LINK
“Sig mig, hvordan gik det til, at du blev omvendt?”
Den gamle fisker rettede sig op og så på præsten, men det var alligevel, som om han så langt forbi ham. Han gjorde ikke mine til at sige noget. Der var noget godt, noget ædelt over det grove ansigt. Man kunne se, at han dvælede ved lyse minder.
“Er det meget længe siden?”
“Ja, det er længe siden,” svarede den gamle fisker i en halvt fraværende tone. “Tredive år eller deromkring.”
“Hvordan gik det til?”
“Ja, hvordan var det nu, det gik til? Det gik underligt til. Det var ved en prædikant!”
“Ved en prædikant? Men det var da meget unaturligt for dig — en fisker og en prædikant?”
“Nej, hr. pastor, det var meget naturligt!”
“Hvor hørte du prædikanten?”
“Jeg hørte ikke prædikanten. Jeg så ham.”
“Så du ham?”
“Ja. Jeg så ham hver dag.”
“Hver dag?”
“Ja, hver dag så jeg prædikantens liv. Jeg var jo sammen med prædikanten. Jeg havde hørt mange prædikener, men dem brød jeg mig ikke om. De prædikener, man lever sammen med dagligt, det er dem, der duer!”
“Hvilken prædikant levede du da sammen med?”
“Det var min afdøde kone.”
Min kone og jeg var omtrent lige gamle. Vi var begge heftige af natur, og det kunne ofte føre til skarpe sammenstød. Men så blev hun omvendt, sagde man. Det mærkede jeg ikke noget til, bortset fra i den første tid. Så blev det let igen, ligesom før.
Hun gik til møder, læste og bad derhjemme og prædikede for mig om min ugudelighed. Hun sagde, at jeg måtte omvende mig. Nu og da tørnede vi sammen som før. Jeg gjorde nar ad hende og syntes ikke meget om hendes gudelighed. Det kunne hendes kristendom ikke holde til, og så var striden i fuld gang. Bagefter græd hun, men det rørte ikke mig.
“Vil du aldrig omvende dig til Jesus?” spurgte hun en dag, da hun kom hjem fra et møde.
“Til hvad?” spurgte jeg.
“Til et nyt liv.”
“Til et nyt liv?”
“Ja,” svarede hun med al skrøbelighed og ydmyghed.
“Så vil jeg ikke have noget nyt liv,” sagde jeg, “for jeg vil ikke være som dig!”
“Du skal ikke se på os, Jens,” sagde hun. “Vi er skrøbelige mennesker og bliver aldrig anderledes. Du skal se på Gud!”
“Jeg kan ikke se Gud,” sagde jeg. “Men jeg kan se dig og din kristendom, og den bryder jeg mig ikke om.”
Men så en aften kom hun hjem fra et møde, og den aften blev jeg næsten bange for hende. Hendes ansigt var ligblegt. I flere dage sagde hun ikke noget, men gik stille omkring. Jeg var bange for, at der var noget i vejen med hendes hoved.
Så en dag, da jeg sad inde og lavede fiskenet, kom hun ind og satte sig ved siden af mig. Hendes øjne strålede med en sådan glans, at jeg ikke kunne holde ud at se på hende. Hun greb min hånd og sagde:
“Jens, jeg har bedt Gud om tilgivelse.”
“For hvad?”
“Fordi jeg har vanæret hans navn. Og jeg vil også bede dig om tilgivelse.”
Jeg havde aldrig i mit liv været så flov og følt mig i så stor pine. Havde hun bebrejdet mig noget, havde det været meget bedre. Men fra den dag af var min kone død — død fra synden, forstår du, hr. pastor.
“Ja vel. Men sig mig, Jens: Kom det iltre og heftige sind ikke igen?”
“Jeg gjorde, hvad jeg kunne, for at pirre og ægge hende, men hun havde fået en ny kraft, en ånd med en natur, jeg aldrig før havde set. Det var, som om verden og hun selv var døde. Som om hun var skjult af en himmelsk magt. Hun havde et panser omkring sig, som mit onde sind og væsen ikke kunne bryde igennem.
Det var svært, hr. pastor. Du kan tro, det var svært for et ondt og urent menneske dagligt at se ind i et ansigt, hvor der hvilede et helligt lys af fred og glæde. Jeg blev mere og mere ond. Til sidst følte jeg, at jeg hadede hende. Jeg hadede den Gud, som boede i hende, fordi han dømte mig ved at knuse mig med min kones rene, kristne kærlighed.
Det var kristendom, hr. pastor. Det kunne jeg forstå. Hun behøvede ikke at prædike. Hun var selv en prædiken, og hun omvendte mig til Gud.”
%20-%20Kopi.jpg)