Sig mig. Hvordan gik det til at du blev omvendt?
Den gamle fisker rettede sig op og så på Præsten, men det var alligevel, so om han så langt forbi ham. Han gjorde ikke tegn til at, sige noget. Der var noget godt, Noget ædelt, over det grove ansigt. Man kunne se, han dvælede ved de lyse minder. Er det meget længe siden. Ja det er længe siden, svarede den gamle fisker, I en halvt fraværende tone. 30år eller deromkring. Hvordan gik det til? Jae hvordan var det nu det gik til! Det gik underligt til. Det var ved en prædikant! Ved en Prædikant? Men det var meget unaturligt, dig, en fisker og en prædikant? Nej, Hr. Pastor, det var meget naturligt! Hvor hørte du den prædikant? Jeg hørte ikke Prædikanten, jeg så ham. Så du ham? Ja. Jeg så ham hver dag. Hver dag? Ja, hver dag så jeg prædikantens liv, jeg var jo sammen med prædikanten. Jeg havde hørt mange prædikener, men dem brød j eg mig ikke om. De Prædikener. man lever sammen med daglig, det er det, der duer! Hvilken prædikant levede du da ammen med? En rå fisker og en prædikant Hvad var dette her dog for noget, ret underligt og uforståelig?
Det var min afdøde kone. Min kone og jeg var omtrent lige gamle. Vi var heftige af naturen begge to, det kunne ofte komme til skarpe sammenstød. Men. Så blev hun omvendt, sagde man. Men, det mærkede jeg ikke noget til, undtagen i den første tid, så blev det let igen lige som før. Hun gik til møder, læste og bad hjemme og prædikede for mig om min ugudelighed og sagde, at jeg måtte omvende mig. Nu og da tørnede vi sammen som før. Jeg gjorde nar ad hende, jeg syntes ikke meget om hendes Gudelighed. Det kunne hendes kristendom ikke holde til, og så var striden i fuld gang. bagefter græd hun, men det rørte ikke mig.
Vil du aldrig omvende dig til Jesus? spurgte hun en dag,, da hun kom fra et Møde. Til hvad? Spurgte jeg. Til et nyt liv? Ja. Svarede hun, i al skrøbelighed/ydmyghed.
Da vil jeg ikke have noget nyt liv, sagde jeg, fordi, jeg vil ikke være som du! Du skal ikke se på os, Jens, sagde hun. Vi er skrøbelige mennesker og bliver, aldrig anderledes. Du skal se på Gu d! Jeg kan ikke se Gud, sagde Jeg. Men, jeg kan se dig, og din kristendom og den bryder jeg mig ikke om. Men så en aften kom hun fra et møde, og den aften blev jeg næsten bange for hende. Hendes Ansigt var ligblegt. I flere dage sagde hun ikke noget, men gik stille omkring, og jeg var bange for, at der var noget i vejen med hendes hoved. Så en dag, da jeg sad inde og lavede fiskenet, kom hun ind og satte sig ved siden af mig. Hendes øjne strålede med en sådan glans, at jeg ikke kunne tåle at se på hende. Hun greb min hånd og sagde. Jens. Jeg har bedt Gud om tilgivelse. For hvad?
Fordi jeg har vanæret hans Navn. Jeg følte mig godt nok meget ilde til mode. Og jeg vil også bede dig om tilgivelse. Jeg havde aldrig i mit liv været så flov, og i så stor pine. Havde hun bebrejdet mig noget, så havde det været meget bedre. Men, fra den dag af, var min kone død. Død fra synden forstår du Hr. Pastor. Ja vel. Men sig mig Jens. Kom det iltre og heftige sind ikke igen? Jeg gjorde hvad jeg Kunne, for at pirre og ægge hende, men hun havde fået, en ny kraft, en Ånd med en natur, jeg aldrig før havde set. Det var som om verden og hun selv var død. Som Om hun var gemt af en Himmelsk magt. Han havde et panser om sig, som mit onde sind og væsen ikke kunne bryde igennem.
Det var svært, Hr. Pastor. Du kan tro det var svært for et ondt og urent menneske at gå daglig og se ind i et ansigt hvori der hvilede et helligt lys af fred, og glæde. Jeg blev mere og mere ond. Til sidst følte jeg, at jeg hadede hende Jeg hadede den Gud, som boede i hende. Fordi. Han dømte mig. Ved at knuse mig med min kones rene kristne kærlighed.
Det var Kristendom, Hr. Pastor, det kunne jeg forstå. Hun behøvede ikke at prædike, hun var selv en prædiken, og omvende mig til Gud.
