Translate

INFO JESUS LIVET

Aktiver din tro

    LINK Aktivér din tro Jan Lund Nissen I kraft af Jesus har du fået Den Hellige Ånd i dig. Jesus bor i dig gennem din tro. Jesus siger, at...

Søg i denne blog

torsdag den 8. maj 2025

Dit Rige komme!

 





  LINK

Lukasevangeliet 17,20-33


Da farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige skulle komme, svarede han: »Guds rige kommer ikke på en måde, så man kan iagttage det. Man kan ikke sige: ‘Se, her er det!’ eller: ‘Se, dér er det!’ For Guds rige er midt iblandt jer.« (Luk 17,20-21)


Derefter sagde Jesus til disciplene: »Der kommer dage, hvor I længes efter at se en af Menneskesønnens dage, men I får den ikke at se. Hvis nogen siger til jer: ‘Se, dér er han!’ eller: ‘Se, her er han!’ så gå ikke derhen, og følg ikke efter dem. For ligesom lynet lyser himlen op fra den ene side til den anden, sådan skal Menneskesønnen være på sin dag. Men først må han lide meget og forkastes af denne slægt.« (Luk 17,22-25)


Jesus fortsatte: »Som det gik til i Noas dage, sådan skal det også gå i Menneskesønnens dage. Folk spiste og drak, giftede sig og blev giftet bort, lige indtil den dag Noa gik ind i arken. Så kom syndfloden og gjorde ende på dem alle.« (Luk 17,26-27; 1 Mos 6,5-8,22)


»På samme måde var det i Lots dage. Folk spiste og drak, købte og solgte, plantede og byggede. Men den dag Lot forlod Sodoma, regnede der ild og svovl ned fra himlen og gjorde ende på dem alle. Sådan skal det også gå den dag, Menneskesønnen åbenbares.« (Luk 17,28-30; 1 Mos 19,1-29)


»Den dag må den, der er på taget og har sine ejendele i huset, ikke gå ned for at hente dem. Og den, der er ude på marken, må ikke vende hjem. Husk på Lots hustru! Den, der søger at bevare sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal bevare det.« (Luk 17,31-33; 1 Mos 19,26)


Guds rige er iblandt os


I dagens evangelium taler Jesus om Guds rige både som en virkelighed, der allerede er til stede her på jorden, og som noget, der en dag skal åbenbares fuldt ud, når han kommer igen. Det er det samme rige, menigheden beder om i Fadervors anden bøn: »Komme dit rige.« (Matt 6,10)


Jesus gør det klart, at Guds rige ikke er et rige af denne verden. Det har ikke synlige grænser som jordiske riger, og man kan ikke træde ind i det ved blot at flytte et andet sted hen eller ændre sine ydre forhold. Guds rige er ikke et land, man kan finde på et kort. (Luk 17,20-21; Joh 18,36)


Det er et åndeligt rige. At komme ind i det handler ikke om fysisk at forlade verden, men om at blive forvandlet indvendigt: at vende sit hjerte mod Gud og få en ny retning for sine tanker, sin vilje og sit liv. Jesus taler om at blive født på ny, og Paulus skriver om at lade sig forvandle ved at få sindet fornyet. (Joh 3,3-5; Rom 12,2)


Vi forsøger ofte at gøre det rigtige ved først og fremmest at rette på det ydre. Det kan være et udtryk for vores gamle tankegang: Vi vil gerne se gode ud, uden at hjertet nødvendigvis er blevet forvandlet. Derfor har vi brug for at blive mindet om, at troen ikke blot handler om det, andre kan se, men også om hjertets indstilling. (Matt 23,25-28; Rom 2,28-29)


Hvis man i dag spurgte: »Hvornår kommer Guds rige?« eller »Hvornår kommer et menneske ind i det?«, ville mange i kristenheden måske svare: »Først når vi dør.« Det er næppe de mest verdslige og vantro, der ville svare sådan. De ville måske sige, at Guds rige blot er et billede eller en tom forestilling. Men også mennesker, der er blevet berørt af evangeliet og håber på en dag at komme ind i Guds rige, kan tænke sådan.


De føler, at man må ud af verden for at komme ind i Guds rige. Derfor tænker de måske, at det sker, når sjælen forlader kroppen, og kroppen bliver til jord igen. Men Jesus taler også om Guds rige som noget, der allerede er nærværende iblandt mennesker. Det er ikke kun en fremtidig virkelighed. (Luk 17,20-21)


Farisæernes spørgsmål til Jesus minder om denne tankegang: »Hvornår kommer Guds rige?« De havde længe hørt Jesus tale og prædike om det og ville vide, hvornår det endelig skulle komme, så de kunne gå ind i det. De kunne ikke forestille sig, at Guds rige allerede kunne være iblandt dem.


Farisæerne og mange i Israel ventede på, at den lovede Messias skulle komme og oprette Guds rige i synlig herlighed og magt. De forestillede sig måske, at man kunne træde ind i riget, som man træder ind i et jordisk rige. Men Jesu ord peger på, at Guds rige ikke først og fremmest handler om ydre grænser og magt. Det handler om Guds nærvær og om menneskets forhold til ham. (Luk 17,20-21; Joh 18,36)


Spørgsmålet blev derfor også, om de ville tage imod Messias som deres konge eller stå ham imod. Jesus siger samtidig, at hans vej først går gennem lidelse og forkastelse, før Menneskesønnen åbenbares i herlighed. (Luk 17,25, 30)

Men Jesus svarede: »Nej! Sådan er det slet ikke med Guds rige. Guds rige kommer ikke, så man kan pege på det og sige: Se her eller se dér! For Guds rige er inden i jer« (Luk 17,20-21).


Det betyder, at Guds rige først kommer til os, når vi selv kommer ind i det. Og vi kommer ikke ind i Guds rige, før det kommer ind i os — før Gud virkelig bliver Herre og regent i vores hjerter.


Derfor kom Guds rige ikke til farisæerne. Det var netop det sidste, de ønskede: at Gud skulle herske i deres hjerter. De ville »opstille deres egen retfærdighed« (Rom 10,3). De betragtede forholdet mellem mennesket og den levende, almægtige og hellige Gud som en slags kontrakt: Gud krævede sit, ligesom en jordisk hersker, og mennesket skulle yde sit. Til gengæld mente mennesket sig berettiget til at kræve sin løn og anerkendelse af Gud.


Selv om tanken om et sådant kontraktforhold mellem mennesker og Gud ikke træder tydeligt frem på samme måde i dag — i hvert fald ikke her i landet — møder vi stadig en udvendig betragtning af Guds rige. Mennesker mener, at vi kommer ind i Guds rige, når vi dør, fordi Gud da åbenbarer sin magt over os. I den katolske kirke møder vi, efter denne forståelse, det gamle farisæiske kontraktforhold sat i system på kristent grundlag.


Men Jesu ord gælder stadig: »Guds rige er inden i jer.« Ingen kommer derind ved en ydre forflyttelse — heller ikke når Gud flytter et menneske det største tænkelige skridt: fra denne legemlige verden, hvor vores sansning, tænkning og virke foregår gennem kroppen, til den legemløse tilværelse, hvor vores ånd skal være indtil dommen. Selv om Gud flyttede et menneske lige frem for sin trone, ville det ikke i sig selv kunne føre mennesket ind i Guds rige.


Hvis Guds rige ikke er inden i os her, kan vi ikke komme derind ved at dø og miste alt det, vores hjerte lever i. Vi kommer heller ikke derind gennem nogen anden ydre forflyttelse eller ændring af vores livsvilkår. Det afgørende er, at Guds rige er inden i os: at vores hjerter og sind bliver en del af Guds rige, som en lille provins, hvor Gud virkelig hersker, og hvor vi villigt lader os lede af ham.


Hvordan kan det ske?


Kan det ske? Ja. Alle, der kender deres eget hjerte og sind, ved, hvor selvrådigt, egoistisk og verdsligt det af natur er. I vil forstå, at når dette sker på jorden, er det så stort et Guds mirakel, at selv englene må se det udfolde sig i den frelste menighed, før de kan fatte det fuldt ud (Ef 3,10; 1 Pet 1,12).


Det ville ikke være noget mirakel, hvis den almægtige Gud tvang mennesker til at gøre, hvad han ville. Men ingen kommer ind i hans rige på den måde. Så ville kun vores hænder og gerninger være kommet derind — ikke vores hjerte og inderste personlighed, som Gud har skabt til at leve i ham.


Miraklet er, at vores hjerte virkelig kan komme til at høre Gud til. At det bliver vores glæde at lade os lede af ham, og vores inderligste sorg, når vi går vores egne veje for at finde løsninger, der passer os selv, og følger vores egen lyst. Dette Guds mirakel sker kun ved vores Herre Jesus Kristus, Guds enbårne Søn. Han kom til verden med Guds rige, og gennem ham kommer riget mennesker i møde. Den, der tager imod ham i sit hjerte, tager også imod Guds rige; riget kommer til ham og ind i ham.


Da Jesus Kristus var på jorden, kom han personligt til mennesker. Alle, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn (Joh 1,12) og dermed komme ind i Guds rige. Nu kommer han åndeligt til os gennem sit ord, som lyder til os efter hans befaling i den hellige dåb. Jesus har selv sagt: »Den, der ikke bliver født af vand og Ånd, kan ikke komme ind i Guds rige« (Joh 3,5).


Den, der af et ærligt hjerte siger ja til dette ord — ikke fordi han kan forstå det eller bevise dets sandhed og frelseskraft, men fordi vores Herre Jesus har sagt, at det er vejen ind i Guds rige, og fordi han af hjertet ønsker at blive frelst — han kommer også derind. Han skal erfare, at Guds vilje og kærlighed får magt til at herske i hans hjerte. Enhver, der har oplevet dette, må bekende, at det er Guds nådes værk i ham.


Selv om vi må lægge alle vores kræfter i at vende os mod Gud og sige ja til forsagelsens og troens ord — og måske kæmpe hårdt for at kunne gøre det — kan den, der tror, ikke sige, at han selv har skabt sin tro eller givet sig selv kraft til at vende om. Nej, det var Gud, der virkede det, og Gud alene har æren for det.


Her møder vi igen forskellen mellem Guds rige og verdens riger. I verdens riger er man, når man først er kommet ind, en del af riget, indtil man igen krydser grænsen til et andet. Men Guds rige er ikke af denne verden. Her på jorden bliver vi aldrig i Guds rige på en måde, så vi kan sige: »Nu er vi der, og så er alt i orden.« Når nogen taler sådan, er det et ret sikkert tegn på, at vedkommende ikke er i Guds rige, men kun har kundskab om det.


Netop når vi er kommet ind i Guds rige her på jorden, må vi hver dag igen søge det og tage imod Guds nåde i Jesus Kristus. Ved ham har vi fået adgang til riget. Gennem hans nåde får riget dybere plads i vores hjerter og sind og bøjer os til villigt at lade os lede af Gud.


»Guds rige består ikke i mad og drikke, men i retfærdighed og fred og glæde i Helligånden« (Rom 14,17). At være i Guds rige er, at Helligånden overbeviser os om, at vi står retfærdige for Gud, fordi han for Jesu Kristi skyld har tilgivet os alle vores synder. Ved Helligånden har vi også den fred, som Jesus Kristus har vundet til os.


Midt i al den kamp, vi møder her på jorden, kan vi frimodigt se opad og fremad. Vi er frelst i håbet, og sejren er vores, selv om vi stadig må kæmpe for den (Rom 8,24-25; Ef 6,10-18). Sammen med dette følger glæden og freden i Helligånden, som har udgydt Guds kærlighed i vores hjerter (Rom 5,5).


Derfor beder vi Fadervor:


»Vor Far i himlene, kom med dit rige« (Matt 6,9-10; Luk 11,2).


Vi beder om, at retfærdighed, fred og glæde må komme ind i os og bevare vores hjerter og tanker i Kristus Jesus, så vi virkelig ledes af ham. Denne forståelse af bønnen kan give mange kristne problemer, når de beder: »Kom med dit rige til os!« Bønnens mening kunne måske udtrykkes tydeligere sådan: »Dit rige komme i os og ind i os.«


Det hjælper ikke meget at bede om, at Guds rige må komme til os udefra, hvis vi stadig står udenfor. Men det er bedst og rigtigst at bede, som Jesu ord lyder: »Dit rige komme!« Så tager vi denne bøn fra Jesu mund ind i vores hjerte og mund og beder i tro om det, han vil, vi skal bede om — også selv om vi endnu ikke har fattet bønnens fulde dybde. Da vil Guds Ånd føre os til at se, at denne bøn rækker langt dybere og højere end til Guds rige inden i os.


For Guds rige er endnu langt fra til stede i sin fulde skikkelse og herlighed, sådan som det findes i os og i hans menighed her på jorden. Her er riget ikke alene usynligt for det legemlige øje; det er også stadig under kamp og strid, fald og skrøbelighed.


Men den tid skal komme, da riget træder synligt frem og er til stede i evighedens herlighed, med retfærdighed, fred og glæde. Her vandrer vi i tro og ikke i det, vi kan se (2 Kor 5,7), og derfor må vi lære altid at se fremad i håb og med vished om den kommende herlighed.


Om dette talte Jesus, efter at han havde svaret farisæerne. Han sagde til sine disciple: »Der skal komme dage, da I længes efter at se blot én af Menneskesønnens dage, men I skal ikke se den« (Luk 17,22). Jesus taler om en tid, hvor verdens fjendskab rejser sig i forfølgelse mod menigheden (Joh 15,18-20), og især om den sidste store trængsel, der skal komme før hans genkomst (Matt 24,21-22).


Da skal forholdene blive så svære for hans menighed — for dem, der hører hjemme i Guds rige på jorden — at de inderligt vil ønske, at riget må få helt andre kår. Sådan skal det ske, når Menneskesønnen åbenbares i sin herlighed (Luk 17,24).

 Guds rige og længslen efter hjemmet
Jesus siger, at ingen kan pege på Guds rige og sige: »Se, her er det!« eller: »Se, dér er det!« Guds rige kommer ikke på en måde, så mennesker kan udpege det som et bestemt sted eller en synlig magt. Når Menneskesønnen kommer, skal det derimod være tydeligt for alle, som lynet, der lyser fra den ene side af himlen til den anden. Derfor skal vi være vågne og beredte. Guds rige må allerede have plads i os, så vi lever under Guds herredømme. (Lukasevangeliet 17,20-24)

For selv om mennesker kan leve under næsten de samme ydre vilkår, kan der være en himmelvid forskel på, hvor de står, når Guds rige åbenbares. To kan ligge i samme seng, og to kan arbejde ved samme kværn; den ene bliver taget med, mens den anden bliver tilbage. Vi kan også sige: To kan sidde i den samme kirke, men være meget forskellige i deres forhold til Gud.

Vi må dog erkende, at vi ikke lever i den ydre nød, Jesus beskriver. Hver af os har noget at bære og kæmpe med. Og ret forstået må vi sige: Gud ske lov for det. Uden modgang kunne vores hjerter alt for let vokse fast i verden. Alligevel er den trængsel, menigheden oplever i dag, ikke til at sammenligne med den forfølgelse, hvor man forsøger at udslette den.

Verden fortsætter, som den gjorde på Noas og Lots tid. Folk spiser og drikker, køber og sælger og har travlt med deres gøremål og fornøjelser. Så travlt, at de glemmer, at verden og dens begær forgår, mens den, der gør Guds vilje, består. (Lukasevangeliet 17,26-30; 1. Johannesbrev 2,17)

Men også i rolige tider kan oprigtige kristne komme til at længes efter blot at se én af Menneskesønnens dage — efter et glimt af Guds rige, sådan som det en dag skal åbenbares i kraft og herlighed.

Den længsel skyldes ikke blot, at vi bliver svage, gamle eller trætte af verden. Træthed får os ikke nødvendigvis til at håbe; den kan snarere få os til at lukke øjnene. Håbet kræver åbne øjne.

Længslen efter herlighedens rige vokser, når vi lever i Guds rige og lader Gud få plads i vores hjerter. Vi kæmper oprigtigt mod det, der frister os og får os til at ville noget andet end det, Gud vil. Men vi mærker også, hvor magtesløse vi kan være over for vores indre fjender. Synder, vi troede, vi havde overvundet for altid, vågner igen og angriber os på ny. (Romerbrevet 7,18-25)

Hvis vi så slutter fred med synden og tænker: »Det bliver aldrig anderledes. Jeg er en synder som alle andre og må blive ved med at være det«, ser det alvorligt ud for os. Uden Guds indgriben kan vi synke ned i ligegyldighed og fortvivlelse.

Men hvis vi trods vores nederlag bliver ved med at vende os mod Gud og forsage den synd, vi er faldet i, holder vi fast ved, at Jesu fjender også er vores fjender. Så vågner længslen og sukke efter, at Jesus kommer i herlighed. Han har allerede kæmpet det afgørende slag for os, og hver gang vi ved hans hjælp sejrer over det, der frister os, mærker vi hans sejr i vores liv. Vi længes efter den dag, hvor han lægger alle sine og vores fjender under sine fødder og opretter sit rige i fuldkommenhed — hvor mørket er borte, og Gud bliver alt i alle. (1. Korintherbrev 15,25-28)

Herlighedens rige er Guds børns rette fædreland og hjem. Guds rige, sådan som det er til stede her på jorden, er kun begyndelsen — som en forhal til det, der skal komme. Om længslen efter dette hjem gælder det, som en kristen engang sagde: »Salige er de, der længes hjem, for de skal komme hjem.« Bibelen taler også om mennesker, der længtes efter et bedre hjem, et himmelsk hjem. (Hebræerbrevet 11,13-16; Filipperbrevet 3,20-21)

Når man opholder sig i et fremmed land og længes hjem, kan man ikke glæde sig lige så ubekymret over alt det smukke, man ser, som hvis man ikke længtes. Til gengæld bliver håbet om at komme hjem desto stærkere. Sådan kan livet her på jorden også føles mindre lystigt, når vi længes efter vores himmelske fædreland. Men dette står fast: Salige er de, der længes. Allerede her i fremmedlandet har de glæden ved at vide, at der venter dem et hjem, hvor synden og alt det, der gør livet fremmed, er borte.

Så lærer vi at bede ordene »Dit rige komme« med en dybere mening. Vi beder om, at herlighedens rige må komme. Men for at det rige skal blive til frelse for os, må Guds rige først være kommet ind i vores liv. Ellers bliver herlighedens rige en dom for os. (Matthæusevangeliet 6,10; Lukasevangeliet 17,20-21)

Er Guds rige kommet ind i os, og lever vi i det, skal vi ikke vente med at bede om herlighedens rige, til trængslen bliver for tung. Jo før vi lærer at bede sådan, desto bedre. Det giver større frimodighed og glæde i kristenlivet. Og hvor frimodigheden og glæden får plads i hjertet, bliver vi også stærkere i håbet — stærkere til at kæmpe den gode kamp og til i bønnen at se frem mod vor Herres Jesu Kristi dag.

Da skal vi se enden på al vores trængsel, og vores hjertes længsel skal blive stillet for evigt.

Gud ske lov.

Amen.