Translate

INFO JESUS LIVET

Aktiver din tro

    LINK Aktivér din tro Jan Lund Nissen I kraft af Jesus har du fået Den Hellige Ånd i dig. Jesus bor i dig gennem din tro. Jesus siger, at...

Søg i denne blog

tirsdag den 13. maj 2025

TJEN I OMSTÆNDIGHEDERNE

 




   



 
LINK

Af A. W. Tozer


Det er en kendsgerning, der overskygger alle andre betragtninger og har betydning for alt, hvad vi foretager os: Mennesket er faldet, både moralsk og åndeligt. Siden syndefaldet har jorden været et kaotisk sted, og alle lever i en nødsituation. Intet er normalt. Alt er gået skævt, og mennesket er på afveje, så længe det ikke har oplevet forløsningen gennem Jesu Kristi død og opstandelse og fået sine synder tilgivet og vasket bort i Jesu blod.


Syndefaldets universelle katastrofe har fordrejet vores syn på ansvaret over for næsten. Det, der under normale forhold ville være fuldt ud tilladeligt, er forkert i den nuværende situation. Og meget af det, der ikke ville være nødvendigt under normale forhold, er nu nødvendigt på grund af de unormale omstændigheder. Det er ud fra disse betragtninger, al kristen tjeneste må vurderes. Menneskers nød — ikke vores egen bekvemmelighed — må vise os, hvor langt vi skal gå, og hvor meget vi skal gøre.


Var syndefaldet ikke sket, ville Guds Søn ikke have behøvet at give afkald på alt og lade sig føde i Betlehem. Der ville ikke have været nogen tornekrone eller noget kors. Det skete, fordi Gud i sin godhed greb ind over for menneskets nød. Kristus var det fuldkomne eksempel på et sundt og naturligt menneske, men han levede ikke et helt naturligt liv. Han gav afkald på mange glæder for at hengive sig til den hellige opgave at frelse og redde. Hans liv blev ikke bestemt af, hvad der var tilladt eller uskyldigt, men af menneskers nød. Han søgte ikke at behage sig selv, men levede for den konkrete nød, han stod over for. Sådan er også vi i denne verden (1 Joh 4,17).


For Kristi dommersæde bliver min tjeneste bedømt — ikke efter hvor meget jeg har gjort, men efter hvor meget jeg kunne have gjort. Gud vurderer ikke mine gaver efter, hvor meget jeg har givet, men efter hvor meget jeg kunne have givet, og hvor meget jeg har beholdt for mig selv. Verdens nød og mine reelle muligheder for at tjene er afgørende for vurderingen af min tjeneste.


Mine gaver bedømmes ikke efter deres størrelse, men efter hvor meget af mig selv jeg lægger i dem. Ingen har i virkeligheden givet noget, der er antageligt for Gud, før vedkommende har givet sig selv i kærlighed og offer. En helt bliver ikke kun hyldet af sit land for, hvor mange mennesker han har reddet, men også for den fare, han selv udsatte sig for under redningsaktionen. Den tjeneste, der kan udføres uden fare eller offer, bliver ikke belønnet højt — hverken af mennesker eller af Gud.


I menighedens arbejde afhænger den del, den enkelte må løfte for at fuldføre en opgave, af hvor meget eller hvor lidt resten af menigheden er villig til at gøre. Det er sjældent at se en menighed, hvor alle tager fat. Den typiske menighed består af få, der bærer præg af trofast slid, og mange, der ikke er villige til at løfte en finger i tjenesten for Gud og næsten.


Der kan måske være en smule besk humor i alt dette, men én ting er sikkert: Der vil ikke være noget at le ad den dag, hvor hver enkelt af os skal aflægge regnskab over for Gud for sin tjeneste i menigheden. »Altså skal hver af os aflægge regnskab for sig selv over for Gud.« Rom 14,12.


Jeg tror, at de fleste kristne helst så, at Herren ikke blandede sig for meget i deres personlige anliggender. De vil gerne frelses, bevares, være lykkelige og til sidst komme i himlen — bare han ikke kommer for tæt på deres liv og tjeneste.


Men: »Herre, du ransager mig og kender mig! Du ved, når jeg sidder, og når jeg står op; du fatter min tanke i frastand.« Salme 139,1-2. Jeg kan ikke skjule mig for hans øjne, der er som flammende ild, og jeg kan på ingen måde undslippe hans dom — hans, hvis fødder er som skinnende malm. At leve med dette i tankerne er sand visdom.


Guds tilstrækkelige forsyning til tjenesten


Gud er kærlighed, og hans godhed er ubegrænset, men han har ingen sympati for det kødelige sind. Han husker, at vi er støv, men han vil ikke tolerere kødets gerninger. Han har givet os sit ord og lovet, at vi aldrig skal fristes over evne. Som svar på troens bøn har han stillet sig selv til vores rådighed. Han har gjort Helligåndens ubegrænsede åndelige kraft tilgængelig for os, så vi kan gøre hans vilje her på jorden. Derfor er der ingen grund til, at vi skal opføre os som frygtsomme svæklinge.


Men før vores tjeneste kan være antagelig, må vores liv være det. Og vi må forstå, hvor stor nøden er, før vi kan vide, hvor meget vi er forpligtede til at gøre. Mennesker er fanget i en katastrofe, der er værre end jordskælv og oversvømmelser, og det er Herrens forløste, der må arbejde for at redde dem. Når vi tænker på dette, må vi ikke give op.


Herren elsker de troskyldige, oprigtige og barnlige. Han samarbejder ikke med dem, der blot vil diskutere, forhandle, forsvare sig selv eller komme med undskyldninger. Han skjuler sine dybeste hemmeligheder for de vise og stolte og åbenbarer dem for de umyndige. Det vil altid være sådan: De fattige i ånden modtager Himmeriget, de sagtmodige arver jorden, de sørgende trøstes, og de rene af hjertet ser Gud.


Min gamle ven Tom Haire, den bedende blikkenslager, fortalte mig, at han efter flere måneders tjeneste i De Forenede Stater havde besluttet at rejse hjem for en tid. På sin brede irske dialekt forklarede han mig, hvordan det stod til med ham:


»Jeg kan ikke prædike mere. Jeg må hjem og tilbringe tre måneder i stilhed for Gud. Der er nogle åndelige forhold, jeg må have bragt i orden.


Jeg ønsker at træde frem for dommersædet nu, mens jeg stadig kan gøre noget ved det.«