LINK
Frelse er mere end evigt liv
Ordet frelse kommer blandt andet til udtryk i det græske ord sōzō. Det betyder at redde eller befri, at gøre hel eller at helbrede. Det beskriver meget af det, Gud og Herren Jesus ønsker at gøre.
Når vi i tro beder: »Befri os fra det onde«, kan vi blive reddet ud af det, der binder os. Alligevel oplever mange ikke altid frelse midt i en stresset situation. De forstår måske ikke, hvordan de kan tage imod Guds hjælp dér, hvor de står. Det vil vi gerne hjælpe med at forstå, så du også kan opleve at blive reddet ud af din situation.
1 Thessalonikerbrev 2,13: »Derfor takker vi også uophørligt Gud for, at I, dengang I modtog Guds ord, som vi forkyndte, ikke tog imod det som menneskers ord, men som Guds ord, hvad det i sandhed er. Derfor gør det også sin gerning i jer, som tror.«
Salme 119,41: »Lad din miskundhed komme over mig, Herre, din frelse efter dit ord.«
Den, der vil frelses eller helbredes, må begynde med at tro på det ord, prædikanten forkynder. Paulus var en sådan prædikant. Han rejste rundt og forkyndte evangeliet om det, Jesus havde fuldbragt på korset.
Paulus takker Gud for thessalonikerne, fordi de tog imod hans forkyndelse – ikke som menneskeord, men som Guds ord. Fordi de tog imod ordet i tro, gjorde det sin gerning i dem.
Salme 107,20: »Han sendte sit ord og lægede dem og frelste deres liv fra graven.«
Alt er muligt for Gud. Han kan frelse os ud af enhver situation, helbrede sygdomme og endda redde os fra døden. Men det er betinget af, at vi tager imod hans ord i tro.
Gud sendte sit ord – ikke som en højttaler, der rungede over byerne, men gennem sine tjenere, som ofte var ringe i fremtoning. De havde ikke de moderne hjælpemidler, vi har i dag; hverken teknologi eller internet. Gud talte gennem sin Hellige Ånd, gennem deres mundtlige vidnesbyrd og deres bekendelse. De mennesker, som ikke var kristne, kunne også se de kærlighedsgerninger, de kristne gjorde.
De var enfoldige, ligesom mange er det i dag.
Men mange lægger ikke vægt på den enfoldige tro hos dem, der forkynder det ord, som er betroet dem. De har måske ikke den største intelligens, men de har en levende tro og forkyndelse. Vi ser ofte hellere efter anerkendte teologer med stor indsigt og viden. Men deres prædikener skaber ofte flere spørgsmål end svar.
Jesus og de lærde
Engang kom nogle saddukæere til Jesus med spidsfindige spørgsmål. Saddukæerne var blandt de mest veluddannede og velhavende i Israel. Deres parti støttede ypperstepræsterne og omgikkes dem privat. De havde diskuteret meget med præsterne om, hvordan Guds ord skulle forstås.
Men Jesus gav dem et enkelt svar:
Matthæusevangeliet 22,29: »Men Jesus svarede og sagde til dem: I farer vild, fordi I hverken kender skrifterne eller Guds kraft.«
Ligesom ypperstepræsterne havde saddukæerne ikke taget imod ordet i enfoldig tro som Guds ord. I stedet følte de sig berettigede til at diskutere det.
Jesus repræsenterede Guds løfter. Han var opfyldelsen af løfterne om frelse, udfrielse, helbredelse, genoprettelse og evigt liv. Men de kunne ikke se ham. Jesu liv og gerning iblandt dem viste, at Guds løfter blev opfyldt. Alligevel ville de hellere diskutere loven og profeterne og gøre sig kloge på ordene.
Matthæusevangeliet 13,54-58: »Og han kom til sin fædrene by og lærte dem i deres synagoge, så de blev slået af forundring og sagde: Hvorfra har han denne visdom og de undergørende kræfter? Er han ikke tømmermandens søn? Hedder hans moder ikke Maria og hans brødre Jakob og Josef og Simon og Judas? Og hans søstre, bor de ikke alle hos os? Hvorfra har han da alt dette? Og de forargedes på ham. Men Jesus sagde til dem: Intetsteds er en profet så ringeagtet som i sin egen fædrene by og i sit hjem. Og på grund af deres vantro gjorde han ikke mange undergerninger dér.«
De tog ikke imod Guds ord. Jesus er selv Guds ord, og han forkyndte troens ord i synagogen. Men de mødte ham med undren og vantro. De anerkendte hans visdom og kraft og undrede sig over dem. Men de kendte hans plejefar, tømmermanden, og hans mor, Maria. De vidste, at Jesus ikke havde gået på universitetet, men var udlært tømrer. Derfor tænkte de, at han ikke kunne være noget særligt. Måske havde han endda bygget nogle af husene i byen. De kendte også hans brødre og søstre, som boede dér.
De spurgte: »Hvorfra har han sin visdom og kraft?«
De tog ikke højde for, at Gud havde døbt Jesus med Helligånden og kraft. Hvis de havde forstået det, ville de have vidst, hvor hans visdom og kraft kom fra.
Det samme sker i dag. Nogle forsøger at kopiere ting fra eksempelvis USA og tror, at de kan skabe de samme resultater i deres kirke.
Ligesom saddukæerne så de på det menneskelige, og det gjorde dem blinde for det åndelige. Denne fornuftens vantro gjorde Guds kraft magtesløs iblandt dem. Den almægtige Gud blev på en måde afvæbnet af deres vantro. Der er ingen forskel på dengang og i dag: Vi kan modtage fra Gud ved tro, uden personsanseelse.
Tro og helbredelse
Jesus udvalgte de tolv og de halvfjerds og sendte dem ud for at helbrede og uddrive onde ånder. Det ville ikke hjælpe at sige: »Vi venter, til mesteren selv kommer.« Så ville de ikke få hjælp. Man må være til stede, når Guds tjenere og Guds Ånd er der, og troens ord bliver forkyndt.
Om Peters tjeneste efter Jesu opstandelse og jødernes tro og modtagelse står der:
Apostlenes Gerninger 5,14-16: »Og der føjedes stadig flere til, som troede på Herren, hele skarer både af mænd og kvinder. Ja, man bar endog de syge ud på gaderne og lagde dem på bårer og senge, for at, når Peter kom gående, i det mindste hans skygge kunne falde på nogen af dem. Endog fra byerne i Jerusalems omegn strømmede mængden sammen og kom med syge og med folk, som var plagede af urene ånder, og de blev alle helbredt.«
Var det reklamer eller store personligheder, der gjorde det? Nej, det var Gud ved Helligånden. Havde de megakirker eller topmoderne kirkebygninger? Nej. Ofte havde de ikke noget fast mødested, ligesom mange kristne i andre lande. De mødtes måske under et træ eller i et skur. Se så forskellen på, hvor mange der virkelig tror, sammenlignet med mange steder i EU og i bedre stillede lande.
Havde Peter større kraft end Jesus havde haft i sin hjemby? Nej. Men jøderne her havde mere tro. De troede endda, at Peters skygge kunne helbrede. De brugte Peters håndspålæggelse og skygge som et kontaktpunkt for deres tro på helbredelse.
Hebræerbrevet 11,6: »Men uden tro er det umuligt at have hans velbehag, thi den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, der søger ham.«
Peter talte troens evangelium, og jøderne tog imod budskabet i fuld tro og vished. Rygtet spredte sig, og folket strømmede sammen omkring Guds tjener.
Jesus havde undervist sine disciple om troens væsen, og den undervisning kunne de give videre. Det var noget andet end et evangelium præget af psykologi og teologi, som florerer mange steder i dag.
Mon ikke mange kirker snart skal vågne op, se efter, hvad Skriften siger, og undersøge deres forkyndelse og liv? Måske finder de dér årsagen til den manglende vækkelse og omsorg. Ensomhed kan føre til depression. Oplever mennesker kærlighed og omsorg fra kristne i dag? I Danmark er der eksempelvis fire, der tager deres liv. Mange er ensomme i kirkerne. De kan gå hjem uden besøg og uden at nogen har vist dem opmærksomhed.
Den religiøse, lunkne kærlighed florerer som aldrig før. Vågn lidt op – sover du selv?
Hør, tro og lev
Det er ikke nok at høre ordet og sige »ja«, »amen« eller »sandt« én gang om ugen i en kirkebygning. Vi skal leve evangeliet. Jesus siger:
Johannesevangeliet 5,24: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, som hører mit ord og tror ham, som sendte mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.«
Når vi tror, handler vi ud fra det, vi tror. Tre ord er vigtige i dette vers: hører, tror, har. Vi er afhængige af at høre troens ord. Jesus talte altid tro. Alt er muligt for Gud, og alt er muligt for den, der tror. Det var hans budskab til de syge og besatte.
Men budskabet var afhængigt af troen hos dem, der hørte. Tog de imod det uden at tvivle, gik de derfra med løftet og kunne sige i tro: »Jeg har.« Nogle blev helbredt med det samme. Andre gik bort med fuld vished i hjertet om, at Guds ord stod fast, og blev helbredt undervejs – ligesom de ti spedalske.
Tænk også på den blinde mand fra Betsajda. Jesus spyttede på hans øjne, lagde hænderne på ham og spurgte: »Ser du noget?« Manden svarede: »Jeg ser mennesker, som ligner træer, og de går omkring.« Derefter lagde Jesus igen hænderne på hans øjne, og så fik han synet tilbage.
Jesus hjalp manden til at tro på helbredelsen, så han kunne tage imod den. Jesus er kommet for at tilbyde frelse og helbredelse, men vi må tage imod i tro.
Guds tjener Paulus prædikede også troens evangelium. Han skriver:
Romerbrevet 10,8-10: »Ordet er dig nær, i din mund og i dit hjerte« – hvilket ord, kunne man spørge. Paulus svarer: »Nemlig det troens ord, som vi prædiker. Når du med din mund bekender Jesus som Herre og i dit hjerte tror, at Gud opvakte ham fra de døde, skal du blive frelst. Thi med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse.«
Paulus skriver altså til menigheden i Rom, at Guds ord er nær i deres mund og hjerte. Ordet er kommet derind gennem forkyndelsen, og Paulus kalder det »troens ord«.
Når ordet bor i dem, har de også et ansvar for det. De skal bekende det offentligt med munden. Med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse. Ordet frelse hænger sammen med det græske ord sōzō, som også kan betyde helbredelse.
Hvis frelsen skal fuldbyrdes, må vi derfor bekende over for mennesker det, vi allerede tror i hjertet. Så kan vi opleve, at både frelsesvisheden og helbredelsen trænger igennem.
De første kristne var aktive vidner. De viste og talte troens ord, og de fortalte gerne om de mirakler og helbredelser, de selv havde oplevet. De vidnede med deres liv. Er vi alle det i dag?
Vi bekender: Vi har hørt, vi har troet, vi har modtaget!
Det synlige bevis kommer undervejs på vandringen. Det kan vise sig i et øjeblik, men det kan også komme gennem en gradvis forbedring.
Paulus havde forkyndt dette trosord i menigheden i Galatien, og mange havde taget imod hans forkyndelse i tro. Men efterhånden vendte de sig fra troen – den modtagende tro – og begyndte i stedet at gøre gerninger for at tilfredsstille Gud. Paulus bebrejdede dem deres frafald og vantro.
Galaterbrevet 3,2: »Dette ene vil jeg have at vide af jer: Var det i kraft af lovgerninger, I modtog Ånden, eller ved at høre i tro?«
Galaterne havde hørt Paulus’ trosforkyndelse om Helligåndens dåb. I tro havde de taget imod Guds tjeners ord og var dermed blevet døbt med Helligånden.
Galaterbrevet 3,5: »Mon han, som udruster jer med Ånden og virker undergerninger iblandt jer, gør det i kraft af lovgerninger eller ved, at I hører i tro?«
Vi kan ikke blive frelst eller helbredt eller opleve mirakler ved at være gode mennesker. Det sker, når vi tager imod i tro. Det gjorde galaterne, da Paulus holdt møder hos dem.
Efeserbrevet 2,8-9: »Af nåde er I frelst ved tro. Det skyldes ikke jer selv; det er Guds gave. Det skyldes ikke gerninger, så nogen kan rose sig.«
Esajas 53,4-5: »Og dog – vore sygdomme bar han, tog vore smerter på sig. Vi regnede ham for plaget, slået og gjort elendig af Gud. Men han blev såret for vore overtrædelser, knust for vore synder. Os til fred kom straf over ham, og vi fik lægedom ved hans sår.«
Jesus, prædikanten, gik i tro ud på dette ord, og de, der troede sammen med ham, oplevede frelse og helbredelse. Følger folk mon prædikanten i tro i dag? Næppe. For det meste er han jo bare »ham der«. Kan der virkelig komme noget godt fra ham, du ved nok? Ligesom spørgsmålet om Jesus: »Kan noget godt komme fra Nazaret?« Kan der komme noget godt fra ham, du ved nok, i dag? Og bliver det, han bringer, taget imod i tro?
Matthæusevangeliet 8,16-17: »Da det var blevet aften, førte de mange besatte til ham, og han uddrev ånderne ved sit ord og helbredte alle lidende, for at det skulle gå i opfyldelse, som er talt ved profeten Esajas: Han tog vore svagheder og bar vore sygdomme.«
Hvad prædikede Jesus den aften?
Han prædikede ud fra Esajas 53. Han prædikede om frelse og helbredelse ved tro. Han helbredte ved at forkynde Guds ord, og de fremmødte tog imod ordet i tro. Blandt dem var syge og besatte, men også troende, som havde ført dem til Jesus. De kom alle med tro i hjertet på, at Gud ville gøre noget iblandt dem.
Sådan er det ikke altid, når vi holder møde i dag. Pludselig mangler der nogen i menigheden. Vi får at vide, at de er blevet syge og derfor ikke kan komme. Men dagen efter er de »raske« nok til at gå til lægen. Hvor er den tro, vi læser om her?
Vi er bestemt ikke imod lægerne – slet ikke. Lukas var også læge. Vi skal takke for lægerne; de er helt sikkert en gave fra Gud.
Jesus gik i tro ud på ordet fra Esajas, og jøderne tog imod i tro. Peter gjorde det samme i sin tjeneste.
Første Petersbrev 2,24: »Han, som selv bar vore synder på sit legeme op på korsets træ, for at vi, døde fra vore synder, skal leve for retfærdigheden. Ved hans sår blev I helbredt.«
Peter forkyndte dette budskab i menighederne. Han skriver, at de ved Jesu sår fik lægedom. Han siger ikke, at de engang i fremtiden skal få lægedom. Peter fortæller, at de tog imod hans forkyndelse i tro og oplevede det, som ordet taler om.
Jakob, Jesu bror og Peters gode ven og bror i Ånden, mener også, at det er menighedens opgave at bede for de syge.
Jakobsbrevet 5,14-16: »Er nogen iblandt jer syg, skal han kalde menighedens ældste til sig, og de skal bede over ham, efter at de i Herrens navn har salvet ham med olie. Så vil troens bøn frelse den syge, og Herren skal rejse ham fra sygelejet, og har han begået synder, skal det tilgives ham. Bekend derfor jeres synder for hverandre, og bed for hverandre, for at I må blive helbredt. En retfærdigs bøn har en mægtig virkende kraft.«
Det er ikke de ældste, der skal tage initiativet. Mange tror, at når nogen bliver syg, kommer de ældste på besøg med blomster og medfølelse. Men det helbreder ingen. Lægen kommer jo heller ikke på besøg hos en syg, bare fordi han hører om sygdommen. Man må sende bud eller selv opsøge lægen.
Nej, det er den syge, der kalder på de ældste. Han gør det, fordi han tror på, at han bliver rask, når de salver ham og beder for ham. Jakob taler om troens bøn – ikke bare en ønskebøn. Ved denne trosbøn vil Herren rejse den syge op, og Herrens kraft vil åbenbare sig.
Men der er noget, der kan forhindre Herrens kraft: synd. Derfor må synden bekendes, så tilgivelsen kan gives.
Det gælder også, når vi ikke lytter til Helligåndens tilskyndelse under et møde. Måske siger Helligånden, at en bestemt person er syg, og at vi skal bede for vedkommende. Eller måske siger han: »Sæt dig ned. Jeg vil bruge en anden lige nu.« Mange steder er mennesker bundet, så Helligånden ikke får frie hænder. Alt skal kontrolleres og styres, så det passer nøjagtigt ind i mødeformen, der er opdelt i præcise tidsrammer, som ikke må overskrides.
Når forhindringen er ryddet af vejen, kan den retfærdiges bøn – som har en mægtig virkende kraft – forenes med Guds kraft. Så bliver den syge rejst op eller frelst fra det onde.
%20-%20Kopi.jpg)