Holden. Bogen. Tre taler. 1928.
I Trinitatis Kirke 3. April. 1928.
Men alle vi, som med utildækket Ansigt skuer (ser) Herrens Herlighed som i et spejl, bliver forvandlede til det samme billede, fra Herlighed til Herlighed, eftersom det er fra Åndens Herre. 2. Kor. 3. 18.
Inden vi går videre godt ransage dig selv. Ser du spejl biledet klart af Jesus Kristus? Ellers må du først og fremmest gå til Jesus og lade Ham salve dine øjne så du igen ser klart, ellers vil alt du her læser, kun være tom teologi, uden virkning.
Apostlen, Paulus skitserer i 2. Kor. 3, 18 det kristne livs mål og vejen til at nå det; Guds mål med alle hans børn er, at de skal blive Jesus Kristus lige. Vi finder her en beskrivelse af, hvordan dette mål nås. Det sker ved at leve livet efter det billede, Ordets pejl viser os. Ordet Guds Herlighed er ikke noget abstrakt begreb, men betyder en person, Jesus Kristus er Guds Herlighed.
Jesus Kristus er Guds udtrykte billede på jorden, så vi har en brugsanvisning på, hvordan vort liv i Jesus Kristus skal leves, om vi da vil leve et Guds velbehageligt liv. Det menneske, som har Sønnen har også Guds herlighed i sig. Og vil blive som Jesus ved at det dagligt ser ind i spejlet, Ordet, og tillader spejlet forandre sig. Vi som hører Kristus til skulle jo gerne være Guds Søns udtrykte billede på jorden, som er værd at efterfølge.
Jeg vil her lige kort sige. Det er ikke et liv i egne anstrengelser, der er tale om. Det er et liv i troen på Jesus hvor HelligÅnden fra Gud styrer livet. HelligÅnden viser dig spejlbilledet af vor Herre Jesus og du ser da klart hvordan HelligÅnden ønsker du skal være og leve. HelligÅnden er din vejleder til Sandhedens billede af Kristus i dig. Han udtrykte billede på jorden.
Når vi taler om Guds Herlighed, taler vi ikke om noget abstrakt, noget langt borte, men vi taler om Jesus Kristus som er den, i hvem denne Herlighed er åbenbaret. Dvs. Jesus Kristus er synlig for alle, i det de ser Jesu Kristi spejlbillede i os, som ser ind i spejlet og lever vort liv efter det vi ser i spejlet. Nemlig et Jesu Kristi liv på jorden. Et liv hvor HelligÅnden lever igennem os, for at Guds Søn stadig må herliggøres på jorden.
Før Jesus Kristus kom til jorden for at leve og for at dø, vidste mennesker ikke, hvad Guds Herlighed var. De vidste noget om Guds Majestæt, hans love og befalinger, men de kendte ikke Gud. De frygtede for Gud, men de elskede ham ikke, for de kendte ham ikke.
De så ham gennem loven og profeterne og ofrene ved Gudstjenesten i templet, de så ham som gennem en tåge. Men da Jesus Kristus kom, sendt af sin Fader, så mennesker første gang, hvordan Gud var. Da de så Jesus, som var renhed og skønhed og nåde, så de Gud i ham. Og da begyndte de først at forstå, hvad Gud ville, at de skulle være. Da begyndte de først at forstå, hvad der lå i det Ord:
I skal være hellige som jeres Far i Himlen er hellig. Jesu Kristi liv blev for dem et forbillede på det liv, som Gud vil, hans børn skal leve. Han sagde til dem: Den, der har set mig, har set min Far. Det vil sige, at den, der har set Jesus Kristus helbrede de syge, elske børnene, give de blinde synet og de døve hørelsen, elske alle og frelse, har set Gud i ham. Det var også det Johannes så da han sagde. Se det Guds Lam som bærer/borttager al verdens synd.
Spørgsmålet er. Ser vi i det samme spejl, som de apostle, vi læser om i Bibelen? Er dette spejlbillede blevet hele det liv vi lever i og af?
Da de så, hvordan Jesus Guds Søn, tilgav sine fjender, hvordan han kunne bære over med sine venner, og ikke sætte sig imod dem, der mishandlede ham, begyndte de at se Guds Herlighed. Derfor blev de så misundelige og vrede, over at se der var en som havde alt de ikke selv ejede i sig at de myrdede Jesus Kristus. Et så godt menneske måtte dø, ingen kunne jo komme og være bedre end dem selv. De kendte jo loven og de fleste var jo gode og fromme mennesker i den henseende. De overholdt Mose lov. Men de tog gruelig fejl. Jesus Kristus opstod i gen. Og lever i dag i bedste velgående. Han sidder i dag ved Gud Faders højre hånd, hvorfra Han igen snart skal komme for at dømme levende og døde.
Denne Guds Herlighed er det Apostlen taler om i vor Tekst. For os, som læser den nu, betyder den i virkeligheden. Vi, som med utildækket ansigt ser Jesus i hans Ord som i et spejl, bliver alle forandret ved at se det. Vi kan nærmest sammenligne det med en tåge som vi bliver indhyllet i når 2.
vi går ind i den. Vi bliver så at sige et med tågen. På samme måde bliver vi et med Jesus Kristus når vi går ind i spejlbilledet.
Man kan også sige. Det vi ser, bliver vi en del af. Det vi hører, læser vil tage bolig i os og fylde vore tanker, som derefter leder det ind i vore sind. I sindet gør Ordet sin virkning. Derfor må vi nødvendigvis se i det rigtige spejl, ellers vil vi hurtig få et vrangbillede af det Guddommelige og Hans Søns livs billede, som vi skal efterfølge.
Vi må gøre os det helt klart. Det er Guds eneste vilje, at vi alle skal ligne Jesus Kristus. Gud har kun velbehag i Sin Søn. Derfor sagde Han, da Jesus blev døbt, denne er min Søn i Ham har Jeg velbehag. Vi kan på ingen måder have Guds velbehag, om vi ikke helt bevidst er i Hans Søns spejlbillede. Han ønsker ikke, vi skal ligne hinanden eller ligne det bedste jordiske forbillede, men han vil, at enhver på sin måde og efter sit mål/evne skal komme til at ligne vor Herre Jesus Kristus.
Det betyder ikke, at vore ejendommeligheder eller vor personlighed skal ødelægges. Enhver kristen mand og kvinde bevarer sin egen individualitet, men de har alle en fælles lighed med den, hvis navn de bærer, kun på den måde kan vi være med til at bringe velsignelse til verden. Ikke ved at vi nu begynder at leve op til Jesus Kristus men ved at vi går ind i Ordet og bliver et med det spejlbillede, vi i Ordet ser.
Vi husker, at Jesus sagde, jeg er verdens lys, og derefter vender sig til sine disciple og siger, I er verdens lys. Kun i samme grad som vi er Jesus Kristus lige, bringer vi lyset til verden. Ingen mennesker har noget lys i sig selv. Alle er vi døde i vore overtrædelser og synder. Kun om vi er i dette spejlbillede, er vi lys. Fordi, da er det Jesus Kristus der lyser igennem os og ikke os der anstrenger os for at være hellige og gode. Ingen er god uden Guds Søn Jesus Kristus. Og det er ikke en teoretisk forestilling. Det er et helt naturligt og lige til liv. Se fx på et træ. Anstrenger det sig for at være det træ det er, og bære den frugt det er beregnet til? Det ville nok være svært for et pæretræ at frembringe appelsiner som frugt. Sig mig så lige. Hvorfor er det så, så mange kristne der vil være et andet træ end det de er? Og anstrenger sig et helt liv, uden en eneste frugt af Guds spejlbillede?
Jeg vil gerne tale ganske jævnt og enkelt om, hvad vi ser af Guds Herlighed i Jesus Kristus. Vi kan se ham ligeså klart som de, der så ham i fortidens dage, vi kan møde ham selv nu i hans Ord. Vor tros øjne har ligeså stor magt og evne til at se ham, som deres legemlige øjne havde. Han blev kød og tog bolig iblandt os. Da Jesus Kristus rejste til Himmelen igen, gav han os en anden talsmand. HelligÅnden som vil tage af Faderens og give det til os. Og han vil åbenbare Guds søns spejlbillede for alle som tror og som bliver i troen på Guds Søn.
Lad os da alle møde ham med oprigtige hjerter, thi Jesus sagde. Det er de rene af hjertet, som skal se Gud. Tænk over det. Hvad dit hjerte er fyldt med løber din mund over med. Dit liv råber langt højere end dine mange ofte tomme ord. Ord uden Kristi kærlighed er døde og uden værdi.
I Johannes Evangelium finder vi tre steder den samme opfordring til at se på Jesus. Måtte de hjælpe os til at se Jesus Kristus nærværende og stærk her i vor midte. Hvor findes det du elsker? I dit hjerte/sind ikke?
Se det Guds Lam.
Det første Sted er Joh. l, 29, hvor det står. Da Johannes så Jesus komme til Jordan, hvor han døbte, vendte han sig straks til sine disciple (elever eller lærlinge) og sagde, se det Guds Lam, som bærer verdens synd. Han så i Jesus opfyldelsen af alle de gamle profetier. Gud talte i hans hjerte, og åbnede hans hjertes øjne, i det øjeblik og sagde. Her er den, om hvem profeterne har talt. Og de, som havde hørt Johannes døberens tale, forlod ham og gik med Jesus. Dette er begyndelsen til det liv, som forvandles til at ligne Jesus Kristus. Begyndelsen er at se ham som forsoner for vore synder. At vi ser Ham som den, der tog hele vor syndebyrde på sig, og bragte forsoningen for vor syndeskyld. Vi ser ham, der led i vort sted og døde, for at vi aldrig skal dø. Vi ser Guds kærlighed, retfærdighed og hellighed i dette vidunderlige offer for verden. Og når vi får vort hjertes øjne for det, og klart ser Jesus Kristus som en forsoning for verdens synd, da begynder Kristenlivet for os. ikke bare som noget der er gældende for alle andre og ikke mig selv, nej jeg vælger at gå ind i spejlbilledet og lade mig forlige med Gud i sit Ord. I det jeg tror at dette også gælder for mig og alle mine synder. Og tror på de er udslettede med Jesu blod og ikke mere huskes.
Og vi kender i vort inderste hjerte, at vi aldrig mere kan gøre noget af os selv, vi forstår, at hans dyrebare blod, som renser os fra al synd, også gør krav på vort liv, og vi kommer til at hvile i hans forsikring om, at vor synd er tilgivet, og vi er forsonede med Gud. Da er begyndelsen, som er et skel, til at vort liv kan forvandles fra at være selvisk til at blive uselvisk, fra egenkærlighed til kærlighed. Fra mismod til jubel sang. Ja. Fra herlighed i Kristus til Herlighed i Kristus.
Et liv borte fra synden.
Et Liv, som hader alt som har den mindste mistanke/lugt af synden, er begyndelsen til et liv, som mere og mere kommer til at ligne Jesus Kristus. Om vi da vil begynde at leve et Liv som Kristus, må vi begynde med at se tilbage på Jesus Kristus som Guds Lam, og når vi gør det, får vi sikkerhed (en fast overbevisning) om befrielse ror vor syndeskyld. Han gør os fri, så vi kan gå hans buds veje. Den gamle hindring, synden bliver ryddet bort, så vi frit og naturligt, med glæde kan følge ham. Det er ikke Guds mening, vi skal gå rundt og ligne kalkede grave, med alvorlige og bedrøvede miner. Vi skal tvært imod se hen til Ham og stråle af glæde. Dvs. Vi skal se Guds Søns spejlbillede og glædes der ved. Som bedrøvede og alligevel altid glade i det håb vi ser i spejlet og er i.
Når vi som døberen virkelig ser Guds Lammet, vil der i vore hjerter klinge en genlyd af dette Evangelium. Og da vil hans offer ikke blot virke en egenkærlig sikkerhed/overbevisning. Når du ser, han bærer din synd, da må du fortælle alle, at hans offer gælder al verdens synd. Da er du i brand og opvakt fra dit døde liv og lever et levende liv i Kristus Jesus, som du ser i spejlet.
Vi forstår, at vor egen synd er en del af verdens synd, og derfor kan vi med døberen sige. S e det Guds Lam. Men, vi kommer også på samme tid til at være med ansvarlige for vore medmennesker. Vi er ikke taget ud af verden, som mange tror, ved at sidde som passive kirkegænger hele livet. Vi er i verden for at være det samme lys som vi ser i spejlbilledet. Vi kommer til at kende, at vi er ansvarlige for at få det sagt til hvert eneste menneske, at Kristus er død for hans synds skyld.
Selvom, vi føler os uværdige til at gå med dette budskab, er det Evangeliets krav til mig den enkelte. Følgen af ethvert troende livs vidnesbyrd bliver, at andre kommer til tro, og når hele vor livsgerning skal dømmes, er dette det eneste, der kommer til at gælde noget for Gud. Det eneste, som får blivende værdi, er, at andres liv er blevet forvandlet til at blive Kristus lige, fordi de gennem os er kommet til erkendelse af frigørelsen fra synd. Derfor er der aldeles ikke noget egenkærlig t i dette livssyn og ikke noget, den enkelte bare kan gemme for sig selv, når vi kan sige: Se det Guds Lam.
Ethvert troende hjerte får det, for at bringe det videre til verden. Men dette er kun begyndelsen. Troen på Jesus Kristus er noget, der ikke blot har med Syndernes forladelse/tilgivelse for evigt at gøre, men også med moralen og hele vort livs førelse. Den medfører noget bestemt. troen er liv, ydmygt liv i Jesu Kristi efterfølgelse. Jeg kan ikke sige, at jeg tror på Jesus, uden at jeg går ind under det krav, at efterfølge ham, ellers ville vidnesbyrdet kun være domsord. Vi må aldrig glemme at Jesu er ikke kommet for at dømme verden, men for at frelse den.
Vi er ikke sat til at anklage og fordømme verden. Vi er sat til i al ydmyghed at forkynde dem Evangeliet om Gud Søn, som er kærligheden selv. Alle har vi jo syndet og mangler Guds kærlighed. Vi er ikke højere sat end verden, fordi vi er frelste. Vi er på lige fod med dem og ikke oppe på en piedestal. Dog er dette ikke ensbetydende med at vi lever et liv som ligner deres. Nej vi lever et Kristus liv, i tro som vi ser det i spejlet som er Guds Ord.
Dermed når vi til det andet store kald til at se ham og til at se Guds Herlighed i ham, denne gang lyder det til os fra Pontius Pilatus i Joh. 19, 5. Jesus Kristus stod foran Pilatus for at dømmes, og Pilatus kan ikke finde skyld hos ham, alt mens fjenderne skråler: korsfæst ham. Pilatus var i sit hjerte overbevist om, at Jesus var forskellig fra alle andre mennesker. Han kendte ikke meget til Jesus, men han kendte ham godt nok til at være på det rene med, at beskyldningerne mod ham var falske; hans kone troede på Jesus og havde talt til Pilatus om ham. Kun fordi han nu gerne ville, at de skulle give Jesus fri, prøver han at vække deres medlidenhed ved at føre ham frem for folket med de Ord: Se dog hvilket menneske.
Se hvilket Menneske.
Selvom Pilatus på den måde, uden resultat prøvede at få folket i tale, udtalte han en større sandhed, end han selv vidste. Hans Ord fik en dybere og større betydning, end han i nogen måde kunne forstå.
Han beskrev vejen, ad hvilken mænd og kvinder bliver hellige mennesker. Han svarer på menneskehjerters uudtalte spørgsmål: Hvordan kan jeg blive virkelig god. Han svarer på ethvert troende menneskehjertes spørgsmål: Hvordan kan jeg blive lige som Jesus. Hvordan kan jeg leve ordentlig, uden at såre gud og mennesker, jeg vil jo da så gerne men ofte lykkedes det jo slet ikke.
Jesus Kristus er vejen for dig og for mig. Jesu Ord er Sandhed til et liv i overensstemmelse med Gud Faders viljes beslutning, for os den enkelte. Dette menneske, Jesus Kristus, er ikke alene en forsoner for vor synd, men et forbillede for vort liv. Når vi ser på Jesus Kristus, og ser hvordan han i alle forhold førte sit liv, ser vi, hvordan vi skal leve. Vi ser, hvordan han levede i fælles enighed med sin Far, og Guds velbehag var over og i Ham. Vi ser hvordan han altid var fuld af bøn og hvor lydig han var. Han kunne sige, som det eneste menneske, sige jeg gør altid det, som behager min Far. Vi kan se, hvor modig han var, en helt modsætning til os. Modsætningen mellem Hans kærlighed og vor egen kærlighed, mellem Hans trofasthed og vor utroskab, hans villighed til at tjene og vor lyst til at gøre, hvad der behager os selv. Og netop derfor er det, at vi skal se på Jesus, så vi lærer at kende vor fuldstændige afmagt, og at vi, selvom vi gerne vil leve som Jesus, forstår, hvor svært det er. Vi ser i spejlet at vi er umyndige, magtesløse, utroværdige og intet har i os selv der kan behage Gud. Vi ser at vi er bundrådne, fordærvede og syndige mennesker. Hvor ordene. Syndens løn er døden er berettiget fuldt ud. Vi fortjener kun at dø og straffes med evig fortabelse. Men i Kraft af Guds nåde i Jesu død og opstandelse er vi rensede, retfærdiggjorte. Og har evigt liv. Alt sammen fordi Jesus Kristus elsker os, som vi er, og fordi vi tror på Jesus Guds Søn.
Des mere vi bestræber os på at følge ham, des mere må vi erkende, at vi ikke gør det, og vort hjerte råber i sin nød, hvem formår vel dette? Hvor er den magt, som kan overvinde vor naturlige svaghed, hvor er den kraft, som kan fordrive alt det fra min vilje, som modsætter sig Guds vilje. Jeg er fuldstændig klar over, at jeg ikke ved egen magt kan nå til den ringeste lighed med Jesus Kristus. Siger som Paulus. Jeg elendige menneske hvem skal fri mig fra dette dødens legeme/krop, det gode som jeg gerne vil, det gør jeg jo ikke, men det onde som jeg hader og nærer største afsky for gør jeg ofte. Og det på trods af jeg tror på Jesus Kristus. Her er en af grundene til, at så mange mennesker i vore dage ikke tror på Jesus Kristus, og ikke på nogen som helst måde ligner ham, bare en lille smule. Og som regel, tænker de ikke på, at det er os, som er så ufuldkomne og ringe, som er Jesu Kristi efterfølger og vidner på jorden. Vi er Guds Apostle, Guds udsendinge er vi. Hvordan skulle Jesu liv være synligt i dag om ingen levede det fuldt ud? Pga. Folkets ulydighed og egenrådighed kan Gud slet ikke gøre det i dag, som Han så gerne vil.
Jesus kan heller ikke gøre ret meget for sine disciple, dig og mig om vi ikke vil lade os forvandle til det samme spejlbillede, som vi ser i Ordet. Pga. deres vantro/mistro kan Jesus ikke gøre alt det herlige vi læser om. Det er jo Hans tjenere, dig og mig på jorden der skal udføre Hans gerning. Vi er Guds tjenere, udvalgt dertil at tjene i Ånd og Sandhed. Men det nytter os ikke om vi stadig tjener i vores egen ånds, tomme væsen, og natur. Vi må lade os forvandle til Jesu billede på jorden om vi vil se Guds rige iblandt os.
Vi må se op til Jesus, i stedt for ned på Ham.
Vi ved jo nok, at verden håner og spotter Jesu navn, Vi ser jo hvordan både lovløsheden og umoralen tager til i styrke. Og vi sider nok så pænt og bliver, så hykleriske forargede. Vi sidder bag vor lukkede religiøse facader og fordømmer og anklager alt og alle i verden, medens vi har glemt. Det er os der har ansvaret for om der er nogen der bliver frelste. Verden frelser jo ikke sig selv. Verden ser ikke op på Jesus Kristus, men den ser på os og hvad vi afspejler. Og når verden slet ingen lighed finder i os med Kristus, tror den ikke på ham.
Nej, den er fuld af fordom imod ham på grund af vor manglende evne til at følge ham. Derfor betyder det liv eller død, at vi fra vort hjertes dyb råber til ham og spørger os selv. Hvem kan følge Jesus som hans sande Disciple?
Når vi råber, får vi svaret, som om det atter lyder fra Pilatus mund, da Jesus lidt senere står for ham. Vi husker, at da folket ikke ville høre det første Ord, lod han atter Jesus stå frem og sagde: Jeg finder ingen skyld hos denne mand. Han er vores konge og værd at følge. Vort forbillede i alt er Jesus, Kongernes over konge.
Se jeres Konge.
Igen taler Pilatus de rette Ord. Han udtalte en langt større sandhed, end han selv kunne forstå. Han forkyndte Sandheden om Jesus Kristus, Sandheden gennem alle tider. Han er ikke alene vort Forbillede, men tillige den Kraft, hvorved det bliver os muligt at ligne ham. Når Jesus Kristus bliver vor Konge, kommer hele vort Liv ind under hans førerskab. Vi kæmper ikke mere for at følge ham, han giver os selv del i sin kraft.
Vi behøver ikke mere at anstrenge os for at ligne ham, han kommer til os for at udtrykke sig gennem os. Under hans tugt og indflydelse, som hans disciple, udryddes alt, hvad der ikke skal findes i vort liv, og alt det gode, som burde være i vort liv, får en plads deri.
Vi forstår alle, at om vi skal blive Kristus lige, må der ske to ting. Der er noget i vort liv, som må forsvinde, og der er noget, som ikke findes der, som må komme derind. Vi må selv gå korsvejen og korsfæste vort eget liv sammen med Jesus Kristus. I det vi ser ind i Kristi spejlbillede og frivilligt lader os forvandle til Guds spejlbillede i Jesus Kristus.
Dette mirakel virker, Jesus vor Konge for sine undersåtter. Hvis vi gør vort hjerte til hans trone, gør han vort liv til sit palads, og han gør sit palads værdigt til selv at bo deri. På den måde, bliver den svageste stærk, og den frygtsomste modig. Der er forskel på det kristne ideal og på ethvert andet ideal. Det kristne livs ideal er fuldt af kraft. Det er som når man tager på håndtaget af en elektrisk
maskine. Mennesket holder nok på håndtaget, men i virkeligheden er det maskinen, der holder fast, man kan ikke slippe det igen. Om man slipper håndtaget går maskinen i stå og kraften er ikke i funktion, den bliver inaktiv. På samme måde med Jesu liv. Når jeg i mit hjerte tager Jesu Kristi livs ideal og griber det, bliver jeg selv grebet deraf, og han, som er Hellighedens forbillede, er selv den kraft, der skaber Hellighed. Da bliver det, som synes umuligt, muligt. Alt formår vi i Ham som giver os kraft, fordi Han er selv drivkraften til alt liv og tjeneste.
Hvis Jesus Kristus ikke bare er vort forbillede, men vor Konge, så kan vi følge efter Jesus, og blive ham lige. Lad os her vende tilbage til vor første Tekst, betragtende Guds Herlighed. Vi ser Guds Lam, vi ser dette Menneske, vi ser Kongen, og det ikke én Gang eller to Gange, men således at hel vort Liv er indstillet derefter. Hver en Dag, hvor vi ikke ser hen til ham, bliver fuld af Fejl. Men for hver den, som vender sig imod ham, skal det blive Virkelighed, at Gud gør sin Gerning i dit Hjerte. Og da vil de, som ser os, ikke betvivle, at vi har Livet med Gud. Er der ikke her et Svar til de Hjerter, som ved, at de ikke har kunnet finde Hvile? Er her ikke en Hvile og Trøst for dem, der er urolige og utilfredse, fordi de ikke har kunnet finde? Kalder ikke disse Ord os alle til at hengive os til ham, følgende den Grundsætning, som gælder i Guds rige: Jeg skal, derfor kan jeg og derfor vil jeg. Forpligtelsen hviler på mig, og derfor må jeg give mig selv til ham for at opfylde den; og da Gud har givet os hele sin Kraft til vor rådighed, kan vi ikke undskylde os.
Der er endnu et sted, hvor der står noget om at se Guds Herlighed, og det vil jeg nævne for at fuldstændiggøre, hvad vi har talt om her. Det er et Ord af Jesus selv. Da han fra sit kors så på de mennesker, der stod omkring ham, så han ved foden af korset to, som han særlig elskede. Den ene var hans mor, den anden hans højt elskede discipel. De var nærmeste tilskuer til Guds Herlighed, til Offerets Herlighed.
Måske du eller jeg får den ære at give livet som et offer, for at Guds rige må komme. Sikkert er det imidlertid, at hvis vi ikke når dette mål, som Gud har sat os, ikke går den vej, han har vist os, mister vi alt det, som livet med ham vil give os. Det har intet at betyde, om vi mister den ganske verden, bare vi ikke tager skade på vor sjæl.
Man fortæller om en mand, som kom ind i en stor kirke som denne. Organisten spillede på det smukke orgel, kirken lå i mørke, og organisten spillede så godt han kunne, men ikke særlig godt, hans evner var ikke store, og man kunne finde fejl i hans spil. Den fremmede kom hen til organisten og spurgte forsigtig, om han måtte spille. Men organisten syntes ikke om den fremmedes spørgsmål og svarede barsk, det kunne han ikke. Den fremmede gav ikke op, stille og venligt gentog han sin bøn, og modvilligt rejste organisten sig og lod den fremmede tage hans plads, og han begyndte at spille.
Da lød der sådanne toner fra orglet, som organisten aldrig havde hørt, og han sad betaget og overrasket over, hvad den fremmede kunne få ud af det instrument, som han selv kendte så godt. Da spillet hørte op, vendte han sig ivrig mod den fremmede og spurgte, hvem han var; stille og beskedent svarede denne, at hans navn var Mendelssohn. Organisten så forbavset på den mand, som han havde beundret hele sit liv og af hele sit hjerte, og ulykkelig sagde han: "Og jeg var ved at nægte Dem at spille på mit Orgel!" Dette er et billede på, hvad nogen af os gør, når det gælder vor Frelser og vort liv. Han vil gerne spille på vort livs instrument, for at musikken fra os kan lyde til hans ære og til verdens frelse, og når vi siger nej til ham, siger vi nej til den største kærlighed, noget menneske kan møde. Derfor beder jeg i dag i hans navn: vend jer ikke bort fra det kald, nægt ham ikke at frelse jeres liv. Se det Guds Lam, se dette menneske, se jeres Konge og se jeres tjener.
Og når I ser ham, skal I forvandles fra Herlighed til Herlighed ved hans Ånds Kraft.
