LINK
De, som Herren har løskøbt, må i tro tage imod alle frugterne af den sejr, Kristus vandt for dem på Golgata (Ef 1,7; Kol 1,13-14).
Er der nogen grænse for Jesu sejr?
Hvis der er en grænse for, hvad Jesu sejr får lov til at virke i vores liv, skyldes den vores vantro og vores uvillighed til at følge Lammet, hvor det går.
I Johannes’ Åbenbaring beskrives de troende som nogle, der følger Lammet, hvor det går. De er købt fri fra menneskene som en førstegrøde for Gud og Lammet. Der fandtes ikke løgn i deres mund, og de var uden fejl (Åb 14,4-5).
Andrew Murray skriver om Jesu dyrebare blod:
Jeg ved ikke, om der findes noget ord i Bibelen eller i menneskers tale, som rummer så dybe hemmeligheder. I Jesu blod samles hemmeligheden om:
1. Inkarnationen — at Gud blev menneske og fik kød og blod (Joh 1,14; Hebr 2,14).
2. Jesu lydighed indtil døden, hvor hans blod blev udgydt (Fil 2,8; Hebr 9,14).
3. Den kærlighed, der overgår al erkendelse, og som købte os med Jesu Kristi blod (Ef 3,18-19; Åb 5,9).
4. Sejren over enhver fjende og den evige forløsning (Kol 2,14-15; Hebr 9,12).
5. Opstandelsen og hans ophøjelse til Himlen (ApG 2,32-33; Hebr 1,3).
6. Forsoningen, forligelsen og retfærdiggørelsen, som blev mulig ved hans blod (Rom 5,9-11).
7. Renselsen af samvittigheden og helligelsen af Guds folk (Hebr 9,14; 13,12).
Der findes ingen tilgivelse uden blodsudgydelse. Paulus skriver: »Uden at der udgydes blod, finder der ingen tilgivelse sted.« Efter loven bliver næsten alt renset med blod (Hebr 9,22).
Den røde tråd gennem Bibelen, fra Første Mosebog til Johannes’ Åbenbaring, er forløsningen ved Jesu Kristi blod. Skinddragterne, som Gud gav Adam og Eva (1 Mos 3,21), Abels offer (1 Mos 4,4) og påskelammet i Egypten (2 Mos 12,1-13) peger frem mod korset, hvor Jesus Kristus sonede for vores synder med sit eget blod (1 Pet 1,18-19).
Beretningen om Abels offer er en af de tidligste fortællinger om blodets betydning. Ved begyndelsen af menneskets historie stiller Gud os over for to veje: Kains vej og Abels vej — selvets vej og troens vej; vejen, hvor vi stoler på vores egne gerninger, og vejen, hvor vi sætter vores lid til Gud og hans frelse (1 Mos 4,3-10; Hebr 11,4).
Den ene vej er bred og fører til fortabelse; den anden er smal og fører til livet. Jesus siger: »Gå ind ad den snævre port. For vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!« (Matt 7,13-14).
De, der vælger den smalle vej, lærer kraften i Guds Lams blod at kende. Men vi kan have en arv uden at værdsætte den, fordi vi ikke har undersøgt den — eller fordi ingen har fortalt os om den, så vi kunne tage imod blodets kraft i tro. Jesu Kristi blod rummer usigelige åndelige rigdomme, som Guds børn igen og igen kan øse af.
Efterhånden som vi erkender, hvad Jesu blod betyder, begynder vi også at forstå og værdsætte de privilegier, vi har fået.
Hvad har Jesu blod udrettet?
Kort sagt: Alt. Men lad os se på, hvad Paulus skriver:
»I er kommet til Zions bjerg, til den levende Guds by, det himmelske Jerusalem, til tusinder af engle, en festforsamling, og til menigheden af førstefødte, som er indskrevet i himlene. I er kommet til Gud, alles dommer, til ånderne af de retfærdige, som har nået målet, til Jesus, den nye pagts formidler, og til det rensende blod, der taler stærkere end Abels« (Hebr 12,22-24).
Lad være med kun at se på, hvad blodet og korset betyder. Tag imod det i tro, og begynd at takke Gud for Jesu blod, som gælder for enhver, der tror på ham. Læs ikke dette hurtigt igennem. Tænk grundigt over det, og tro på korsets blod. Så vil Jesu blod virke i dit liv og rense dig fra al synd (1 Joh 1,7). Uden tro er det umuligt at behage Gud (Hebr 11,6).
Det er ikke helt sandt, at døde mennesker ikke taler. Abels blod råbte fra jorden om retfærdighed, og Gud hørte det (1 Mos 4,10). Bibelen er fuld af beretninger om mennesker, som for længe siden er døde, men hvis vidnesbyrd stadig taler til os. Hebræerbrevet siger, at Abel stadig taler ved sin tro (Hebr 11,4).
Guds ord er levende og virksomt (Hebr 4,12), og Helligånden hjælper os til at forstå det (Joh 16,13). Også budskabet om Jesu Kristi blod gør Helligånden levende for os. Guds ord gennemtrænger os, skiller sjæl og ånd og dømmer hjertets tanker og meninger (Hebr 4,12). Sådan kalder Gud os væk fra synden og ind i fællesskab med sig — alt sammen af nåde ved tro (Ef 2,8-9).
Gud har sørget for løsesummen
Jesu Kristi blod taler også, men dets budskab er helt anderledes end Abels blods. Det forkynder, at Gud har handlet for at forlige verden med sig selv ved Kristus. Gud har fjernet hindringen mellem sig og menneskene, og nu lyder opfordringen: »Lad jer forlige med Gud!« (2 Kor 5,19-20).
Fred til det besværede hjerte og sind
Blodet taler også om tilfredsstillelse for det troende hjerte. Det er det ord, den skyldige samvittighed trænger til. Det fortæller os, at der ikke længere er fjendskab mellem os og Gud, fordi Gud har sørget for løsesummen. (Kol. 1:20-23; Joh. 14:27; Rom. 5:1; Rom. 15:13; 2. Thess. 3:16).
Hvor forskelligt fra Kain!
Det er én ting at gå fra Golgata med ordene: »Du er tilgivet.« Det er noget helt andet at gå bort fra Guds nærhed som Kain – uden tilgivelse, men mærket af sin skyld. Han bar skylden for sin brors blod, og skriget over hans forbrydelse lød stadig i hans ører. (1. Mos. 4:8-16).
Åh, Kain, hvis du blot havde taget imod Guds vej og hans offer, kunne det være gået anderledes.
Fra Golgata når et andet råb frem til den retfærdige Guds ører: »Det er fuldbragt!« (Joh. 19:30). At høre det er at kende fred.
2. Blodet renser fra døde gerninger
»Hvor meget mere vil da ikke Kristi blod rense vores samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud.« (Hebr. 9:14).
Hvad er døde gerninger? Det er gerninger, der udføres i egen kraft og ved egen anstrengelse. Døde gerninger giver os noget at rose os af i stedet for at vise os vores fallit.
De fremhæver det, vi har gjort for Gud, i stedet for det, Gud har gjort for os. De udspringer af egen kraft i stedet for af det liv, der kommer indefra – som frugten på et levende træ. De kan være gode så langt, de rækker, men de rækker aldrig langt nok. De udspringer af selviske mål og slår fejl.
Kain bragte frugt fra jorden – noget, han selv havde frembragt ved sit arbejde. Abel bragte derimod et uskyldigt lam, hvis slagtning peger frem mod Lammet på Golgatas kors. (1. Mos. 4:3-5; Joh. 1:29).
Abel satte sin lid til Guds plan, ikke til sin egen anstrengelse. Også i dag kan vi kende forskel på det arbejde, der udføres efter Guds vilje, og menneskers egne planer. Det kendes på frugten. Mange arbejder stadig i deres egne døde gerninger, og Guds frugt og velsignelse udebliver.
Et tydeligt tegn på døde gerninger er, at mennesker har travlt med at fortælle, hvad de selv har udrettet, hvad de gør, og hvor travlt de har. Sjældent hører vi dem fortælle, hvad Gud har gjort gennem dem. De har ikke sat deres lid til Guds planer.
»I tro bragte Abel Gud et bedre offer end Kain.« (Hebr. 11:4). Den, der ønsker at blive godkendt af Gud, har kun ét offer at bringe: Jesus Kristus. Han blev ført bort som et lam, der skal slagtes, og var stum som et får, der klippes. (Es. 53:7, 10).
Døde gerninger er som drivtømmer, der må skylles bort af strømmen fra Kristi hellige sår. Først når de er skyllet bort, bliver samvittigheden sat fri til at »tjene den levende Gud«. (Hebr. 9:14).
En nærværende og stadig renselse
Fordi Gud ved sin Ånd bor i den troende, er renselsen i blodet stadig nærværende. Vi må blive i Kristus, og han må blive i os. (Joh. 15:4-5). Jesu Kristi blod renser os ikke kun fra døde gerninger, men også fra synd:
»Hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans Søns, blod renser os fra al synd.« (1. Joh. 1:7).
Denne renselse er nærværende. Det er noget, vi kan erfare her og nu.
Det er også en stadig renselse: Blodet bliver ved med at rense os. Og det er en gennemgribende renselse, for den omfatter alle slags synder. Renselsen når lige så dybt som vores behov for den.
Hvordan opleves dette?
For at erfare en stadig og gennemgribende renselse må vi vandre i lyset. Det begynder med overgivelse. Viljen er involveret, og vi må være villige til at vandre i lyset. Beslutninger, der strider imod Guds vilje, må lægges bort. Vores indre blik må være rettet mod Guds vilje og hans ære. (Matt. 6:22-23).
Især de sider af vores liv, der strider imod Guds vilje, må korsfæstes. Adam og Eva lyttede til slangens ord: »Har Gud virkelig sagt …?« (1. Mos. 3:1). Det må vi vende os bort fra og i stedet tro på det, Gud siger i sit evangelium – ikke på vores egne forestillinger.
At vandre i lyset betyder mere end blot at være villig. Det kræver også en længsel efter lyset og en åbenhed over for det. Det gælder vores følelsesliv med dets ønsker og søgen efter anerkendelse. Vi må tørste efter retfærdighed, ikke efter verdslig vinding og forfremmelse. (Matt. 5:6; Gal. 5:13-16).
At vandre i lyset betyder lydighed mod det lys, Gud giver os. (Joh. 12:35-36). Selv om lyset måske kun viser os et lille stykke ad gangen, må vi vandre i det. Vi må være trofaste i det, vi allerede har fået betroet. (Matt. 25:29; Luk. 16:10).
Lydighed mod lyset betyder også, at vi beslutsomt lukker sjælen for mørket og holder fast ved det gode. (Amos 5:15; Rom. 12:9; Sl. 97:10; Hebr. 1:9).
Anger og fortrydelse
Sygeligt grubleri over vores fejl, frugtesløs beklagelse, selvmedlidenhed og søgen efter andres medlidenhed er uværdigt for lysets børn og bør være bandlyst. Beklagelse er ikke det samme som anger. (2. Kor. 7:10).
At vandre i lyset og være lydig mod det betyder også at sige ja til alt, hvad Gud beder os om. Det betyder at stå i en ny sejr i Jesus Kristus. Det betyder at gennemføre enhver opgave for Jesu skyld, også når den er lille og ikke bliver bemærket.
Det betyder at rette vores tid, energi og ærgerrighed mod Kristus og leve tæt sammen med ham.
Det betyder også villigt at underkaste os de omstændigheder, Gud har bestemt. Paulus kaldte sig selv en fange for Herren – ikke for Rom. (Ef. 4:1). Peter formaner os til at overgive os til vores trofaste Skaber, når vi prøves. (1. Pet. 4:19).
Blodet holder os rene
Blodets nærværende, stadige og gennemgribende renselse holder os rene, når vi vandrer i lyset. (1. Joh. 1:7). At vandre i lyset er at leve i lyset og sammen med Jesus Kristus ved Helligånden.
Blodet står i Skriften for livet. (5. Mos. 12:23). Jesu blod renser os ved hans Ånd, når vi ved troen er i ham og vandrer i troens lys og liv.
Denne renselse omfatter alt, hvad vi måtte kalde små eller store synder. Mennesker skelner mellem dem, men al synd er afskyelig i Guds øjne. Intet støvgran af tvivl eller synd må få plads i os. (Ef. 4:27).
Kain gik bort fra sin samtale med Gud uden at lade sig overvinde eller angre. Den gudløse vej fik tragiske følger, som vi kan læse om i Første Mosebog, kapitel 4.
Men der er en bedre vej for Guds børn: Abels vej, blodets vej – vejen til stadig og vedvarende renselse. Det er også korsets vej, den smalle vej. Den kan være smertefuld for vores kød, men liflig for vores ånd.
Forløst ved Lammets blod
Læg mærke til ordet forløst. Forløsning handler om, at der er betalt en løsesum, og at den, der er købt fri, føres ud i frihed. I Kristus har vi fået forløsning ved hans blod, syndernes forladelse, så rig som Guds nåde er (Ef 1,7). Syndens magt har mistet sit greb om os, og vi er tilgivet. Blodet renser os fra al synd og fra døde gerninger, der bygger på vores egen retfærdighed (1 Joh 1,7-9; Hebr 9,14).
Forløsning er mere end blot at blive købt fri. Den åbner en hovedvej til frihed. Vi er købt til et nyt liv — et liv i Kristus og under hans herredømme (1 Kor 6,19-20; 1 Pet 1,18-19).
En enkel illustration er slaven på auktionsblokken. En herre byder højere end alle de andre og køber slaven. Derefter fører han ham væk fra markedet og siger: »Jeg sætter dig fri fra slaveriet. Du er en fri mand.« Slaven er blevet købt på markedet, ført bort derfra og sat fri.
Sådan har Kristus løskøbt os. Vi var slaver af synden og havde djævelen som en hård arbejdsgiver. Men Kristus kom og betalte en pris, der opfyldte alle Himlens krav. Jesus Kristus, Guds Søn, købte os fri, men han lod os ikke blive på markedet. Han førte os ud af det. Han fik navnet Jesus, fordi han skulle frelse sit folk fra deres synder — ikke bevare dem i syndens slaveri, men føre dem ud af det (Matt 1,21; Rom 6,17-18).
Jesus Kristus har givet os frihed
Det er ikke alt. Han har også givet os et nyt liv:
»Men nu, da I er blevet frigjort fra synden og er blevet slaver under Gud, har I den frugt, at I helliggøres, og det ender med evigt liv« (Rom 6,22).
Forløsningen tilvejebringer tilgivelse
Kom nær til det midterste kors. Hør ham, der hænger dér, bede en guddommelig bøn — nogle af de første ord, Jesus udtalte på Golgata:
»Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør« (Luk 23,34).
Gud har slettet vores skyld. Han er trofast og retfærdig, og han tilgiver os alle vore synder, når vi bekender dem (1 Joh 1,9). Hans tilgivelse bygger fuldt og helt på hans egen retfærdighed og trofasthed. Straffen blev båret én gang for alle. Det er fuldbragt — om mennesker dog ville tage imod det i tro (Joh 19,30; Hebr 10,10-14).
Da Jesus Kristus ofrede sig selv, gav han sig hen for alle, der tror på hans kors og blod. Han stiftede fred mellem os og Gud, så vi ikke længere skulle leve som slaver af synden, men leve retfærdigt for Gud (Rom 5,1; 6,18-19; Kol 1,20).
Det ville være i modstrid med Guds retfærdighed, hvis han krævede betaling for noget, Kristus allerede har betalt fuldt ud. Når vi bekender vores synd og sætter vores lid til Kristi offer, tilgiver Gud os (1 Joh 1,9). Alligevel forsøger mange at retfærdiggøre sig selv gennem deres egne gode gerninger. Nogle lever, som om de selv skal overvinde synden og gøre sig fortjent til Guds nåde. Men den vej fører ingen vegne. De vender sig bort fra blodets kraft og korsets liv og stoler ikke på, at det, Gud gjorde gennem Jesus på korset, er nok til at give adgang til Guds rige (Ef 2,8-9; Tit 3,5).
De handler, som om de selv skal betale endnu en gang for det, Jesus allerede har betalt.
Kain gik bort uden tilgivelse
Kain gik bort fra Guds nærhed, mærket efter sin synd (1 Mos 4,11-15). I modsætning hertil står de, der tager imod Kristi vej — den vej, Abel pegede frem imod med sit offer (1 Mos 4,3-5; Hebr 11,4). De står for Gud som tilgivne og forløste, mærket med den guddommelige erklæring: »Købt og betalt« (1 Kor 6,20).
4. Blodet helliggør
»Derfor led også Jesus uden for byporten for at hellige folket med sit eget blod« (Hebr 13,12).
At hellige betyder at gøre hellig eller at sætte til side for Gud. Denne helliggørelse omfatter hele mennesket — ånd, sjæl og legeme (1 Thess 5,23). Den skal gennemtrænge alle sider af vores liv og karakter. Blodet renser os indadtil.
Renselse fra alt, der besmitter både krop og ånd, hører med til denne helliggørelse i Kristus (2 Kor 7,1). Kødets synder, såsom utugt, ægteskabsbrud, mord, drukkenskab og svir, er synlige (Gal 5,19-21). Men også åndens synder må afsløres — for eksempel uenighed og misundelse. Vi må ikke komme med undskyldninger.
Sådanne synder fører til forvirring, splittelser og syndige handlinger. De udspringer af jordisk og sjælelig visdom og har deres rod i det onde (Jak 3,14-16).
En bitter rod kan besmitte mange — for ikke at tale om den, den udspringer fra (Hebr 12,15). Hvilken skamplet er det ikke, når der føres krig blandt Guds folk, mens kampen i stedet burde rettes mod ondskabens åndemagter i himmelrummet (Ef 6,10-18). Når vi kæmper mod og fortærer hinanden, kan resultatet kun blive ødelæggelse (Gal 5,15). Under sådanne omstændigheder bedrøves den sagtmodige Ånd, som elsker os og længes efter fællesskab med os (Jak 4,5).
Stolthedens udslag møder Guds modstand, uanset hvad vi ellers giver os ud for at være (Jak 4,1-10). Hvor er den ydmygelse af os selv, hvorved Gud kan blive ophøjet midt iblandt os?
Den helliggørelse, som kommer fra Gud, indebærer, at vi giver afkald på at stole på vores egen dygtighed og i tro tager imod hans retfærdighed. Den minder os om, at vi intet har i os selv, og at vi igen og igen må erkende vores behov og tage imod hans omsorg (1 Kor 1,30). I renselseskarret bliver vores urenhed synlig, men dér findes også vandet fra Ordet, som renser os. Gennem Ordet fornyes vores sind, så vi lever i kraft af Jesu Kristi blod (Ef 5,26; Rom 12,2; 1 Joh 1,7).
Selvom Kains slægt voksede, var den præget af fordærv fra begyndelsen. Ethvert kompromis med synden får alvorlige følger. En dråbe gift bliver ikke i sin egen del af et glas vand, men påvirker det hele. Findes der da ingen hjælp mod syndens fordærv, som fulgte med Adams fald? Jo: Jesu Kristi blod. Det helliger os og former os efter Kristus. Når vi vender os fra os selv og fra døde gerninger, får vi lov at leve retfærdiggjorte for Gud og ikke for os selv (Rom 6,6; 8,29; Hebr 9,14).
Besmittelse ved kilden
Når vi står ved en skillevej, ved vi ikke altid, hvilken vej vi skal vælge. Korset og Jesu blod viser os vejen, og Gud selv møder os dér. Kains vej fører bort fra Gud, mens Abels offer blev bragt i tro (1 Mos 4,3-8; Hebr 11,4; Jud 1,11).
Lemek, den syvende i rækken fra Adam gennem Kain, havde flere hustruer og blev ligesom sin forfader en morder (1 Mos 4,19-24). Enok, den syvende i rækken fra Adam gennem Set, Abels stedfortræder, vandrede med Gud og blev taget bort uden at se døden (1 Mos 5,21-24; Hebr 11,5).
Her ser vi to yderpunkter: Kains vej og Abels vej, gerningernes vej og troens vej — den brede vej og den smalle vej (Matt 7,13-14).
Griber skyldfølelsen dig med ubønhørlig kraft? Ringer klokken fra dine fejltrin igen og igen og slår håbet for fremtiden og ønsket om at vidne effektivt ihjel?
Sådan behøver det ikke at være. Det bliver heller ikke sådan, hvis vi lytter til Jesu blod fra Golgata og i tro tager imod det som gældende for os. Hans blod taler stærkere end Abels blod (Hebr 12,24).
Kom til bestænkelsens blod! Det helliger os (Hebr 13,12). Det forløser og renser os (Ef 1,7; 1 Joh 1,7). Det taler lige så stærkt i dag som den dag, forhænget revnede, og vejen ind til Guds nærhed blev åbnet for os (Matt 27,51; Hebr 10,19-22).
