LINK
Tungetale – en nådegave til opbyggelse
Tungetale forstås ofte som at tale i ord eller på et sprog, man ikke selv har lært. I Bibelen beskrives tungetale både som tale, andre mennesker kan forstå, og som tale, der ikke forstås uden tolkning.
Tungetale i Apostlenes Gerninger
Jesus forudsagde, at hans efterfølgere skulle tale i tunger:
»Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger.«
Markus 16,17
Første gang, der fortælles om tungetale, er på pinsedagen, da Helligånden blev udgydt over apostlene. I Apostlenes Gerninger 2,1-12 læser vi, at de talte om Guds storværker, og at mennesker fra forskellige folkeslag kunne høre budskabet på deres egne sprog:
»… Vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.«
Apostlenes Gerninger 2,11
Her sørgede Helligånden for, at apostlene kunne tale på andre sprog, uden at de havde lært dem.
I Apostlenes Gerninger kapitel 10, hvor hedningerne modtog Helligånden, fortælles det også, at de talte i tunger. Det fremgår ikke, om der var tale om sprog, andre forstod, sådan som på pinsedagen, eller om sprog, der krævede tolkning. Det samme gælder beretningen i Apostlenes Gerninger 19,5-7, hvor nogle talte i tunger og profeterede.
Beretningerne viser altså, at tungetale forekom i flere situationer, men de fortæller ikke nødvendigvis, at det betød det samme hver gang.
Paulus om tungetale
Paulus skriver om tungetale i Første Korintherbrev, kapitel 12-14. Her fremhæver han, at der er mange forskellige nådegaver, men at det er den samme Ånd, der giver dem:
»Der er forskel på nådegaver, men Ånden er den samme. Der er forskel på tjenester, men Herren er den samme. Der er forskel på kraftige gerninger, men Gud er den samme, som virker alt i alle. Det, som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn. Én får gennem Ånden den gave at meddele visdom, en anden kan ved den samme Ånd meddele kundskab. Én får tro ved den samme Ånd, en anden nådegaver til at helbrede ved den ene og samme Ånd, og igen en anden får kraft til at gøre mægtige gerninger. Én får den gave at tale profetisk, en anden evnen til at bedømme ånder; én får forskellige slags tungetale, en anden evnen til at tolke tungetale.«
Første Korintherbrev 12,4-10
Tungetale er altså én blandt flere nådegaver, som gives til opbyggelse af Kristi legeme – kirken, menigheden og fællesskabet.
Paulus skriver også:
»Den, der taler i tunger, opbygger sig selv.«
Første Korintherbrev 14,4
Det peger på, at tungetale også kan have en personlig betydning i bønslivet. Mange kristne oplever, at tungetale hjælper dem med at udtrykke det, de ikke selv kan sætte ord på. Nogle oplever også, at bønnen giver dem visdom eller klarhed over, hvad de skal gøre. Det betyder ikke, at man behøver tungetalens gave for at få visdom, åbenbaringer eller være til hjælp for andre. Mennesker uden denne gave kan også undervise, vidne og tjene godt.
I menigheden skal tungetale, der fremsættes offentligt, tolkes, så andre kan forstå den og blive opbygget. Paulus skriver:
»Når I kommer sammen, har den ene en salme, en anden en belæring, én har en åbenbaring, én har tungetale, en anden har tolkningen. Alting skal være til opbyggelse. Hvis nogen taler i tunger, så to eller højst tre, og én ad gangen, og der skal være én til at tolke det.«
Første Korintherbrev 14,26-27
Paulus opfordrer derfor til orden og hensyn i menighedens fællesskab. Han siger også, at forståelig tale er vigtigere end tale, ingen forstår:
»Jeg takker Gud for, at jeg taler mere i tunger end nogen af jer. Men i menigheden vil jeg hellere tale fem ord med min forstand og lære andre noget end tusindvis af ord i tunger.«
Første Korintherbrev 14,18-19
Tungetale kan være til fælles opbyggelse, når den bliver tolket. Uden tolkning forstår forsamlingen ikke budskabet.
Tungetale som tegn
Paulus skriver også, at tungetale kan være et tegn for ikke-troende:
»Ved folk med fremmede sprog og ved fremmedes læber vil jeg tale til dette folk, og selv da vil de ikke høre på mig, siger Herren. Derfor er tungetale et tegn, ikke for de troende, men for de ikke-troende.«
Første Korintherbrev 14,21-22
På den måde kan tungetale få betydning for mennesker, der deltager i en kristen forsamling, men endnu ikke har overgivet deres liv til Kristus.
Får alle troende tungetalens gave?
Bibelen siger ikke, at alle troende får den samme nådegave. Paulus spørger:
»I kirken har Gud sat nogle til at være for det første apostle, for det andet profeter, for det tredje lærere, endvidere nogle med kraft til at gøre mægtige gerninger, endvidere nogle med nådegaver til at helbrede, til at hjælpe, til at lede, til forskellige slags tungetale. Kan alle være apostle? Eller profeter? Eller lærere? Kan alle gøre mægtige gerninger? Har alle nådegaver til at helbrede? Kan alle tale i tunger? Kan alle tolke tungetale?«
Første Korintherbrev 12,28-30
Paulus’ spørgsmål peger på, at ikke alle har de samme gaver. Nogle får tungetalens gave, ligesom nogle får andre særlige opgaver og gaver.
Tungetale er heller ikke i sig selv et tegn på åndelig modenhed. Paulus kalder nogle af korintherne »småbørn i Kristus«, selv om de talte i tunger (Første Korintherbrev 3,1). Når gaven bruges på en hensigtsmæssig måde, kan den dog være med til at opbygge både den enkelte og andre medlemmer af Kristi legeme.
To forskellige forståelser af tungetale
I Apostlenes Gerninger kapitel 2 talte disciplene på sprog, som mennesker fra forskellige folkeslag kunne forstå. I Korinth skriver Paulus derimod om tungetale, som ingen forstår, medmindre den bliver tolket:
»Ingen forstår ham jo; det, han taler ved Ånden, er hemmeligheder.«
Første Korintherbrev 14,2
Nogle mener, at al tungetale er tale på et menneskeligt sprog, som den talende ikke selv kender. De peger blandt andet på Apostlenes Gerninger 2, hvor mennesker hørte evangeliet på deres egne tungemål. De mener også, at den tungetale, Paulus beskriver i Første Korintherbrev, måtte tolkes, så hele menigheden kunne forstå budskabet.
Andre forstår tungetalen i Korinth som en form for bøn til Gud – et bønnesprog, der ikke forstås af den talende eller af dem, der lytter, medmindre det bliver tolket. Paulus skriver:
»For hvis jeg taler i tunger under min bøn, er det ganske vist min ånd, der beder, men min forstand er uden frugt.«
Første Korintherbrev 14,14
De, der læser tungetale sådan, ser den som en personlig del af bønnens liv, der kan opbygge den enkelte. Hvis tungetale bruges offentligt i menigheden, skal den stadig tolkes, så andre også kan blive opbygget.
Paulus’ hovedpointe i Første Korintherbrev 12-14 er, at nådegaverne skal bruges til fælles gavn. Han fremhæver profetisk tale, fordi den er forståelig og opbygger menigheden. Tungetale kan også bruges offentligt, men kun når der er tolkning og orden.
Helligånden kommer os til hjælp
Helligånden hjælper også mennesker, der ikke har tungetalens gave. I Romerbrevet 8,26 står der:
»Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke.«
Nogle mener, at dette vers handler om tungetale. Andre peger på, at det er Ånden, ikke den troende, der sukker, og at sukkene beskrives som uudsigelige. De mener derfor ikke, at verset handler om tungetale, hvor den troende bruger ord.
Uanset hvordan man forstår tungetale, har alle troende adgang til Helligåndens hjælp. Man behøver ikke tungetalens gave for at have Helligånden i sit liv.
Spørgsmål om personlig bøn i tunger
Nogle kristne forstår tungetale som et personligt bønnesprog mellem den troende og Gud, der kan opbygge den enkelte. Andre mener, at denne forståelse er ubibelsk. De rejser blandt andet disse spørgsmål:
- Hvordan kan tungetale være et privat bønnesprog, hvis den skal tolkes?
- Hvordan kan tungetale opbygge den enkelte, når nådegaverne er givet til fælles gavn?
- Hvordan kan tungetale være et privat bønnesprog, når Paulus kalder den et tegn for ikke-troende?
- Hvis ikke alle har tungetalens gave, hvordan kan den så være nødvendig for den enkeltes opbyggelse?
De, der ser tungetale som et personligt bønnesprog, svarer, at den enkelte kan blive opbygget i sin ånd, selv om hverken personen selv eller andre forstår ordene. Nogle oplever, at bønnen giver dem visdom eller klarhed over, hvad de skal gøre. Det betyder dog ikke, at alle troende har denne gave eller har brug for den for at blive opbygget.
Man bør heller ikke beskrive bøn i tunger som et særligt kodesprog, der skjuler bønner for Satan og dæmonerne. Bibelen fremstiller tungetale som menneskelige sprog, og den fortæller om mennesker, der beder højt på deres eget sprog. Gud kan høre og besvare bønner efter sin vilje, uanset om andre kan høre eller forstå dem.
Brug gaven med omtanke
Nogle kristne oplever tungetale som personligt opbyggende. Det er ikke grund til at kalde dem besatte, syge eller sindssyge. Samtidig bør mennesker, der har gaven, respektere dem, der ikke har den.
Tungetalens gave kan ikke læres ved at gentage ord efter andre, ligesom et menneske lærer et almindeligt sprog. Den forstås som en gave fra Gud, ikke som en færdighed, man kan påtvinge andre. Ingen bør sige, at man skal tale i tunger for at være kristen.
Der er også mennesker inden for andre religioner og bevægelser, som fortæller om tungetale. Det er endnu en grund til at prøve oplevelser og praksis op mod Bibelen. Nogle undersøgelser har desuden peget på, at det at tale i tunger kan læres som en adfærd, blandt andet ved at høre og se andre gøre det. Derfor skal man være varsom med at lære andre en bestemt måde at tale på og kalde det en gave fra Helligånden.
Ingen kan selv bestemme, hvornår Helligånden giver eller aktiverer en nådegave. Det gælder tungetale og alle andre nådegaver. Hvis en forsamling siger, at alle nu skal bede i tunger, kan det sætte dem, der ikke har gaven, i en ubehagelig situation. Gaverne gives ikke ens til alle, og ingen bør presses til at efterligne andre.
Vi skal heller ikke søge særlige oplevelser alene for følelsens skyld. Følelsen af at blive opbygget kan være naturlig. Kroppen kan reagere med adrenalin og endorfiner, når noget opleves som nyt, spændende eller følelsesladet. Derfor bør oplevelser ikke stå alene, men vurderes i lyset af Skriften.
Tungetale er én af flere nådegaver. Den kan være til personlig opbyggelse og, når den tolkes, til opbyggelse af menigheden. Men ingen behøver tungetalens gave for at have Helligånden, tjene Gud eller være til hjælp for andre.
%20-%20Kopi.jpg)