Ikke bare sige ja, amen det er sandt men selv vende os om til og i sandhedernes liv i Den Hellige Ånd og betle den pris der koster at leve i sandhedernes fuldstændige liv, vil du?
En af de værste forhindringer for fremgang i en kristen lokal-menighed er:
MEDLEMMER UDEN LIV I GUD!
Kirkekontrol hvor Gud sættes i tidsrammer forhindrer også sand livs vækkelse, der hvor alt skal kontrolleres inden nogen får lov at sige og gøre noget er der stor fare for menigheden/kirken falder i søvn. At kontrollere er ikke at bedømme.
Mange har ikke oplevet dåben i Den Hellige Ånd, når de vil glæde sig i Herren højt med fryde råb, dans i Ånden tunge takle og sang i Ånden bliver der sat mundkurv på mange i da, hvordan skulle de kunne glæde sig?
Man kan aldrig få sådanne medlemmer til at glæde sig i frelsen. Det er jo ganske naturligt, at du ikke kan få et menneske til at glæde sig over, hvad det ikke har.
Og man vil heller aldrig få et menneske til at være tro, af frivillighedens vej, mod det, som det ikke elsker, det må da tvinges frem gennem ydre foranstaltninger.
Kan være, at de er rare folk, som mennesker betragtet, kan være, at de er moralske efter verdens mønster, de er dog døde grene på det åndelige træ og danner - ubevidst eller bevidst - en fremmed naturkraft mod Guds riges væsen, thi enhver uomskåren på hjerte og øre lever i vantro.
Selvom han har en stor viden om religion. Og så længe et menneske lever i den synd, lever det i en natur, som er imod Gud, thi vantroen er en naturkraft i åndens verden, som i hele sit væsen er imod Gud, en naturkraft, som fødes frem ved syndens liv og den døde kundskab. Først når mennesket omvender sig og dækket falder bort
2 Kor.3-16 " Men hver gang en omvender sig til Herren, tages dækket bort." Da omskabes denne natur ved hjertets omskærelse til en troens natur, eller en natur som skabes af troen. Men hvorledes kan nu det ske, at menigheden får medlemmer uden liv, når princippet er kun at tage omvendte ind?
Det kan ske på mange måder.
Det kan ske ved, at man sætter sig som mål at vinde tilhængere
af sin egen tro i stedet for at vinde dem for Kristus!
Til at begynde med må vi være klar over, at det at vinde sjæle ikke er det samme, som at vinde proselytter, hverve tilhængere af menigheden. Det er ikke at overtale andre mennesker til at tænke sådan som vi og derved få dem forenet med menigheden. Nej det er noget uendeligt dybere end det. At vinde sjæle er at føre dem til personlig og umiddelbar forbindelse med Gud, at få sjælen til at antage Guds tilbud om frelse fra fortabelse. Til dette vil enhver, som ved, hvad det er at være frelst, sige amen af hele sit hjerte, thi deri indbefattes den virkelige frelse, at blive et med ham, at blive et med ham i vilje, at blive et med ham i natur og at blive et med ham i sind.
Der er stor forskel på en tilhænger af en eller anden menighed og en efterfølger af Jesus Kristus. Og det har været en af de største fejltagelser, som er blevet gjort på det religiøse område, at hverve medlemmer, uden at de har vist livstegn. Det har mange slemme følger. Deriblandt de værste er det, at de er blevet kristne, fordi de er blevet medlemmer af menigheden.
De bliver vanskeligt frelste, fordi de mener, at de er frelste. De har fået deres Gud i deres egen religion, men de kan være de værste modstandere af det sande liv. Og tænk jer kære venner, at der findes mange, som tror sig at være kristne, fordi de er med i en menighed. en at være med i en menighed det er et, og at tilhøre Kristus det er noget andet.
At tilhøre Kristus det er at være født ind i menigheden af Ånden. Vi ser altså, at det at erhverve tilhængere for sin egen tro, eller rettere for sine meninger, er et, og at hverve dem for Kristus er noget andet. Men det er en kendsgerning, at mange arbejder mere for sit eget end for Kristus.
Man arbejder mere for personens ydre, end for at Kristus skal få hans indre. Man arbejder mere for at bygge nye kirker eller forsamlinger og at føre folket ind i sansereligion., sådan som det behager sansemennesket.
Derfor, lad enhver, som arbejder i Herrens gerning, ikke gå op i andet end i Kristus. Menighedens store problem bliver, når der ingen nyfrelste findes mere, og de gamle syntes at blive for gamle til at få åndelige børn. Der spores ikke barnelængsel mere. De er for længe siden begyndt at leve selvlivet, selv om det ikke er selvlivet i reneste forstand efter kødet. , så er det dog det religiøse selvliv.
Det går ud på bare at leve for sig selv, ved at gå efter den lov: Hvad der behager mig, det vil jeg. Og når en menighed kommer i den stilling, kan til og med en "vækkelse" blandt de ufrelste være uheldig. Mange i en sådan menighed vil sige: Der er ikke hyggelig i menigheden nu, for der er så mange nye medlemmer. Hvad skal man så gøre? Ingen frugt af ordets prædiken. Ingen trang i menigheden til åndelighed og frelse. Det eneste, som måske er igen hos en del af menigheden, er medlemstrang, det vil sige trang efter flere medlemmer for at man skal blive større og anseligere, og at der skal blive flere til, at bære de økonomiske byrder. Det er lige her man begynder, at avle børn med trælkvinden. Man vil have fremgang, man vil vise, at man er med. Så begynder eksperimenterne - som følge af nød, men den form for nød er af menneskelig beskaffenhed, da der bag det hele er
gemt en ræv, som vist nok er liden og uskyldig at se til fra ydersiden, men derfor har så meget bedre anledning til at gemme sig i vingården for at fordærve den. Denne ræv hedder - religiøs egoisme! Der burde være en stor præmie for at fange den, og en endnu større for at dræbe den. Men den er meget sejlivet og kan spille død og endda leve i sin fulde kraft. Der er nok ingen anden, som kan fange eller gribe den, end Herren selv. Og det kan vi være sikre på, at den "vækkelse”, som søges frembragt af religiøse selvinteresser, kun føder trælle sønner og døtre. Og disse kan være søde så længe de er små, men de er ikke løftets børn. Og når de bliver større, bliver der altid strid mellem dem og forjættelsens børn.
Ved erfaring vil vi komme til den klare forståelse, at det er bedst, at bie på Herren i alle livets forhold, og frem for alt når det gælder hans eget værk i menigheden. Mange er gået foran ham og har bygget, men det er blevet træ,
hø og strå, som ikke engang er blevet stående til den dag, da at skal prøves med ild. ! Kor.3-13Og det har været en af mine sørgeligste iagttagelser rundt
omkring i menighederne, at der findes så mange uomskårne, som ikke kender den iboende frelse. Joh.4-14 fordi de aldrig har været født på ny. Mange har søgt, at stjæle sig ind i Guds rige.
Det er et alvorligt budskab, som vi ikke hørers å meget om i de mange kirker i dag.
Hvad vil Guds menighed i dag?
Vende om? Forsøge med såkaldte nye tiltag som går i stå igen og igen?
Vil vi guds Sandheds liv lige nu i dag?
Det er sådanne budskaber der skaber den sande vækkelse. Det får de religiøse hyklere og Skriftkloge op af stolen, de skælder ud og kommer op med mange Bibel ord imod sådan et budskab. Mange der sover, fravælger guds vækkelses råb. Ikke på den måde siger de, nej, nej vi taler da ikke ned folket, vi fordømmer ikke synden i menighederne enhver må leve som den vil, Gud skal da nok sørge for de når det hele, vi er da alle kun på vej, ingen er da fuldkommen, Lad os blive fri for de budskaber der giver ballade. Er det sådan vi gør i dag, eller bøjer vi os ydmygt ned og siger, Ja det er sådan og vi vender om nu og gør sådan?
Der blev gjort forskel på skidt og kanel i menighederne. Vi kan ikke bare tage hvad som helt ind i menighederne eller fællesskaberne som mange gør id ag og bare tillade folket lever som det passer dem, vil vi være guds sandheds folk i dag eller ligne verden mest muligt? Ja, nogen vil ikke rammes af Guds piskeslag i Hans menigheder i dag, de går hver deres vej, uden ser eller hører, vil du?
Må Gud sende sådanne prædikanter i dag, så mulighed for sand frelse igen kommer på dagsorden.
At der igen må kastes lys på forskellen angående religiøsitet og sand genfødsel i Ånden. Det er et stort ansvar prædikanter har for den rette forkyndelse.
De kan vinde proselytter til fortabelse eller føre mennesker til den
nye fødsel og frelse.
Men de vil engang blive draget til ansvar for deres forkyndelse.
KÆRE PRÆDIKANT, PRÆDIKER DU FOR AT HOLDE SAMMEN PÅ MENIGHEDEN ELLER PRÆDIKER DU FOR AT SKILLE SKIDT FRA KANEL?
Amen.
