Bibelens første 7 ord lyder således:
“I begyndelsen skabte Gud Himlen og Jorden!”
Klare, forståelige ord, som på det skammeligste er blevet fordrejet og latterliggjort af den humanistiske ånd, Ordet omtaler således i Rom. 1:25,
”De udskiftede Guds sandhed med løgnen og dyrkede og tjente skabningen i stedet for Skaberen - Han være lovet til evig tid!”
De mange evolutionære videnskabsmænd har en høj intelligens. Tåbeligheden kommer ind ved, at de ikke regner med Gud. Læs Salmerne 14 og 53. Der står, at vi mennesker er fordærvet og forgiftet af synd. Omvender vi os ikke fra den tilstand, forbliver vi tåber - uanset hvor intelligente vi er.
Evolutionen benægter, at Gud er Skaberen. Evolution er en skabelsesteori for den religion, der hedder ateisme.
Ifølge Bibelen er valget klart: Vi kan tro på vores Almægtige og Alvidende Gud - eller vi kan tro på tåbers ulogiske, videnskabelige forklaring.
Lad ordene fra Esajas 40:28-31 slå dybe rødder i dig - og gøre dig glad og taknemlig:
”Ved du ikke, hvem Gud er? Har du ikke forstået det? Herren er den evige Gud, som har skabt den vide jord. Aldrig bliver Han træt eller udmattet. Hans visdom er ufattelig.
Han giver den trætte ny kraft og den svage ny styrke. Selv unge mænd kan blive udmattede, selv de stærkeste har en grænse.
Men de, der søger hjælp hos Herren, får ny styrke, som ørnen får nye svingfjer. De løber uden at blive trætte, de vandrer uden at blive udmattede.”
Han er den Evige Gud og Skaber. Men Han er også vores Far og Hyrde, vi kan komme til, ja, have fælleskab med - gjort muligt af Jesus.
Så søg din hjælp hos Ham, som er Kærlighed og Nåde, og som gavmildt skænker os tilgivelse og vejledning - nye kræfter og svingfjer.
TAK MIN GUD, FADER OG SKABER, at du har taget bolig i mig og er min daglige glæde og inspiration.