Troens mål
»Ham elsker I uden at have set ham. På ham tror I uden nu at se ham, og over ham skal I fryde jer med en usigelig og herliggjort glæde, idet I når troens mål: jeres sjæles frelse.« (1 Pet 1,8-9)
Målet betyder i Skriften enten formålet, altså hensigten, eller endemålet, altså slutresultatet.
Troen er et grundlæggende luthersk ord. Det er et evigt ord. Troen er et forhold til noget uden for os, som holder os fast, og som vi derfor bindes til. Troen skabes af det, der tales til os udefra, når Ordet vækker tillid i os. Den tro, der binder os til Gud og hans ord, beror på, hvem Gud er, hvad han har sagt, og hvad han har gjort. Troens mål er at binde os til Gud.
Troen har ikke sig selv som mål. Abraham blev regnet for retfærdig, fordi han troede Gud. Vi frelses, fordi vi tror på Jesus. Det er Guds løfter, der bærer Abrahams tro, og gennem løfterne tager Gud sig af Abrahams slægt. Fordi Abraham troede Guds løfter, lever han blandt os i dag.
Troens dybere mål er ført ind i vores slægt gennem Jesus. I ham har troen et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse. Opstandelsen skiller dette liv fra det kommende. Med Jesu opstandelse er noget nyt kommet til verden. Opstandelse betyder mere end at stå op. Først og fremmest betyder det to væsentlige ting.
For det første betyder opstandelsen, at noget er ført tilbage til sin oprindelige tilstand, sådan som det var, før døden kom ind i verden. Med Jesu opstandelse er menneskeslægten ført tilbage til den tilstand, den havde for Gud før syndefaldet, og til det, Gud ønsker for den. I opstandelsen er slægten ført frem for Gud i al den renhed og retfærdighed, han kan give den.
Rosenius fortæller, at han undertiden har mødt bitter modsigelse på grund af disse stærke ord. Vi finder dem i dagbogen under den 15. januar:
»Så er nu hele verden ved Kristi herlige sejr lige så sandt og fuldkomment forløst i Kristus, som den er faldet og fortabt i Adam, og får lige så uforskyldt ved Kristus det evige liv, som den ved Adam fik døden i arv. Arven i Adam ser og mærker vi til enhver tid i os og i verden, men arven i Kristus ser og mærker vi ikke, den må ved evangeliet forkyndes og tros af os. Men Gud ser Kristus og hans fortjeneste. Derfor: Lige så vist som du ser verden nedsænket i synd, lige så vist ser Gud alle mennesker i Kristus fuldkomment forenede, retfærdiggjorte og helliggjorte, ja, så velbehagelige, som da han i begyndelsen så alt det, han havde gjort, og se, det var såre godt. Var ikke verden således genoprettet for Guds øjne, da havde Kristus ikke fuldkomment udført sit frelsesværk.«
Menneskeslægten står altså for Gud som retfærdig, hellig og levende.
Det er dette indhold, troen bindes til. Ved det indhold retfærdiggør Gud den, der tror — og kun den — og tilregner ham eller hende alt det, der er i Kristus. I troen lever vi i de evige værdier.
Opstandelsen betyder for det andet, at det, der består, nu er kommet frem. Vi er født i Guds billede. Vi er skabt ved Kristus til Gud, af ham, ved ham og til ham. Den evige retfærdighed, der nu er kommet frem, kan ikke længere rokkes. Satan kan aldrig nå den. Den forandres aldrig og formindskes aldrig. »Min klippe kan ej falde, nej, den står evigt fast.«
I 1 Pet 1,3-12 samles dette i ordene »i ham«. Profeterne har grundet over ham. Kristi Ånd har peget frem mod ham. I ham findes den uvisnelige arv, og med ham skal den åbenbares.
Men opstandelsen betyder mere end det. Den er et segl på, at forsoningen ikke blot er et juridisk forhold, der handler om gæld og betaling. Den betyder, at et nyt liv er blevet tilvejebragt. I mennesket Kristus Jesus er Guds liv kommet til os. I troen får vi et levende fællesskab med Guds søn og får Guds liv i os. Det er ikke let at forklare. Troens liv er mere end syndernes forladelse; det er et nyt liv fra Gud.
Med opstandelsen er troen blevet et nyt liv gennem Frelseren. Han giver mere end lægedom: Han giver et liv i overflod (Joh 10,10), og ved ham sejrer vi mere end fuldt ud (Rom 8,37).
Mennesket er en person, skabt til samtale med Gud.
Mennesket har et hjerte, som Gud kalder på. Menneskets indre liv kan gives til en anden. Et af troens mål er, at livet overdrages til ham, som det er skabt til. Ligesom Gud har givet sig selv for os uden at miste sig selv, må den genløste, der lever i troen, give sig hen uden at opgive sig selv.
Troens mål er at svare Gud på hans frelse og leve som barn hos Faderen. Fordi vi er Guds børn ved troen (Gal 3,26), har han sendt sin søns Ånd ind i vores hjerter, så vi siger: »Abba, Fader« — eller: »Kære, kære Fader.« Vi samtaler med Gud. Vores borgerskab er i himlen; som det hedder i den engelske bibel: »Our conversation is in heaven.«
Det, der gik tabt i Edens have — livets træ og kundskabens træ — er genoprettet. Livets træ skulle give det varige liv, og kundskabens træ skulle give åndelig forståelse af livet.
Nu er begge dele genvundet i troen. Sjælen samtaler med Gud.
Troens liv har også et praktisk mål i hverdagen. Vi lever i retfærdigheden og er retfærdiggjorte ved troen, men vi lever også med Jesus og helliges i troen.
At være hellig betyder at være skilt ud til et særligt brug. Ved troen på Jesus er vi skilt ud for at tilhøre ham. »Ifør jer det nye menneske, der blev skabt i Guds lighed til at leve i den retfærdighed og fromhed, som hører sandheden til« (Ef 4,24). Noget er gjort færdigt i den opstandne Kristus, og det lever vi ud i hverdagen.
»Vi er korsfæstede med Kristus, for at det syndige legeme skulle miste sin magt« (Rom 6,6). Vi skal ikke selv korsfæste os; vi skal leve det ud, der allerede er sket. Også skellet mellem os og verden er trukket af Jesus: »Ved Kristi kors er verden korsfæstet for mig, og jeg for verden« (Gal 6,14).
Det er sådan, det er, og vi skal leve det ud i troen. Helliggørelse er ikke blot noget, vi skal opnå. Det er noget, vi har, og som vi lever ud ved troen. Vi er ikke unyttige. Legemet er ikke et fængsel, men et redskab for troen, så Kristus kan blive herliggjort gennem det. Det er også troens mål, og selv det skrøbeligste legeme kan herliggøre Jesus (Fil 1,20).
Lad os ransage os selv for at se, om vi er i troen, og om Kristus lever i os. Ellers består vi ikke prøven, men står uden frugt (2 Kor 13,4-5).
Troens mål i tjenesten er også, at Guds undere skal åbenbares for mennesker gennem vækkelser fra Gud. Det sker, når de, der tror, forkynder Ordet, så andre kommer til tro; når mennesker beder i tillid til Gud, så andre bliver frelst; og når mennesker indvies i troen og arbejder i sand tro, så Guds hellighed bliver synlig. Menigheden bør være en stadig åbenbaring af Guds undere. Det er troens mål.
Troen søger stadig dybere ind i det, Kristus er.
Troen søger. Mange kristne er gået i stå i deres erkendelse af Kristus selv — ikke blot af hans gaver og gerninger. Søren Kierkegaard siger: »Du søgte mig ikke så inderligt, om du ikke først havde fundet mig.« Jesus ønsker, at vi søger ham selv, og han vækker denne længsel i os. Det handler ikke om hans gaver eller vores erfaringer af ham, men om ham selv.
Jo ældre vi bliver, desto bedre forstår vi, at det værdifulde for en mand ikke er hustruens arbejde, men hende selv — hendes person og hendes væsen. Derfor bliver tabet så meget større, når den ene dør. Det er en person, en del af en selv, der er gået bort, ikke blot en hjælper. Voksne børn ser også mor og far anderledes, end de gjorde som små. Nu ser de personen: mor og far.
Troen søger stadig dybere ind i, hvem Jesus virkelig er. Troens evige beskæftigelse er at vokse i erkendelsen af Jesus selv og af Gud (1 Kor 13).
Guds frelse er ikke fuldendt, før alt er forløst.
Skabelsen bevægede sig fra legeme til sjæl til ånd. Forløsningen går den modsatte vej: fra ånd til sjæl til legeme. Men hele mennesket skal frelses. Legemets forløsning skal blive Guds børns herlige frihed, den fulde åbenbaring af vores barnekår (Rom 8,18-27).
Da Jesus stod op fra de døde, blev støvet og materien herliggjort.
Den opstandne Jesus bandt den tvivlende Thomas til sig, så Thomas tilbad ham: »Min Herre og min Gud.« Fra den dag, Jesus stod op, beror al herliggørelse i himlen og på jorden for mennesker på, at Frelserens legeme blev oprejst, og at han for evigt fik et menneskelegeme. Han blev førstegrøden af dem, der er sovet hen.
Hele efterhøsten skal blive ham lig. Først skal materien herliggøres: Der skal komme en ny himmel og en ny jord (2 Pet 3,13). Derefter skal menneskene herliggøres. Vi skal blive ham lig, for vi skal se ham, som han er (1 Joh 3,1-2).
Vi er genfødt til et levende håb, som ikke skuffer.
Når den store, hvide trone åbenbares, bliver Jesu verdensomspændende, livgivende kraft synlig. Vi skal åbenbares med ham i herlighed (Kol 3,4) og tilbede ham i salighed som mennesker, hvis ånd, sjæl og legeme i fuldendt enhed ærer Gud, som det sømmer sig, og erkender Gud, ligesom vi selv er erkendt. Det bliver en herlig beskæftigelse.
»Ham elsker I uden at have set ham. På ham tror I uden nu at se ham, og over ham skal I fryde jer med en usigelig og herliggjort glæde, idet I når troens mål: jeres sjæles frelse.«
Over ham skal I fryde jer. Det er ham, vi begærer her. Troen ser ham foran sig, selv om vi ikke kan gennemskue ham. Når vi ser på det, han har gjort for os, ser vi hans nåde, magt og kærlighed i alle hans veje. Men troens mål er altid at se fremad og vokse i den spænding, som håbet vækker.
Når troens strid er forbi, fortsætter troen. Den består (1 Kor 13,13), for det er gennem troen, vi har et personligt forhold til Gud. Evigheden skal føre os ind i et uophørligt liv i erkendelsen af Gud og i vores forhold til ham — et endnu dybere trosliv, end vi har levet her. Da skal vi se Gud ansigt til ansigt.
Så vender vi blikket fremad og hjemad. Vi venter Jesus. Vi venter ham snart, og når han kommer, får troen sit svar.
%20-%20Kopi.jpg)