham (Jeremias’ Bog 15,20).
Også vi må overgive udfaldet til Gud. Sæden skal sås, og hvis den falder i god jord, kan den vokse og bære frugt. Jesus fortæller om dette i lignelsen om sædemanden (Matthæusevangeliet 13,1-23). Vi kan bede for mennesker og være med til at så og vande, men det er Gud, der giver væksten (1. Korintherbrev 3,6-7). Hvis budskabet ikke bliver taget imod, må vi lægge sagen i Guds hænder og fortsat være tro mod det, han har kaldet os til.
Det gør mig ondt, når jeg hører prædikanter forsøge at banke budskabet om frelsen i Jesus ind i tilhørernes hoveder. Vi er kaldet til at forkynde evangeliet, men det er ikke vores pres eller overtalelse, der kan skabe tro i et menneskes hjerte. Det er Helligånden, der virker. Paulus skriver, at troen kommer af det, der høres, og det, der høres, kommer gennem Kristi ord (Romerbrevet 10,17).
Når mennesker bliver ramt i hjertet, erkender deres synd og vender sig til Gud, kan den videre undervisning tage sin begyndelse. Det ser vi også på pinsedagen: Efter folkets spørgsmål kaldte Peter dem til omvendelse og dåb (Apostlenes Gerninger 2,37-38).
Guds nåde er stor. I Kristus har Gud løskøbt os og tilgivet vores synder (Efeserbrevet 1,7; Kolossenserbrevet 1,13-14). Når vi tager imod hans gave, er vi ikke længere under fordømmelse, men må leve i tro og tillid til ham (Romerbrevet 8,1-2). Vi hører Gud til og har håb om at være hos ham for evigt (Johannesevangeliet 14,1-3).
Lad os ære Gud med vores liv her på jorden ved at søge hans vilje og leve i tro og kærlighed. Så kan vi se fremtiden og evigheden i møde med tillid til ham (Mikas Bog 6,8; 1. Korintherbrev 13,13).
%20-%20Kopi.jpg)