TUNGETALEN ER EBN AF DE ÅNDELIGE GAVER

 

   LINK

Det betyder at tale med ord eller på et sprog, man ikke kender for at opbygge både sig selv og andre.

Jesus forudsagde, at man skulle tale i tunger:

«Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger.» Markus 16,17.

Første gang nogen talte i tunger var på pinsedagen, da Den Hellige Ånd blev udøst over apostlene, som vi kan læse i Apostlenes gerninger 2,1-12. Apostlene talte evangeliet til folket i Jerusalem, og det de sagde blev forstået af mennesker, der talte mange forskellige sprog: «…Vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.» Apostlenes gerninger 2,11.

Her ser vi Den Hellig Ånd sørger for vi kan tale i tunger tale på andre sprog uden vi har lært det.

Senere skriver Paulus også om tungetale i 1. Korintherne 12 og 14. Men her skriver han, at den, der taler i tunger, ikke taler på et forståeligt sprog: «Ingen forstår ham jo, det, han taler ved Ånden, er hemmeligheder.»

Paulus talte hemmeligheder med Gud ved tungetalen. Her er der Mange kristne der protestere med at en tunge tale skal være til fælles opbyggelse og udlægges.

De ser ikke tungetalen på den måde bliver til fællesgavn fordi. Gud oversætter/tolker Evangeliet for den enkelte ved personlig bøn med tungetale. Gud taler gennem Den Hellige Ånd til os også til de der har tungetalens gave.

I kirken/menigheden eller fællesskabet skal en tungetale udlægges eller oversættes så andre forstår den.

1. Korintherne 14, 2. Alligevel kan denne nådegave, der er blevet givet til troende være til nytte for modtagerne og bruges til at opbygge andre i kristne forsamlinger.

Meget af det, der står i Bibelen om denne nådegave, er skrevet af Paulus til menigheden i Korinth. Mange af dem fået nådegaven, men forstod ikke rigtigt brugen af den i deres forsamlinger. De var bange usikre på hvordan de skulle bruge den gave offentlig.

Paulus forsøgte at hjælpe dem til at forstå hensigten med tungetale: Der er forskel på nådegaver, men Ånden er den samme. Der er forskel på tjenester, men Herren er den samme. Der er forskel på kraftige gerninger, men Gud er den samme, som virker alt i alle. Det, som Ånden åbenbarer, får hver enkelt til fælles gavn. Én får gennem Ånden den gave at meddele visdom, en anden kan ved den samme ånd meddele kundskab. Én får tro ved den samme ånd, en anden nådegaver til at helbrede ved den ene og samme ånd, og igen en anden får kraft til at gøre mægtige gerninger. Én får den gave at tale profetisk, en anden evnen til at bedømme ånder; én får forskellige slags tungetale, en anden evnen til at tolke tungetale.»1. Korintherne 12,4-10.

Tungetale var en af mange forskellige nådegaver, der blev givet til troende til hjælp i opbyggelsen af Kristi legeme, som er kirke/menigheden og fællesskabet.

Til opbyggelse. Til os selv og andre.

Tungetale i sig selv kan være til hjælp for et menneske. Paulus siger: Den som taler med tunger, opbygger sig selv. 1. Korintherne 14,4. Her ser vi klart at vi får den gave også til vores eget personlige bøns liv.

Tungetale kan hjælpe os til at udtrykke det, som er i vor ånd, og som vi ikke kan udtrykke med ord. Og vi får tolket/oversat Guds svar på vort eget personlig sprog, her ser vi mange har skrevet bøger, hæfter og udlagt steder i Bibelen, eller de har huset fyldt op med notater. De har altid noget at give andre så andre bliver bygget op og forstår hvad Bibelens ord siger.

Der med er ikke sagt de der ikek har den gave ikek også kan udlægge ordet, være vidner, og tjene lige så godt som de der har gaven.

Som vi før har været inde på. Gør Paulus det klart, at den bedste måde at opbygge kirken/menigheden eller fællesskabet på, er at tale profetisk, med «almindelige» ord, som bygger tro og forståelse for alle, der hører talen. «Jeg takker Gud for, at jeg taler mere i tunger end nogen af jer. Men i menigheden vil jeg hellere tale fem ord med min forstand og lære andre noget, end tusindvis af ord i tunger.»1. Korintherne 14,18-19.

Tungetale kan derimod også være «til det som er gavnligt» i en kristen forsamling, hvis det tydes (eller tolkes) til et sprog, som dem som er i forsamlingen forstår: Hvad da, brødre? Når I kommer sammen, har den ene en salme, en anden en belæring, én har en åbenbaring, én har tungetale, en anden har tolkningen. Alting skal være til opbyggelse. Hvis nogen taler i tunger, så to eller højst tre, og én ad gangen, og der skal være én til at tolke det. 1. Korintherne 14,26-27.

Når den bruges på den måde, bør tungemål gaven bruges til at understrege og støtte det åndelige budskab, og ikke fordi man føler sig bevæget i sit følelsesliv. På den måde vil andre end den, der taler i tunger også blive opbygget.

Et tegn for de vantro

Tungemål Gaven blev også givet af en anden grund: I loven står der skrevet: Ved folk med fremmede sprog og ved fremmedes læber vil jeg tale til dette folk, og selv da vil de ikke høre på mig, siger Herren. Derfor er tungetale et tegn, ikke for de troende, men for de ikke-troende. Og profetisk tale er ikke for de ikke-troende, men for de troende. 1. Korintherne 14,21-22. På den måde kan det gavne dem, der deltager i en forsamling, men som endnu ikke har forpligtet sit liv til Kristus.

Der er også tilfælde i Apostlenes gerninger hvor folk som blev døbt med Den Hellige Ånd talte i tunger samtidigt. Dette skete særligt på pinsedagen, da Den Hellige Ånds dåb blev givet for første gang, men det skete også ved andre anledninger (se Apostlenes gerninger 1 og Apostlenes gerninger 19,5-7). Men der står ingen steder at disse to altid skal ske samtidigt.

Hvem modtager denne åndelige nådegave?

Der står i Bibelen, at ikke alle troende modtager den nådegave: «Og i kirken har Gud sat nogle til at være for det første apostle, for det andet profeter, for det tredje lærere, endvidere nogle med kraft til at gøre mægtige gerninger, endvidere nogle med nådegaver til at helbrede, til at hjælpe, til at lede, til forskellige slags tungetale. Kan alle være apostle? Eller profeter? Eller lærere? Kan alle gøre mægtige gerninger? Har alle nådegaver til at helbrede? Kan alle tale i tunger? Kan alle tolke tungetale? 1. Korintherne 12,28-30. Vi ser her, at kun nogen får nådegaven til at tale i tunger, præcis ligesom kun nogen er kaldt til at være apostle, osv.

Som med alle Åndens nådegaver, er tungemålsgaven ikke nødvendigvis et tegn på åndelig modenhed. Mange af korintherne talte i tunger, men Paulus siger at de var «småbørn i Kristus». (1. Korintherne 3,1) Når nådegaven derimod bruges på en hensigtsmæssig måde, kan den bruges til at opbygge både sig selv og andre medlemmer på Kristi legeme.

Eksempler på forskellige former for tungetale

I Apostlenes gerninger læser vi om det tre steder – uden at det på hvert af de tre steder betyder det samme.

1. I Apostlenes Gerninger kapitel 2 beskrives Pinsedag i Jerusalem. Det er en helt speciel begivenhed, hvor disciplene talte på sprog, der nok var nye for dem, men som var kendt af andre folk omkring dem. Det betød, at de fik høre historien om Jesus på deres eget sprog, så de kunne forholde sig til den.

2. I Apostlenes Gerninger kapitel 10 – som man kan kalde for hedningernes pinse– hedder det også at hedninger fik Helligåndens gave og talte i tunger. Om det betyder, at de talte et sprog som andre forstod (sådan som I Ap.G 2) eller et som var uforståeligt (som i Korintermenigheden) siges ikke.

3. Det samme gælder det sidste sted i Ap.G. kapitel 19 vers 6, hvor det også bare hedder at de talte i tunger og profeterede.

Diskussion om tungetale i Korinth

Paulus diskuterer tungetale i Korintherbrevet kapitel 12-14, men ellers ikke. Enten fordi det ikke var et problem, eller fordi det ikke blev praktiseret. Diskussionen handler om, hvordan forholdet bør være mellem tungetale (som man ikke forstår, hvis ingen "oversætter" det) og så profetisktale (som er forståelig tale. )

Forskellen på tungetale og profetisk tale

Måske kan man sige, at den tungetale, som det drejer sig om i Korinth (og som vel også er den, du spørger efter) er en måde at tale til Gud på - altså en måde at bede på, og som kan tjene til personlig opbyggelse, mens profetisk tale er til mennesker og derfor hører hjemme i en menighedssammenhæng. Det gør tungetalen ikke – med mindre den tolkes (hvad der åbenbart også kan ske), men så er det snarere en anden form for profetisk tale.

Tungetale er først og fremmest en del af bønnens væsen og er en gave, som Gud har givet nogle mennesker til deres liv sammen med ham og som et element i samtalen mellem det enkelte menneske og Gud.

DEN HELLIGE ÅND KOMMER OS TIL HJÆLP

Det gør Den også uden vi har åndens gaver, også tungetalens gave.

Romerbrevet 8:26 står der, ”Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke.” Der er to pointer, som betyder at det er højst usandsynligt, at Romerbrevet 8:26 taler om tungetale som et bønnesprog. For det første, så står der i Romerbrevet 8:26 at Ånden, ikke den troende, ”sukker.” For det andet, så står der at disse ”suk” er ”uudsigelige.” Selveste essensen i at tale i tunger er at bruge ord.

Derfor har vi 1. Korintherbrev 14:4-17 tilbage, og specielt vers 14: ”For hvis jeg taler i tunger under min bøn, er det ganske vist min ånd, der beder, men min forstand er uden frugt.” 1. Korintherbrev 14:14 nævner direkte at ”tale i tunger.” Hvad betyder dette? For det første, så er det utroligt værdifuldt at nærlæse konteksten. 1. Korintherbrev kapitel 14 er primært en sammenligning/ kontrast mellem tungetalens gave og profetiens gave. Vers 2-5 gør det klart, at Paulus anser profeti som en højere gave end at tale i tunger. Samtidigt fremhæver Paulus værdien ved at tale i tunger, og fortæller at han er glad for, at han taler mere i tunger end nogen anden (vers 18). Også i hans bønner.

Apostlenes Gerninger kapitel 2 er første gang tungetalens gave blev brugt. På pinsedagen talte apostlene i tunger. Apostlenes Gerninger kapitel 2 gør det klart, at apostlene talte på menneskelige sprog (ApG 2:6-8). Ordet, som oversættes med ”tunger” i både Apostlenes Gerninger kapitel 2, og 1. Korintherbrev kapitel 14, er ordet glossa, som betyder ”sprog.” Det er det ord, som det moderne, engelske ord ”glossary” (dansk: ”ordliste”) kommer fra. At tale i tunger betød, at man talte på et sprog, som den der talte ikke forstod, for at kommunikere evangeliet til en person som netop taler dette sprog. I det multikulturelle Korinth virker det til, at denne gave, at tale i tunger, var specielt værdifuld og fremhævende. De korinthiske troende kunne bedre kommunikere evangeliet og Guds Ord, fordi de havde tungetalens gave. Men Paulus gjorde det meget klart, at selv ved tungetale måtte man fortolke, eller ”oversætte,” hvad der blev sagt (1. Korinther 14:13, 27). En korinthisk troende kunne tale i tunger, proklamere Guds Ord til en person som talte dette sprog, og så måtte den troende, eller en anden troende i kirken, fortolke hvad der blev sagt, så hele forsamlingen kunne forstå, hvad der blev sagt.

HVAD BETYDER DET SÅ AT BEDE I TUNGER?

Hvad betyder det så at bede i tunger, og hvordan er det anderledes end at tale i tunger? For det første, så peger 1. Korintherbrev 14:13-17 på, at bøn i tunger også må oversættes. Det sker ved at den der beder i tunger får et budskab eller en åbenbarelse eller noget til sig selv. Bøn i tunger var det samme som at bede til Gud, derfor er den nådens gave mere udbredt end andre også i dag, Den bøn kunne tale til dem, der forstod det sprog, men måtte også blive fortolket, så hele legemet (kirken) kunne blive opbygget af det. Her er det netop mange får det de skal gøre og sige, så de taler og handler som Gud vil, og gør som Gud vil.

AT BEDE I TUNGER PERSONLIGT.

At bede i tunger er et personligt bønnesprog mellem en troende og Gud (1. Korinther 13:1), som en troende bruger til at opbygge sig selv (1. Korinther 14:4). Den fortolkning erklæres af mange som ubibelsk af følgende grunde:

1. Hvordan kan bøn i tunger være et privat bønnesprog, hvis det skal fortolkes (1. Korinther 14:13-17)?

2. Hvordan kan bøn i tunger være til selvopbyggelse, når Skriften siger at de åndelige gaver er til legemets opbyggelse, og ikke til én selv (1. Korinther 12:7).

3. Hvordan kan bøn i Ånden være et privat bønnesprog, når tungetalens gave er et ”tegn for de ikke-troende” (1. Korinther 14:22)? 4) Bibelen gør det klart, at det ikke er alle, der har gaven at tale i tunger (1. Korinther 12:11, 28-30). Hvordan kan tungetale være en gave, der har til formål at opbygge én selv, hvis ikke alle troende har den? Har vi ikke alle brug for at blive opbygget?

1. Netop et bønnens sprog hvor hverken den der har gaven eller den der hører tungetalen forstår men den der har gaven bygges op i sin ånd så personerne har noget at givet til andre. Ofte får man visdom der, åbenbarelser om hvad man skal. Men det sker ge så ofte helt uden den gave.

Du har da selvfølgelig Den Hellige Ånd i dig også selvom du ikke har en eneste af Guds Ånds gaver i dit liv.

Man kan ikke, som nogen mener sige. Bøn i tunger som et specielt ”kodesprog,” som forhindrer Satan og hans dæmoner i at forstå vores bønner, og dermed have en fordel i kampen mod os. Den fortolkning er ubibelsk af følgende grunde:

1. Ny Testamente beskriver tungetalen som et menneskeligt sprog. 2. Bibelen fortæller om utallige mennesker, som beder højt på deres eget sprog, uden nogen bekymring for, om Satan også får fat i denne bøn. Selv hvis Satan og/ eller hans dæmoner hører og forstår vores bønner, så har de absolut ingen magt til at forhindre Gud i at besvare vores bønner efter sin vilje. Vi ved at Gud hører vores bønner, og det er uanset om Satan og hans dæmoner hører og forstår vores bønner.

Hvad skal vi så sige om de mange kristne, som kender til at tale i tunger, og oplever at det er personligt opbyggende?

Vi skal ikke begynde at sige de er besatte eller måske sindssyge eller andet. Tungetalens sprog er også et bønnens sprog. Men de der har den gave skal samtidig respektere sine andre søskende der ikke har fået gaven. Inge kan få gaven ved at lære ord af andre og gentage dem lige som en baby begynder at lære at tale. Man lærer ikke tungetalens gave man får den komplet af Gud hvis Han ønsker det.

For det første må vi basere vores tro og praksis på Skriften, og ikke på oplevelser. Vi må se vores oplevelser i lyset af Skriften, og ikke fortolke Skriften i lyset af vores oplevelser. For det andet, så findes der mange kulter og verdensreligioner, som også kan fortælle om hændelser, hvor der bliver talt/ bedt i tunger. Det er klart, at Helligånden ikke har givet denne gave til die mennesker. Det lader altså til, at dæmoner har evnen til at skabe en falsk version af tungetalens gave. Det burde også få os til at sammenligne vores erfaringer endnu mere med Skriften.

Som noget tredje, så har undersøgelser vist, at dét at tale/ bede i tunger kan være noget, som er en indlært adfærd. Gennem at høre og se andre tale i tunger, kan en person lære denne procedure, selv på et ubevidst plan. Derfor må vi aldrig nogen sinde begynde at sige, vi kan lære andre at tale i tunger eller sige du skal tale i tunger for at være kristne, det er løgnelære og falske lærer som kommer med sådanne ting.

De der siger vi selv kan bestemme,aktivere tungetalen, taler ikke Guds ord, vi bestemmer ikke selv hvornår Den hellige Ånd vil tale sit eget sprog. Det m gælder også i de forsamlinger hvor der siges. Nu skal vi alle bede i tunger, hvad så lige med dem der ikke lige Har gaven skal de stå og være tilskuer? Nej, Den Hellige Ånd bestemmer selv hvor når den er aktiv også med hen syn til Hellig Åndens tunge tale og bønner.

Ingen bestemmer selv hvornår og hvor Guds Ånds gaver er aktive, det gælder alle Guds gaver.

Vi skal ikke gøre som verden.

Verdens forskellige religioner og sekter og kulter både mediter og laver øvelser yoga osv. for at få frigivet de forskrækkelige gode ting i kroppen. Følelsen af selvopbyggelse ret naturlig. Det er en del af vort køds natur. Den menneskelige krop skaber adrenalin og endorfiner når den oplever noget nyt, spændende, følelsesladet, og/ eller som er afskåret fra rationel tænkning.