»Hvad bliver der så af vor ros? Den er udelukket. Ved hvilken lov? Ved gerningernes? Nej, men ved troens lov. «Rom. 3:27.
Da jeg for nylig gjorde en ny opdagelse, i Guds levende Ord. Gik det op for mig, at udtrykket, troens lov må have en dybere betydning, end vi almindeligvis regner med. Ordet lov trådte tydeligt frem for mig, jeg så, at det ikke blot kunne betyde troens kendsgerning eller troens frugt, men at det også måtte være et udtryk for troens natur, for det princip, hvorefter troen virker. Når vi taler om tyngdeloven eller loven for kemiske forbindelser, ved vi, at disse udtryk dækker over mere end de simple kendsgerninger om deres eksistens. Vi tænker på loven bag disse kendsgerninger; de principper, som styrer dem, og hvorefter de virker. Den lov, som ligger bag ved kendsgerningen, er den virkelige magtfaktor.
Tyngdelovens kendsgerning var en stor opdagelse, men uden yderligere opdagelse af denne lovs principper, ville den ikke have revolutioneret verden i den grad, som tilfældet er. Indtil disse principper blev opdaget, var den mægtige styrke, som lå gemt i tyngdeloven, forholdsvis nytteløs; den kunne ikke bringes til anvendelse.
Her beskæftiger vi os ikke med troens læresætninger, dem overlader vi til teologerne. Hvad vi har behov for, er at blive klar over de praktiske love i det åndelige liv, så vi kan bruge dem i vor daglige kamp mod verden og dens ånd.
Fremskridt inden for videnskab og forskning medfører, at de ting i den synlige verden, som tidligere har været utilgængelige og uforklarlige kendsgerninger, bliver flyttet over til et område, hvor deres virkning kan konstateres; hvor de kræfter, de indeholder, bliver tilgængelige for praktisk anvendelse.
Noget af det samme kan ske i den åndelige verden. I de senere år er vi i stadig stigende grad blevet præsenteret for troens kendsgerninger. Vi har set trosmissioner, troshjem, troshandlinger og helbredelser ved tro. Menigheden har gradvist lært, at tro er en virkelig og mægtig åndelig kraft, hvorved der opnås resultater og beherskes situationer på en måde, som ikke kan forklares. Disse kendsgerninger må. ses ud fra en eller anden faktisk troslov, som virker meden uimodståelig og uundgåelig sikkerhed på alle livets områder.
Han sagde til hende:' Datter! din tro har frelst dig, gå bort med fred, og vær helbredt for din plage!' Mark. 5:34. Han sagde til ham: Stå op, drag bort,' din tro har frelst dig!'Luk. 17:19. Han sagde til kvinden: 'Din tro har frelst dig, gå bort med fred! Luk. 7 :50. Da rørte Han ved deres øjne og sagde: 'Det skal ske jer, som I tror! Matt. 9:29. Disse udtalelser af Jesus er velkendte, og vi har mange gange gentaget de dyrebare ord: Det skal sker, som I tror!« både for os selv og andre. Har vi ikke i alt for høj grad betragtet dem som en magisk formel, for hvilken der ikke var nogen lov og derfor heller ingen sikkerhed? Har vi ikke mere eller mindre set på troen som en magisk faktor, vi ikke fuldt ud kunne stole på, måske virkede den, måske ikke?
Har troshandlinger ikke altid haft et forsøgsmissigt præg selv for de mest åndelige? Den kendsgerning, at vi betragter et lykkeligt udfald med forbavselse og beundring, er en udtryk for, at vi endnu næppe har forstået sandheden: at Troens lov, som ikke er forbundet med noget forsøgsmærssigt eller noget usikkert.
Da Jesu disciple undrende spurgte, hvorfor figentræet visnede med det samme, svarede Han dem: »Sandelig siger jeg jer: hvis I har tro og ikke tvivler, vil I ikke alene kunne gøre dette med figentræet, men om I så ville sige til dette bjerg: 'Løft dig op og kast dig i havet, ‘ så skal det ske. Alt, hvad I beder om i jeres bøn, det skal I få, hvis f tror. Matt. 21:21-22.
Den tro, der her er beskrevet, rummer ingen antydning af forsøg eller usikkerhed. Den er en tilkendegivelse af det mest ubøjelige princip: En troens lov, som nødvendigvis virker, hvor og når den bliver anvendt. Selv bjerge kan ikke modstå denne lov. Jesus sagde: Hvis I havde tro som et sennepsfrø, så kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode og plant dig i havet,' og det skulle adlyde jer. Luk. 17:6.
Da disciplene spurgte Jesus, hvorfor de ikke kunne uddrive den onde ånd, svarede Han dem: »Fordi I har så lidt tro; Sandelig siger jeg jer: hvis I har tro som et sennepsfrø, kan I sige til dette bjerg: 'Flyt dig herfra og derhen, så skal det flytte sig; og intet vil være umuligt for jer. Matt. 17 :20.
Alle disse forbløffende påstande kommer fra Jesu egne læber, og de må rumme en dybere sandhed end den, vi kristne hidtil har forstået; ellers ville resultaterne på troens område ikke være så få og små, som tilfældet er. J eg tror, Kristus her viser os en vældig, uimodståelig åndelig lov, som er uløselig forbundet med Guds natur, og som enhver, der er født af Gud og har del i Hans guddommelige natur, har andel i efter det mål af tro, Gud har tilmålt os. (Rom. 12:3).
Ligesom tyngdeloven er en lov i den synlige verden, forbundet med ting, vi kan tage og føle på, og absolut ufejlbarlig og konstant i sin virkning, således er tro en lov i Åndens verden, forbundet med det åndelige, og dens virkning er lige så ufejlbarlig og konstant som tyngdelovens. Når Kristus i Mark. 9: 23 siger: »Alt er muligt for den, der tror,« fastslår Han derfor ikke blot en forunderlig kendsgerning, men Han åbenbarer også en mægtig lov. Vi ved, at alt er muligt for Gud; og her fortæller Jesus os, at alt også
muligt for os, hvis bare vi tror.
Ingen påstand kunne være mere præcis eller utvetydig. Det er derfor af største betydning for os at opdage den lov, hvorefter troen virker; ellers bliver vi ikke i stand til at kende og gøre brug af denne åndelige kraft, som ifølge vor Herre Jesus er vor fødsels ret. For at få en bedre forståelse af, hvad tro virkelig er, vil vi først prøve at blive klar over, hvad den ikke er.
Mange betragter tro som noget, Helligånden har virket i sjælen som svar på kæmpende bøn; de er kommet i en særlig begunstiget stilling, så de er i stand til at modtage gaver fra Gud. Nogle mener, der er tale om en passende sindsstemning, som får Gud til at være tilfreds med os. Andre ser på tro, som om den var en eller anden genstand, modtaget som svar på kæmpende bøn. en håndgribelig virkelighed, som så at sige er til at tage og føle på. De opfatter tro som en slags åndelig brugsgenstand, indpakket og mærket »tro«, og mener, de kan oplagre den i hjertet og bruge den som en mønt til køb af Guds gaver.
På alle mulige måder er emnet »tro« ofte så sammenblandet med mystik. Som det ikke siger et fornuftig menneske noget i sit hverdags liv. Det er som om troen ligger højt oppe over den almindelige mand og kun kan opnås, om man har særlige evner eller har oparbejdet en stærk personlighed og er i konstant bøn og faste. Som om troen kunne opnås ved gerninger og ceremonier.
Sandheden er, at tro er hverken mere eller mindre end tillid. Vi tror på os selv, når vi har tillid til os selv. Vi tror på en ven, når vi stoler på denne ven. Vi tror på en bank, når vi stoler på denne bank. Tro i bibelsk betydning er simpelt hen at have tillid til Gud. Tro på et menneske og tro på Gud er i princippet det samme. Forskellen består blot i de forskellige personer, vi tror på. Tro på mennesker knytter os ganske enkelt til menneskeheden og gør os til et med den. Tro på Gud knytter os til guddommen og gør os til et med Ham.
Godkender vi menneskers vidnesbyrd, så er Guds vidnesbyrd større; Guds vidnesbyrd er jo dette, at Han har vidnet om sin Søn. Den, som tror på Guds Søn, har vidnesbyrdet i sig selv; den, som ikke tror Gud, har gjort Ham til løgner, fordi han ikke har troet på det vidnesbyrd, gud har vidnet om. Hans Søn 1.Joh.5:9-10. Tro er derfor ikke noget, vi kan se, berøre eller tage frem og bruge. Det er ikke en særlig nåde eller en begunstiget stilling. Der er intet mystisk eller indviklet forbundet med tro. Det er ganske enkelt at stole på Gud. At gøre brug af troen, er intet andet end at bruge den samme troens evne over for Gud, som vi anvender over for mennesker.
Der er heller ikke tale om forskellig slags tro. Mennesker taler om en følelsesmæssig tro, en levende tro, en frelsende tro, en forstandsmæssig tro, en opdigtet tro og en død tro.
Det er kun spild af ord. Enten har jeg tillid, eller også har jeg ikke tillid. Hvis jeg har tillid, har jeg tro, og hvis jeg ikke har tillid, har jeg ikke tro, så enkelt er det.
Der er to Bibelske illustrationer, som gør troen til noget meget enkelt. I tro fatter vi, at verden er blevet skabt ved Guds ord, så det synlige blev til af det, vi ikke kan se.«Hebr.11:3. Derfor skete det ved tro, for at det kunne være af nåde, så at forjættelsen/løftet kunne stå fast for hele slægten, ikke alene for den, der er af loven, men også for den, der er af Abrahams tro. Han er jo fader til os alle. Som der står skrevet: Jeg har sat dig til mange folkeslags fader.
Over for Gud, som han troede på, Gud, som gør de døde levende og nævner det, der ikke er, som om det var. Og han troede mod håb med håb, så han blev fader til mange folkeslag, som det var sagt: 'Således skal dit afkom være.' Og uden at svækkes i troen kunne han se på, at hans eget legeme allerede var udlevet (han var nær ved hundrede år), og at Saras moder liv var udlevet; på Guds forjættelser/løfter tvivlede han ikke i vantro, men han blev styrket i troen og gav Gud æren, fuldt forvisset om, at det, Gud har forjættet, har Han også magt til at gøre. Derfor blev det også regnet ham til retfærdighed. Rom.6.4-16. I den første henvisning gives udtryk for visheden om, at verden er blevet skabt ved Guds ord, fordi Gud siger, at sådan skete det. Vi tror Ham på Hans ord uden at spørge om andre beviser. Vi var ikke selv til stede som vidner, da verden blev skabt, og vi kender ingen, som så det. Men Gud siger det, og vi tror Ham; dette er tro.
Afsnittet i Romerbrevet udtrykker en lignende vished, blot med den forskel, at her illustreres tro i forbindelse med noget fremtidigt i modsætning til noget, der er sket. Abraham er det bibelske forbillede på tro; gennem hele Bibelen vises der igen og igen hen til ham. Hvad gjorde Abraham? Han troede ganske enkelt Gud, da Han fortalte ham, at han skulle fa en søn. Han havde intet synligt bevis på det og intet håb ud fra menneskelige forudsætninger. Han troede mod håb med håb. Gud havde sagt det, og Abraham valgte at tro Gud. Derfor siges det om ham:Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed. Rom. 4:3.
Troens lov består simpelt hen, i to ting: En overbevisning om Guds vilje og en fuldstændig tillid til, at denne vilje nødvendigvis må blive fuldbyrdet. Der er to afsnit, som for mig at se klart og afgjort viser os, hvordan denne lov fungerer.
Dette er den tillid, vi har til Ham, at når vi beder om noget efter Hans vilje, hører Han os; og når vi ved, at Han hører os, hvad vi end beder om, så ved vi også, at vi allerede har fået opfyldt, hvad vi, bad Ham om. 1 .Johs. 5:14-15.
Jesus svarer og siger. Hav tro til Gud! (ordret oversat fra græsk: Hav Guds tro). Sandelig siger Jeg jer: den, der siger til dette bjerg: Løjt dig op og kast dig i havet, og ikke tvivler i sit hjerte, men tror, at det sker, som han siger, han skal få det opfyldt. Derfor siger Jeg Jer: Alt, hvad I beder og bønfalder om - tro, at I har fået det, så skal I få det. Mark. 11:22-24.
Læg mærke til, hvordan disse vers beskriver troens proces eller troens lov. Her får vi påbud om at have den samme tro, som Gud har - Guds tro. Guds tro - det, Han ønsker, vil naturligvis blive fuldført helt og fuldt, uden vaklen. Det ved Han selv; og det bør vi også vide. Vi kan derfor frimodigt sige: Han talte, så skete det, Han bød, så stod det der. SI. 33:9.
I det ene afsnit tales der om at »bede«, i det andet om at »sige«. Jeg tror, disse to ord kan bruges i flæng i denne sammenhæng, og at troens bøn i virkeligheden også er en befaling, om at vi skal tale tro og så bliver det sådan. Med vores mund bekender vi til frelse. Dette må absolut også gælde når vi taler tro. Med munden bekender vi tro over situationen. Men det må være tro i overensstemmelse med Guds vilje. Ikke vore ønsker og begær, men Guds ønske og begær.
Gud talte, og det skete; og vi, som er født af Ham, må også tale, og det skal ske. Dette er, hvad Jesus mener, når Han siger: Hav Guds tro! GUDS TRO. Som grund teksten udtrykker det. Vor tro må være af samme natur som Guds naturs tro. Efter vor tilmålte del. Rom. 4: 17 beskriver, hvordan Guds tro er. Gud, som gør de døde levende og nævner det, der ikke er, som om det var. Nævner det, der er.
Gud ser bort fra al det synlige, ikke er, som om det var. Vi ser jo ofte på om det nytter at tro. Fordi det jo så ofte er mislykkedes for os. Det skete jo ikke noget. Vi fik ikke et resultat at se. Vi ser på vore fortids nederlag. Alt sammen fordi. Vi ikke havde Guds troen i vore hjerter. Men. Gud ser ikke på det der engang var. Han ser på nuet. Om vi nu tror?
Han skaber ved at nævne. Hvor meget af denne skabende troens kraft vi som Guds børn har adgang til, tør jeg ikke udtale mig om, men jeg er helt sikker på, at vi er kaldet til at have langt større andel i den, end vi hidtil har gjort brug af. Jeg er overbevist om, at mange bjerge i vore liv kunne flyttes, hvis vi blot havde troens mod til at sige til dem: flyt dig! Så kunne vi hvile i forvisningen om, at de ville flytte sig.
Vor vanskelighed er den, at vi hverken taler troens ord eller beder troens bøn. Almindeligvis udtaler vi et tvivlens ord og beder en bøn, som er præget af noget forsøgsmærssigt, og så kan vi ikke forstå, hvorfor vor tro og vore bønner har så lidt virkning. Men han skal bede i tro, uden at tvivle; den, der tvivler, ligner nemlig en havets bølge, som jages og kastes hid og did af vinden; og et sådant menneske må ikke vente at få noget fra Herren.«Jak. 1:6-7.
Det er nytteløst at kæmpe imod denne uundgåelige lov. At forsøge at opnå noget i den åndelige verden ad tvivlens vej er lige så umuligt, som hvis en bygmester ville gå imod tyngdeloven og forsøge at bygge et hus ovenfra og nedefter. Des før vi kristne bliver klar over dette, jo bedre. Hvor meget, der kan udrettes ved tro, vil måske forblive et åbent spørgsmål, men det er helt sikkert, at vi intet kan opnå ved tvivl. Uden tro er det umuligt at have Hans velbehag. Den, som kommer til Gud, må tro, at Han er til og lønner dem, der søger Ham. Hebr. 11: 6.
Ligesom åndedrættet er det vitale princip i det fysiske liv, således er tro det vitale princip i det åndelige liv. Vi kan lige så lidt leve åndeligt uden tro, som vi kan leve fysisk uden åndedrættet. Med hensyn til begrænsningen af troens kraft ønsker jeg som sagt ikke at udtale mig, men Skriften synes ikke at sætte nogen grænse. Læs det triumferende vidnesbyrd om troens kraft i kapitel elleve i Hebræerbrevet. Der er næppe nogen menneskelig erfaring, som ikke på en eller anden måde er omtalt i denne stærke beretning om troens bedrifter og troens sejre.
Efter at have nævnt nogle af de første trosvidner fortsætter forfatteren:
Dog, hvorfor sige mere? Tiden vil ikke slå til, hvis jeg skal fortælle om Gideon, Barak, Sam son, Jifta, om David og Samuel og profeterne, som i kraft af deres tro besejrede riger, øvede retfærdighed, fik forjættelser opfyldt, stoppede løven gab, slukkede ilds magt, undflyede sværds og fik styrke efter svaghed, blev helte i krig, slog fjenders hære på flugt. Kvinder fik ved opstandelse deres døde igen. Andre blev lagt på pinebænk og tog ikke imod befrielse, for således at opnå en bedre opstandelse. Andre igen måtte udstå spot og pisk, ja lænker og fængsel; de blev stenet, martret, gennemsavet, dræbt med sværd, gik om i fåre og gedeskind, led nød og trængsel og blev mishandlet, dem var verden ikke værd. De flakkede om i ørkener og bjerge, boede i huler og kløfter.
Og skønt alle disse fik godt lov for deres tro, oplevede de ikke at se forjættelsen opfyldt. Thi Gud havde for vor skyld noget bedre for øje, så de ikke skulle nå til fuldendelsen, uden at vi var med. Hebr. 11:32-40. Disse gamle hellige må have forstået troens lov, og de må have vidst langt bedre end vi ved, hvordan de skulle gøre brug af den. For dem var denne lov ikke blot en lov, de anvendte i dens gudsdyrkelse, men i deres liv. De gjorde ikke blot brug af den på faste- og festdage, men også i det almindelige hverdagsliv. De anvendte den i enhver situation. I vore dage har vi begrænset troens lov til kun at omfatte det, vi kalder den åndelige del af vort liv. Men Bibelen lærer os helt klart, at det er i vort daglige liv, vi skal leve troens liv. Vi må lade troen få indflydelse på alt, hvad der angår os, såvel på de områder, vi kalder åndelige, som på dem, vi kalder timelige. Både på det jordiske plan og på det himmelske har vi mulighed for at sejre ved tro.
Lad os derfor beslutte os til at leve efter troens lov. Lad os bringe den til anvendelse i vore huslige opgaver, i vore forretningsanliggender, i vore samfundsmæssige pligter, i alt og overalt, såvel i det skjulte som i det synlige.
Lad os som de gamle trosvidner triumfere over enhver situation og i ethvert behov i vore liv, så vi også kan være blandt den skare, der fik godt lov for deres tro. Hebr. 11:39.
