Translate

INFO JESUS LIVET

Aktiver din tro

    LINK Aktivér din tro Jan Lund Nissen I kraft af Jesus har du fået Den Hellige Ånd i dig. Jesus bor i dig gennem din tro. Jesus siger, at...

Søg i denne blog

tirsdag den 13. maj 2025

TROEN STYRKES DER VED

 





    LINK

J. Hudson Taylor


Troen bliver ikke styrket ved, at vi stræber efter mere tro, men ved, at vi hviler i troen på Den Trofaste. Som Jesus siger: »Bliv i mig.« Når vi bliver i Jesus, bliver Han i os.


Det handler ikke om vores egen teoretiske tro eller vores forudfattede meninger og tanker. Kun troen på Jesus frelser os. Det er den tro, som Helligånden gør levende i os, der tæller. I os selv er vi døde og uden mulighed for at forbedre os eller opnå en større tro. Læs Hebræerbrevet 11, og tænk over det: Er din tro sådan? Så har du Jesu tro.


Det hjælper ikke hele tiden at råbe og bede om mere tro. Enten har Gud gennem Jesus Kristus givet dig den levende tro på Jesus Kristus, eller også har du den ikke. Man kan sagtens gå gennem et helt liv og mene, at man tror, uden at eje den levende tro fra Gud. Stop op og mærk efter: Har du troen? Lever du stadig i den?


Jeg beder om, at dine øjne må blive åbnet, så du kan se, hvilken rigdom vi uforskyldt har fået i Kristus.


Den lykkeligste måned i mit liv

Den sidste måned har været den lykkeligste i mit liv. Måske bør jeg forklare det nærmere ved at gå lidt tilbage i tiden.


Mit sind havde været stærkt bekymret gennem de seneste seks til otte måneder. Jeg havde følt behov for større hellighed og mere åndelig kraft, både i mit personlige liv og i vores mission. Min egen mangel føltes tungest og størst. Jeg mærkede faren ved den synd, det er ikke at leve sit liv helt nær Gud.


Jeg søgte mere tid til stilhed og læste flittigere i Bibelen. Jeg bad, kæmpede, fastede og traf beslutninger, men alt syntes forgæves. Hver dag — ja, næsten hver time — blev jeg overvældet af bevidstheden om synd. Jeg vidste, at alt ville blive godt, hvis blot jeg kunne holde fast ved Kristus, men det kunne jeg ikke.


Jeg begyndte dagen med bøn og var fast besluttet på ikke at tage øjnene fra Ham et eneste øjeblik. Men det hjalp ikke. Anstrengelserne var ved at slide mig op. De store krav i mit arbejde og de vedvarende forstyrrelser var så opslidende, at jeg ofte glemte Ham. Jeg ville, men kunne ikke.


Under sådanne omstændigheder bliver nerverne tyndslidte. Sammen med det kinesiske klima gjorde det fristelsen til at blive irriteret, dømme hårdt og sige ukærlige ord svær at overvinde.


Hver dag mærkede jeg, at jeg manglede kraft. Jeg led konstant nederlag, selvom det inderligt var mit ønske at sejre. Men hvordan? Det vidste jeg ikke.


Så meldte spørgsmålet sig: Findes der ingen redning? Skal det være sådan hele livet — stadige kampe og, i stedet for sejr, alt for ofte nederlag? Hvordan kunne jeg oprigtigt prædike, at Jesus giver dem, der tager imod Ham, magt til at blive Guds børn, og at vi får alt i Jesus Kristus? Hvordan kunne jeg prædike, at Jesus Kristus har sejret i alt, og at vi sejrer med Ham, når jeg ikke selv oplevede det?


Min tro og mit håb blev svagere, og dermed blev min modstandskraft over for synden også svækket.


Jeg hadede mig selv og min synd, men alligevel sejrede jeg ikke over synden. Dog følte jeg, at jeg var et Guds barn. Jeg håbede, at Jesus Kristus stadig var mit levende håb. Hans Ånd i mit hjerte ville trods alt råbe: »Abba, Fader!« (Rom. 8,15-16). Men jeg formåede ikke at rejse mig og tage min plads som Guds barn. Jeg var hjælpeløs. Det gode, jeg vidste, jeg burde gøre, kunne jeg ikke gøre. Jeg var som et jaget dyr uden hvile.


Jeg stræbte efter de åndelige nådegaver og ønskede af hele mit hjerte gradvist at tilegne mig hellighed. Jeg ville leve, som jeg prædikede: vokse i troen og stræbe efter Guds hellighed, mens man arbejder på sin sjæls frelse, sådan som Bibelen siger. Men jo mere jeg stræbte efter hellighed, desto længere syntes jeg at komme fra målet.


Til sidst syntes alt håb at være ude. Jeg begyndte at tænke, at Gud måske slet ikke tillod os at få del i helligheden her på jorden. Måske ville Han på den måde gøre Himlen endnu mere eftertragtet for os. Måske blev man først helt lig Gud, når man forlod dette legeme, som er underlagt døden og synden. Jeg tænkte, at jeg måtte vente, til jeg blev iklædt det nye legeme.


Jeg tror ikke, at jeg forsøgte at opnå det, jeg stræbte efter, i egen kraft. Jeg vidste, at jeg var hjælpeløs. Jeg sagde det til Herren og bad Ham give mig hjælp og kraft. Jeg erfarede, at jeg i mig selv er død og uden kraft til at nå frem til Herren. Hvis ikke Han rakte mig hånden og frelste mig, så det håbløst ud.


Der var tider, hvor jeg troede, at Han ville holde mig oppe. Men når aftenen kom, og jeg så tilbage på dagen, var der kun synd og nederlag at bekende og sørge over for Gud. Min synd stod mig altid for øje, sådan som David også erfarede det.


Jeg vil dog ikke sige, at dette var min daglige erfaring gennem alle de lange, opslidende måneder. Men det var alt for ofte min tilstand, og den førte min sjæl ind i den dybeste fortvivlelse og håbløshed.


En sørgelig mangel på kraft

Trods alt var Kristus dyrebarere for mig end nogen sinde før. Han var en Frelser, der kunne og ville tage imod en synder som mig. Der var stunder med fred og glæde i Herren, men de varede kort. Selv i de bedste stunder var der en sørgelig mangel på kraft.


Man kan sammenligne det med et stykke våd sæbe, som man forsøger at samle op med al sin magt. Lige når man tror, man har fat i den, glider den ud af fingrene. Man kan se, hvordan sæben ser ud, og man ved, hvad den skal bruges til, hvordan den virker, og hvor den hører hjemme. Men det er umuligt at få den til at blive på sin plads. Den glider ud af hænderne på én. Citat slut.


Hvor var Herren dog god, da Han bragte konflikten til ophør.


Jeg havde hele tiden været overbevist om, at alt, hvad jeg behøvede, fandtes i Kristus, og at det blot var et spørgsmål om, hvordan jeg kunne tage imod det. Han var virkelig rig, og jeg var fattig. Han var stærk, og jeg var svag. Jeg var overbevist om, at der var rigelig kraft i roden og stammen, men jeg havde endnu ikke forstået, hvordan den kunne strømme til mig, den spinkle gren.


Jeg så, at tro var den eneste forudsætning for at tage imod Hans fylde og gøre den helt til min (Hebr. 11). Men jeg havde ikke den tro. Jeg kæmpede for at få den, men den kom ikke. Jeg anstrengte mig til det yderste, men alt var forgæves. Stadig tydeligere så jeg den vidunderlige nåde, der er gemt til os i Jesus og Hans fuldbragte værk — hele vores vidunderlige Frelsers fylde. Alligevel syntes min hjælpeløshed og skyld at vokse fra dag til dag.


Den synd, jeg begik, syntes lille ved siden af den største af alle synder: min vantro. Den var årsag til hele min tilstand. Det var vantroen, der ikke kunne og ikke ville tage Gud på ordet, men i stedet gjorde Gud til en løgner. Jeg følte, at vantro var den mest fordømte synd i verden. Det prædikede jeg også for andre, mens jeg selv lå under for den. Jeg bad om tro, men den udeblev. Hvad skulle jeg dog gøre?


Jeg vil lige kort sige, at vantro er alt det, man kan sætte »mis-« eller »mon« foran, når det gælder Guds rige: mistro, mistænksomhed, misfornøjelse og tanken: »Mon Gud virkelig har sagt sådan? Mon Guds løfter og ord gælder for mig? Mon det holder?«


Vores enhed med Kristus

Da min sjæl var ved at give op, og mørket var ved at opsluge mig, modtog jeg et brev, som viste mig, at størst af alt er kærligheden. En sætning i brevet blev brugt til at fjerne skællene fra mine øjne, og Guds Ånd åbenbarede sandheden om vores enhed med Kristus for mig på en måde, jeg aldrig før havde oplevet.


Min ven, som var blevet prøvet på samme måde som jeg, men havde fået lys over Ordet, skrev: »Hvordan bliver troen styrket? Ikke ved, at vi stræber efter mere tro, men ved, at vi hviler i troen på Den Trofaste.«


Da jeg læste det, så jeg det hele. »Er vi utro, forbliver Han dog tro, for Han kan ikke fornægte sig selv« (2. Tim. 2,13). Jeg så hen til Jesus, og mens jeg så på Ham, blev mit sind fyldt med glæde og jubel. Han har jo sagt: »Jeg vil aldrig slippe dig og aldrig forlade dig« (Hebr. 13,5). Hvilken hvile! Jeg havde forgæves stræbt efter at finde hvile i Kristus. Nu ville jeg ikke længere stræbe, for jeg havde Hans ord for, at Han ville blive hos mig.


Men det var ikke det eneste, jeg fik øjnene op for. Mens jeg tænkte på vintræet og grenene, kastede den velsignede Helligånd lys over min sjæl. Jeg så, hvor stor en fejltagelse det havde været at ville være sikker på, hvordan kraften fra Ham nåede frem til mig. Jeg havde ikke alene løftet om, at Jesus aldrig ville forlade mig; jeg forstod også, at jeg var en del af Hans legeme (Ef. 5,30).


Nu ser jeg, at vintræet ikke alene består af en rod, men af rod, stamme, grene, kviste, blade, blomster og frugt. Men Jesus er ikke alene alt dette. Han er også jorden, solskinnet, luften og regnen — ja, meget mere, end vi nogen sinde får brug for.


Åh, hvilken lykke det er at få øjnene op for sandheden! Jeg beder om, at dine øjne også må blive åbnet, så du kan se denne sandhed og opleve den glæde og rigdom, der uforskyldt er givet os i Kristus.


»Og jeg beder om, at vor Herres Jesu Kristi Gud, herlighedens Fader, vil give jer visdoms og åbenbarings ånd, så I vokser i jeres erkendelse af Ham, og at Han vil oplyse jeres hjertes øjne, så I forstår, hvilket håb Han kaldte jer til, hvor rig på herlighed Hans arv er iblandt de hellige, og hvor overvældende stor Hans magt er i os, som tror. Det er den samme vældige styrke, Han viste, da Han virkede i Kristus, opvakte Ham fra de døde og satte Ham ved sin højre hånd i den himmelske verden, højt over alle magter og myndigheder, kræfter og herskere og hvert navn, der nævnes kan, ikke blot i denne verden, men også i den kommende. Ja, alt lagde Han under Hans fødder, og Ham gav Han som hoved over alle ting til kirken, der er Hans legeme, fyldt af Ham, som giver alle al sin fylde.« (Ef. 1,17-23)


Det er vidunderligt virkelig at være ét med vores opstandne Frelser, at være en del af Kristus. Tænk over, hvad det indebærer. Kan Kristus være rig, mens jeg er fattig? Kan din venstre hånd være rig og din højre fattig? Kan dit hoved være velnæret, mens resten af kroppen er underernæret?


Kan en bankkasserer sige til en kunde: »Det var kun din hånd, der underskrev checken, så jeg kan kun udbetale pengene til din hånd, ikke til dig«?


Hvad betyder det ikke for vores bønsliv, at vi er ét med Kristus? Fordi vi er en del af Ham, vil bønner, der bedes i Hans navn — og ikke i vores eget — aldrig blive forkastet. Vi kunne selv bede om ting, der ikke stemmer overens med Skriften eller Guds vilje. Jesus ville aldrig gøre det. Så længe vi er i Kristus, beder vi derfor efter Hans vilje og i Hans navn. Da ved vi, at Gud hører os, og at vi allerede har fået det, vi beder om (1. Joh. 5,14-15).


Hvilen ved at være ét med Kristus

Den skønneste del — hvis man kan sige, at noget er skønnere end andet — er den hvile, som følger med at være ét med Kristus. Efter at jeg er kommet ind i denne hvile, er jeg ikke bekymret for noget, for jeg ved, at Han er mægtig til at fuldføre sin vilje, og Hans vilje er min. (Sl. 23)


Det betyder intet, hvor Han placerer mig, eller hvilke omstændigheder jeg står i. Det er Ham, der bestemmer, ikke mig. Det er ikke længere mig, der lever; Kristus lever i mig. Og det liv, jeg nu lever, lever jeg i troen på Jesus Kristus.


På den letteste plads vil Han give mig sin nåde, men også på den sværeste. Og Hans nåde er nok. Det betyder intet for min tjener, om jeg sender ham efter noget billigt eller noget meget værdifuldt. I begge tilfælde regner han med, at jeg giver ham de penge, han skal bruge.


Hvis Gud sætter mig et sted, hvor jeg er helt i vildrede, vil Han så ikke vejlede mig? Hvis Han placerer mig i vanskeligheder, vil Han så ikke give mig rigelig nåde? Jeg behøver ikke frygte, at Hans hjælp ikke vil være tilstrækkelig i nogen situation. Hans forsyninger er mine, for Han er min, og jeg er Hans. Han er hos mig, for Han bor ved troen i mit hjerte. Mit hjerte er helt i Jesus Kristus. Det er ikke længere delt, men helt og fuldt Hans.


Siden sandheden om den troendes enhed med Kristus gik op for mig i al sin fylde, har jeg oplevet kristenlivets sande glæde.


»For denne sags skyld bøjer jeg mine knæ for Faderen, og jeg beder om, at Kristus må bo ved troen i jeres hjerter, og at I må blive rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, så I sammen med alle de hellige kan fatte bredden og længden og højden og dybden og kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I kan fyldes med hele Guds fylde.« (Ef. 3,14-19)