Vi skal ikke være meget hjemme i det kirkelige landskab og i kirkehistorien for at se hvor nemt trosbekendelsen har ved at blive skille vægge mellem kristne. Og så bliver det som regel «krig». Vi kan vel slå fast at skillevægge mellem kristne kun stammer fra den onde. Derfor er kristen enhed så vigtig. Men vi må have en klar bekendelse. Både vi selv og andre må vide hvad vi tror på. Hvordan ser den trosbekendelse ud som ikke sætter skæl mellem kristne? Vi må finder svaret i Bibelen. Johannes udtrykker det sådan her «Hver ånd som bekender at Jesus Kristus er kommet i kød og blod, er af Gud.» Paulus siger: «Men vi forkynder en korsfestet Kristus.» Her er vi ved kærnen. Vi mennesker fore tog en offerhandling i ca. år 30 e.Kr. Det skete på et sted som heder Golgata, uden for Jerusalems murer.
Offerlammet var Jesus, Messias, Marias søn, og Guds søn. Offerblodet blev båret ind i Himmelen og blev en soning for alle verdens synder. Alle som tager imod denne forsoningen, tager imod tilgivelse for al synd og bliver født på nyt. De bliver Guds børn. Er vi Guds børn, har vi samme Far og er retmæssigt set søskende. Hvad mere skal det til? Gud oplyser os alt efter hvor meget, vi åbner os for hans Ånd, og vi må lægge vind på at få så klart lys som mulig og søge efter at forstå Guds ord. Men det Jesu liv vi modtager. Ofringen, og modtagelsen her af, på Golgata er fuldt ud grundlaget både for vår frelse og vort kristne fællesskab. På det grundlag kan vi samarbejde over alle kirkelige, etniske og nationale grænser.
Mener nogen at dette grundlaget er for svagt, vil jeg spørge. Hvis dette grundlag er stærkt nok til at komme ind i Himmelen på, skulle det ikke da være stærkt nok til at bygge det kristne fællesskab på? Her kommer bekendelsen først. Det er helt sikkert ikke et tilfælde. Troen i hjertet er en urokkelig overbevisning, som kun Gud kan skabe.
Men, det er vores ansvar at bekende med vores egen mund. Når vi bekender den tro på Jesus som vi ikke mærker noget til, sker det et mirakel i vort hjerte. Da gør vi som Gud, for det står at Han byder, det som ikke er, at blive til», Rom. 4, 17. Når vi bekender, taler vi tro. Da skabes troen. Jeg går ud fra at du ikke bevist forsøger at skjule noget for Gud eller er ulydig på noget punkt, men er ærlig over for Gud. Det at vi bekender vore synder, er som bekendt be tingelsen for at Gud skal tilgive og rense os fra al uretfærdighed, mod Ham. Jeg tror at det de fleste som ikke har frelsesvished sidder fast i, er at de vil have oplevelsen før de bekender sin tro på Jesus. Nogen har sagt, at tro på Jesus er som at springe ud på 70.000 favnes dyb. For de fleste er det ikke så dramatisk. Det er bare dette at bekende at man har noget som man ikke kan se at man har. Først når du og jeg be kender, får en prøve smagning på det. Men det er mange måder dette sker på. Nogen har sagt: «Herre, nu vil jeg ikke gøre nogen ting mere. Jeg har prøvet alt, nu over lader jeg resten til dig.»
Det er vidunderlig bare at lægge sig til hvile i Fars favn. En har sagt: At være en kristen, er ikke at tage sig sammen, men at falde sammen.» Jeg tror det er vigtig for os alle at vi en eller anden gang bevist overlader vore liv i Jesu hænder, inviterer Jesus ind i vore hjerter og bekender at vi tror på Jesus og det han gjorde for os på Golgata. Selv børn som vokser op i tro på Jesus, bør få anledning til det. Da kan vi senere klynge os til Jesu ord: «Den som kommer til mig, vil jeg ikke støde bort.» Som du skønner, kan jeg ikke slå af på dette, vi både kan og bør få vished om barnekåret hos Gud.
At afkorte målestokken, løser ikke nogens problem. Jeg kan ikke give nogen opskrift på hvordan vi skal møde Gud ud over det jeg allerede har sagt, og heller ikke sige hvor stærk denne oplevelse skal være. Men jeg tror ikke Gud vil vi skal leve et teoretisk kristenliv, men få lov til selv, personlig at erfare, at Gudslivet pulserer. Uanset hvad har vi alt det Jesus har gjort for os på Golgata, at se på og holde fast i. Det Jesus har gjort, har Jesus gjort i Guds kærlighed for dig og mig. Vi har også alle de gode løfter fra Gud af, i vores Bibel står de, og er fuldt ud troen værdig, fast urokkeligt står Gud ved Sine ord, så vi kan holde fast, om vi vil. Nemlig i Guds Ord.
Det er ikke Guds mening vi skal leve i halvt lys hele livet. Ofte ser vi tilbage på de gode gamle dage, hvor alt jo så ud som om det var lysere. Selvom vi nok bare har glemt de tunge timer. Vi kommer ikke ud af mørket ved at søge efter de gamle oplevelser, men ved at tage Guds løfter frem. Og løfte vore øjne op mod Himmelen hvorfra al vor hjælp kommer, til Guds rette tid og på Hans udvalgte sted.
Nu når jeg skriver om udvalgte, så er der rigtig mange kristne der ikke rigtig kan finde ud af dette. Som om ikke alle skulle frelses? Er Jesus da ikke hele verdens frelser? Og så snakkes der om de særlig få udvalgte? Jeg ser meget enkelt på dette med udvælgelse, af de få, os som blev frelste, og født på ny. Jeg tror det er som når vi indbyder til bryllup. Da sætter vi os ned og vælger dem ud som vi vil indbyde, (vi kan ikke indbyde hele byen). Når vi har sat en liste op over dem vi vil indbyde, sender vi en indbydelserne ud, til hver enkelt som står på listen, altså de udvalgte. De som får indbydelsen kan med en gang se at de er blandt de udvalgte. Da er det op til dem som får indbydelsen om de vil være med til brylluppet eller ikke. Du er vel ikke i tvivl om at du har fået indbydelse til Lammets bryllup? Da er du blandt de udvalgte.
Det er op til dig at sige ja tak, eller nej tak.
