A.B. Simpson.
»Intet er dig for underfuldt.«Jer. 32:17. Skulle noget være mig for underfuldt?«Jer. 32:27. Kald på 'ring, så vil jeg svare dig kundgøre dig store og lønlige ting, du ikke kender.«Jer. 33:3.
I det gamle Jerusalems mørkeste time blev Jeremias sat på sin tros sværeste prøve. Fast ejendom var værdiløs, fordi kaldæerne belejrede hele landet, og Jeremias vidste, at selv Jerusalem var ved at blive overvundet. Da talte Gud til profeten og befalede ham at investere sin formue - måske alt, hvad han ejede - i en mark uden for den besatte by i profetens gamle hjemby, Anatot. Det var sikkert den mest letsindige investering, som noget menneske nogen sinde har dristet sig til. Men Gud befalede ham at gøre det som en troshandling i forbindelse med den fremtidige genoprettelse af landet, og da han adlød, gav Herren ham yderligere løftet: » End skal der købes huse) marker og vingårde i dette land!« Jer. 32:15.
Profeten adlød den mærkelige befaling og udførte troshandlingen, og så begyndte han at bede troens bøn. Vi kan ikke bede troens bøn, før vi har forpligtet os til at udføre den handling, der beviser vor tro. J eremias bad således. »Ak Herre. Herre. Du har jo skabt himmelen og jorden ved din vældige styrke og din udstrakte arm intet er dig for underfuldt/umuligt« v. l 7. Der er ikke tale om udvikling (evolution) her. Den lære har ingen grobund for troen. Vi må tro, at Gud kan skabe af intet, før vore bønner kan nå ret langt.
Som et ekko kommer svaret tilbage: » Se jeg er Herren, alt køds Gud; skulle noget være mig for underfuldt/umuligt?« v. 27. Her er der en meget fin sammenhæng med navnet Anatot, idet Anatot betyder ekko, og det antyder, at tro netop er et ekko af Gud. Og så fortsætter Herren med at fortælle profeten, hvordan Han vil opfylde hans bøn og velsigne ham over al forventning.
Vor tekst er dette herlige, guddommelige budskabs klimaks. Kald på mig så vil jeg svare dig og kundgøre dig store og lønlige ting, du ikke kender. Det er en, kortfattet beskrivelse af den højeste form for bøn hørelse og bønne svar.
For det første opmuntrer det os til at bede Gud om de største ting. Det løfter os op til det himmelske riges storhed og herlighed, til Guds forrådskamre. Det er lettere for Gud at gøre store og vanskelige ting end noget let og ubetydeligt. Troen, den levende genfødte, ærer Ham ved at regne med Hans uudtømmelige ressourcer. Når Alexander den Stores foretrukne bad ham om noget, der næsten var et kongerige værd, svarede herskeren: »Det kunne være for meget for Parmenta at bede om, men ikke for Alexander at give.« »Bed om det umulige« kan synes for dristigt, og dog er det ikke dristigere end Mesterens ord: »For Gud er alle ting mulige, og alt er muligt for den som tror.« Matt. 19 :26 og Mark. 9 :23. ’
For det andet byder det os at bede Gud om ting, der er helt ud over vore tidligere erfaringer og vor hidtidige målestok. Han byder os at bede om store ting, som vi ikke kender. Vi bevæger os konstant i en cirkel. Han ønsker, at vi skal bryde denne ensformighed og lade os udfordre til nye planer, nye mål og idealer samt til dristighed i den uhyre udstrækning af »hvad intet øje har set, hvad intet øre har hørt og hvad det ikke er opkommet i noget menneskes hjerte.« 1. Kor. 2:9.
Og endnu engang siger Han, at Han vil svare os. Det refererer utvivlsomt til budskabet, som Hans And først vil bringe til vort hjerte og vor tro. Han vil give os visheden om bønhørelse, og Han byder os tro, at vi modtager de ting, vi beder om, før vi ser bønnen opfyldt. (Mark.11:24 og l. Johs.5:14-15).
Til sidst lover Han, at Han efter at have svaret os, vil vise os virkeliggørelsen af alt det, vi har troet. Alt for ofte har vi det som Jakob. Vi kan ikke fuldt ud tro og hvile angående vor velsignelse, før vi har set Jesus i alt, og bedt i tro i alt.
Ind til nu har I ikke bedt om noget i Mit navn. Bed så skal I få for at jeres glæde må blive fuldkommen. Joh.16:24.
