LINK
Det er endnu ikke åbenbaret, hvad vi skal blive. (1 Joh 3,2)
Vi mennesker vil gerne vide en hel masse. Vi tænker, at når vi ved noget, går det ikke helt galt, og vi kan føle os trygge i det, vi ved.
Som kristne tror vi. Tro er ikke det samme som viden, vi kan forstå med vores forstand. Troen er en overbevisning, som Gud giver os ved Helligånden (Ef 2,8; 1 Kor 2,10-12). Hvis vores tro alene afhang af forstanden, kunne det se svært ud for os. Forstanden hører også til kroppen, som en dag bliver til støv (1 Mos 3,19). Vores viden frelser os ikke, og den kan ikke i sig selv give os fred i hjertet. Tænk på kundskabens træ, som Adam og Eva spiste af, og på følgerne af deres valg (1 Mos 3,1-19).
I troen på Jesus må vi bede Gud om visdom og forståelse, også når vi søger svar på de spørgsmål, vi har (Jak 1,5). Det kan vi også gøre, når vi tænker på døden – som for den, der tror på Jesus, ikke er den endelige afslutning.
Vi har Bibelens ord at holde os til og tro på. Bibelen er ikke blot en samling teoretiske oplysninger, men fortæller om Guds nåde og sandhed. Guds ord er en lygte for vores fod og et lys på vores sti (Sl 119,105). Det vejleder og hjælper os på trosvandringen med Jesus og lærer os at vende os bort fra det, der binder os til denne verden, så vi i højere grad kan se Gud i Jesus (Kol 3,1-2).
Når et menneske dør
Når et menneske dør, ophører kroppen med at fungere. Kroppen vender tilbage til jorden, som den kom fra (1 Mos 3,19; Præd 12,7).
Men hvad sker der med mennesket mellem døden og de dødes opstandelse, når Jesus Kristus kommer igen?
Nogle forstår Bibelens omtale af de døde som mennesker, der sover. Paulus omtaler flere steder de døde i Kristus som hensovede, blandt andet i 1 Korintherbrev 15,18. Også Daniel taler om dem, der sover i jorden, og som skal vågne igen (Dan 12,2-3).
Andre kristne forstår Bibelen sådan, at den troende efter døden er hos Herren, mens kroppen venter på opstandelsen. Paulus skriver, at han længes efter at bryde op og være sammen med Kristus, og at det er bedre end at blive her (Fil 1,23). Han skriver også om at være borte fra legemet og hjemme hos Herren (2 Kor 5,8).
Kristne fortolker altså mellemtilstanden forskelligt. Det afgørende er, at vi tilhører Jesus: Vi er født på ny, har fået Guds Ånd og har fået tilgivelse for vores synder ved troen på Jesus og hans blod (Joh 3,3-6; Ef 1,7; Rom 8,9-11).
Sjælen og ånden
Bibelens ord giver os håb om, at døden ikke kan skille os fra Gud, når vi tilhører Jesus (Rom 8,38-39). Jesus siger, at Gud ikke er Gud for døde, men for levende, for alle lever for ham (Luk 20,38).
Mennesket er skabt i Guds billede (1 Mos 1,26-27), og Gud har lagt evigheden i menneskets hjerte (Præd 3,11). Vores håb er derfor ikke, at kroppen aldrig forgår, men at Gud vil oprejse de døde og give os liv hos sig.
Nogle kristne forstår Jesu ord om nøglerne til døden og dødsriget sådan, at Jesus efter sin død førte de troende, som var i Abrahams skød, til Paradiset. Andre læser disse tekster anderledes. Johannes’ Åbenbaring siger, at Jesus har nøglerne til døden og dødsriget (Åb 1,17-18), men beskriver ikke direkte, at han på dette tidspunkt førte mennesker fra Abrahams skød til Paradiset.
I Jesu fortælling om den rige mand og Lazarus er Lazarus hos Abraham, mens den rige mand befinder sig i pine (Luk 16,19-31). Fortællingen viser en alvorlig adskillelse efter døden. De kristne, der tror, at den troende efter døden er hos Herren, ser ofte Lazarus’ ophold hos Abraham som et billede på dette håb.
Åbenbaringen fortæller også, at døden og dødsriget til sidst skal give de døde tilbage, og at døden ikke får det sidste ord (Åb 20,13-14). De, der ikke tror på Jesus, står også over for Guds dom. Derfor er budskabet om Jesus og frelsen i ham så alvorligt og vigtigt (Joh 5,28-29).
I Daniel står der:
Mange af dem, der sover i jorden, skal vågne, nogle til evigt liv, andre til forhånelse og evig afsky. De indsigtsfulde skal stråle som himmelhvælvingens stråleglans, og de, der førte de mange til retfærdigheden, skal stråle som stjerner for evigt og altid.
(Dan 12,2-3)
Opstandelsen
Selv om den troende efter døden er hos Herren, er fællesskabet endnu ikke fuldendt, for kroppen er ikke med. Den fulde opstandelse finder sted, når Kristus kommer igen, og Gud oprejser de døde. Da skal det forgængelige legeme blive iklædt uforgængelighed (1 Kor 15,42-44.52-54).
Vi tilhører Herren Jesus, hvad enten vi lever eller dør (Rom 14,8). Derfor kan vi leve i håbet om, at døden ikke skiller os fra ham. Gud vil oprejse os, og vi skal være hos Herren for evigt (1 Thess 4,16-17).
%20-%20Kopi.jpg)