LINK
Af Chr. Nielsen
Skriv til de syv
Åb 1,11
Vi har hørt og læst, at apostlen Johannes fik besked på at skrive til de syv menigheder i det vestlige Lilleasien. Det var altså ikke alle menighederne på apostlens tid, han skulle skrive til, men et udvalg. Disse syv menigheder må antagelig ses som et billede på alle datidens menigheder. Samtidig er de et billede på menighederne ned gennem tiderne og på menighederne i dag – ja, helt frem til Herren henter den skare, der hører ham til.
Johannes skulle skrive om det, der var, nemlig menighederne. I kapitel 2 og 3 får vi et billede af, hvordan menighederne var på hans tid.
Menighedens tid varer stadig ved. Herren forlænger nådetiden, fordi han ønsker, at så mange som muligt skal tage imod tilbuddet om Guds frelse i Jesus Kristus. Johannes skulle også skrive om det, der skulle ske efter menighedens tid. På græsk lyder det: »Og det, som skal ske efter dette« (1,19). Det betyder, at begivenhederne fra kapitel 4 og frem er fremtidige. De finder først sted efter menighedens tid, efter menighedens bortrykkelse.
Der ligger uden tvivl noget symbolsk i, at Johannes i 4,1 ser en åben dør i himlen og hører ordene: »Kom herop.« Det er dette råb, Guds folk venter på i dag. Vi venter på tilråbet (1 Thess 4,16): Bort fra den verden, der er dømt til undergang, og hjem til vor Herre og Mester. Da skal vi se ham, som han er, og blive ham lig (1 Joh 3,2). Det bliver en herlig dag og et herligt håb for enhver, der tror på vor dyrebare frelser.
I kapitel 1,16 er der noget, som Guds menighed – du og jeg – bør lægge mærke til. Sønnen havde syv stjerner i sin højre hånd. Det er de syv menigheders engle eller ledere. Han vandrer også mellem syv guldlysestager, som er de syv menigheder (1,12-13.16.20; 2,1).
Disse vers fortæller os, at Jesus Kristus vandrer blandt menighederne som frelser og dommer. Hvor to eller tre er forsamlet i hans navn, er han midt iblandt dem. I kapitel 2 og 3 læser vi om Jesu færd blandt sit folk. »Jeg kender dine gerninger,« siger han. Han ser alt. Intet kan skjules for hans ransagende blik. Han kender vores møje og udholdenhed, vores trængsel og fattigdom, vores modstand og vanskeligheder. Han ser det alt sammen.
Men vor frelser ser også noget mere og siger med mild bedrøvelse i stemmen: »Jeg har noget imod dig« (2,14). Herren ønsker en menighed uden plet eller rynke. Paulus ønskede at fremstille menigheden som en ren jomfru for sin Herre og Mester.
»Den, der har øre, skal høre.« Har vi tid til at være stille i vores lønkammer og lytte til Herrens røst? Måske vil han også sige til os: »Jeg har noget imod dig.« Da må vi ydmygt bøje os for ham og bekende alt det, han sætter fingeren på. Hvis vi omvender os, vil hans opmuntrende ord lyde til os: »Frygt ikke. Hold fast ved det, I har, indtil jeg kommer« (2,25). »Den, der sejrer, vil jeg lade sidde sammen med mig på min trone« (3,21).
Et af de skønneste billeder, Johannes så, var Jesus, der vandrer midt iblandt sine menigheder. Han vil rense, hellige, hjælpe og opmuntre.
De dyrebare løfter lyder til os: »Den, der sejrer, skal klædes i hvide klæder, og jeg vil aldrig slette hans navn af livets bog« (3,5). »Jeg vil skrive på ham min Guds navn og navnet på min Guds stad, det nye Jerusalem, som kommer ned fra himlen fra min Gud, og også mit eget nye navn« (3,12).
Til hver menighed lyder ordene: »Den, der har øre, skal høre.« I billedet af den sidste menighed ser vi Jesus stå uden for døren. Han banker.
Hører du hans sagte banken?
Når menighedens tid nærmer sig sin afslutning, skal der lyde et råb, siger Paulus. Lytter du efter det råb? En dag skal det lyde: »Se, brudgommen kommer! Gå ham i møde.« Når Jesus kommer, henter han dem, der hører ham til. De kender hans røst. Deres øre er trænet i at lytte til det, Ånden siger til menighederne.
Menighedens tid slutter med en adskillelse. De, der hører Herrens banken, lukker op, og han kommer ind. Nogle – måske mange – hører ikke røsten og lukker ikke døren op. De følger med Guds folk og går med i skaren, men de kender ikke Herren. De hører ikke hans røst. De hører ham ikke til.
Hør, hvad dommeren siger i 3,16: »Jeg vil spytte dig ud af min mund.« Hør også, hvad der bliver sagt til de fem tåbelige brudepiger: »Jeg kender jer ikke« (Matt 25,12).
Se, hvor langmodig Sønnen er. Før dommens time kommer, har han bedt Johannes skrive til dig. Du kan selv læse det i de tre første kapitler i Johannes’ Åbenbaring: »Jeg vil spytte dig ud af min mund.« Han har i sinde at gøre det, men han har endnu ikke gjort det. Han venter på, at du skal høre hans banken og omvende dig (2,16). Han venter på, at du skal åbne døren.
Han vil komme ind til dig. Og hør så, hvad der står i kapitel 4,1: Johannes så en åben dør ind til himlen. Hvis vi åbner vores hjertes dør for Herren og lytter til hans røst, vil han åbne himlens dør for os. Åh, hvilket saligt håb! Det er det, Guds sande menighed venter på: at der skal lyde et råb fra den åbne dør i himlen:
»Kom herop!«
Skal du være med den dag?
%20-%20Kopi.jpg)