Enhver vil før eller senere finde ud af, hvor overfladisk verden er, og hvor ustadig den er. De, der i dag råber Hosianna, vi i morgen at råbe korsfæst. Man kan ikke stole på mennesker. Alt er vel og godt, når solen skinner, men vent til vinterstormene kommer, så vil du se, hvor lidt narrens skønne løfter og tilsagn gælder. Da den fortalte sin havde penge nok, var der også venner nok, der ville dele hans formue, men da han begyndte at lide nød, var der ingen, der gav ham noget.
Sådan var det også med Job i kap. 30. Her må vi dog huske på, at der behøves meget mere, end at man afklædes for sin herlighed og finder, at verden er overfladisk, og at den bedrager. Man kan gå gennem alt dette, men resultatet bliver kun krænkelse og skuffelse. Og det kan ikke blive mere, hvis man ikke når frem til Gud. Hvis hjertet ikke finder sin fulde tilfredsstillelse i Gud, efterlader forandrede omstændigheder det øde, og skuffelserne gør det kun· bittert. Dette forklarer Jobs ord: "Nu derimod ler de ad mig, folk, der er yngre end jeg, hvis fædre jeg fandt for ringe at sætte blandt mine hyrdehunde.« Job. 30,1). Var dette Kristi And? Ville Job have talt således i slutningen af bogen? Nej, det ville han ikke. Nej, da Job kom ind i Guds nærhed, ophørte hans egoisme og bitterhed.
Alt dette, må vi indrømme, er langt under målet. Beklagelser over svunden storhed og bitre beskyldninger overfor vore medmennesker hjælper ikke hjertet, heller ikke fremviser det noget af Kristi ånd og sind, og de bringer ikke ære til hans hellige navn. Vender vi vort blik til vor velsignede Frelser, ser vi noget helt andet. Stille og ydmygt mødte han verdens afslag, de mange skuffelser, hans folk, 'Israel, beredte ham, og hans egne disciples vantro og uforstand med et: »Således, Fader.,« Han kunne vende sig fra menneskers modstand og søge ind til; hvad han ejede i Gud og så komme tilbage med disse opmuntrende ord: »Kom til mig ... og jeg vil gimpe jer hvile.« Der var ingen bitterhed, ingen hårde beskyldninger. Intet, der var skarpt eller uvenligt, lød fra hans læber, der var kommet ned til denne 'kolde og hjerteløs verden for at åbenbare Guds fuldkomne kærlighed. Han fuldførte sin tjeneste på trods af menneskers fuldmodne had.
Men selv det skønneste og bedste menneske må skjule sig i skyggen, når det prøve efter Kristi livs fuldkomne mål. Hans karakters lys åbenbarer selv det bedste og mest fuldkomne menneskes mangler og fejl - for at Jesus i alt skal have forrangen. Selv Job bryder fuldstændig sammen under de tunge prøvelser. Ikke blot flyder der en strøm af bitre beskyldninger mod hans medmennesker, men han forbander endog den dag, han blev født. »Derefter oplod Job sin mund og forbandede sin dag, og Job tog til orde og sagde: »Bort med den dag, jeg fødtes, den nat, der sagde: »Se, en dreng!«
Amen.
