LINK
Af A. W. Tozer
Det mest udbredte og mest vedholdende problem blandt kristne er sandsynligvis manglen på åndelig vækst. Selv efter flere år som bekendende kristne befinder mange sig næsten på samme åndelige stade, som da de kom til tro.
Hvorfor? Mange forsøger at forklare problemet med, at disse mennesker aldrig er blevet frelst eller virkelig født på ny. De er blot bekendere, som er blevet narret og aldrig har oplevet sand omvendelse. Det kan være forklaringen for nogle få. Vi ville acceptere den som endelig, hvis vi ikke vidste, at det sjældent er de narrede, der sørger over manglen på åndelig vækst. Det er de sande kristne – dem, der har oplevet virkelig omvendelse og alene sætter deres lid til Kristus for deres frelse. Utallige troende af den slags hører til blandt dem, der er skuffede og bekymrede over den manglende vækst i deres liv.
Der kan være mange ting, som bremser væksten, så det ville ikke være rigtigt at udpege én enkelt årsag. Men en almindelig årsag – og måske den vigtigste – er, at vi ikke tager os tid til at uddybe og udvikle vores kendskab til Gud.
Fristelsen til at gøre forholdet til Gud juridisk i stedet for personligt er stærk. I vores tid bliver det at tro sig frelst ofte reduceret til en enkeltstående oplevelse, som ikke kræver fortsat opmærksomhed eller omsorg. Den nyomvendte bliver bevidst om en handling, der er afsluttet, snarere end om en levende Frelser, som skal følges og tilbedes.
Den kristne er stærk eller svag, alt efter hvor omhyggeligt han har udviklet sit kendskab til Gud. Paulus var bestemt ikke fortaler for en lære om, at man bliver kristen gennem én enkelt oplevelse og derefter automatisk forbliver kristen. Han helligede hele sit liv til at lære Kristus at kende:
»Ja, jeg regner i sandhed alt for tab i sammenligning med det langt højere at kende Kristus Jesus, min Herre. For hans skyld har jeg lidt tab på alt og regner det for skarn, for at jeg kan få Kristus i eje … og for at jeg må kende ham og kraften i hans opstandelse og fællesskabet med ham i hans lidelser, så jeg bliver lig med ham i hans død … jager jeg frem mod målet, den sejrspris, som Gud fra det høje kaldte os til i Kristus Jesus.«
Fil. 3,8.10.14
Fremgang i kristenlivet hænger sammen med det voksende kendskab, vi får gennem personlig omgang med den treenige Gud. En sådan erfaring kræver, at vi helliger hele livet til Gud og bruger megen tid på at søge ham. Vi lærer kun Gud tilfredsstillende at kende i det omfang, vi afsætter tid til stilhed og samvær med ham.
Uden at vi har været opmærksomme på det, har en alvorlig fejl sneget sig ind i den evangeliske sang: »En liden stund med Jesus«. Kristne, der kan nøjes med at give Gud nogle få minutter eller have »en liden stund« med ham, er ofte de samme, som efter evangeliske møder går hen til evangelisten og sukker over den manglende åndelige vækst. De beder ham fortælle, hvor de er gået galt.
Lad os acceptere det: Der findes ingen genvej til hellighed. Selv kriser i det åndelige liv er som regel resultatet af lange perioder med eftertanke og bøn. Når vi fordyber os i Guds ord, og vores undren over det vokser til strålende højder, kan der indtræffe en krise med gennemgribende følger. Men den hænger sammen med alt det, der er gået forud.
Det er et pludseligt og herligt gennembrud – en bevægelse i de levende vandstrømme, hvis tryk er vokset, indtil vi ikke længere kan holde dem for os selv. Men bag gennembruddet ligger en langsom opbygning og forberedelse, som følger af at vente på Gud.
Tusindvis af ting vil forsøge at lokke os væk fra fællesskabet med Gud. Men hvis vi virkelig er vise, vil vi alvorligt jage dem bort og gøre plads til Kongen. Vi må tage os tid til at være sammen med ham. Der kan være ting, vi må forsømme, men som kun koster os mindre på det åndelige område. At tilsidesætte fællesskabet med Gud skader os derimod på en måde, vi ikke har råd til. Gud vil altid svare på vores længsel efter at lære ham at kende.
Bibelen viser os vejen. Men i sidste ende handler det om, hvor alvorligt og målrettet vi går til denne hellige opgave.
Giv Gud din tid.
%20-%20Kopi.jpg)