Translate

INFO JESUS LIVET

Aktiver din tro

    LINK Aktivér din tro Jan Lund Nissen I kraft af Jesus har du fået Den Hellige Ånd i dig. Jesus bor i dig gennem din tro. Jesus siger, at...

Søg i denne blog

tirsdag den 13. maj 2025

TROENS LOV

    






 
LINK

»Hvad bliver der så af vor ros? Den er udelukket. Ved hvilken lov? Ved gerningernes? Nej, ved troens lov.« Rom. 3:27.


Da jeg for nylig gjorde en ny opdagelse i Guds levende ord, gik det op for mig, at udtrykket »troens lov« må have en dybere betydning, end vi almindeligvis regner med. Ordet »lov« trådte tydeligt frem for mig. Jeg så, at det ikke blot kunne betyde troens kendsgerning eller frugt, men også måtte være et udtryk for troens natur — for det princip, troen virker efter.


Når vi taler om tyngdeloven eller lovene for kemiske forbindelser, ved vi, at udtrykkene dækker over mere end de enkle kendsgerninger om deres eksistens. Vi tænker på loven bag kendsgerningerne: principperne, der styrer dem, og som de virker efter. Loven bag en kendsgerning er den egentlige magtfaktor.


Opdagelsen af tyngdeloven var stor. Men uden en yderligere opdagelse af lovens principper ville den ikke have revolutioneret verden i samme grad. Indtil disse principper blev opdaget, var den mægtige styrke, der lå gemt i tyngdeloven, forholdsvis nytteløs. Den kunne ikke udnyttes i praksis.


Her beskæftiger vi os ikke med troens læresætninger; dem overlader vi til teologerne. Det, vi har brug for, er at blive klar over de praktiske love i det åndelige liv, så vi kan bruge dem i vores daglige kamp mod verden og dens ånd.


Fremskridt inden for videnskab og forskning betyder, at ting i den synlige verden, som tidligere var utilgængelige eller uforklarlige, bliver flyttet over til et område, hvor deres virkning kan konstateres, og hvor kræfterne i dem bliver tilgængelige for praktisk anvendelse.


Noget lignende kan ske i den åndelige verden. I de senere år er vi i stadig stigende grad blevet præsenteret for troens kendsgerninger. Vi har set trosmissioner, troshjem, trosgerninger og helbredelser ved tro. Menigheden har efterhånden lært, at tro er en virkelig og mægtig åndelig kraft, som skaber resultater og gør det muligt at beherske situationer på en måde, der ikke kan forklares. Disse kendsgerninger må ses i lyset af en faktisk troslov, som virker med uimodståelig og uundgåelig sikkerhed på alle livets områder.


»Han sagde til hende: ‘Datter, din tro har frelst dig. Gå bort med fred, og vær helbredt for din plage!’« Mark. 5:34.


»Han sagde til ham: ‘Stå op og drag bort. Din tro har frelst dig!’« Luk. 17:19.


»Han sagde til kvinden: ‘Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!’« Luk. 7:50.


»Da rørte han ved deres øjne og sagde: ‘Det skal ske jer, som I tror.’« Matt. 9:29.


Disse udtalelser fra Jesus er velkendte. Vi har mange gange gentaget de dyrebare ord: »Det skal ske jer, som I tror« — både for os selv og for andre. Har vi ikke i alt for høj grad betragtet dem som en magisk formel, uden nogen lov bag sig og derfor uden sikkerhed? Har vi ikke mere eller mindre set troen som en magisk faktor, vi ikke helt kunne stole på — måske virkede den, måske ikke?


Har trosgerninger ikke altid haft et forsøgspræget præg, selv for de mest åndelige? Når vi betragter et lykkeligt udfald med forbavselse og beundring, viser det så ikke, at vi endnu næppe har forstået sandheden: at troens lov ikke er forbundet med forsøg eller usikkerhed?


Da Jesu disciple undrende spurgte, hvorfor figentræet var visnet med det samme, svarede han dem: »Sandelig siger jeg jer: Hvis I har tro og ikke tvivler, vil I ikke alene kunne gøre dette med figentræet, men også sige til dette bjerg: ‘Løft dig op og kast dig i havet,’ så skal det ske. Alt, hvad I beder om i jeres bøn, skal I få, hvis I tror.« Matt. 21:21-22.


Den tro, der beskrives her, rummer ingen antydning af forsøg eller usikkerhed. Den udtrykker et ubøjeligt princip: en troens lov, som nødvendigvis virker, hvor og når den bliver anvendt. Selv bjerge kan ikke modstå denne lov. Jesus sagde: »Hvis I havde tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: ‘Ryk dig op med rode og plant dig i havet,’ og det skulle adlyde jer.« Luk. 17:6.


Da disciplene spurgte Jesus, hvorfor de ikke kunne uddrive den onde ånd, svarede han dem: »Fordi I har så lidt tro. Sandelig siger jeg jer: Hvis I har tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg: ‘Flyt dig herfra og derhen,’ så skal det flytte sig. Intet vil være umuligt for jer.« Matt. 17:20.


Alle disse forbløffende påstande kommer fra Jesu egne læber. De må rumme en dybere sandhed, end vi kristne hidtil har forstået. Ellers ville resultaterne på troens område ikke være så få og små, som de er. Jeg tror, Kristus her viser os en vældig og uimodståelig åndelig lov, som er uløseligt forbundet med Guds natur. Enhver, der er født af Gud og har del i hans guddommelige natur, har også del i denne lov, efter det mål af tro, Gud har tilmålt os. (Rom. 12:3).


Ligesom tyngdeloven er en lov i den synlige verden, forbundet med ting, vi kan tage og føle på, og virker ufejlbarligt og konstant, er troen en lov i Åndens verden. Den er forbundet med det åndelige, og dens virkning er lige så ufejlbarlig og konstant som tyngdelovens. Når Kristus i Mark. 9:23 siger: »Alt er muligt for den, der tror«, fastslår han derfor ikke blot en forunderlig kendsgerning, men åbenbarer også en mægtig lov. Vi ved, at alt er muligt for Gud. Her fortæller Jesus os, at alt også er muligt for os, hvis blot vi tror.


Ingen påstand kunne være mere præcis eller utvetydig. Derfor er det af største betydning for os at opdage den lov, troen virker efter. Ellers bliver vi ikke i stand til at forstå og bruge denne åndelige kraft, som ifølge vores Herre Jesus er vores fødselsret. For at få en bedre forståelse af, hvad tro virkelig er, vil vi først prøve at blive klar over, hvad den ikke er.


Mange betragter tro som noget, Helligånden har virket i sjælen som svar på en kæmpende bøn. De mener, at de er kommet i en særlig begunstiget stilling, hvor de kan modtage gaver fra Gud. Nogle ser tro som en passende sindsstemning, der får Gud til at være tilfreds med os. Andre betragter tro, som om den var en genstand, de havde modtaget som svar på en kæmpende bøn — en håndgribelig virkelighed, der så at sige var til at tage og føle på. De opfatter tro som en slags åndelig brugsgenstand, indpakket og mærket »tro«, som de kan opbevare i hjertet og bruge som en mønt til at købe Guds gaver for.


På mange måder er emnet »tro« ofte blevet blandet sammen med mystik, så det ikke siger et fornuftigt menneske noget i hverdagen. Det er, som om troen ligger højt over almindelige mennesker og kun kan opnås af dem, der har særlige evner, en stærk personlighed eller lever i konstant bøn og faste. Som om tro kunne opnås gennem gerninger og ceremonier.


Sandheden er, at tro hverken er mere eller mindre end tillid. Vi tror på os selv, når vi har tillid til os selv. Vi tror på en ven, når vi stoler på vedkommende. Vi tror på en bank, når vi har tillid til den. Tro i bibelsk betydning er ganske enkelt at have tillid til Gud. At tro på et menneske og at tro på Gud er i princippet det samme. Forskellen ligger alene i, hvem vi tror på. Tro på mennesker knytter os til menneskeheden og gør os til ét med den. Tro på Gud knytter os til guddommen og gør os til ét med ham.


»Når vi godtager menneskers vidnesbyrd, er Guds vidnesbyrd større. Guds vidnesbyrd er dette, at han har vidnet om sin søn. Den, der tror på Guds søn, har vidnesbyrdet i sig selv. Den, der ikke tror Gud, har gjort ham til en løgner, fordi han ikke har troet på det vidnesbyrd, Gud har givet om sin søn.« 1. Joh. 5:9-10.


Tro er derfor ikke noget, vi kan se, berøre eller tage frem og bruge. Den er ikke en særlig nåde eller en begunstiget stilling. Der er intet mystisk eller indviklet forbundet med tro. Det er ganske enkelt at stole på Gud. At gøre brug af troen er ikke andet end at anvende den samme evne til at tro på Gud, som vi bruger over for mennesker.


Der findes heller ikke forskellige slags tro. Mennesker taler om følelsesmæssig tro, levende tro, frelsende tro, forstandsmæssig tro, opdigtet tro og død tro.


Det er spild af ord. Enten har jeg tillid, eller også har jeg ikke. Hvis jeg har tillid, har jeg tro. Hvis jeg ikke har tillid, har jeg ikke tro. Så enkelt er det.


Der er to bibelske eksempler, som gør troen helt enkel. »I tro fatter vi, at verden er blevet skabt ved Guds ord, så det synlige blev til af det, vi ikke kan se.« Hebr. 11:3.


»Derfor skete det ved tro, for at det kunne være af nåde, så løftet kunne stå fast for hele slægten — ikke alene for den, der er af loven, men også for den, der har Abrahams tro. Han er jo fader til os alle, som der står skrevet: ‘Jeg har sat dig til fader for mange folkeslag.’«


»Over for Gud, som han troede på — Gud, der gør de døde levende og nævner det, der ikke er, som om det var — troede han med håb, selv da håbet syntes ude, så han blev fader til mange folkeslag, sådan som det var sagt: ‘Således skal dit afkom være.’ Uden at blive svækket i troen så han på, at hans eget legeme allerede var udlevet — han var nær ved hundrede år — og at Saras moderliv var udlevet. Han tvivlede ikke i vantro på Guds løfte, men blev styrket i troen og gav Gud æren, fuldt overbevist om, at det, Gud havde lovet, havde han også magt til at gøre. Derfor blev det også regnet ham til retfærdighed.« Rom. 4:16-21.


I den første henvisning gives der udtryk for visheden om, at verden er blevet skabt ved Guds ord, fordi Gud siger, at sådan skete det. Vi tror ham på hans ord uden at spørge efter andre beviser. Vi var ikke selv til stede, da verden blev skabt, og vi kender ingen, der så det. Men Gud siger det, og vi tror ham. Det er tro.


Afsnittet i Romerbrevet udtrykker en lignende vished, men her handler troen om noget fremtidigt i modsætning til noget, der allerede er sket. Abraham er Bibelens forbillede på tro. Gennem hele Bibelen henvises der igen og igen til ham. Hvad gjorde Abraham? Han troede ganske enkelt på Gud, da Gud fortalte ham, at han skulle få en søn. Abraham havde intet synligt bevis og intet håb ud fra menneskelige forudsætninger. Han troede med håb, selv da håbet syntes ude. Gud havde sagt det, og Abraham valgte at tro ham. Derfor siges det om ham: »Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.« Rom. 4:3.


Troens lov består ganske enkelt af to ting: overbevisning om Guds vilje og fuldstændig tillid til, at denne vilje nødvendigvis vil blive fuldbyrdet. Der er to afsnit, som efter min mening tydeligt viser os, hvordan denne lov fungerer.


»Dette er den tillid, vi har til ham: Når vi beder om noget efter hans vilje, hører han os. Og når vi ved, at han hører os, hvad vi end beder om, ved vi også, at vi allerede har fået det, vi bad ham om.« 1. Joh. 5:14-15.


»Jesus svarer og siger: ‘Hav tro til Gud!’ (Ordret oversat fra græsk: ‘Hav Guds tro.’) Sandelig siger jeg jer: Den, der siger til dette bjerg: ‘Løft dig op og kast dig i havet,’ og ikke tvivler i sit hjerte, men tror, at det, han siger, vil ske, skal få det opfyldt. Derfor siger jeg jer: Alt, hvad I beder om og bønfalder om, skal I tro, at I har fået, så skal I få det.« Mark. 11:22-24.


Læg mærke til, hvordan disse vers beskriver troens proces eller troens lov. Her får vi påbud om at have den samme tro, som Gud har — Guds tro. Det, Gud ønsker, bliver naturligvis fuldført helt og fuldt uden vaklen. Det ved han selv, og det bør vi også vide. Vi kan derfor frimodigt sige: »Han talte, så skete det; han bød, så stod det der.« Sl. 33:9.


I det ene afsnit tales der om at »bede«, i det andet om at »sige«. Jeg tror, at disse to ord kan bruges i flæng i denne sammenhæng, og at troens bøn i virkeligheden også er en befaling: Vi skal tale i tro, og så bliver det sådan. Med munden bekender vi os til frelse. Det må også gælde, når vi taler i tro. Med munden bekender vi tro over situationen. Men det må være tro i overensstemmelse med Guds vilje — ikke vores egne ønsker og begær, men Guds.


Gud talte, og det skete. Vi, som er født af ham, må også tale, og så skal det ske. Det er det, Jesus mener, når han siger: »Hav Guds tro!« Vor tro må være af samme natur som Guds tro, efter den del, der er tilmålt os. Rom. 4:17 beskriver Guds tro sådan: Gud gør de døde levende og nævner det, der ikke er, som om det var.


Gud ser bort fra det synlige og nævner det, der ikke er, som om det var. Vi spørger ofte, om det nytter at tro, fordi det så ofte er mislykkedes for os. Der skete ikke noget. Vi så ikke noget resultat. Vi ser tilbage på vores nederlag, fordi vi ikke havde Guds tro i hjertet. Men Gud ser ikke på det, der engang var. Han ser på nuet: Tror vi nu?


Gud skaber ved at nævne. Hvor stor en del af denne skabende troskraft vi som Guds børn har adgang til, tør jeg ikke udtale mig om. Men jeg er helt sikker på, at vi er kaldet til at have langt større del i den, end vi hidtil har gjort brug af. Jeg er overbevist om, at mange bjerge i vores liv kunne flyttes, hvis vi blot havde troens mod til at sige til dem: »Flyt dig!« Så kunne vi hvile i forvisningen om, at de ville flytte sig.


Vores vanskelighed er, at vi hverken taler troens ord eller beder troens bøn. Som regel udtaler vi tvivlens ord og beder en bøn, der er præget af usikkerhed. Så forstår vi ikke, hvorfor vores tro og vores bønner har så lille virkning.


»Men han skal bede i tro uden at tvivle. Den, der tvivler, ligner en havets bølge, som jages og kastes hid og did af vinden. Et sådant menneske må ikke vente at få noget fra Herren.« Jak. 1:6-7.


Det er nytteløst at kæmpe imod denne uundgåelige lov. At forsøge at opnå noget i den åndelige verden gennem tvivl er lige så umuligt, som hvis en bygmester forsøgte at bygge et hus ovenfra og nedad i strid med tyngdeloven. Jo før vi kristne bliver klar over dette, jo bedre. Hvor meget der kan udrettes ved tro, vil måske forblive et åbent spørgsmål. Men det er helt sikkert, at vi intet kan opnå ved tvivl.


»Uden tro er det umuligt at have hans velbehag. Den, der kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, der søger ham.« Hebr. 11:6.


Ligesom åndedrættet er det vitale princip i det fysiske liv, er troen det vitale princip i det åndelige liv. Vi kan lige så lidt leve åndeligt uden tro, som vi kan leve fysisk uden at trække vejret. Som sagt ønsker jeg ikke at udtale mig om grænserne for troens kraft, men Skriften synes ikke at sætte nogen grænse. Læs det triumferende vidnesbyrd om troens kraft i Hebræerbrevets kapitel 11. Der er næppe nogen menneskelig erfaring, som ikke på en eller anden måde er omtalt i denne stærke beretning om troens bedrifter og sejre.


Efter at have nævnt nogle af de første trosvidner fortsætter forfatteren:


»Dog, hvorfor sige mere? Tiden vil ikke slå til, hvis jeg skal fortælle om Gideon, Barak, Samson, Jefta, David og Samuel og profeterne, som i kraft af deres tro besejrede riger, øvede retfærdighed, fik løfter opfyldt, stoppede løvers gab, slukkede ildens magt, undslap sværdet og fik styrke efter svaghed. De blev helte i krig og slog fjendtlige hære på flugt. Kvinder fik deres døde tilbage ved opstandelse. Andre blev lagt på pinebænk og tog ikke imod befrielse for at opnå en bedre opstandelse. Andre igen måtte udstå spot og pisk, ja, lænker og fængsel. De blev stenet, martret, gennemsavet og dræbt med sværd. De gik omkring i fåre- og gedeskind, led nød, trængsler og mishandling. Dem var verden ikke værd. De flakkede om i ørkener og bjerge og boede i huler og kløfter.


Og skønt alle disse fik godt vidnesbyrd for deres tro, oplevede de ikke at se løftet opfyldt. For Gud havde noget bedre for øje for vores skyld, så de ikke skulle nå til fuldendelsen uden os.« Hebr. 11:32-40.


Disse gamle hellige må have forstået troens lov og vidst langt bedre end vi, hvordan de skulle gøre brug af den. For dem var loven ikke blot noget, de anvendte i deres gudsdyrkelse, men også i deres liv. De brugte den ikke kun på faste- og festdage, men også i deres almindelige hverdag. De anvendte den i enhver situation.


I vore dage har vi begrænset troens lov til det, vi kalder den åndelige del af livet. Men Bibelen lærer os tydeligt, at det er i vores daglige liv, vi skal leve i tro. Vi må lade troen få indflydelse på alt, hvad der angår os — både på de områder, vi kalder åndelige, og på dem, vi kalder timelige. Både på det jordiske og det himmelske plan har vi mulighed for at sejre ved tro.


Lad os derfor beslutte os for at leve efter troens lov. Lad os bruge den i vores huslige opgaver, i vores forretninger, i vores samfundsmæssige pligter — i alt og overalt, både i det skjulte og i det synlige.


Lad os ligesom de gamle trosvidner triumfere over enhver situation og ethvert behov i vores liv, så vi også kan være blandt dem, der fik godt vidnesbyrd for deres tro. Hebr. 11:39.