Translate

INFO JESUS LIVET

Aktiver din tro

    LINK Aktivér din tro Jan Lund Nissen I kraft af Jesus har du fået Den Hellige Ånd i dig. Jesus bor i dig gennem din tro. Jesus siger, at...

Søg i denne blog

tirsdag den 13. maj 2025

To store Dage i Evighedens historie


 





   LINK

Jeg overgav jer først og fremmest det, jeg selv havde modtaget: at Kristus døde for vores synder, sådan som Skrifterne havde forudsagt, og at han blev begravet og opstod på den tredje dag. 1. Kor. 15,3-5.


Kristi dødsdag og opstandelsesdag er uden tvivl de to største dage i evighedens historie. Paulus regner Kristi død og opstandelse, sådan som Skrifterne har forudsagt, for evangeliets hovedsag. Og sådan er det i sandhed. Hvis vi fjerner disse to ting fra frelsens budskab, holder den åndelige puls op med at slå, og hjertet i frelsen forsvinder. Så må man sætte menneskelige udsmykninger ind i forkyndelsen, men de fører ikke til liv.


Som det hedder i andre oversættelser: Det vigtigste er, at Kristus døde for vores synder og opstod til vores retfærdighed. Det var en usædvanlig dag i åndens verden, da Kristus døde på korset. Det var første gang siden syndefaldet, at et menneske døde uden selv at have syndet. Da han opgav ånden, og den for en tid skiltes fra legemet, viste det sig, hvad Paulus siger om gudsfrygtens hemmelighed: »Han blev retfærdiggjort i ånd.« 1. Tim. 3,16.


Det var en retfærdig, der døde for uretfærdige. Han kendte ikke til synd, men blev gjort til synd for os. Han blev gjort til synd, fordi han måtte dø. Men Kristus havde ingen synd og døde derfor ikke, fordi han selv havde syndet. Han blev gjort til synder for os, for at vi i ham kunne blive retfærdige for Gud. Hans ånd forlod altså et legeme, der aldrig havde syndet.


Magt i åndens verden


Hans ånd gik gennem templet, som var et billede på det himmelske, og flængede forhænget fra øverst til nederst. Men den standsede ikke dér. Måske var det blot forsoningsdødens kraft, der rev det jordiske forhæng itu. For i virkeligheden gik han »gennem det større og fuldkomnere telt, som ikke er gjort med hænder, det vil sige, som ikke hører til denne skabning. Han gik ikke ind med blod af bukke eller kalve, men med sit eget blod, én gang for alle, ind i helligdommen og vandt en evig forløsning«. Hebr. 9,11-12. Ja, tænk: En evig forløsning. Halleluja!


Der blev vundet sejr i dødsriget, eller i åndens verden, da Kristus døde. I sin prædiken på pinsedagen i Jerusalem siger Peter, at Jesus løste dødens veer, og at det var en triumferende sejr. Halleluja! Hebræerbrevets forfatter skriver, at fordi børnene har del i kød og blod, blev Kristus også delagtig i det, for at han ved sin død kunne gøre ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen. Hebr. 2,14.


Djævelen herskede gennem synden, og synden herskede gennem døden. Men nu havde Kristus sejret over både synd og død. Han triumferede over magterne og anklagemyndighederne og stillede dem åbenlyst til skue. Han viste sig som sejrherre over al ondskab, syndens magt og døden.


På korset mistede Djævelen sin magt i dødsriget og måtte aflevere nøglerne til både døden og dødsriget. Derfor sagde Kristus til Johannes på Patmos: »Jeg har Dødens og Dødsrigets Nøgler.« Åb. 1,18. En dag vil lyden af nøglerne, i åndelig forstand, høres ved den sidste basun, og de døde i Kristus skal opstå først.


Ved Kristi død fik vi et åbent forhæng og en åben vej til den himmelske helligdom. Et åbent paradis og en åben grav.


Da Kristus havde sejret over synden, sejrede han også over døden ved retfærdigheden og ved at opfylde loven. I den evige verden åbenbarede han sig med sit eget blod og vandt en evig forløsning. Tilgivelse for synderne, så rig som Gud Faders nåde er. Og der er nåde nok i Jesus Kristus til alle. Halleluja!


Det var umuligt, at Kristi ånd, som han i døden overgav til Faderen, skulle dø igen i dødsriget. Derfor vendte den tilbage til legemet »i kraft af hans evige pagts blod«, og Kristus gik sejrende ud af graven.


Han førte to ting med sig, som nu er åbenbaret i evangeliets frelse: »Liv og uforgængelighed.« 2. Tim. 1,10. Den hellige ånd oprejste ham og fyldte hans legeme med himmelsk liv. Han levede nu ikke længere i sit legeme ved det blod, der var givet for verdens liv. Ånden havde fyldt hans krop med guddommeligt liv og uforgængelighed. Snart skulle han herliggøres med den herlighed, han havde hos sin Fader, før verden blev til.


Der følger mange ting med Kristi opstandelse: En levende frelser, som giver liv. Et levende evangelium, som vækker de åndeligt døde og fører opstandelseslivet frem. Et levende håb, der følger med genfødslens nye liv. En levende gudstjeneste, forenet med den levende menighed, som er hans legeme. Og en stadig forbindelse med himlen gennem den opstandne og himmelfarne frelser og ved den hellige ånd.


Han blev set af mere end 500 brødre, og siden er han blevet set i ånden af tusinder af åndelige søskende.


Til sidst skal vi se ham, som han er, og blive ham lig. Det sidste — at blive ham lig — synes jeg er for meget. Men Ordet siger det, og håbet hvisker: »Ja!«


Se, hvor stor en kærlighed Faderen har vist os, at vi må kaldes Guds børn. Og det er vi!