J. Hudson Taylor.
Troen bliver ikke styrket ved, at vi stræber efter mere tro, men ved at vi hviler i tro på den trofaste. Som Jesus siger bliv i Mig (i Jesu tro)så bliver Jeg, Herren i dig. Det er ikke din egen teoretiske tro, dine egen forudfattede meninger og tanker. Kun troen på Jesus frelser dig og intet andet. Det er troen som HelligÅnden gør levende i dig der tæller. I dig selv er du død og uden mulighed for at forbedrer og opnå en større tro. Læs Heb. 11. Og tænk over det. Er din tro sådan. Da har du Jesu tro. Det hjælper dig ikke, at du hele tiden råber og beder om mere tro. Enten har Gud i Jesus Kristus givet dig den levende tro på Jesus Kristus eller også har du ikke troen. Man kan sagtens, et helt liv mene man tror uden man ejer den levende Guds tro. Stop op og mærk efter har du troen? Er du stadig i den? Jeg beder om, at dit øje må blive åbnet, så du kan se, hvilken rigdom der ufortjent er givet os i Kristus.
Den sidste måned har været den lykkeligste i mit liv. Måske skal jeg forklare det nærmere ved at gå noget tilbage i tiden Mit sind havde været stærkt bekymret de sidste 6-8 måneder. Jeg havde følt behov for hellighed og mere åndelig kraft i mit eget personlige liv og i vor mission. Min personlige mangel føltes tungest og størst. Jeg følte faren ved den synd, det er, ikke at leve sit liv helt i Guds nærhed. Jeg søgte mere tid til stilhed og læste flittigere i Bibelen. Jeg bad, kæmpede, fastede og tog beslutninger, men alt syntes virkningsløst. Hver dag, ja, næsten hver time overvældede bevidstheden om synd mig. Jeg vidste, at alt ville blive godt, bare jeg kunne holde fast ved Kristus, men jeg kunne ikke. Jeg begyndte dagen med bøn, fast besluttet på ikke at tage mit øje fra Ham et eneste øjeblik. Men lige lidt hjalp det, anstrengelserne var ved at slide mig op, og de store krav mit arbejde stillede, og de vedvarende forstyrrelser var så opslidende, at jeg ofte glemte Ham. Jeg ville, men kunne ikke. Under sådanne omstændigheder bliver ens nerver tyndslidte. Dette i forbindelse med det kinesiske klima gjorde, at fristelsen til at blive irriteret, dømme hårdt og sige ukærlige ord var svær at overvinde.
Hver dag følte jeg manglen på kraft: Jeg led konstant nederlag til trods for, at det var mit inderlige ønske at sejre, men hvordan? Jeg vidste det ikke.
Så kom spørgsmålet: Er der da ingen redning? Skal det være sådan hele livet? Stadige kampe og i stedet for sejr alt for ofte nederlag. Hvordan kunne jeg med oprigtighed prædike, at Jesus gav dem, der tog imod Ham, magt til at blive Guds børn, og vi får alt i Jesus Kristus, at Jesus Kristus har sejret i alt og vi er med sejrende i Ham, når jeg ikke selvoplevede det?
Min tro og mit håb blev svagere, og derved svækkedes min modstandskraft over for synden.
Jeg hadede mig selv, og jeg hadede min synd; alligevel vandt jeg ingen sejr over synden. Dog følte jeg, at jeg var et barn af Gud. Jeg håbede at Jesus Kristus stadig var mit levende håb. Hans Ånd i mit hjerte ville trods alt råbe: Abba, Fader! (Rom. 8:15-16), men at hæve mig op til min rettighed som et Guds barn formåede jeg ikke, jeg var hjælpeløs. Det gode som jeg vidste jeg skulle kunne jeg ikke. Jeg var efterstræbt, som et jaget dyr, uden hvile.
Jeg stræbte efter de Åndelige nådegaver. Og ønskede af hele hjertet gradvist, at gradvis til egne mig hellighed. Jeg ville leve som jeg prædikede. Vokse i troen, og stræbe efter Guds Hellighed, medens man arbejder på sin sjæls frelse, alt som Bibelen siger. Men jo mere jeg stræbte efter hellighed, jo længere syntes jeg at komme bort fra målet. Til sidst syntes alt håb ude, og jeg begyndte at tænke, at Gud måske slet ikke tillod os at få del i helligheden hernede. Måske ville Han på den måde gøre Himlen endnu mere attråværdig for os. Måske blev man først hel lig Gud, når man forlod dette dødens og syndens legeme, man var i. Jeg tænkte at det måtte vente til jeg blev iklædt det nye legeme.
Jeg tror ikke, jeg i egen kraft prøvede at opnå det, jeg stræbte efter; jeg vidste, at jeg var hjælpeløs. Jeg sagde det til Herren og bad Ham give mig hjælp og kraft. Jeg erfarede at. I mig selv er jeg død, uden kraft til at nå op til Herren. Om ikke Han ville række mig sin hånd til forløsning, så det håbløs ud.
Der var tider, hvor jeg troede, at Han ville holde mig oppe, men når aftenen kom, og jeg prøvede at se tilbage over dagen, var der kun synd og nederlag at bekende og sørge over ind for Guds ansigt. Som David også erfarede. Min synd stod mig altid for øje. At dette var min daglige erfaring i alle disse lange, opslidende måneder, vil jeg dog ikke sige, men det var en for hyppig tilstand for sjælen, og den førte ind i den dybeste fortvivlelse og håbløshed.
En sørgelig mangel på kraft.
Trods dette var Kristus mere dyrebar for mig end nogen sinde før. Han var en Frelser, der kunne og ville tage imod en synder som mig. Der var stunder med fred og glæde i Herren, men de var kortvarige, og selv i de bedste var der en sørgelig mangel på kraft. (Indskudt bemærkning) man kan sammenligne dette med et stykke vådt håndsæbe, som man af al magt forsøger at samle op, lige som man tror man har fat i det, smutter det ud af fingrene på en. Man kan jo nok se hvordan sæben ser ud, man ved også hvad det skal bruges til, og hvordan det virker, man ved også hvor det hører hjemme. Men det er umuligt at få det til at blive på sin plads, det glider ud af hænderne på en. Citat slut.
Hvor var Herren dog god, da Han bragte konflikten til ophør.
Jeg havde hele tiden været overbevist om, at alt, hvad jeg behøvede, fandtes i Kristus, og at det kun var et spørgsmål om, hvordan jeg kunne gribe det. Han var i sandhed rig, og jeg fattig. Han var stærk, og jeg svag. Jeg var overbevist om, at der i roden og stammen var rigelig kraft, men hvordan den kunne tilflyde mig spinkle gren, var endnu ikke gået op for mig.
Jeg så, at troen var den eneste forudsætning for at tilegne mig Hans fylde og helt gøre den til min, (heb.11.)men jeg havde ikke den tro. Jeg kæmpede for at få den, men den kom ikke. Jeg anstrengte mig til det yderste, men alt var forgæves. Klarere og klarere så jeg den vidunderlige nåde, der er gemt til os i Jesus og Hans fuldbragte værk, hele vor vidunderlige Frelsers fylde, og dog syntes min hjælpeløshed og min skyld at vokse fra dag til dag.
Synden, jeg begik, syntes at svinde ind ved siden af den største af alle synder, min vantro. Det var den, der var årsag til hele min tilstand, det var den, der ikke kunne og ikke ville tage Gud på ordet, men snarere gjorde Gud til en løgner. Jeg følte, at vantro var den mest fordømte synd i verden, og det prædikede jeg også for andre, og så lå jeg selv under for den. Jeg bad om tro, men den udeblev, hvad skulle jeg dog gøre?
Vil lige kort sige. Vantro er alt hvad du kan sætte et mis og mon foran, hvad angår Guds rige. Mistro, mistænksom hed, misfornøjethed og mon nu også gud har sagt sådan, mon Guds løfter og ord gælder for mig mon det holder. osv.
Vor enhed med Kristus.
Da min sjæls, ånde var på sit yderste, og mørket var ved at opsluge mig, modtog jeg et brev, som viste mig at, størst af alt er kærligheden.. En sætning i dette brev blev brugt til at fjerne skællene fra mine øjne, og Guds Ånd åbenbarede sandheden om vor enhed med Kristus på en måde, som jeg aldrig før havde oplevet.
Min ven, der var blevet prøvet i lighed med mig, men som havde fået lys over Ordet, skrev: Hvordan bliver troen styrket? Ikke ved at vi stræber efter mere tro, men ved at vi hviler i tro på den trofaste. Da jeg læste det, så jeg det hele. Er vi utro, forbliver Han dog tro; fordi, fornægte sig selv kan Han ikke 2. Tim. 2:13. Jeg så hen til Jesus, og medens jeg så, fyldtes mit sind med glæde og jubel. Han har jo sagt: Jeg vil aldrig slippe dig og aldrig forlade dig. Hebr. 13:5. Hvilken hvile! Jeg havde stræbt forgæves efter hvilen i Kristus, nu ville jeg ikke stræbe mere, for jeg havde jo Hans ord for, at Han ville blive hos mig.
Men det var ikke det eneste, jeg fik øjnene op for. Medens jeg tænkte på vintræet og grenene, kastede den velsignede Helligånd lys ind over min sjæl. Jeg så, hvor stor en fejltagelse det havde været, at jeg ville have sikkerhed for, hvordan jeg fik kraften fra Ham. Ikke alene havde jeg løftet om, at Jesus aldrig ville forlade mig, men jeg forstod, at jeg var en del af Hans legeme (Ef. 5:30).
Vin træet, ser jeg nu, består ikke af rod alene, men af rod, stamme, grene, kviste, blade, blomster og frugt. Men Jesus er ikke alene alt dette, Han er også jorden, solskinnet, luften og regnen, ja, meget mere end vi nogen sinde får brug for. Åh! Hvilken lykke at få øjnene op for sandheden. Jeg beder om; at dine øjne også må blive åbnet, så du må se denne sandhed og opleve den glæde og rigdom, der uforskyldt er givet os i Kristus.
»Og jeg beder om, at vor Herres Jesu Kristi Gud, herlighedens Fader, vil give jer visdoms og åbenbarings Ånd. Så I vokser i jeres erkendelse af Ham, og at Han vil oplyse jeres hjertes øjne, så l forstår, hvilket håb Han kaldte jer til, hvor rig på herlighed Hans arver iblandt de hellige, og hvor overvældende stor Hans magt er i os, som tror. Det er den' samme vældige styrkes indgriben, hvormed Han virkede i Kristus, da Han opvakte Ham fra de døde og satte Ham ved sin højre hånd i den himmelske verden, højt over alle magter og myndigheder og kræfter og herskere og hvert navn, der nævnes kan, ikke blot i denne verden, men også i den kommende; ja, alt lagde Han under Hans fødder, og Ham gav Han som hoved over alle ting til kirken, der er Hans legeme, fyldt af Ham, som giver alle al sin fylde« Ef. 1:1!-23.
Det er vidunderligt virkelig at være et med vor opstandne Frelser; at være en del af Kristus. Tænk, hvad det indebærer. Kan Kristus være rig, og jeg fattig? Kan din venstre hånd være rig og din højre fattig? Kan dit hoved være velnæret og resten af din krop underernæret? Kan bankkassereren sige til kunden: Det var kun din hånd, der underskrev checken, så jeg kan kun udbetale pengene til din hånd, ikke til dig selv? Hvad vil det ikke betyde i vort bønneliv, at vi er et med Kristus? Fordi vi er en del af Ham, vil de bønner, der er opsendt i Hans navn - ikke i vort eget, aldrig blive forkastet. Selv ville vi måske bede om ting, der ikke er i overensstemmelse med Skriften og Guds vilje - Jesus ville aldrig gøre det. Derfor -:- så længe vi er i Kristus, beder vi efter Hans vilje og i Hans navn, og da ved vi, at Gud hører os, og at vi allerede har det, vi beder om (1. Johs. 5:14-15).
Hvilen ved at være et med Kristus.
Den skønneste del, hvis man kan tale om, at noget er kønnere end andet, er den hvile, som det at være et med Kristus giver. Efter at jeg er kommet ind i den hvile, er eg ikke bekymret for noget, for jeg ved, at Han er mægtig til at fuldføre sin vilje, og Hans vilje er min. Salm.23. Det betyder intet, hvor Han placerer mig, og hvordan omstændighederne er. Det er Ham, der bestemmer og ikke mig. Det er ikke længere mig der lever men Jesus Kristus lever i mit sted. Og det liv jeg nu lever, lever jeg i troen på Jesus Kristus.
På den letteste plads vil Han give mig sin nåde, men også på de sværeste; og Hans nåde er nok. Det betyder intet for min tjener, om jeg sender ham efter noget, der er billigt eller efter noget meget værdifuldt. I begge tilfælde regner han med, at jeg giver ham de penge, han skal bruge. Sætter Gud mig på en plads, hvor jeg er helt i vildrede, vil Han så ikke vejlede mig? Placerer Han mig i besværligheder, giver Han megen nåde. Jeg behøver ikke at frygte for, at Hans hjælp ikke vil være tilstrækkelig i enhver situation. Hans forsyninger er mine, for Han er min, og jeg er Hans. Han er hos mig, for Han bor ved troen i mit hjerte. Fordi. Mit hjerte er helt i Jesus Kristus. Mit hjerte er ikke længe delt, det er en helhed i Jesus Kristus.
Siden denne sandhed om den troendes enhed med Kristus er gået op for mig i al sin fylde, har jeg oplevet kristenlivets sande glæde.
For denne sags skyld bøjer jeg mine knæ for Faderen, og jeg beder om, at Kristus må bo ved troen i jeres hjerter, og at I må blive rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, så at Isammen med alle de hellige må kunne fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I kan fyldes med hele Guds fylde. Ef. 3:14-15 og 17-19.
